Standardside

Vi på Krageøen

 

”Om sommeren kommer der sommergæster.”  eller: ”Om sommeren kommer der landliggere.” Der er kommet en nyoversættelse af ”Vi på Krageøen”. Kina Bodenhoff har taget opgaven med nyoversættelsen af mange af Astrid Lindgrens bøger. Siden Anette Øster undervejs i sin Lindgrenforskning fandt, at der var en hel del uoverensstemmelser mellem Astrid Lindgrens svenske tekst i bøgerne om Pippi, Emil og Brødrene Løvehjerte, så har Kina Bodenhoff arbejdet på at nyoversætte en række af Lindgrens bøger. ”Brødrene Løvehjerte” og ”Ronja Røverdatter ” er genoversat, og nu er turen kommet til ”Vi på Krageøen”.

”Vi på Krageøen” er fra 1964, jeg fik den som 10-årig og læste med stor glæde om de lykkelige sommerdage i den svenske skærgård. Ikke at billedet af en skærgård stod særlig stærkt hos en læser fra det nordjyske, jeg husker, at det var meget underligt, at man sådan sejlede rundt i joller mellem holme og skær for at fange torsk. Mit billede af fiskeri var nok mere kutter-agtigt, hvor ingen gav sig ud på åbent hav i en robåd, men det væsentligste i ”Vi på Krageøen” er ikke fiskeri, men derimod den evige sommer fyldt med hunde, kaniner, jordbær, venner, gode naboer, hvepse og sæler og en tam ravn. Oplevelserne fortælles hovedsagelig gennem Pelle, Trunte og Stinas blik på hverdagen, men til tider får man Malins dagbogsnoter med. Malin er ikke for ingenting datter af en forfatter, så hun skriver poetisk om det, hun ser, føler, tænker og oplever.

I Ellen Kirks oversættelse lyder det: ”Det er som om vi havde boet på Krageøen altid, skrev Malin en uge senere. Jeg kender menneskene, der bor her. Jeg ved så nogenlunde, hvordan de er. Jeg ved, at Nisse og Marta er verdens rareste mennesker – navnlig han – og verdens dygtigste – navnlig hun. Han passer butikken. Hun passer også butikken, men desforuden telefoncentralen, postkontoret, børnene, hunden og huset, og hun rykker straks ud, så snart nogen på øen behøver hjælp.”

Det lyder sådan her i Kina Bodenhoffs oversættelse:  ”Det føles, som om vi har boet på Krageøen altid, skrev Malin en uge senere. Jeg kender de folk, der bor her. Jeg ved nogenlunde, hvordan de er. Nisse og Marta, jeg ved, at de er verdens rareste mennesker – særligt han – og verdens dygtigste – særligt hun. Han passer butikken. Hun passer også butikken, men desuden telefoncentralen, posten, børnene, hunden og husholdningen, og så rykker hun ud hver gang andre på øen har brug for hjælp.”

Der er små forskelle. Nogle af de ”gamle” ord og begreber bliver fornyet i Kina Bodenhoffs oversættelse. Hun skriver også med nutid fremfor Kirks datid.

Kina Bodenhoff siger selv om forskellen mellem sin egen og Ellen Kirks oversættelser:  ”Når Astrid skal skabe en stemning af fryd og glæde, bruger hun en strømmende stil, hvor sætningerne kæder sig ind i hinanden som guirlander, hvor det bare bruser over. Men Ellen Kirk korter ned med en masse punktummer. Omvendt, når Astrid bryder op i mange korte udsagn, hvilket hun gør, når det skal være fortættet og dramatisk, så bliver disse korte udsagn kædet sammen hos Ellen Kirk. Det er ikke så godt, for de forskellige litterære stilarter, som Astrid bruger, er fuldstændig specifikt forbundet med den stemning, hun vil skabe. Der er ikke ét ord hos Astrid, der er tilfældigt.”

Når Ellen Kirk (født i 1902, død i 1982, søster til Hans Kirk, oversætter af hovedparten af Lindgrens forfatterskab) oversatte, som hun gjorde, så skyldtes det naturligvis også tiden. Man havde den tanke, at børn havde godt af at læse korte sætninger, at der ikke skulle bruges for svære ord, og at der skulle skrives korrekt. Det kendte citat fra Brødrene Løvehjerte kan være et eksempel: Her skrev Ellen Kirk i Jonathans udsagn: ”Ellers er man ikke noget menneske, men bare en sølle kryster.” Her har Ellen Kirk oversat ”lort” til ”en sølle kryster”. Men med valget af denne løsning går kontrasten til at være et menneske tabt. I den nye oversættelse af ”Brødrene Løvehjerte” står der  med Kina Bodenhoffs (og Lindgrens) ord: ”…. en lille lort”

Kina Bodenhoff søger i højere grad at være loyal og tro over for Lindgrens mundtlige fortællestil, hvor der kunne bruges en sætningsstruktur fra den mundtlige fortælling. Lange og komplekse sætninger, men altid med barnet som den, der fortælles til.

I en artikel fra Berlingske siger Kina Bodenhoff: ”Det karakteristiske ved Astrid Lindgrens fortællemåde er, at hun hele tiden veksler mellem forskellige litterære greb, afhængigt af, hvad hun vil fortælle, hvilken stemning hun vil skabe. Hun var selv et sammensat menneske, der rummede dyb sorg og melankoli og samtidig evnen til naiv henrykkelse over for eksempel naturen. Mange af hendes personer rummer samme evne til overgiven henrykkelse. Når hun gengiver denne naive lykkefølelse, så fortæller hun i en strømmende stil, hvor sætningerne kæder sig efter hinanden. Når det derimod er uhyggeligt, så hugger hun op i mange små hovedsætninger med forstærkende adjektiver. Gentagelsen bruger hun også meget.”
Det er således en nyere mere Astrid-Lingrensk version af ”Vi på Krageøen”, der kan læses i denne smukke udgivelse.

Også et af mine yndlingscitater fra bogen er i ny og smukkere udgave. Det er her, hvor Pelle og Trunte er undervejs for at befri sælen Moses fra fangenskab. Her gemmer de sig under vinduerne til Vestermans hus, og Pelle lytter til den gamle fru Vesterman, der sidder i petroleumlampens skær og læser i Bibelen: ”Pelle lyttede. Og pludselig kom der nogle ord, der skilte sig ud fra alt det uforståelige og begyndte at funkle og lyse, som han undertiden syntes, ord gjorde. Nej, hvor lød det pænt. ’Lånte jeg morgenrødens vinger, og gjorde jeg mig en bolig yderst i havet …’ læste fru Vesterman og sukkede lidt, inden hun gik videre.”

Hos Kina Bodenhoff er ordene ikke blot pæne, de er smukke: ”Pelle lyttede. Og lige med et kom der nogle ord, som trådte frem fra alt det uforklarlige og begyndte at funkle, sådan som ord somme tider kunne funkle for ham, åh hvor lød det smukt! ’Lånte jeg morgenrødens vinger og gjorde mig en bolig yderst i havet … ’ læste fru Vesterman og så sukkede hun lidt, før hun gik videre.”

Bibelcitatet her er ikke ordret efter den 1931-versionen af den danske bibel, hvor der står: ”Tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender.” I den danske udgivelse fra 1992-oversættelsen står der: ”Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender.” Den udgave er kommet længe efter Ellen Kirks oversættelse.

Kina Bodenhoff har valgt, hvad hun kalder ”en tillempning” til den svenske bibelfortolkning. Men smukt er det. Og en bolig yderst ved havet er altid godt .

”Vi på Krageøen” er en fortælling om lykken i skærgården. Om solen, der altid findes omme bag skyen, om familiens sammenhold, om gode naboer og venlige mennesker, der hjælper hinanden. Det er Bulderby-Sverige i skærgården, og det skal der absolut være plads til. Det er drømmen for de fleste af os: At vi pludselig befinder os på en skærgårdsbåd, der går mod Krageøen på en sommerdag.

Hvis det ikke kan ske i virkeligheden, så giver Kina Bodenhoff og ikke mindst Astrid Lindgren os en (næsten) gratis billet til sommerlykken.

Kina Bodenhoffs sidste replik i Berlingske-interviewet lyder: ”Som Thomas Winding engang har sagt så vidunderligt: Det eneste, vi har brug for her i verden, det er gode historier.” ”Vi på Krageøen” er også en af Astrid Lindgrens gode historier.

P.S. I øvrigt er ”Vi på Krageøen” en af de få Lindgren-udgivelser, der først kom som tv-serie og film, for så at blive en roman.

nk: http://www.astridlindgren.se/en

https://bogmarkedet.dk/artikel/det-eneste-vi-har-brug-er-gode-historier

 

 

Miss Elises wiki

Miss Elises wiki

Wiki-opslag: ”Pinlig episode: Socialt optrin, som sørger for, at alle involverede rammes af en stærk trang til at krumme tæer, og som sideeffekt hjælper det også med at holde liv i din dårlige selvtillid.”

Elise, der er hovedpersonen i ungdomsbogen ”Wiki over Miss Elises elendige liv” af Caroline Ørsum, er en pige, der kæmper med og mod social angst. Hun går i en en særlig skole for psykisk sårbare, hun er ”moderator” (altså en slags redaktør) på en fanside, hvor ægte fans af popgruppen Pale Blue Horizon kan skrive deres længsler og tanker om gruppens guitarspillende gutter ud. Hun har lavet en ”wiki”, altså et personligt leksikon over nogle af de udfordringer, hun selv møder i hverdagen.

Elise har det ikke nemt, men bogen beskriver fint hendes hverdag med den forstående søster Amalie, med veninden Mathilde (og hendes lysøjede broder Robin) og i konflikterne med stedmoderen Nicola og kampen mod de for mange kilo og den store Ritter-Sport-afhængighed.

Det er et indblik i en psykisk syg piges verdensbillede, man får her. Social angst er en diagnose, der kan være svær at behandle. ”Kom nu bare ind i kampen og hverdagen. Hvor svært kan det være?”, sådan kan man tænke som udenforstående. Litteraturen kan give et billede af, hvor svært det er at stå udenfor verden og veninderne med et kæmpestort ønske om at være med – og så er angsten så enerverende at end ikke dybe vejrtrækninger og visualiseringer af gode situationer kan redde dagen.

Psykisk sygdom er også et tema i ”Mirror Mirror”, en ny ungdomsroman af Cara Delevingne, hvor fire outsidere mødes i et skoleband: ”Mirror Mirror”. Der er Leo, hvis bror netop bliver lukket ud af fængslet. Nu agter samme broder at fortsætte sin gangsterkarriere med lillebroderen som håndlanger. Der er Rose, hvis forældre har mange penge men ingen tid til hende, der søger at dulme smerten efter et overgreb med sprut og piller. Der er Naomi, der lever et punk-prinsesse-liv for at skjule, hvem hun egentlig er, og så er der hovedpersonen Red, der også hedder Amy, men som er meget i tvivl om sin kønsidentitet, og hvis forældre er fraværende eller fordrukne. De fire outsidere bliver venner i et band, men så forsvinder Naomi, også kalder Nai.

Cara Delevingne slutter med følgende morale: ”Jeg ville gerne skrive en roman, der gav et ucensureret billede af, hvor svært og hårdt det er at blive voksen. Unge er under et kæmpe pres og der er en forventning om, at man skal være perfekt hele tiden.  Men jeg ville gerne vise, at uanset hvem man er, så er man allerede perfekt.”

Psykiske ”diagnosebørn” kan man også møde hos Ronnie Andersen, der med ungdomsbogen ”Akavet” fra 2014 viste verden set gennem den socialangste Mikkes øjne. Mikkes oplevelse er, at verden er en kampzone: ”Fredag er jeg en soldat på vej ud i friheden, og søndag er jeg på vej tilbage til kasernen. Bortset fra, at hos mig er begge veje en kamp og destinationen er altid krig.”

Mikke har lært at se med sit ”inner eye”. Han kan se vennen Ejlers autistiske træk, han driller ikke mere Eiler med den manglende billedsprogsforståelse. ”Eiler er sjov, fordi han forstår ting præcis, som du siger dem. Hvis du fortæller en historie og på et tidspunkt siger, at du stod med håret i postkassen, tror han, at du virkelig stod med håret inde i postkassen.” Her har Mikke nu indset, at Eiler har sin diagnose, og det er ikke noget, han skal drilles med.

Verden set gennem en autistisk drengs øjne får man beskrevet i Anders Johansens ”Hullet”, hvor David har mange strategier, når han rammes af virkeligheden.  Han samler på ord. Ord med kraft og farve eller nye og spændende ord: ”De bedste ord i min samling var havfuglenes navne.: lunde, svartbag, sule. Gamle og stærke ord, de mindede mig om drivtømmer, der har ligget længe i vandet og er blevet hårdt som sten”.

Litteraturens mulighed for at vise verden, som den ses med ”den andens øjne” er overskriften for et stort forskningsprojekt på Syddansk Universitet. Her undervises lægestuderende i det, der med et smukt ord kaldes ”narrativ medicin”. De læser bøger, der giver dem indsigt i verden set med en alzheimerramts øjne, set gennem øjnene fra en psykisk syg: og i det det hele taget skal de kommende læger lære at se verden, som den ser ud set med patientens øjne.

”Det, man kan lære ved at læse litteratur, er at se mennesket, før man ser en patient og en sygdom. Et menneske med den frygt og bekymring, der ofte følger med. Tager man hånd om de ting, kommer man hurtigere frem til dét, det handler om”, sådan forklarer en af bagmændene bag projektet på Syddansk Universitet Peter Simonsen, hvad litteraturen kan bidrage med i lægeuddannelsen.

I bogen ”Wiki over Miss Elises elendige liv” har Elise et opslag: ”Hvis dit liv var en wiki: Den temmelig sære tanke om, at en wiki over dit liv sikkert ville rumme både glade og triste indlæg, men helt klart også en overvægt af den sidste slags.”

Det vil være godt, hvis en større indsigt i andres liv som diagnoseramte, kunne bidrage til, at der kom overvægt af glade indlæg også på Davids, Mikkes og Elises livs-wikier.

P.S. På netflix (ja!) kan man se første sæson af ”Atypical”, hvor man følger en autistisk drengs kamp for at få en kæreste. Her kan man også få en indsigt i verden set med en andens øjne.

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen Aalborg, UCN

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

 

Mirror Mirror

 

Uanset hvem man er, så er man allerede perfekt

Cara Delevingne: Mirror Mirror, Politikens forlag, 2017

 

”I dag. Alle siger, at livet går videre.

Vi bliver nødt til at stå op, tage i skole, gå hjem. Og beskæftige os med ubetydelige ting, som for eksempel en eksamen, der nærmer sig. Og ’håber og bede og tro’ og alt muligt andet lort, de  fylder os med.

Livet går videre. Men det passer ikke, for den aften Nai forsvandt, trykkede hun på en kæmpestor ´, fucking pauseknap.”

Det er en fremragende indledning, Cara Delevingne har i sin roman for unge, om unge og med unge hovedpersoner. Indledningen kommer efter forfatterens forord, takken til alle, der har hjulpet i processen og efter et tilbageklip til ’otte uger tidligere’.

Indledningen er et point of no return, der således allerede findes på side 5. Herefter er vi nødt til at læse videre for at finde ud af, hvem Nai er, hvorfor hun forsvandt, og vi må vide, hvem der tænker, at livet nu er sat på pause.

I forordet skriver Cara Delevingne: ”Allerhelst vil jeg gren fortælle, at det er okay, hvis man endnu ikke helt ved, hvem man selv er. Det er okay at være anderledes, for man er perfekt præcis som den, man er. Hvis bare man finder ud af, hvad der gør en glad og lytter til sit hjerte, skal det nok gå.”

Således kan man som læser (når forfatteren er en kendt blogger, en model og skuespiller) næsten kun forvente noget blogger-agtig patos i høj kæk highschool-pastiche. Her bliver forventningerne ikke indfriet. ”Mirror Mirror” er en betagende og spændende bog, der skriver om mange eksistentielle temaer. Temaer, der er interessante for unge, men også ældre – og voksne.

På nettet er der en anmeldelse fra en ”bognørd”: ”Mirror Mirror er en fantastisk bog om venskab, kærlighed, om at stole på sine intuitioner og ikke mindst om at finde sin egen plads i verden. ”Mirror Mirror” er sådan en bog, som alle bør læse uanset alder, for hvis man er teenager så gennemlever man måske nogle af de samme problemstillinger lige nu ellers så mindes man dengang, hvor man selv var teenager og forsøgte at finde sin egen plads i verden. En yderst anbefalingsværdig bog for alle, der kan lide en god’ coming of age’ roman.”

Sådan er det. Helt på trods af forfatterens fortid, så er det en vedkommende roman om unge, der søger et ståsted i en rodløs verden.

De er fire medlemmer af musikgruppen *Mirror Mirror”: der er Leo, hvis bror netop bliver lukket ud af fængslet. Nu agter samme broder at fortsætte sin gangsterkarriere med lillebroderen som håndlanger. Der er Rose, hvis forældre har mange penge men ingen tid til hende, der søger at dulme smerten efter et overgreb med sprut og piller. Der er Naomi, der lever et punk-prinsesse-liv for at skjule, hvem hun egentlig er og så er der Red, der også hedder Amy, men som er meget i tvivl om sin kønsidentitet, og hvis forældre er fraværende eller fordrukne. De fire outsidere bliver venner i et band, men så forsvinder Naomi, også kalder Nai.

Nu er romanen i to spor: dels er der Red, Rose og Leos personlige udvikling og deres vej gennem konflikter hjemme og i skolen, og dels er der hele opklaringen af, hvad der skete, da Naomi forsvandt. Hvorfor blev hun fundet i Themsen med hovedskader og en mystisk tatovering? Hvorfor blev hun så fjern i tiden, før hun forsvandt? Hvorfor er hendes telefon blevet tapet fast til gyngestativet på den gamle legeplads, hvor gruppen ofte holdt til?

Disse spørgsmål efterforsker Red, Rose og Leo sammen med Naomis søster Ashira.

Man tror på personbeskrivelserne, selv om man som dansk læser ville tænke, at myndighederne burde have grebet ind for længe siden overfor Reds forældre, skolen skulle have indberettet Leos problematiske hjemmeforhold, og SSPerne burde have tjekket op på Roses misbrug. Men nu er vi heldigvis i London, en stor by, hvor man kan være i fred med sine identitetsproblemer.

Der er en klar morale om venskab på trods, om venskab på tværs og om venskaber, hvor man giver uden at forvente at få noget igen.

Musikken og bandet er en samlende faktor, der også er en del af moralen: man må have et mål. Man må kæmpe for noget. Man må kæmpe for sin egen identitet, men man må også kæmpe for andres ret til at være, som de er.

Bogen slutter med Q&A til Cara Delevingne, hvor forfatteren svarer på de spørgsmål ,man som læser kunne have efter at være nået til sidste side. Det er ret unødvendigt. Bogen giver de svar, som man som læser selv kan farve i forhold til eget liv.

Cara Delevingne slutter med følgende morale: ”Jeg ville gerne skrive en roman, der gav et ucensureret billede af, hvor svært og hårdt det er at blive voksen. Unge er under et kæmpe pres og der er en forventning om, at man skal være perfekt hele tiden.  Men jeg ville gerne vise, at uanset hvem man er, så er man allerede perfekt.”

Det er en bog, man kan anbefale til mange unge og ældre, der vil vide, hvordan det også kan være at være ung.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk