Skumfiduser

Anders And som dansklærer

 

”jeg har lært noget af sproget i skolen hos lise og noget har jeg lært ved at læse i alle bladene som gode danskere er kommet med gratis til os som vi må beholde

jeg har læst meget i de blade for de er for børn og så er sproget nemmere at forstå og der er tegninger”

Det er en 13-årig dreng, der skriver sådan i ”I love you Danmark” af Rasmus Bregnhøj og Kim Fupz Aakesen. 'I love you Danmark' handler om en 13-årig dreng, der kommer alene til Danmark fra sit krigsramte hjemland. Her møder han den danske kultur, som på mange måder er langt fra den kultur, som han kender fra sit hjemland. Det er en grafisk roman fra 2013, der på fremragende vis giver et billede af, hvordan Danmark ser ud set fra et barns synspunkt.

Han skriver om sit liv i en hemmelig dagbog. Helt uden store bogstaver, uden komma og andre tegn, men med en god vilje til at forklare, hvordan han ser livet. Hovedpersonen skal lære dansk, derfor går han i skole, men det er læsningen af Anders And-blade, der virkelig flytter hans sproglige beredskab.  Han skriver: ”der er blade der handler om anden i andeby og om hans onkel og om fætteren med de høje ben

det er verdens sjoveste ugeblad”

Nu bor han på et flygtningecenter, hvor han møder andre flygtninge, heriblandt Jamal, der ikke har det for nemt: ”jeg vækker Jamal for vi bor på samme værelse og han sover altid og spiser deres piller tre gange om dagen for at få det lykkeligt og han går også til psykolog”

Det er interessant at læse om mødet med skolen, hvor alt er anderledes end i ”Langtbortistan”, som han kalder sit hjemland: ”første dag i skolen rejser jeg mig op når læreren kommer ind og alle griner af mig for det gør man ikke her og de slår os heller ikke og de hiver os heller ikke i hårene omme i nakken heller ikke når vi er frække

det er mærkelige lærere der hellere vil synge børns sange med os og smile når vi ikke laver vores lektier”

Når alt er skrevet med små bogstaver og uden tegn, så bliver teksten så konstaterende og helt uden  den store sorg, der ligger bag fortællingen. Den må man selv læse mellem linjerne. Når han fortæller om sin familie, så er det nemlig helt som i Anders Ands familie, hvor der heller ikke er mødre og fædre: ”anden i andebyen har heller ingen mor og far ligesom jeg ikke har mere eller jeg har en mor men jeg har hende ikke

anden er fætter til en gås og det er fint at man kan det

anden er en onkel og han har selv tre unger der ikke er hans og ikke har nogen mor og far og de taler ikke om det og det er ligesom min onkel for han tager sig også af mig selvom han ikke er min far men kun min fars bror”

Heldigvis møder han en pige, som han bliver så forelsket i, at det er ganske svært at følge med i matematiktimerne. Han har på mange måder de samme teenageproblemer som danske børn har, og netop gennem litteraturlæsning kan man som 12-13-årig dansk læser få et billede af, hvordan Danmark ser ud, når man bor på et flygtningecenter. Man kan også få et billede af, at børn i Syrien (og Langtbortistan) kan have de samme problemer, som danske børn.

"De følelser en 12-årig har i Syrien, kan man også godt have i Danmark”, sagde en af de drenge i 5. klasse, der havde læst bogen. Det er en bog, der kan give afsæt for mange litteratursamtaler i skolen – og hjemme. Fremfor at tale helt abstrakt og uden fælles udgangspunkt, så kan litteraturen være et springbræt, som kan give alle elever et udgangspunkt for at indgå i en dialog, som kan være med til at flytte den enkeltes horisont.

Mange forskere, heriblandt Rita Felski, der står bag et stort litteraturlæsningsprojekt på Syddansk Universitet, påpeger, at netop gennem litteraturen kan man få indblik i, hvordan andre mennesker tænker, følger og oplever verden.

Børn og i Danmark og børn i Syrien og Langtbortistan er vidt forskellige på mange områder, men de har også fællestræk. Verden er stor og mærkelig, som hovedpersonen i ”I love you Danmark” skriver sidst i bogen:

”for jeg tænker at verden er et meget stort og mærkeligt sted der er større end andebyen og langbortistan og danmark og alle vegne

jeg tænker på at anden og nevøerne spiser andesteg og de er selv ænder og anden har ingen bukser på men er ligeglad undtagen når han smider sin bluse og musen er lisså stor som anden selvom han er en mus

mærkelige verden allevegne”

 

BodilChristensen

Møllegårdsvej 1 Horne

Og giv dig bare god tid

Per Petterson er en norsk forfatter, men han er også dansk.

Selv siger han, at han håber, det er tydeligt, hvor glad han er for Nordjylland og for at være ”tokulturel”.  Når man læser hans bøger, kan man få indtrykket, at alt er i mol og mismod, men sådan ser han det ikke. Han siger i et interview: ”Jeg er også en lykkelig mand. Jeg har haft et utrolig interessant liv, synes jeg, og det er jeg taknemmelig for.” Hans bøger foregår i Oslo, men de foregår også i den by, der aldrig sættes navn på, men alle nordjyske læsere vil vide, at det er Frederikshavn.

159 mennesker mistede livet, da Scandinavian Star brændte på vej fra Oslo til Frederikshavn med 383 passagerer og 99 besætningsmedlemmer om bord i april 1990. Der blev påsat seks brande, ingen har endnu fundet ud af, hvor skylden skal placeres. Det er heller ikke skyldsspørgsmålet, der optager Per Petterson. Han skriver personligt (og uden at være privat) om livet med en stor, stor firefoldig sorg. Per Pettersons forældre var begge med Scandinavian Star, hans ene bror ligeså og en datter af hans afdøde bror. Der var fire kister, der skulle bæres ud, da familien holdt begravelse.

Det er livshistorierne fra hans forældre og hans familie, der fylder i forfatterskabet. Den første bog ”Aske i munden, sand i skoene” handler om opvæksten og ferierne i sommerhuset ved Frederikshavn, hans moders udlængsel og ønsket om at komme til Sibirien beskrives i ”Til Sibirien” og ”I kølvandet” handler meget eksplicit om en ung mand, der har mistet sin familie i et skibsforlis.

Skibsforliset ligger også som baggrund for ”Jeg forbander tidens flod” fra 2008, hvor hovedpersonen også har mistet fire slægtninge ved en skibskatastrofe. Det er på papiret ikke nogen opsigtsvækkende eller usædvanlig historie i romanen, hvis titel er hentet fra et Mao-citat. Det er en fortælling om samfundsklasse, om familie og om at blive voksen, og her bliver Arvid først voksen længe efter sit (første) ægteskab og sin skilsmisse. I bogen følger man også forholdet til moderen, og det er skildret skarpt og til tider med håndkantsslag.

Arvid, som han jo altid hedder, følger med sin mor til Frederikshavn og sommerhuset her. Moderen er syg, hun skal dø. Hun er også ret kontant. Her er et flashback til et møde mellem mor og søn på et konditori: "Alt dette prøvede jeg at fortælle min mor. Jeg havde hængt min jakke på stumtjeneren, jeg så at damen bag disken var på vej med vores kaffe og napoleonskagerne på en bakke, og da jeg vendte mig om på stolen for at sidde ansigt til ansigt med min mor i denne stund vi havde for os selv og min mund stadig løb over af ord, så jeg pludselig hendes flade hånd komme farende hen over bordet som sin skygge, og den ramte mig på kinden, og smældet var den højeste lyd i lokalet."

Moderen skal dø, men hun dør ikke her i sommeren og sommerhuset. Hun forsøger fortsat at opdrage sin søn, der har ladet hånt om de muligheder for en uddannelse, der ellers var lagt til rette for ham. Selv ønskede hun at læse og bruge sit liv på litteratur. Det lykkedes ikke. Hun arbejdede i fyrre år på Freia Chokoladefabrikken i Oslo.

Arvid skulle have læst litteraturvidenskab, men det gik ikke. I den sidste ny (og den er lige udkommet) roman: ”Mænd i min situation” skriver han om sit forsøg på at begå sig på universitetet:

”Jeg havde meldt mig til grundfag i historie og kom til fakultetet sammen med studerende fra hele landet med forskellige dialekter, og vi hørte lektoren holde en kort indledningsforelæsning om Afrika i kolonialismens epoke, som var emnet vi havde valgt, og da han var færdig, sagde han, til næste gang ville det være fint, hvis I var delt op i kollokviegrupper. Kollekviegrupper! (…)Og det gik op for mig at jeg ikke ville spørge nogen om hvad kollokviegrupper var. Jeg havde det ikke i mig. Nå, tænkte jeg, det var det.

Ugen efter fik jeg arbejde på hovedpostkontoret i Prinsens Gate, i pakkesorteringen.”

Hele romanen er skrevet i en underspillet sprog, han registrerer alt uden tøven, og han udleverer hellere sig selv end andre. Man får indtrykket af, at Arvid er et godt menneske, der blot (som mange andre mænd i hans situation) ikke formår at tale med andre om sin sorg. Hans bedste ven Audun (der er med i ”Det er okay med mig”) er der heldigvis som samtalepartner i nogle nætter.

Det går. Livet går også for Arvid. Det er ikke en bog, der er kulsort og kældermørk, men det er bog, der fortæller, at livet går fremad. Også når de store sorger rammer.

Det er et forfatterskab, der kan anbefales. Alle hans bøger er gode. Og man læser dem, og man er i godt selskab. Per Petterson slutter med de gode ord: ”Og giv dig bare god tid. Der er ikke noget der haster.”

Helt enig.

P.S. Per Petterson: Mænd i min situation, Batzer & Co er fra 2019. Den er lige udkommet. Ærgerligt, så er der længe til der kommer en bog mere fra hans side.

 

 

 

Vi er for at dø

 

”Jeg tror, at man som ung i dag, med hendes historie, kan få en forståelse for, hvordan verden har set ud, og hvordan verden ser ud i dag. Det er i hvert fald gået op for mig, at det er vigtigt at vise, at HJolocaust-benægterne ikke har ret. Vi kan tage Arlettes historie med os og håbe, at aldrig vil se den slags ting igen.” Det er Maja Nørskov fra 3. G på Odder Gymnasium, der siger sådan, efter hun har hørt Arlette Andersen fortælle om, hvordan hun som ganske ung overlevede et års fangenskab i Auschwitz under Anden Verdenskrig. To dødsmarcher kom hun ud på, men selv gennem sne, kulde og sult klarede den 20-årige Arlette sig igennem, så hun kom hjem til Paris og til sin far og mor.

Arlette var fransk jøde, hun fik nummer 74853 tatoveret på armen, og den tatovering blev i mange år gemt under langærmede bluser.

Arlette Levy blev gift med danskeren Ole Andersen, hun blev mor til to og gymnasielærer på Fredericia Gymnasium, hvor hun underviste i fransk. Hun var en vellidt og dygtig fransklærer, men sin fortid talte hun ikke om. Først  omkring 1990 fortalte hun sin historie til nogle af franskklasserne. De skulle vide, at holocaust aldrig måtte gentages, og Arlette vidste, at der efterhånden var meget få overlevende, der kunne fortælle historien om dødslejrene. Nu måtte hun gøre det. Det er blevet til næsten 500 foredrag, en film og nu en bog med billeddokumentation og Arlette Andersens biografi, der også giver historisk overblik over udryddelseslejrene og nazisternes politik. Det er Thomas Kvist Christiansen, der står bag film og bog og Knud Møller har komponeret musikken til filmen.

Det var den 20. januar 1942 at det blev besluttet, at udryddelsen af alle Europas jøder skulle sættes i værk. Mødet i Wannsee fik sat system i projektet, og i den lille polske by Oswiecim (nu ”fortysket” til Auschwitz) var der allerede i 1941 lavet forsøg med giftgas i Auschwitz-Birkenau, hvor sovjetiske krigsfanger var blevet gasset. Nu blev lejren udbygget, og i 1944 blev den 19-årige Arlette sendt afsted mod Auzchwitz. Arlette havde studeret på universitetet i franske Clermont Ferrand, men en kold novemberdag blev alle studerende stillet op i universitetets gård, og her blev jøder sorteret fra til deportation, - først til Drancy-lejren og senere længere østpå.
Transporten skete i kreaturvogne, hundrede mennesker i hver vogn medbringende en kuffert, der senere ville blive taget fra dem.

Nytåret 1943/44 var der 85.298 fanger i Auschwitz. Hovedparten døde, i Chelmno var det 145.000 døde, (kun to overlevede), i Belzec døde en halv million (og man kender blot fire overlevende jøder herfra), i Sobibor døde 250.000 og i Treblinka var det henved 700.000, der blev myrdet.

Nu var Arlette havnet i Auschwitz, og hun beskriver hverdagen sådan: ”Der var en madras og et tæppe ovenpå. Og man skulle holde fast i tæppet, for der var så mange og når det var koldt, så trak alle i tæppet. Om natten var det vanskeligt at få noget varme og kunne falde i søvn. Meget tidligt om morgenen blev vi vækket med et ”Aufstehen”, og så skulle vi alle sammen stå op, gå udenfor og stå til appel. Appellen var, at vi skulle såt i kuldet, det var mørkt endnu. Efter appel skulle dagens arbejde begynde. Dagens arbejde for os nyankomne var det, de kaldte ”ausserkommando”. Vi skulle spadsere ud af lejren, ud gennem porten og så begynde på fuldstændig unyttigt arbejde.”

Næsten ingen mad, meget lidt vand at drikke, kulde og manglende lægehjælp betød, at mange døde allerede inden gaskamrene ventede på de særligt uarbejdsdygtige. Arlette overlevede hovedsagelig fordi en græsk jøde, der på grund af sin ingeniøruddannelse havde en særlig stilling, fik Arlette og hendes veninde Denise ”ansat” i en tilhørende våbenfabrik (lidt som Schindlers liste, må man tænke), og her var arbejdet ikke så fysisk krævende og ikke så koldt, så det gav de to unge piger mere livsmod.

Arlette Andersen fortæller også, at når hun overlevede, så skyldtes det venskabet med den jævnaldrende Denise. De var to, der kunne holde humøret oppe, når det så sort ud. De kunne støtte hinanden, opmuntre og hjælpe med at holde sulten ud. Denise og Arlette kom hjem, men ud af de 69.000 franske jøder der kom til Auschwitz var der blot 2500, der vendte hjem i live.

Venskabet betød, at de holdt sig i live. Men Arlette siger også, at det skyldtes viljen til at vedblive at være et menneske: ”Hvis ikke man holder fast i moralen, mister man sig selv. Moral var det eneste, vi havde, som gjorde os til mennesker, når vi levede som dyr.”

Bogen hedder ”Vi er her for at dø”, - det sagde en af fangerne til Arlette og Denise, da de ankom til lejren. Vi er her for at dø, så ingen har brug for kufferter mere. Arlette og Denise overlevede. Det gjorde de også for at kunne fortælle om barbariet og den umenneskelige behandling af jøder, sigøjnere, psykisk syge, homoseksuelle, kommunister og alle, der kæmpede mod nazisterne. Nu er Arlette 94 år. Andre må fortælle historien. Det gør Thomas Kvist Christiansen i bog og film, men man kan selv læse mere på www.arletteandersen.dk

P.S: Vil man vide mere, så kan man også læse: Hédi Fried: ”Spørgsmål jeg er blevet stillet om Holocaust”, forlaget Klim, februar 2018,

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen, Aalborg

Pædagogisk takt og kunsten at køre hundeslæde

 

”Godmorgen Minik. Er du her? Lara, er du her? Aima? Lars? Ruben?”  Der bliver sagt godmorgen til hver enkelt elev. Fiona. Nukaanaq, Mathias og alle de andre elever i femte klasse har afleveret mobiltelefoner, og nu kommer de sidste elever ind fra skolegården for at få dagens engelsktime.

Dagens program har Stinne skrevet på tavlen, det er tre punkter:

  1. Listening test
  2. Smash words
  3. Songs: ABC and Gummy Bears

”Do you have a pencil?” spørger Stinne, der er engelsklæreren i femte klasse. Alt bliver vist med fagter, mens det bliver udtalt. Det kan der snildt gå et par minutter med at finde ud af. Helt som i danske skoler er der forskel på pennalhusenes indhold af brugbare blyanter. Men vi er i et klasselokale, hvor der fortsat er en klasse-blyantspidser, man kan gå op for at bruge.

”We are ready” – til en lytteøvelse. Det er på engelsk, jeg siger ordet tre gange.” Hov, der var nok en elev, der ikke lige havde en spidset blyant, det får hun så.

”We are starting now”. Den første sætning: ”I am happy”, ”Happy”, ”Happy”. ”Happy”. Og eleverne skriver med kantede blyantbogstaver på et A-4 ark: ”Happy”. ”Angry”. ”Sad” og så er blyanten knækket hos Rosa. ”Do you like fish?”.

Femten elever skal skrive, hvad de hører. Femten elever, der (næsten) alle gør sig umage for at være med. Undervisningen foregår på dansk (og engelsk), eleverne har østgrønlandsk som modersmål, deres undervisningsmateriale er på vestgrønlandsk (thi der er ikke et skriftsprog for østgrønlandsk, der er at ligne med svensk i forhold til dansk), og deres lærere er for en tredjedels vedkommende danske lærere, der er på åremålsansættelse i Tasiilaq og derfor taler …. dansk.

De danske lærere har ofte en grønlandsk pædagog/ tolk med i undervisningen, men her hos femte klasse klarer Stinne selv undervisningen ved hjælp af fagter, et vist grundlæggende lager af grønlandske ord, - og så et venligt smil og til tider et skarpt blik.

Stinne har været her næsten to år, Magnus, Michelle, Maria, Emil, Simon, Josefine og Therese har været her i et eller to år, og de trives. Her får man ansvar, her bliver de didaktiske evner sat på prøve, og her bliver man rustet til alle de udfordringer, man kan møde i dansk og grønlandsk skole. Og i alle andre skoler.

Her er elever, der bryder grædende sammen, her er glade elever, elever med uro i benene, elever, der har svært ved at sidde stille og elever, der har spidsede blyanter og skriver pænt.

Den store udfordring er den sproglige udfordring.

I elevernes små ti-årige hoveder bliver der oversat fra dansk til vestgrønlandsk til østgrønlandsk og tilbage igen, - og i denne engelsktime kommer der så lige engelske gloser ind.

Der fluesmækkes alligevel med entusiasme, der drikkes vand, og lige pludselig spilles der bold, thi kassen med små bolde var der ikke lige opmærksomhed på.

Så er der musik, sidste punkt på programmet. Internettet fungerer altid lidt dårligt, så man skal aldrig satse sin undervisning på netadgang.

”Gummi-bear” – en musikvideo med gode danse-moves er downloaded, så den kører, mens Stinne lige får beroliget og trøstet og udøvet almindelig klasseledelse i de tre minutter, hvor der kan danses. Det er et imponerende overblik, der vises af Stinne, den unge lærer med halvandet års rutine i grønlandske skoleforhold.

Når undervisningen lykkes trods de mange sproglige og kulturelle udfordringer, så skyldes det (måske) to (måske fire) vigtige didaktiske greb:

  1. De er en særdeles klar struktur med tre- fire punkter for hver time.
  2. Billeder og fagter bruges i høj grad sammen med et sprog, der er kort og konkret.
  3. Venlige smil og et lyst sind (og en god portion humor) kan gøre en stor forskel.
  4. Man må dele sine glæder og sorger med andre.

Holger Henriksen udgav i 1988 bogen ”Pædagogisk takt og kunsten at køre hundeslæde”. Her er han fortaler for en undervisning, der først og fremmest baseres på et møde mellem mennesker baseret på Løgstrups etik og Habermas’ demokratiteori. Tasiilaq er hjemsted for slædehundekørslen i Grønland. Den pædagogiske takt hos de unge danske lærere er også (mere eller mindre bevidst) baseret på samme pædagogiske takt som hundeslædekørsel kræver.

P.S. Der er masser af børn i Tasiilaq. De hopper på trampolin (med og uden sikkerhedsnet), de cykler (og vi har endnu ikke set nogen med cykelhjelm), de hopper på isflagerne i bugten og er på et motorisk niveau langt, langt over danske forstadsbørn.

P.S. I år smeltede isen i fjorden så tidligt, at vi på dette skolebesøg ikke fik mulighed for at køre hundeslæde. Næste år, så …

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen, Aalborg

Mjød med måde

”Ej skal man hænge ved Kruset men drikke Mjød med Måde”. Det er ikke Emma Gad, der skriver sådan. Det er heller ikke et råd fra nutidens sundhedssektor. Det er Odin selv, der gennem ”Den Højes Tale” (Hávamál) giver etkvad til eftertiden.

I Hávamäl er der masser af gode råd. Digtet Hávamál er overleveret mundtligt og først nedskrevet i Island  i det 13. og 14. århundrede. Ingen kender forfatterne (ja, altså udover at der står, at det er Odin), og der er såvel en Ældre Edda som en Yngre Edda, hvor Hávamál optræder i den Ældre Edda. Her finder man også Grimnirs tale, Trymskvadet, Vølvens spådom og Balders drømme.

Hávamál er et kvad. Man skal forestille sig Ingólfur Arnarson og Erik den Røde med deres vikingefrænder, der kommer roende tværs over Nordsøen på vej fra Norges vestkyst og med kurs mod Island. Der var skumsprøjt og hårdt arbejde ved årerne, så man kan snildt forestille sig, at der blev underholdt med korte skarpe kvad. Der var ingen grund til at sige for meget, hvis det kunne siges præcist og pointeret.

Man får i Hávamál gode råd om alt fra gæstfrihed, venskab, umådeholden og mådeholden druk og hjælp til, hvordan det bedst lønner sig at være i live fremfor at få for mange uvenner.

Gode råd, man kan glæde sig over også i dag.

På elevatordøren på ”mit” hotel i Reykjavik fik man også Hávamál-råd med på turen fra 4. sal til receptionen:

”En dårlig ven

er langt væk

skønt hans hytte ligger nær.

Til en ægte ven

ligger en nedtrådt sti

endskønt hans gård ligger langt borte.”

Sådan er det fortsat, også selv om den nedtrådte sti i dag findes såvel konkret som i digital form. I det kolde forblæste Reykjavik-vejr kan man også citere:

”Ild behøver
den, som ind er kommen
og er kold paa Knæ.
Til Mad og Klæder
trænger den Mand,
som har faret vide paa Fjæld.”

Det er herligt at blive mødt med varme og gæstfrihed når man har været ”ude på fjeldet”. Man skal være gæstfri, men man skal også være en god vært, der sørger for, at gæsterne befinder sig godt og har gode samtalepartnere. Man skal ikke være en tåbe, der ikke har samtalestof til de lange aftener:

”En Ærketåbe hedder,
hvo om intet kan tale.
Derpå kender man Dåren.”

Har man ikke noget at tale om, så er løsningen ikke at drikke igennem. Man må holde måde:

”Ej skal man hænge ved Kruset,
men drikke Mjöd til Måde,
tale tilpas eller tie.”

I det hele taget advares der meget mod umådeholden hang til kruset. Der var tilsyneladende mjød i mængder, da de norske landnamsmænd drog vestpå:

”Vogt dig mest for Øl
og for anden Mands Hustru;
vogt dig for det tredje
for Tyves Rænker.”

De unavngivne folkelige fortællere, der gav Odins Tale rim og rytme er forlængst døde, men nedskrivningen med håndskrift på pergament har sikret dem for eftertiden, og der er masser af nulevende islændinge, der fortæller i nutidens kvad. Björk og Sykurmolarnir (Sugarcubes) satte en udvikling i gang. Nu kan man også høre Asgeir Trausti, Of Monsters and Men og Sigur Rós. Dertil kommer, at der å litteratursiden er masser af gode forfattere at læse: Jon Kalman Stefanson, Sjón, Hallgrimur Helgason, og Kristin Marja Baldursdottir. Ikke nok med at deres navne er fantastiske at udtale, de skriver også karskt, humoristisk og kærligt om livet i landet med lava og varme kilder. Mange af deres hovedpersoner har dog ikke efterlevet Hávamáls gode råd om mådeholden mjøddrikning.

P.S. Husk: ”Nyde, hvo nemmed!
Hil dem, som lytted!”