Standardside

Jeg har også levet

Så skriv og fortæl mig det!

”Hvor meget koster en almindelig brun hest?”. Sådan kunne Astrid Lindgren spørge, hvis journalister blev for overtolkende og psykologiserende, eller når de ønskede, at hun skulle fortolke sine egne fortællinger. Den slags spørgsmål orkede forfatteren ikke. Hun var et meget privat menneske, der rigtignok havde en stor stemme i offentligheden, men hun orkede på ingen måde al den uro, der fulgte med ”kendtheden”.  Pelle siger i ”Vi på Krageøen”: ”Jeg vil gerne være et lille dyr i skoven”. Det samme skriver Astrid Lindgren flere gange i sine breve til den tyske Louise Hartung, som hun brevvekslede med i årene fra 1953 til 1965.
De mere end 600 breve, de to kvinder skrev til hinanden, er nu udgivet i et udvalg, der er redigeret af Jens Andersen og Jette Glargaard. Det er en fantastisk brevsamling.

Det er to voksne kvinder, der skriver til hinanden.
Astrid Lindgren er netop blevet enke. Hendes mand Sture Lindgren døde i 1952, og hun skriver bøger, arbejder på forlaget Raben og Sjögren, og hun er mor for Karin, der er født i 1934 og Lasse fra 1926, sønnen, der blev født uden for ægteskab, da Astrid Ericsson blev gravid med chefen, den meget ældre Vimmerby-Tidnings-redaktør Blomgren.

Louise Hartung er to år ældre end Astrid Lindgren, født i 1905, hun dør af kræft i 1965. Hartung har haft et bemærkelsesværdigt liv. Hun var sanger, hun var med i Berlins kunstkredse, men blev ”entartet” i nazitiden, hvorfor hun klarede sig igennem verdenskrigen som fotograf og som sanger ved østfronten. Da den røde armé indtog Berlin, var hun blandt de mange tyske kvinder, der blev voldtaget af de russiske soldater. Efter krigen blev hun ansat på Jugendamt, hvor hun havde til opgave at give de mange forældreløse (og de mange vanrøgtede og forsømte) børn en tro på en demokratisk fremtid.

I efteråret 1953 er Pippi blevet oversat til tysk, og nu er Astrid Lindgren inviteret til Berlin for at læse højt af Pippi. Invitationen kommer fra Louise Hartung, der i bestræbelserne på at ”af-nazificere” de tyske børn, har oprettet en række (meget søgte) læsekredse for børn. Her læser de Pippi, og de kommer til at læse virkelig mange bøger af Astrid Lindgren.

Da Louise Hartung døde i februar 1965 efterlod hun sig en papæske fyldt med breve. På æsken stod der: ”Skal efter min død uåbnet sendes til: Fru Astrid Lindgren, Dalagatan 46, Stockholm, Schweden”.

Nu er æsken åbnet, brevene er læst, de er læst sammen med de breve, Astrid Lindgren modtog fra Louise Hartung, og Jens Andersen og Jette Glargaard har udvalgt og redigeret på bedste vis. Astrid skriver på svensk (Louise Hartung havde lært sig svensk for at kunne læse Strindberg på originalsproget), og Louise Hartung skriver på tysk, et sprog Astrid Lindgren behersker på glimrende vis.

De to kvinder skriver om livet, døden og kærligheden. Og de skriver om blomster, bøger og det delte Berlin. De skriver om arbejdet, om helbred og om glæden ved at være alene. De skriver fremragende breve, de er underfundige, poetiske, humoristiske og skarpe.

 

”Jeg kan give dig venskab, Louisechen”

”Da jeg så dig, Astrid, vidste jeg straks – mens vi kørte ind i aftenrøden – at jeg ikke måtte miste dig, at enhver form for forbindelse til dig var rigtig for mig, når bare den betød, at du ikke ville forsvinde ud af mit liv. Det kan måske lyde overspændt, men jeg havde det, som om jeg stod ved en absolut skillevej i mit liv. Og det sidste år har også vist mig, hvor sandt mine følelser talte i det øjeblik.” Louise Hartung er gennem hele brevvekslingen helt klar i sin betagelse af og sin (umulige) kærlighed til Astrid Lindgren. Kærligheden bliver ikke gengældt, men allerede tidligt i korrespondancen skriver Hartung, at ”det er sådan, det er, men det skal aldrig komme i vejen for deres forhold til hinanden”. Astrid Lindgren skriver tilbage på kærlighedserklæringen således: ”Du har ret i, at der for mig er et afgørende skel mellem venskab og kærlighed. Jeg kan give dig venskab, Louisechen– kærlighed med deraf følgende kan jeg kun give en mand. Jeg har ingen fordomme, og jeg forstår, at du efter dine mange oplevelser, måske ikke mindst under sammenbruddets dage i Berlin, kan føle dig færdig med mandekønnet. Men hvad det angår, er vi forskellige, Louisechen.”

De forbliver venner, de tager på bilferier sammen, de besøger hinanden og skriver breve. Kærligheden bliver et emne, der omtales med en vis forsigtighed af dem begge, men kærligheden og venskabet markeres med mange gaver, hvor især Louise Hartung sender utallige pakker med blomster fra Berlin mod Stockholm og Dalagatan.

 

”Hvordan ville verden være at leve i, hvis bøgerne ikke fandtes?”

Louise Hartung er belæst i hele den tyske (og europæiske) litteratur. Særligt Goethe har en stor plads i hendes hjerte, flere af de to veninders bilture går gennem ”Goethe-land”, hvor litteraturen ”har fundet sted”. Hun introducerer Astrid Lindgren til Goethe, og de sender mange bøger til hinanden, hvor indholdet diskuteres gennem flere breve. En af de bøger, de diskuterer, er en brevveksling: ”Ich war wohl klug, das ich dir fand.” fra årene 1777 – 1785 mellem Christian Boises og Luise Mejer. Herom skriver Louise Hartung: ”Tidens særlige omstændigheder kommer til at stå meget mere klart for én, når man læser sådanne nogle private papirer og fortrolige meddelelser, end det ville have været muligt i en fiktiv roman. Jeg glæder mig allerede til, at du får tid til at læse den, og til at opleve din stigende begejstring, efterhånden som læsningen skrider frem.”

Astrid Lindgren skriver om sine projekter, om filmatiseringen af ”Vi på Krageøen”,  og hun skriver om mangfoldigheden af arbejdsopgaver, der altid ligger og venter på hende: ”Jeg har skrevet mit lille skravl af en bog ”Lotte fra Spektakelmagergade” færdig og har desuden diverse andre små skriverier, jeg skal have overstået. Men derudover har jeg tænkt at holde sabbatsommer.”

Litteraturen betyder noget. Den betyder særligt noget for børnene i Berlin. De mange forsømte og forældreløse børn har få rollemodeller i forhold til demokratisk dannelse. Nazitiden har ødelagt al infrastruktur, men den har også ødelagt forældrenes tradition for at lege med deres børn. Det er den slags opgaver ”Jugendamt” og Louise Hartung tager på sig.

Hun har en svær fortid, men hun går livsmodig og arbejdsomt til opgaven.

 

”Hvad vil der mon ske nu i Berlin?”

Udviklingen i Berlin i efterkrigstiden fylder en del. Det ”rige” Vestberlin er i kontrast til det grå og mere og mere forarmede Østberlin, hvor ingen har penge, og hvor alt for mange arbejder som ”folke-angivere”. Astrid Lindgren bekymrer sig om Hartungs fremtid i den mere og mere spændte atmosfære i Berlin op mod at Berlinmuren bliver bygget i 1962. Hartung svarer tilbage: ”Gør dig ingen bekymringer på mine vegne. Tænk, hvad jeg allerede har været igennem. Først en verdenskrig, så nazisterne, så en verdenskrig til, så russerne, så briterne (det var heller ikke særlig behageligt at høre disse kolonioberster med ridepisk sige: Tyskere har ingen eksistensberettigelse…” eller ”Tyskere har ikke brug for parker …” hvorefter hele Tiergarten blev fældet, så kom der igen en russisk belejring og luftbroen med næsten totalt mørke. Hvad vil der mon ske nu.”

John F. Kennedys besøg med den legendariske ”Ich-bin-ein-berliner-tale” beskrives i brevene, Politik fylder, og den globale udfordring i forhold til vold og magt fylder. Louise Hartung sender et avisudklip om Milgram-forsøgene til Astrid Lindgren, der svarer således: ”Tak for avisudklippet om det amerikanske forsøg. (Milgram-forsøget, hvor man får almindelige mennesker til at give næsten dødelige elektriske stød til en forsøgsperson). (…)  Hvis der er noget, jeg afskyr mere end noget andet, så er det at have magt og misbruge den. Det er nok det sværeste, der findes, alle har magt over en eller anden stakkel, og efter hvad det ser ud til, er det sværeste kunststykke af alle at lade være med at misbruge den magt. Ja, ja, nok om det.”. Og senere skriver Astrid Lindgren i Brødrene Løvehjerte om Tengils totale magt og Jonathan og Tvebaks medmenneskelighed.

 

”Du skulle have undt dig nogen dage, hvor du ikke skulle forvandle livet til blæk.” 

Vejret, helbredet, arbejdspladsen og hverdagens trængsler fylder også. Louise Hartung trives bedst i sol, og hun køber en feriebolig på Ibiza, hvor hun (der har et skrøbeligt helbred) kan komme til kræfter. Et sted, hvor også Astrid Lindgren får lejlighed til at være gæst.

Blomsterne i haven i Berlin beskrives, og de sendes i store pakker til Stockholm. Det er roser, roser og roser – foruden alle andre blomster. På et tidspunkt opbygger Astrid Lindgren en vinkælder i det noget spartanske Vinmonopol-Sverige. Vinene køber Louise Hartung, der kender alt til gode druer. Flaskernes etiketter dampes af, der sættes håndskrevne sedler på: ”Druesaft”, de pakkes i halm og trækasser og sendes frygtløst gennem tolden mod Sverige. Det er en munter korrespondance, der medfører, og Astrid Lindgrens kendskab til vin øges betragteligt.

Alder og fødselsdage (og udvekslingen af gaver) fylder også. I et brev dagen før sin fødselsdag i 1963 skriver Astrid Lindgren således: ”Hvis jeg læser i aviserne, at den og den 56-årige er blevet kørt over og dræbt, så tænker jeg, at den stakkels gamle kvinde jo trods alt fik lov at leve ganske længe, indtil jeg kommer i tanke om, at så gammel er jeg også. Jeg tror ikke, at noget menneske nogensinde erkender sin egen alder, jeg føler mig stadig helt utrolig barnlig og synes, at alle andre er meget mere modne og ældre og forstår alting bedre end jeg.”

Astrid Lindgren har et godt helbred, måske skyldes det, at hun skriver hovedparten af sine bøger liggende i sengen med en skrivemaskine på dynen, måske skyldes det (trods vin-projektet) en sund levevis. Louise Hartungs helbred er svagt, hun har (viser det sig) kræft i maven, og hun dør i 1965 efter et kortere sygeforløb. De trænger begge to altid til at have mere fri. Det skriver Astrid Lindgren om her: ”Nogle gange spekulerer jeg på om man hele livet er nødt til at have sin tilværelse så nøje tilrettelagt….. det virker sådan. Og selv om man tilrettelægger og gør ved, så ligger der alligevel tusind ugjorte ting og venter på at blive gjort. Tænk, når man engang er død, hvem skal så lave alt det.”

Begge brevskrivere ar en særdeles høj arbejdsdisciplin, men de når alligevel at skrive utallige lange, betænksomme og eftertænksomme breve. Ikke blot til hinanden, men til mange modtagere. ”Hvis du ved, hvorfor mennesker lever, så skriv og fortæl mig det”, sådan lød Astrid Lindgren slutreplik i et brev fra 1955. Brevvekslingen gennem de mere end ti år er altid et forsøg på at give svar på det spørgsmål.

 

”Pas på dig selv i alle livets dage”

Der er bestandig omtanke for den andens ve og vel i brevvekslingen. Det gælder begge veje, det er to travle erhvervskvinder, der ved, at det koster på fritiden at være arbejdsom. ”Du skulle have undt dig nogen dage, hvor du ikke skulle forvandle livet til blæk.” Det gode råd giver Louise Hartung til Astrid, efter at have modtaget et brev, hvor Astrid klager over de mange arbejdsopgaver, der altid venter.

Astrid Lindgren forvandlede alt (næsten alt) i sit liv til blæk. Hun skrev om Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langtstrømpe, hun skrev om Lisa og de andre børn i Bulderby, om Emil og Ida, om den unge Kati i Italien, Paris og Amerika, om familien Melkerson, der holdt ferie på Krageøen, og hun skrev om Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte. Og så var der også Karlsson på taget, Peter og Petra, Grynet og Lotte og Jonas og jeg.

Hun skriver i et af de sidste breve til Louise Hartung: ”Kære søde Louisechen, tak for alt, hvad du giver mig. Lad intet ondt hænde dig, og pas på dig selv i alle livets dage.”

Den hilsen gjaldt lige til Louise Hartung døde i februar 1965. Hvor dejligt, at de to brevskrivere gemte brevene, omhyggeligt daterede og med smukke håndskrevne adresser på kuverterne. Det er personlige breve, der viser de videbegærlige, vittige og vidende kvinders liv i efterkrigstidens Europa.

 

P.S.: En almindelig brun hest koster vel 20.000 kroner. Hvis man kan klare sig med en brun Bo Bojesen-modelhest i træ, så kan man få den brugt for 300 kroner.

P.S: ”Astrid Lindren og Louise Hartung: ”Jeg har også levet”, en brevveksling redigeret og udvalgt af Jens Andersen og Jette Glargaad, Gyldendal 2018

Vi på Krageøen

 

”Om sommeren kommer der sommergæster.”  eller: ”Om sommeren kommer der landliggere.” Der er kommet en nyoversættelse af ”Vi på Krageøen”. Kina Bodenhoff har taget opgaven med nyoversættelsen af mange af Astrid Lindgrens bøger. Siden Anette Øster undervejs i sin Lindgrenforskning fandt, at der var en hel del uoverensstemmelser mellem Astrid Lindgrens svenske tekst i bøgerne om Pippi, Emil og Brødrene Løvehjerte, så har Kina Bodenhoff arbejdet på at nyoversætte en række af Lindgrens bøger. ”Brødrene Løvehjerte” og ”Ronja Røverdatter ” er genoversat, og nu er turen kommet til ”Vi på Krageøen”.

”Vi på Krageøen” er fra 1964, jeg fik den som 10-årig og læste med stor glæde om de lykkelige sommerdage i den svenske skærgård. Ikke at billedet af en skærgård stod særlig stærkt hos en læser fra det nordjyske, jeg husker, at det var meget underligt, at man sådan sejlede rundt i joller mellem holme og skær for at fange torsk. Mit billede af fiskeri var nok mere kutter-agtigt, hvor ingen gav sig ud på åbent hav i en robåd, men det væsentligste i ”Vi på Krageøen” er ikke fiskeri, men derimod den evige sommer fyldt med hunde, kaniner, jordbær, venner, gode naboer, hvepse og sæler og en tam ravn. Oplevelserne fortælles hovedsagelig gennem Pelle, Trunte og Stinas blik på hverdagen, men til tider får man Malins dagbogsnoter med. Malin er ikke for ingenting datter af en forfatter, så hun skriver poetisk om det, hun ser, føler, tænker og oplever.

I Ellen Kirks oversættelse lyder det: ”Det er som om vi havde boet på Krageøen altid, skrev Malin en uge senere. Jeg kender menneskene, der bor her. Jeg ved så nogenlunde, hvordan de er. Jeg ved, at Nisse og Marta er verdens rareste mennesker – navnlig han – og verdens dygtigste – navnlig hun. Han passer butikken. Hun passer også butikken, men desforuden telefoncentralen, postkontoret, børnene, hunden og huset, og hun rykker straks ud, så snart nogen på øen behøver hjælp.”

Det lyder sådan her i Kina Bodenhoffs oversættelse:  ”Det føles, som om vi har boet på Krageøen altid, skrev Malin en uge senere. Jeg kender de folk, der bor her. Jeg ved nogenlunde, hvordan de er. Nisse og Marta, jeg ved, at de er verdens rareste mennesker – særligt han – og verdens dygtigste – særligt hun. Han passer butikken. Hun passer også butikken, men desuden telefoncentralen, posten, børnene, hunden og husholdningen, og så rykker hun ud hver gang andre på øen har brug for hjælp.”

Der er små forskelle. Nogle af de ”gamle” ord og begreber bliver fornyet i Kina Bodenhoffs oversættelse. Hun skriver også med nutid fremfor Kirks datid.

Kina Bodenhoff siger selv om forskellen mellem sin egen og Ellen Kirks oversættelser:  ”Når Astrid skal skabe en stemning af fryd og glæde, bruger hun en strømmende stil, hvor sætningerne kæder sig ind i hinanden som guirlander, hvor det bare bruser over. Men Ellen Kirk korter ned med en masse punktummer. Omvendt, når Astrid bryder op i mange korte udsagn, hvilket hun gør, når det skal være fortættet og dramatisk, så bliver disse korte udsagn kædet sammen hos Ellen Kirk. Det er ikke så godt, for de forskellige litterære stilarter, som Astrid bruger, er fuldstændig specifikt forbundet med den stemning, hun vil skabe. Der er ikke ét ord hos Astrid, der er tilfældigt.”

Når Ellen Kirk (født i 1902, død i 1982, søster til Hans Kirk, oversætter af hovedparten af Lindgrens forfatterskab) oversatte, som hun gjorde, så skyldtes det naturligvis også tiden. Man havde den tanke, at børn havde godt af at læse korte sætninger, at der ikke skulle bruges for svære ord, og at der skulle skrives korrekt. Det kendte citat fra Brødrene Løvehjerte kan være et eksempel: Her skrev Ellen Kirk i Jonathans udsagn: ”Ellers er man ikke noget menneske, men bare en sølle kryster.” Her har Ellen Kirk oversat ”lort” til ”en sølle kryster”. Men med valget af denne løsning går kontrasten til at være et menneske tabt. I den nye oversættelse af ”Brødrene Løvehjerte” står der  med Kina Bodenhoffs (og Lindgrens) ord: ”…. en lille lort”

Kina Bodenhoff søger i højere grad at være loyal og tro over for Lindgrens mundtlige fortællestil, hvor der kunne bruges en sætningsstruktur fra den mundtlige fortælling. Lange og komplekse sætninger, men altid med barnet som den, der fortælles til.

I en artikel fra Berlingske siger Kina Bodenhoff: ”Det karakteristiske ved Astrid Lindgrens fortællemåde er, at hun hele tiden veksler mellem forskellige litterære greb, afhængigt af, hvad hun vil fortælle, hvilken stemning hun vil skabe. Hun var selv et sammensat menneske, der rummede dyb sorg og melankoli og samtidig evnen til naiv henrykkelse over for eksempel naturen. Mange af hendes personer rummer samme evne til overgiven henrykkelse. Når hun gengiver denne naive lykkefølelse, så fortæller hun i en strømmende stil, hvor sætningerne kæder sig efter hinanden. Når det derimod er uhyggeligt, så hugger hun op i mange små hovedsætninger med forstærkende adjektiver. Gentagelsen bruger hun også meget.”
Det er således en nyere mere Astrid-Lingrensk version af ”Vi på Krageøen”, der kan læses i denne smukke udgivelse.

Også et af mine yndlingscitater fra bogen er i ny og smukkere udgave. Det er her, hvor Pelle og Trunte er undervejs for at befri sælen Moses fra fangenskab. Her gemmer de sig under vinduerne til Vestermans hus, og Pelle lytter til den gamle fru Vesterman, der sidder i petroleumlampens skær og læser i Bibelen: ”Pelle lyttede. Og pludselig kom der nogle ord, der skilte sig ud fra alt det uforståelige og begyndte at funkle og lyse, som han undertiden syntes, ord gjorde. Nej, hvor lød det pænt. ’Lånte jeg morgenrødens vinger, og gjorde jeg mig en bolig yderst i havet …’ læste fru Vesterman og sukkede lidt, inden hun gik videre.”

Hos Kina Bodenhoff er ordene ikke blot pæne, de er smukke: ”Pelle lyttede. Og lige med et kom der nogle ord, som trådte frem fra alt det uforklarlige og begyndte at funkle, sådan som ord somme tider kunne funkle for ham, åh hvor lød det smukt! ’Lånte jeg morgenrødens vinger og gjorde mig en bolig yderst i havet … ’ læste fru Vesterman og så sukkede hun lidt, før hun gik videre.”

Bibelcitatet her er ikke ordret efter den 1931-versionen af den danske bibel, hvor der står: ”Tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender.” I den danske udgivelse fra 1992-oversættelsen står der: ”Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender.” Den udgave er kommet længe efter Ellen Kirks oversættelse.

Kina Bodenhoff har valgt, hvad hun kalder ”en tillempning” til den svenske bibelfortolkning. Men smukt er det. Og en bolig yderst ved havet er altid godt .

”Vi på Krageøen” er en fortælling om lykken i skærgården. Om solen, der altid findes omme bag skyen, om familiens sammenhold, om gode naboer og venlige mennesker, der hjælper hinanden. Det er Bulderby-Sverige i skærgården, og det skal der absolut være plads til. Det er drømmen for de fleste af os: At vi pludselig befinder os på en skærgårdsbåd, der går mod Krageøen på en sommerdag.

Hvis det ikke kan ske i virkeligheden, så giver Kina Bodenhoff og ikke mindst Astrid Lindgren os en (næsten) gratis billet til sommerlykken.

Kina Bodenhoffs sidste replik i Berlingske-interviewet lyder: ”Som Thomas Winding engang har sagt så vidunderligt: Det eneste, vi har brug for her i verden, det er gode historier.” ”Vi på Krageøen” er også en af Astrid Lindgrens gode historier.

P.S. I øvrigt er ”Vi på Krageøen” en af de få Lindgren-udgivelser, der først kom som tv-serie og film, for så at blive en roman.

nk: http://www.astridlindgren.se/en

https://bogmarkedet.dk/artikel/det-eneste-vi-har-brug-er-gode-historier

 

 

Miss Elises wiki

Miss Elises wiki

Wiki-opslag: ”Pinlig episode: Socialt optrin, som sørger for, at alle involverede rammes af en stærk trang til at krumme tæer, og som sideeffekt hjælper det også med at holde liv i din dårlige selvtillid.”

Elise, der er hovedpersonen i ungdomsbogen ”Wiki over Miss Elises elendige liv” af Caroline Ørsum, er en pige, der kæmper med og mod social angst. Hun går i en en særlig skole for psykisk sårbare, hun er ”moderator” (altså en slags redaktør) på en fanside, hvor ægte fans af popgruppen Pale Blue Horizon kan skrive deres længsler og tanker om gruppens guitarspillende gutter ud. Hun har lavet en ”wiki”, altså et personligt leksikon over nogle af de udfordringer, hun selv møder i hverdagen.

Elise har det ikke nemt, men bogen beskriver fint hendes hverdag med den forstående søster Amalie, med veninden Mathilde (og hendes lysøjede broder Robin) og i konflikterne med stedmoderen Nicola og kampen mod de for mange kilo og den store Ritter-Sport-afhængighed.

Det er et indblik i en psykisk syg piges verdensbillede, man får her. Social angst er en diagnose, der kan være svær at behandle. ”Kom nu bare ind i kampen og hverdagen. Hvor svært kan det være?”, sådan kan man tænke som udenforstående. Litteraturen kan give et billede af, hvor svært det er at stå udenfor verden og veninderne med et kæmpestort ønske om at være med – og så er angsten så enerverende at end ikke dybe vejrtrækninger og visualiseringer af gode situationer kan redde dagen.

Psykisk sygdom er også et tema i ”Mirror Mirror”, en ny ungdomsroman af Cara Delevingne, hvor fire outsidere mødes i et skoleband: ”Mirror Mirror”. Der er Leo, hvis bror netop bliver lukket ud af fængslet. Nu agter samme broder at fortsætte sin gangsterkarriere med lillebroderen som håndlanger. Der er Rose, hvis forældre har mange penge men ingen tid til hende, der søger at dulme smerten efter et overgreb med sprut og piller. Der er Naomi, der lever et punk-prinsesse-liv for at skjule, hvem hun egentlig er, og så er der hovedpersonen Red, der også hedder Amy, men som er meget i tvivl om sin kønsidentitet, og hvis forældre er fraværende eller fordrukne. De fire outsidere bliver venner i et band, men så forsvinder Naomi, også kalder Nai.

Cara Delevingne slutter med følgende morale: ”Jeg ville gerne skrive en roman, der gav et ucensureret billede af, hvor svært og hårdt det er at blive voksen. Unge er under et kæmpe pres og der er en forventning om, at man skal være perfekt hele tiden.  Men jeg ville gerne vise, at uanset hvem man er, så er man allerede perfekt.”

Psykiske ”diagnosebørn” kan man også møde hos Ronnie Andersen, der med ungdomsbogen ”Akavet” fra 2014 viste verden set gennem den socialangste Mikkes øjne. Mikkes oplevelse er, at verden er en kampzone: ”Fredag er jeg en soldat på vej ud i friheden, og søndag er jeg på vej tilbage til kasernen. Bortset fra, at hos mig er begge veje en kamp og destinationen er altid krig.”

Mikke har lært at se med sit ”inner eye”. Han kan se vennen Ejlers autistiske træk, han driller ikke mere Eiler med den manglende billedsprogsforståelse. ”Eiler er sjov, fordi han forstår ting præcis, som du siger dem. Hvis du fortæller en historie og på et tidspunkt siger, at du stod med håret i postkassen, tror han, at du virkelig stod med håret inde i postkassen.” Her har Mikke nu indset, at Eiler har sin diagnose, og det er ikke noget, han skal drilles med.

Verden set gennem en autistisk drengs øjne får man beskrevet i Anders Johansens ”Hullet”, hvor David har mange strategier, når han rammes af virkeligheden.  Han samler på ord. Ord med kraft og farve eller nye og spændende ord: ”De bedste ord i min samling var havfuglenes navne.: lunde, svartbag, sule. Gamle og stærke ord, de mindede mig om drivtømmer, der har ligget længe i vandet og er blevet hårdt som sten”.

Litteraturens mulighed for at vise verden, som den ses med ”den andens øjne” er overskriften for et stort forskningsprojekt på Syddansk Universitet. Her undervises lægestuderende i det, der med et smukt ord kaldes ”narrativ medicin”. De læser bøger, der giver dem indsigt i verden set med en alzheimerramts øjne, set gennem øjnene fra en psykisk syg: og i det det hele taget skal de kommende læger lære at se verden, som den ser ud set med patientens øjne.

”Det, man kan lære ved at læse litteratur, er at se mennesket, før man ser en patient og en sygdom. Et menneske med den frygt og bekymring, der ofte følger med. Tager man hånd om de ting, kommer man hurtigere frem til dét, det handler om”, sådan forklarer en af bagmændene bag projektet på Syddansk Universitet Peter Simonsen, hvad litteraturen kan bidrage med i lægeuddannelsen.

I bogen ”Wiki over Miss Elises elendige liv” har Elise et opslag: ”Hvis dit liv var en wiki: Den temmelig sære tanke om, at en wiki over dit liv sikkert ville rumme både glade og triste indlæg, men helt klart også en overvægt af den sidste slags.”

Det vil være godt, hvis en større indsigt i andres liv som diagnoseramte, kunne bidrage til, at der kom overvægt af glade indlæg også på Davids, Mikkes og Elises livs-wikier.

P.S. På netflix (ja!) kan man se første sæson af ”Atypical”, hvor man følger en autistisk drengs kamp for at få en kæreste. Her kan man også få en indsigt i verden set med en andens øjne.

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen Aalborg, UCN

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

 

Mirror Mirror

 

Uanset hvem man er, så er man allerede perfekt

Cara Delevingne: Mirror Mirror, Politikens forlag, 2017

 

”I dag. Alle siger, at livet går videre.

Vi bliver nødt til at stå op, tage i skole, gå hjem. Og beskæftige os med ubetydelige ting, som for eksempel en eksamen, der nærmer sig. Og ’håber og bede og tro’ og alt muligt andet lort, de  fylder os med.

Livet går videre. Men det passer ikke, for den aften Nai forsvandt, trykkede hun på en kæmpestor ´, fucking pauseknap.”

Det er en fremragende indledning, Cara Delevingne har i sin roman for unge, om unge og med unge hovedpersoner. Indledningen kommer efter forfatterens forord, takken til alle, der har hjulpet i processen og efter et tilbageklip til ’otte uger tidligere’.

Indledningen er et point of no return, der således allerede findes på side 5. Herefter er vi nødt til at læse videre for at finde ud af, hvem Nai er, hvorfor hun forsvandt, og vi må vide, hvem der tænker, at livet nu er sat på pause.

I forordet skriver Cara Delevingne: ”Allerhelst vil jeg gren fortælle, at det er okay, hvis man endnu ikke helt ved, hvem man selv er. Det er okay at være anderledes, for man er perfekt præcis som den, man er. Hvis bare man finder ud af, hvad der gør en glad og lytter til sit hjerte, skal det nok gå.”

Således kan man som læser (når forfatteren er en kendt blogger, en model og skuespiller) næsten kun forvente noget blogger-agtig patos i høj kæk highschool-pastiche. Her bliver forventningerne ikke indfriet. ”Mirror Mirror” er en betagende og spændende bog, der skriver om mange eksistentielle temaer. Temaer, der er interessante for unge, men også ældre – og voksne.

På nettet er der en anmeldelse fra en ”bognørd”: ”Mirror Mirror er en fantastisk bog om venskab, kærlighed, om at stole på sine intuitioner og ikke mindst om at finde sin egen plads i verden. ”Mirror Mirror” er sådan en bog, som alle bør læse uanset alder, for hvis man er teenager så gennemlever man måske nogle af de samme problemstillinger lige nu ellers så mindes man dengang, hvor man selv var teenager og forsøgte at finde sin egen plads i verden. En yderst anbefalingsværdig bog for alle, der kan lide en god’ coming of age’ roman.”

Sådan er det. Helt på trods af forfatterens fortid, så er det en vedkommende roman om unge, der søger et ståsted i en rodløs verden.

De er fire medlemmer af musikgruppen *Mirror Mirror”: der er Leo, hvis bror netop bliver lukket ud af fængslet. Nu agter samme broder at fortsætte sin gangsterkarriere med lillebroderen som håndlanger. Der er Rose, hvis forældre har mange penge men ingen tid til hende, der søger at dulme smerten efter et overgreb med sprut og piller. Der er Naomi, der lever et punk-prinsesse-liv for at skjule, hvem hun egentlig er og så er der Red, der også hedder Amy, men som er meget i tvivl om sin kønsidentitet, og hvis forældre er fraværende eller fordrukne. De fire outsidere bliver venner i et band, men så forsvinder Naomi, også kalder Nai.

Nu er romanen i to spor: dels er der Red, Rose og Leos personlige udvikling og deres vej gennem konflikter hjemme og i skolen, og dels er der hele opklaringen af, hvad der skete, da Naomi forsvandt. Hvorfor blev hun fundet i Themsen med hovedskader og en mystisk tatovering? Hvorfor blev hun så fjern i tiden, før hun forsvandt? Hvorfor er hendes telefon blevet tapet fast til gyngestativet på den gamle legeplads, hvor gruppen ofte holdt til?

Disse spørgsmål efterforsker Red, Rose og Leo sammen med Naomis søster Ashira.

Man tror på personbeskrivelserne, selv om man som dansk læser ville tænke, at myndighederne burde have grebet ind for længe siden overfor Reds forældre, skolen skulle have indberettet Leos problematiske hjemmeforhold, og SSPerne burde have tjekket op på Roses misbrug. Men nu er vi heldigvis i London, en stor by, hvor man kan være i fred med sine identitetsproblemer.

Der er en klar morale om venskab på trods, om venskab på tværs og om venskaber, hvor man giver uden at forvente at få noget igen.

Musikken og bandet er en samlende faktor, der også er en del af moralen: man må have et mål. Man må kæmpe for noget. Man må kæmpe for sin egen identitet, men man må også kæmpe for andres ret til at være, som de er.

Bogen slutter med Q&A til Cara Delevingne, hvor forfatteren svarer på de spørgsmål ,man som læser kunne have efter at være nået til sidste side. Det er ret unødvendigt. Bogen giver de svar, som man som læser selv kan farve i forhold til eget liv.

Cara Delevingne slutter med følgende morale: ”Jeg ville gerne skrive en roman, der gav et ucensureret billede af, hvor svært og hårdt det er at blive voksen. Unge er under et kæmpe pres og der er en forventning om, at man skal være perfekt hele tiden.  Men jeg ville gerne vise, at uanset hvem man er, så er man allerede perfekt.”

Det er en bog, man kan anbefale til mange unge og ældre, der vil vide, hvordan det også kan være at være ung.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk