Skumfiduser

Vi er for at dø

 

”Jeg tror, at man som ung i dag, med hendes historie, kan få en forståelse for, hvordan verden har set ud, og hvordan verden ser ud i dag. Det er i hvert fald gået op for mig, at det er vigtigt at vise, at HJolocaust-benægterne ikke har ret. Vi kan tage Arlettes historie med os og håbe, at aldrig vil se den slags ting igen.” Det er Maja Nørskov fra 3. G på Odder Gymnasium, der siger sådan, efter hun har hørt Arlette Andersen fortælle om, hvordan hun som ganske ung overlevede et års fangenskab i Auschwitz under Anden Verdenskrig. To dødsmarcher kom hun ud på, men selv gennem sne, kulde og sult klarede den 20-årige Arlette sig igennem, så hun kom hjem til Paris og til sin far og mor.

Arlette var fransk jøde, hun fik nummer 74853 tatoveret på armen, og den tatovering blev i mange år gemt under langærmede bluser.

Arlette Levy blev gift med danskeren Ole Andersen, hun blev mor til to og gymnasielærer på Fredericia Gymnasium, hvor hun underviste i fransk. Hun var en vellidt og dygtig fransklærer, men sin fortid talte hun ikke om. Først  omkring 1990 fortalte hun sin historie til nogle af franskklasserne. De skulle vide, at holocaust aldrig måtte gentages, og Arlette vidste, at der efterhånden var meget få overlevende, der kunne fortælle historien om dødslejrene. Nu måtte hun gøre det. Det er blevet til næsten 500 foredrag, en film og nu en bog med billeddokumentation og Arlette Andersens biografi, der også giver historisk overblik over udryddelseslejrene og nazisternes politik. Det er Thomas Kvist Christiansen, der står bag film og bog og Knud Møller har komponeret musikken til filmen.

Det var den 20. januar 1942 at det blev besluttet, at udryddelsen af alle Europas jøder skulle sættes i værk. Mødet i Wannsee fik sat system i projektet, og i den lille polske by Oswiecim (nu ”fortysket” til Auschwitz) var der allerede i 1941 lavet forsøg med giftgas i Auschwitz-Birkenau, hvor sovjetiske krigsfanger var blevet gasset. Nu blev lejren udbygget, og i 1944 blev den 19-årige Arlette sendt afsted mod Auzchwitz. Arlette havde studeret på universitetet i franske Clermont Ferrand, men en kold novemberdag blev alle studerende stillet op i universitetets gård, og her blev jøder sorteret fra til deportation, - først til Drancy-lejren og senere længere østpå.
Transporten skete i kreaturvogne, hundrede mennesker i hver vogn medbringende en kuffert, der senere ville blive taget fra dem.

Nytåret 1943/44 var der 85.298 fanger i Auschwitz. Hovedparten døde, i Chelmno var det 145.000 døde, (kun to overlevede), i Belzec døde en halv million (og man kender blot fire overlevende jøder herfra), i Sobibor døde 250.000 og i Treblinka var det henved 700.000, der blev myrdet.

Nu var Arlette havnet i Auschwitz, og hun beskriver hverdagen sådan: ”Der var en madras og et tæppe ovenpå. Og man skulle holde fast i tæppet, for der var så mange og når det var koldt, så trak alle i tæppet. Om natten var det vanskeligt at få noget varme og kunne falde i søvn. Meget tidligt om morgenen blev vi vækket med et ”Aufstehen”, og så skulle vi alle sammen stå op, gå udenfor og stå til appel. Appellen var, at vi skulle såt i kuldet, det var mørkt endnu. Efter appel skulle dagens arbejde begynde. Dagens arbejde for os nyankomne var det, de kaldte ”ausserkommando”. Vi skulle spadsere ud af lejren, ud gennem porten og så begynde på fuldstændig unyttigt arbejde.”

Næsten ingen mad, meget lidt vand at drikke, kulde og manglende lægehjælp betød, at mange døde allerede inden gaskamrene ventede på de særligt uarbejdsdygtige. Arlette overlevede hovedsagelig fordi en græsk jøde, der på grund af sin ingeniøruddannelse havde en særlig stilling, fik Arlette og hendes veninde Denise ”ansat” i en tilhørende våbenfabrik (lidt som Schindlers liste, må man tænke), og her var arbejdet ikke så fysisk krævende og ikke så koldt, så det gav de to unge piger mere livsmod.

Arlette Andersen fortæller også, at når hun overlevede, så skyldtes det venskabet med den jævnaldrende Denise. De var to, der kunne holde humøret oppe, når det så sort ud. De kunne støtte hinanden, opmuntre og hjælpe med at holde sulten ud. Denise og Arlette kom hjem, men ud af de 69.000 franske jøder der kom til Auschwitz var der blot 2500, der vendte hjem i live.

Venskabet betød, at de holdt sig i live. Men Arlette siger også, at det skyldtes viljen til at vedblive at være et menneske: ”Hvis ikke man holder fast i moralen, mister man sig selv. Moral var det eneste, vi havde, som gjorde os til mennesker, når vi levede som dyr.”

Bogen hedder ”Vi er her for at dø”, - det sagde en af fangerne til Arlette og Denise, da de ankom til lejren. Vi er her for at dø, så ingen har brug for kufferter mere. Arlette og Denise overlevede. Det gjorde de også for at kunne fortælle om barbariet og den umenneskelige behandling af jøder, sigøjnere, psykisk syge, homoseksuelle, kommunister og alle, der kæmpede mod nazisterne. Nu er Arlette 94 år. Andre må fortælle historien. Det gør Thomas Kvist Christiansen i bog og film, men man kan selv læse mere på www.arletteandersen.dk

P.S: Vil man vide mere, så kan man også læse: Hédi Fried: ”Spørgsmål jeg er blevet stillet om Holocaust”, forlaget Klim, februar 2018,

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen, Aalborg

Pædagogisk takt og kunsten at køre hundeslæde

 

”Godmorgen Minik. Er du her? Lara, er du her? Aima? Lars? Ruben?”  Der bliver sagt godmorgen til hver enkelt elev. Fiona. Nukaanaq, Mathias og alle de andre elever i femte klasse har afleveret mobiltelefoner, og nu kommer de sidste elever ind fra skolegården for at få dagens engelsktime.

Dagens program har Stinne skrevet på tavlen, det er tre punkter:

  1. Listening test
  2. Smash words
  3. Songs: ABC and Gummy Bears

”Do you have a pencil?” spørger Stinne, der er engelsklæreren i femte klasse. Alt bliver vist med fagter, mens det bliver udtalt. Det kan der snildt gå et par minutter med at finde ud af. Helt som i danske skoler er der forskel på pennalhusenes indhold af brugbare blyanter. Men vi er i et klasselokale, hvor der fortsat er en klasse-blyantspidser, man kan gå op for at bruge.

”We are ready” – til en lytteøvelse. Det er på engelsk, jeg siger ordet tre gange.” Hov, der var nok en elev, der ikke lige havde en spidset blyant, det får hun så.

”We are starting now”. Den første sætning: ”I am happy”, ”Happy”, ”Happy”. ”Happy”. Og eleverne skriver med kantede blyantbogstaver på et A-4 ark: ”Happy”. ”Angry”. ”Sad” og så er blyanten knækket hos Rosa. ”Do you like fish?”.

Femten elever skal skrive, hvad de hører. Femten elever, der (næsten) alle gør sig umage for at være med. Undervisningen foregår på dansk (og engelsk), eleverne har østgrønlandsk som modersmål, deres undervisningsmateriale er på vestgrønlandsk (thi der er ikke et skriftsprog for østgrønlandsk, der er at ligne med svensk i forhold til dansk), og deres lærere er for en tredjedels vedkommende danske lærere, der er på åremålsansættelse i Tasiilaq og derfor taler …. dansk.

De danske lærere har ofte en grønlandsk pædagog/ tolk med i undervisningen, men her hos femte klasse klarer Stinne selv undervisningen ved hjælp af fagter, et vist grundlæggende lager af grønlandske ord, - og så et venligt smil og til tider et skarpt blik.

Stinne har været her næsten to år, Magnus, Michelle, Maria, Emil, Simon, Josefine og Therese har været her i et eller to år, og de trives. Her får man ansvar, her bliver de didaktiske evner sat på prøve, og her bliver man rustet til alle de udfordringer, man kan møde i dansk og grønlandsk skole. Og i alle andre skoler.

Her er elever, der bryder grædende sammen, her er glade elever, elever med uro i benene, elever, der har svært ved at sidde stille og elever, der har spidsede blyanter og skriver pænt.

Den store udfordring er den sproglige udfordring.

I elevernes små ti-årige hoveder bliver der oversat fra dansk til vestgrønlandsk til østgrønlandsk og tilbage igen, - og i denne engelsktime kommer der så lige engelske gloser ind.

Der fluesmækkes alligevel med entusiasme, der drikkes vand, og lige pludselig spilles der bold, thi kassen med små bolde var der ikke lige opmærksomhed på.

Så er der musik, sidste punkt på programmet. Internettet fungerer altid lidt dårligt, så man skal aldrig satse sin undervisning på netadgang.

”Gummi-bear” – en musikvideo med gode danse-moves er downloaded, så den kører, mens Stinne lige får beroliget og trøstet og udøvet almindelig klasseledelse i de tre minutter, hvor der kan danses. Det er et imponerende overblik, der vises af Stinne, den unge lærer med halvandet års rutine i grønlandske skoleforhold.

Når undervisningen lykkes trods de mange sproglige og kulturelle udfordringer, så skyldes det (måske) to (måske fire) vigtige didaktiske greb:

  1. De er en særdeles klar struktur med tre- fire punkter for hver time.
  2. Billeder og fagter bruges i høj grad sammen med et sprog, der er kort og konkret.
  3. Venlige smil og et lyst sind (og en god portion humor) kan gøre en stor forskel.
  4. Man må dele sine glæder og sorger med andre.

Holger Henriksen udgav i 1988 bogen ”Pædagogisk takt og kunsten at køre hundeslæde”. Her er han fortaler for en undervisning, der først og fremmest baseres på et møde mellem mennesker baseret på Løgstrups etik og Habermas’ demokratiteori. Tasiilaq er hjemsted for slædehundekørslen i Grønland. Den pædagogiske takt hos de unge danske lærere er også (mere eller mindre bevidst) baseret på samme pædagogiske takt som hundeslædekørsel kræver.

P.S. Der er masser af børn i Tasiilaq. De hopper på trampolin (med og uden sikkerhedsnet), de cykler (og vi har endnu ikke set nogen med cykelhjelm), de hopper på isflagerne i bugten og er på et motorisk niveau langt, langt over danske forstadsbørn.

P.S. I år smeltede isen i fjorden så tidligt, at vi på dette skolebesøg ikke fik mulighed for at køre hundeslæde. Næste år, så …

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen, Aalborg

Mjød med måde

”Ej skal man hænge ved Kruset men drikke Mjød med Måde”. Det er ikke Emma Gad, der skriver sådan. Det er heller ikke et råd fra nutidens sundhedssektor. Det er Odin selv, der gennem ”Den Højes Tale” (Hávamál) giver etkvad til eftertiden.

I Hávamäl er der masser af gode råd. Digtet Hávamál er overleveret mundtligt og først nedskrevet i Island  i det 13. og 14. århundrede. Ingen kender forfatterne (ja, altså udover at der står, at det er Odin), og der er såvel en Ældre Edda som en Yngre Edda, hvor Hávamál optræder i den Ældre Edda. Her finder man også Grimnirs tale, Trymskvadet, Vølvens spådom og Balders drømme.

Hávamál er et kvad. Man skal forestille sig Ingólfur Arnarson og Erik den Røde med deres vikingefrænder, der kommer roende tværs over Nordsøen på vej fra Norges vestkyst og med kurs mod Island. Der var skumsprøjt og hårdt arbejde ved årerne, så man kan snildt forestille sig, at der blev underholdt med korte skarpe kvad. Der var ingen grund til at sige for meget, hvis det kunne siges præcist og pointeret.

Man får i Hávamál gode råd om alt fra gæstfrihed, venskab, umådeholden og mådeholden druk og hjælp til, hvordan det bedst lønner sig at være i live fremfor at få for mange uvenner.

Gode råd, man kan glæde sig over også i dag.

På elevatordøren på ”mit” hotel i Reykjavik fik man også Hávamál-råd med på turen fra 4. sal til receptionen:

”En dårlig ven

er langt væk

skønt hans hytte ligger nær.

Til en ægte ven

ligger en nedtrådt sti

endskønt hans gård ligger langt borte.”

Sådan er det fortsat, også selv om den nedtrådte sti i dag findes såvel konkret som i digital form. I det kolde forblæste Reykjavik-vejr kan man også citere:

”Ild behøver
den, som ind er kommen
og er kold paa Knæ.
Til Mad og Klæder
trænger den Mand,
som har faret vide paa Fjæld.”

Det er herligt at blive mødt med varme og gæstfrihed når man har været ”ude på fjeldet”. Man skal være gæstfri, men man skal også være en god vært, der sørger for, at gæsterne befinder sig godt og har gode samtalepartnere. Man skal ikke være en tåbe, der ikke har samtalestof til de lange aftener:

”En Ærketåbe hedder,
hvo om intet kan tale.
Derpå kender man Dåren.”

Har man ikke noget at tale om, så er løsningen ikke at drikke igennem. Man må holde måde:

”Ej skal man hænge ved Kruset,
men drikke Mjöd til Måde,
tale tilpas eller tie.”

I det hele taget advares der meget mod umådeholden hang til kruset. Der var tilsyneladende mjød i mængder, da de norske landnamsmænd drog vestpå:

”Vogt dig mest for Øl
og for anden Mands Hustru;
vogt dig for det tredje
for Tyves Rænker.”

De unavngivne folkelige fortællere, der gav Odins Tale rim og rytme er forlængst døde, men nedskrivningen med håndskrift på pergament har sikret dem for eftertiden, og der er masser af nulevende islændinge, der fortæller i nutidens kvad. Björk og Sykurmolarnir (Sugarcubes) satte en udvikling i gang. Nu kan man også høre Asgeir Trausti, Of Monsters and Men og Sigur Rós. Dertil kommer, at der å litteratursiden er masser af gode forfattere at læse: Jon Kalman Stefanson, Sjón, Hallgrimur Helgason, og Kristin Marja Baldursdottir. Ikke nok med at deres navne er fantastiske at udtale, de skriver også karskt, humoristisk og kærligt om livet i landet med lava og varme kilder. Mange af deres hovedpersoner har dog ikke efterlevet Hávamáls gode råd om mådeholden mjøddrikning.

P.S. Husk: ”Nyde, hvo nemmed!
Hil dem, som lytted!”

Et møde med en klassiker: ”Mødet ved milepælen”

”Det begyndte en dag midt i august 1943.” Sådan skal en god roman begynde. Eller: Sådan kan en god roman begynde. Sådan begynder ”Mødet ved milepælen”, og den fortsætter: ”De kom med ham i skumringen. Ringeapparatet, der havde en kontakt ved haveporten, gav det aftalte signal, og da jeg kom ned, stod de der. For øvrigt havde de varskoet mig i forvejen.
Det var de to, der plejede at komme, og så en tredje.”

Jeg-fortælleren i den norske forfatter Sigurd Hoels ”besættelsesroman”: ”Mødet ved milepælen” går lige til sagen: Nu kommer de efter dig! ”Mødet ved milepælen” er en gammel bog, vil de fleste vide. Den udkom i 1947, og den er blevet læst af mange norske og nordiske læsere. Sigurd Hoel flygtede selv i 1943 til Sverige, da hans indsats i modstandskampen var blevet for åbenlys. Han var en af sin tids mest indflydelsesrige norske forfattere, men nu læses han ikke af mange. ”Mødet ved milepælen” har stået inderst i min reol i mange år. Den er købt for 12.75 - engang. Det siger noget om, hvor mange år, den har haft på hylden. Nu er den genlæst, og det viser sig heldigvis, at den holder. Det er en klassiker, men den er helt overraskende nutidig og dens sprog, fortællerrolle og tema gælder fortsat. Det er kun indpakningen, der er old-book: Gulnet papir, små bogstaver, ingen billeder, ingen margen, der er ikke mange tomme pladser på siderne. Kun i teksten er (mellem linjerne) der mange tomme pladser.

Fortælleren søger at finde svaret på, hvorfor nogle nordmænd valgte at blive nazister, og hvorfor andre valgte modstandsbevægelsen.

Hvad betyder noget for vores valg?, spørger jeg-fortælleren, der er iscenesat som en modstandsmand, der flygter fra torturen hos nazisterne. Han bliver reddet og sendt til Sverige, udelukkende fordi han tilfældigvis (og heldigvis) havner i en torturkælder, som hans ungdomskæreste har nøglerne (og modet) til at åbne.

”Men på en måde ligner dit arbejde en kræftforskers: du famler og søger efter årsagen – eller årsagerne. Hvis du kan finde dem, er det muligt, at den slags uhyggelige ting kan hindres i fremtiden.” Sådan veksler fortælleren mellem refleksion på afstand af krigen, samtidig med at man følger de to handlingsspor, der foregår i henholdsvis 1921 i det daværende Kristiania og i det besatte Norge i 1943.

Fortælleren var ung og fattig student i 1921. Han gik som Hamsuns student i ”Sult” rundt i dårlige klæder, boede fattigt og var altid sulten. Dengang mødte han Kari, en pige, hun blev hans store kærlighed, hun blev gravid, og så forsvandt hun ud af hans liv. Omgangskredsen fra studentertiden genfinder han nu i krigsårene, og de mødes i helt andre roller end i studietiden.

Temaet er eksistentielt: Hvorfor bliver vi dem, vi er? Kunne det være gået anderledes? Hvorfor vælger nogle ondskaben og terroren fremfor glæden og barmhjertigheden? Det er vedkommende og almengyldigt. Den store glæde er, at sproget i bogen er så ungt, skarpt og rammende. Der er helt fantastiske beskrivelser af de fattige studenter og deres kummerlige liv: ”Lars Flaten var fra Toten. Han var stor og stærk og bred og forbavsende sparsomt udstyret i hovedet.”

De unge studenters liv i Kristiania er et blik ind i en helt anden tid. Pensionater, sult og en evig vandren på Karl Johan, Wergelandsvejen og i Slotsparken for at holde varmen i de kolde aftener, hvor de ikke havde nogle steder at mødes. Man får et kuldslået billede af den tids studieliv og glædes over kollegieværelser, studiestøtte og gode oplyste læsesale.

Tyve år senere ser jeg-fortælleren tilbage på studietiden og søger et mønster og en forklaring på, hvorfor det gik, som det gik. Hvorfor var han selv på modstandsbevægelsens side, hvorfor var hans ven Hans Bjerg blevet nazist. Og hvorfor var Hans Bjergs søn blevet en så glødende hirdmand?

Det lykkes ikke at finde en forklaring: ”Det lykkedes ikke. Det kunne ikke lykkes. Jeg fandt ikke mønstret i mit eget liv, og endnu mindre i den gruppes liv som jeg prøvede at give nogle billeder af, sådan som livet levedes en kort tid for en hel del år siden.”

”Mødet ved milepælen” er en klassiker. Det er den fordi den fortsat holder. Nu er det ikke 2. Verdenskrig, der står som en trussel, det er klimakampen, der må være ungdommens (og alle andres) store udfordring. Og fortsat kan man undres: Hvorfor bliver vi dem, vi er?

Afslutningsreplikken i bogen lyder: ”Vågn op! Vi må løse det nu. Vi må se det nu! Vi må forstå det nu – ellers forstår vi det aldrig, ellers opstår det samme en gang til, større og værre end forrige gang. Og en dag vågner en sløv, søvnig menneskehed halvt op, gnider sine øjne og siger: Hvad er der nu?
Det kan være dagen før, verden går under.”

P.S: ”Mødet ved milepælen” kan lånes på biblioteket. Den kan sikkert også købes, men den koster mere end 12.75 i dag.

Ikke et minutt i stilhet, men et liv i kamp

 

”Man må tage vare på hinanden.” Sådan siger Vilde, der er en af de overlevende fra Utøya. ”Jeg er et tidsvidne, sig jeg fortæller min personlige historie om Utøya for at I skal vide, at fremtiden er et fælles ansvar.”

I Akersgate 22, Oslo finder man Regeringskvartalet med Høyblokken, hvor gerningsmanden bragte en tonstung bombe til sprængning den 22. juli 2011. I lokaler, hvor der fortsat er spor efter attentatet, ligger der nu et center, der har til opgave at mindes og formidle, hvad der skete i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011.

En svær opgave at balancere i, kan man tænke. Alle nordmænd (og alle danskere) blev ramt af terroraktionen i 2011. Alle fulgte med. Alle blev en del af det efterfølgende forløb. Mindesammenkomster, et opbud af roser, smukke taler og overlevendes vidnesbyrd. Alt dette har man samlet og dokumenteret på 22. juli-centeret. Ikke for at genkalde sig sorgen igen og igen, men for at den nye generation (og også gerne den ældre) må kunne lære noget af det, der skete den 22. juli.

Fremover vil det være en del af læreplanen i den norske skole.

Når man kommer til 22. juli-centeret bliver man først og fremmest overrasket over, at der fortsat er masonitplader for alle vinduer i Y-Blokken, der er en del af ”Regeringskvartalet”. Høyblokkens hele facade er fortsat dækket af en presenning, hvorpå der er malet vinduer med persienner, så man nemt lader sig snyde til at tro, at alt er i sin bedste orden.

Centeret ligger i underetagen, man bliver mødt venligt med håndtryk og velkommen af de unge guider, der sidder ved skranken, og herefter får man en halv times introduktion til centerets arbejde og tanken bag det. Det sker i et helt hvidt rum med mange opslagstavler, og gruppeborde. Her kan norske skoleelever, gymnasieelever og voksne besøgende arbejde med deres egen version af, hvordan de oplevede (og oplever) 22. juli. Man får en kasse med 40 postkort, der alle på en eller anden vis er dokumenter med tilknytning til terroraktionen før og efter. Det giver anledning til samtale.

Udstillingerne inde i centeret er delt i et minderum, hvor der hænger 77 portrætter af de dræbte fra 22. Juli-angrebet. Otte døde i forbindelse med eksplosionen ved Regeringskvartalet, 69 blev skudt på Utøya. I alfabetisk orden hænger de små portrætter kun med navn, hjemby og alder. Der er helt stille.

I næste rum ser man overvågningsvideoen fra Regeringskvartalet fra fredag den 22. juli. En hvid varevogn kommer kørende, bliver parkeret, en mand stiger ud og forlader området. Og så spoles der syv minutter, og så er der en eksplosion, hvor alt bliver pulveriseret. Af bilen bliver der ikke meget tilbage.

Det store rum har en tidslinje, hvor dagen følges gennem twitter-beskeder, sms-er, pressemeddelelser og faktaoplysninger. Her ser man det ternede A-4 papir fra færgen til Utøya, hvor det er noteret, hvem der rejste til øen: 1 politibetjent. Det står skrevet med håndskrift og kuglepen. Så simpelt. Og så voldsomt at se.

I et tilstødende rum er der videoklip med unge vidner, der fortæller, hvordan de overlevede terrorhandlingen på Utøya. Sådan er 22.juli-centeret: Et stille center, hvor ingen taler højt, og hvor der er plads til eftertanke både før og under besøget.

Det er et helt igennem hvidt, alvorligt, gennemtænkt og reflekteret besøg, man har på centeret. Det er alvorligt. Det er respektfuldt. Det er helt igennem en ordentlig måde, hvor det formidles, at ondskaben findes, men at den må mødes med omtanke for hinanden.

Jens Stoltenberg sagde i sin tale på Rådhuspladsen i Oslo den 25. juli: ”Med det sterkeste av alle verdens våpen, det frie ord og demokrati, staker vi ut kursen for Norge etter 22. juli 2011. Vi kan lære av det. Gjøre mer av det. Hver og en av oss kan gjøre demokratiets vev litt sterkere. Det ser vi her.”

Det er den tanke, der arbejdes videre på i 22. juli-centeret.

Vilde sagde det klart og indtrængende i sin indledning, hvor hun fortalte sin historie som vidne fra Utøay:: ”Ikke et minutt i stilhet, men et liv i kamp.” Den kamp for demokratiet er en opgave for alle at tage del i. Hensigten er at forebygge had og ekstremisme.

Læreplanen for den norske skole har som mål i arbejdet med 22. Juli-terrorhandlingen at forebygge had og ekstremisme og at give en oplæring i demokratisk medborgerskab og menneskerettigheder.

Det prøver 22. Juli-centeret at give anledning til.

Jens Stoltenberg sagde også: ”Svaret på vold er enda mere demokrati, enda mer åbenhet, men aldri naivitet.”

P.S: Man skal til Oslo for at besøge 22. Juli- centeret. Man kan læse mere om det her: https://22julisenteret.no