Skumfiduser

Gode bøger til julens gaver og glæde

 

”Hvis du længes efter selskab, så husk, at bøgerne ofte er langt bedre selskab end mennesker, fordi bøgerne er ærlige og trofaste.”  Sådan skrev Kim Larsen til sin mor på Mågevej. Kim Larsen læste meget på de mange ture ud til Danmarks og verdens spillesteder. Det gjorde han, fordi bøger er godt selskab, og her er en anbefaling på bøger, der kan være godt selskab i vinterens mørke dage.

Det er nye bøger, der er på listen her. Klassikerne kan man altid låne på bibliotket eller eReolen. Der er også mange gode at vælge.  

  1. Norske Edward Hoems har skrevet om de norske udvandrere (og også om de, der blev hjemme på fjeldet). ”Høstkarl i himlen” og ”Min bror på prærien” hedder de to første. ”Landet ingen har set” kommer på dansk i januar. Her arbejdes dagen lang, der fortælles om sten og fjeld og vinterstorme, dårlig høst og tørke og præriens ensomhed. Men de klarer sig. De står tidligt op og får noget fra hånden. Det er en fremragende historiefortælling.
  2. Marie Hellebergs: ”Kvinderne fra Thy” kom sidste år, og nu kan man læse om ”Søstrene fra Thy”. Det er søstrenes historie ud fra og hjem til Thy, der skrives om. Et citat fra bogen:  ”Biblioteket var bedst. Hotellerne havde alle en mængde bøger stående, og hun var begyndt at læse fra en ende af. Så havde hun bedt sin mor om titler, hun burde finde, og hun fortsatte at læse. Tiden i Sverige lod til at have sprængt en breche i hendes forsvar mod fiktion. Tekst vandrede lige ind i blodbanerne på hende nu.”
  3. Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” er (som andre af Ibsens værker) blevet nyfortolket i år. Det er Merete Pryds Helle, der skriver om ”Nora” fra dukkehjemmet hos Helmer. Man får Noras barndomshistorie med hos Pryds Helle: ” Nora går på skråningen langs vejen mod Molde og plukker blåbær. Hun har to kurve med, og den ene er allerede fuld. Solen bager på hendes hoved og skuldre, og det er rart, når den ind imellem svales af en sky, der driver forbi på himlen.”
  4. Kristian Bang Foss: ”Frank vender hjem”. Det er i Hvidovre, hvor Frank forsøger at bryde sin sociale arv. Han vender nu tilbage til Hvidovre, men måske har han lært noget: ”Frank gav ham et råd: han skulle beklæde bagagerummet i sin bil med sorte affaldssække og forberede sig mentalt på at slå kollegaen ihjel. Det ville give ham en indre ro til at håndtere konflikten.”
  5. ”Byens spor, 1, 2 og 3” er Lars Saaby Christensens helt aldeles fremragende historieskrivning fra Kirkeveien i Oslo. Her vokser Jesper og Stine op hos forældrene Ewald og Maj Kristoffersen. Vennen Jostein, Stine og Jesper er de tre hovedpersoner i bind 3, men Lars Saabye Christensen er også selv en hovedperson. Han skriver med sin kræftdiagnose i haserne, han skriver for at få verden og romanen på plads, mens han endnu magter det. ”Byens spor 3” slutter: ”Og jeg slukker lyset og forlader arbejdsværelset, hvor det sidste arbejde er gjort for første gang.” Man er i godt selskab på alle 536 sider. Tak for det.
  6. Maren Uthaug skriver i ”En lykkelig slutning” bedemændenes historie set gennem en lang række bedemænd, der alle hedder Christian. Helt som kongerækken har de fået numre. Masser af humor og bidske bedemænd finder man her: ”Christian 2 tog det ikke let. Den store følsomhed, som alkoholen havde vakt, var med alderen flyttet permanent ind i ham, og han græd nu, bare han hørte om et dødsfald.”
  7. Jan Guilliou har udgivet bind otte i sin fortælling om Sveriges, Nordens og Europas historie: ”Den anden dødssynd” hedder den nyeste. Vi er nået til Palmemordet, til terror og incestanklager. Det er vores egen historie, der skrives her.
  8. Til børn og unge teenagere kan Cecilie Ekens fantasyserie: ”Karanagalaksen” (tre bind indtil videre) være gode valg. ”Styrke” og ”Tillid” er udkommet i 2018, nu er ”Forbund” her også. Cecilie Eken skriver fremragende, og ”Styrke” var nomineret til Nordisk Råds Børnelitteraturpris 2019.
  9. Og så er der ”Ternet Ninja 2” af Anders Matthesen. Eller ”Ternet Ninja 1”.
  10. Skal der være billeder med i bogen, så er ”Drengen med sølvhjelmen” af Hanna Kvist kommet i år som graphic novel. Her er målgruppen de 10 -14 årige. Smukt og sjovt og muntert illustreret af Rasmus Meisler. God humor og en alvorlig fortælling om drengen, der fik en søster med vinger.

Det var ti gode bøger. Der er mange andre, der kunne være valgt. Fælles for bøgerne her er, at de fortæller en god historie i et sprog, der (på forskellig vis) har en stor spændvidde. Det er smukt, det er legende, det er underfundigt og der er underspillet og overspillet humor.

Man er i godt selskab med disse bøger. Det er bøger, jeg altid vil anbefale, men husk hvad litteraturforskeren Rita Felski siger: ”Det er en pointe, at man aldrig kommer forsvarsløs til en bog. Man er optaget af denne bog på grund af en anmeldelse eller en vens anbefaling, men når man så læser, glemmer man alt uden om bogen, omstændighederne forsvinder.”

P.S. Har man endnu ikke set samtlige afsnit af ”The Crown, sæson 3” så er det jo heller ikke et dårligt valg.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

Norden i Skolen

Och nog klingar he lite falskt

Når jag forsöker förklara

Det er inte nä javla hem til gården”.

Det er en finlandssvensk sangtekst, det er skrevet (og bliver sunget) af gruppen ”Vasas Flora & Fauna”.

Unge kommende lærere fra Læreruddannelsen i Aalborg forsøger at læse, oversætte og tolke teksten på bedste vis. Svensk (og specielt finlandssvensk) kan være en udfordring, men det går langt bedre, når teksten læses her i Sverige på Foreningen Nordens højskole på Biskops Arnö. Her er smukt på en særlig svensk måde. Og øen og skolens bygninger har sin helt egen historie.

Biskops Arnö er en lille ø, der ikke er mere end et par kilometer på hver led.

Magnus Bosson var den først kendte ejer af Arnö, den lille, lille svenske ø, der ligger halvtreds kilometer nord for Stockholm. I 1288 er han nævnt i et afladsbrev, hvor en skyldig og syndig svensker  donerede et beløb til dominikanernes kloster i Sigtuna. Den første kendte ejer af Arnö var Birger Jarls  frillesøn, og hans tre sønner forærede senere gården på Arnö til kirken og under Biskop Nils Alessson den Vise, blev der bygget en borg på øen. Nu brugte bisperne i Uppsala gården på Arnö til sommerbolig, og under den sorte døds hærgen havde biskoppens også bolig her. Biskops Arnö havde således en central plads indtil reformationen, hvor kongen overtog gård og ø og borg.

Der var flere forskellige, der gjorde brug af bebyggelsen på Biskops Arnö, blandt andet var Livregimentets dragoner her, og senere overgik ejendommen til staten.

Foreningen Norden fik ret til at disponere over stedet i 1956, og Foreningen Norden stiftede ”Nordens Folkhögskola Biskops-Arnö”. Siden da har der været folkehøjskole på øen. Her er lange og korte kurser, der har forløb med fokus på dokumentarfilm, billedjournalistik, naturmedicin, økologi og ikke mindst forfatteruddannelse. Staten ejer fortsat ejendommen, der er netop nu i dette efterår et hold højskoleelever, der alle satser på at blive klogere inden for de valgte områder.

Lærerstuderende fra Danmark kan af Foreningen Norden få tildelt en uges studieophold på Biskops Arnö, hvor der sættes fokus på nabosprog, svensk sprog, kultur og historie.

De nordiske sprog er ikke ”blot” svensk, norsk og dansk. Det er også islandsk, færøsk, finlandssvensk, finsk, samisk (i flere dialekter) grønlandsk og det svenske sprog, der tales på Ålandsøerne.

Her på Foreningen Nordens Højskole læses der i denne uge en digtsamling med arbejdspladsdigte. Emil Boss har skrevet en digtsamling om at være ansat i et supermarked. Digtsamlingen er skrevet på en kassebon på henved hundrede meter, og det vil være ganske svært at sige andet, end at den handler om at være ansat i et supermarked. Der bliver også givet et indblik i ny svensk litteratur, der er svenske børnebøger og der er skolebesøg i en rigtig svensk skole.

Der er også besøg på Wasa-museet i Stockholm. Museet, der viser det store krigsskib Wasa. Skibet, der gik til havs i samme øjeblik, det blev sat i vandet. Der er besøg på rådhuset i Stockholm, teater og musik.

For alle, der skal undervise, så er det også herligt, at der er introduktion til den guldgrube af nordisk litteratur, sprog og film, der findes på nordeniskolen.org.

Foreningen Norden har i år eksisteret i 100 år. Foreningen blev oprettet efter afslutningen af første verdenskrig. Den store Krig havde slået så mange ihjel, at der var god grund til at arbejde for mere fredelig sameksistens og fred og fordragelighed fremfor konflikter og krig. Først var det Danmark, Norge og Sverige, der var med, men senere kom Ålandsøerne, Færøerne, Grønland, Island og Finland med. Foreningen Norden har arbejdet for fred og fordragelighed i hundrede år. Det sker især gennem uddannelse af lærere (og dermed lærerstuderende) på nogle af Foreningen Nordens gode undervisningsmaterialer, som man kan finde på den meget, meget fine hjemmeside på nordeniskolen.org. Alt er gratis. Og nordisk.

Det findes heldigvis også i virkeligheden. Det er helt særligt at møde svensktalende svenskere her på øen i et gammelt historisk bygningskompleks.

Svensk sprog er andet og mere end Astrid Lindgren og ABBAs tekstunivers. Det er også nye børnebøger af Viveka Sjögren, det er eksperimenterende lyrik på kassebon’er og det er historien om mere end tusind års sameksistens i Norden.

P.S. Nok er svensk andet og mere end ABBA, men i Stockholm findes altså et anbefalelsesværdigt museum om ABBA. Det er som at være tilbage i 1970’erne.

Kan man få en brugt eBog?

”Det er nok en god bog”, sagde en ung låner på skolebiblioteket på Horne Skole om en noget slidt udgave af ”Skammerens datter”. ”Man kan jo se, at der er mange, der har læst den. Sådan lød begrundelsen for valget. Det var en god begrundelse. Mange (ubekendte) læsere havde jo anmeldt bogen godt gennem det slid, de efterlod på bogen.

Læser man en eBog har man altid en ny udgave. Fin og klar og belyst og uden æselører, slidte sider og brækket ryg. Det kan man foretrække, men skal man huske, hvad man læser, så fungerer hukommelsen bedst i samarbejde med den sanseoplevelse, der ligger i at røre ved en bog, at lugte til en bog (uanset om den er ny eller gammel) og at se bogens størrelse, sidetal, tykkelse og farver.

Ikke alle har det på samme måde som jeg selv, der bedst husker bøger efter farve og størrelse (og så glemmer titel og forfatter), men det betyder noget, om man kan se frem til at læse en roman af Knausgård-omfang, eller om det er en overkommelig digtsamling af Inger Christensen, der venter bag titlen. Sådan er det også for elever, hvor forventninger og for-forståelse for teksten betyder mindst 40% i forhold til læsekompetencen.

Den nye ePirls undersøgelse af børns læsning på 4. klassetrin slår fast, at danske elever i 4. klasse generelt læser mindre, nyder læsningen mindre og har dårligere tekstforståelse, end de havde i 2011. Undersøgelsen kæder udviklingen sammen med, at børnene i højere grad læser på skærm frem for på papir i skolen og hjemme. Jan Meiding (der er lektor emeritus og har stået bag den danske del af ePirls undersøgelsen) siger: ”Det tager tid at blive en dygtig læser. Man skal øve sig, og man skal gøre det sammenhængende i længere tid. Derfor er der god grund til at tage det alvorligt, når børn læser mindre, nyder læsning mindre og får sværere ved det, i takt med at de i stigende grad dropper papiret.”

Det kan ikke overraske mange af os, der selv læser bøger, underviser i læsning eller på anden måde arbejder med læsekompetencerne hos børn og unge. Det er helt banalt og indlysende resultater, der viser sig her. Hvor computer og skærmarbejde har gjort meget skriftligt arbejde lettere, så har det også haft en bagside, at skolen så ensidigt har fokuseret på glæden ved digitale løsninger. Undersøgelsen med navnet ePirls viser det, men den norske forsker Anne Mangen, fra Lesesenteret ved Universitetet i Stavanger, har også påvist det gennem en længere og meget detaljeret undersøgelse af forskellen på at læse på skærm eller papir.

Anne Mangen står bag en ny, norsk undersøgelse af elever fra 10. klasse. Der viser nogle af disse forskelle, der er, mellem læsning på en skærm og på papir.

Undersøgelsen blev lavet med 72 elever, der blev delt i to grupper. Begge grupper fik tildelt to tekster, en skønlitterær tekst og en sagprosatekst. Den ene gruppe skulle læse teksterne som PDF-filer på en almindelig computerskærm, den anden gruppe skulle læse på papir. På forhånd blev elevernes læsefærdigheder og ordforråd kortlagt, så der kunne korrigeres for disse variationer.

På en skærm er den fysiske oplevelse der næsten ikke. Man kan kun se én side af gangen.

Længden af teksten oplever man på en skærm ved at forholde sig til scrolleren ude i siden, sidetal eller andre abstrakte og indirekte markører. Med en iPad kan man også lave bevægelser, som ligner det at bladre, men man mærker fingeren kun glat glas. Teksten flytter sig ned over skærmen. Tekst og overflade er ikke længere en håndfast enhed, det er noget helt friktionsfrit.

Bogen er derimod  håndfast, og teksten er fast koblet til papiret. Det kan lette forståelsen.

Efter læsningen skulle eleverne svare på spørgsmål som indikerede, hvor godt de havde forstået teksten. Resultaterne viste klart, at forståelsen var dårligst hos eleverne, som læste på en skærm. Det gjaldt overraskende nok både sagprosaen og den skønlitterære tekst. Det særlige var også, at man havde langt bedre forståelse for tidsforløb og handlingsforløb i teksten, når man læste den på papir. Og så huskede læserne bedst det faglige indhold, når sagteksten var læst på analogt papir. Der er mange sanser med i læsningen, og de hjælper til at lave et mentalt kort over indholdet i teksterne.

Skærmteksternes ulempe er også den manglende mulighed for uforstyrret at fordybe sig i en tekst. Med internettet er der utallige muligheder for overspringshandlinger, hvis sproget og indholdet volder læseren problemer, så er det nemt, at man uhindret kan klikke på et ikon, og straks er man væk i en verden af youtubere, spil eller chat-muligheder.

Der er al mulig grund til at fastholde det analoge bibliotek på skolerne (og i byen). Der er grund til at forholde sig kritisk overfor ensidig brug af cromebooks og iPads i skolen. De skal også være der, men bøger (og også undervisningsmateriale) på papir er en vej til at mestre læsning for nye læsere, og bøgerne giver mulighed for at elever kan fordybe sig og koncentrere sig i længere tid.

Dette er ikke et forsvar for at smide alle digitale devices i ”Småt brændbart”. Der er masser af glæder ved digitale løsninger, og der skal være plads til begge dele. Børn skal nok nå at tilegne sig de nødvendige digitale færdigheder, der er skærme nok i skolen, men der skal være mange flere fysiske bøger i børns (og voksnes) verden.

P.S. En af glæderne ved tekster på skærm er jo så, at man kan henvise til ePirls her: https://unipress.dk/udgivelser/e/epirls-2016/

 

 

 

 

 

Døde dyr, motorvejskøer og Folkeskolens Formål

 

Det er de færreste, der har set en grævling i levende live, men mange, og især bilister, har set dem ligge døde i vejkanten. Grævlingen er et af de dyr, der oftest bliver nævnt i mit favorit-radio-program: Trafikradioen. Trafikradioen (ring 70 100 110) har magt til at gennemtrumfe andre radiosendinger med advarsler og informationer. Det er for det meste vigtig viden – i hvert fald for nogle af os bilister.

Det er trafikradioen, der bryder ind i enhvers yndlingssang med ”Der ligger en død grævling, et dødt rådyr, en død ræv eller måske bare et dødt dyr på motorvejen eller landevejen.” Tak for det.

Trafikradioen skal først og fremmest informere og advare, men man bliver simpelthen også klogere på Danmarks dyreliv.

Som bilist ved man, at grævlingen er et natdyr, med lysende øjne kan man se den i rabatten, den har ikke hverken reflekser eller lys på sig, så man må være agtsom. Rådyrene lærer åbenbart mere om trafikkens myldretid, når de vokser op, for det er hovedsagelig ved overgangen fra sommertid til vintertid, at de møder kofangeren med dødelig udgang. Ræve, katte, harer får sjældent plads i samme radio. De må klare sig med en meget fladtrykt udgang på livet. Bedst ville det jo være, om man aldrig ramte noget som helst, vildthegn langs motorvejene har gjort en del for at mindske trafikdøden hos dyr, men grævlingen finder altid en vej. Og den kan ikke læse advarselstavler.

Vilde dyr må man passe på, men også får og køer tager til tider på udflugt fra markernes grønne græs og ind på asfalterede områder. Det er en anelse underholdende, når man hører, at der ikke er kø på motorvejen men derimod ”køer på motorvejen”. (Underholdende er det kun for bilisterne, - det er helt sikkert ikke underholdende for de landmænd, der skal fange kvæget ind igen. Når man er fra landet og har jagtet bortløbne kvier i det meste af Vendsyssel, så ved man, at den slags skal man ikke spøge med.)

Trafikradioen fortæller også om tabt gods, og man kan tabe alt. Haveaffald, møbler, cykler, senge, affaldssække, murerbaljer og juletræer er blot noget af det, man kan høre om.

Alt dette sidder journalisten på trafikradioen og sætter i system til os, så man i Nordjylland får informationen om de nordjyske veje. Der er masser af småbyer i regionen (der har lige været vejarbejde i Gærum) der får plads, men selvfølgelig er det tilbagevendende med uheld i Limfjordstunnellen, kø ved motorvejkryds Vendsyssel, kø på Hobrovej og vejarbejde ved Egnsplanvej.

Trafikradioen har beriget os med flere gode og nye ord. Burkabilist er et af dem. En bilist, der kun har skrabet en stribe is væk fra forruden. Lige nok til at man kan se ud. Og ”kiggekø”, en sådan (uønsket) kø, der opstår ved uheld, hvor forbikørende kører langsomt for at nå at ”kigge”. Eller et ”morgenkys”, der er den minimale påkørsel, der kan ske i tæt trafik ved lav fart.

Ordforrådet udvides, videnniveauet om landsdelens byer øges, man lærer noget om grævlinge og andre dyr, - men først og fremmest er trafikradioen et godt pædagogisk eksempel på, at når man ved, hvorfor man holder i kø (alvorlig ulykke forude på motorvejen, en ambulance på vej, køer på vejen), så forholder man sig langt mere rolig i forhold til trafikkens manglende afvikling.

Sådan er det med det meste. Og som lærer gennem mange år ved jeg det også: Elever (og studerende) skal vide, hvorfor de skal lære det, de lærer. De skal også vide, hvorfor undervisningen er skruet sammen, som den er. De skal vide, hvorfor vi har valgt de fag, vi har til skolens fagrække. De skal vide, hvorfor det er vigtigt (på langt sigt) at lære sprog, grammatik og matematik.  De skal have forklaringer på det, hvorfor dagligdagen i skolen (og på uddannelsen) er sådan, som den er.

Når man i trafikradioen får forklaringer på bøvl og besværligheder i trafikken, så forsvinder køen på motorvejen ikke, men man kan læne sig tilbage i forsædet og vide, at der er en grund til, at man åbenbart ikke når frem som aftalt. Sådan er det også i skolen. Læser man Folkeskolens Formål og får man en begrundelse for dagens og fagets undervisning af læreren, så ved man, at der er en mening med det, man bruger dagen på. Måske bliver man ikke gladere for hverken grammatik eller procentregning, men man kan slå sig til ro med, at alt sammen bidrager til Folkeskolens Formål: en uddannelse og dannelse hvor eleverne har lyst til at lære, får viden om verden og sig selv, og hvor eleverne forberedes til deltagelse i et samfund præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

 

 

 

P.S. Her er så Folkeskolens Formålsparagraf. Den er smuk af en paragraf at være:

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

 

 

 

Glæden ved Go Gaming, CS:GO

”Ace, Aim, Anchor, Assist, QWPer, Call-outs, Clutch, Deagle, Defuse, Eco.-runde, Entryfragger, Flashbang, Frag, GG, HP, IGL; Kit, Lurker, Major, Minor, Molotov, Nade,  Pistol-runde, Smoke, Strat, Support.” Hvis disse ord og forkortelser forekommer indlysende og giver gode billeder på nethinden, så er man sikkert en rutineret spiller af computerspillet Counter-Strike.

Hvis man ikke begriber noget af fagordene her, så kan man blive klogere, hvis man læser serien om ”Go Gaming”, der handler om fem gutter, der spiller på samme CounterStrike-hold.

For de læsere, der ikke tilbringer tiden med computerspil er her en god anledning til at få indblik i en verden, der optager virkelig mange i fritiden.. Der er gode passager med spil-kommunikation, der kan give et vist indtryk af spillet:

”Jeg står med ryggen til et af deres to mulige bombemål. Hvis de vil plante deres bombe her, skal de enten forbi resten af mit team eller forbi mig.

Og mig kommer de ikke forbi.

Jeg glider tilbage i skjul og glor direkte ind i brædderen, mens jeg lytter. Efter flere skud. Efter en melding fra resten af teamet. Efter fodtrin.”

Her er det Otto, der spiller CS:GO, (counter-strike), sammen med sit team: Gren8, Fragments, Muus og Halo. Så snart Otto (eller Ot2) er færdig med spillet skal han hurtigt på sin cykel med fodboldtasken. Han spiller nemlig også fodbold, han spiller på U-holdet, men lige netop denne dag får han et tilbud om at blive rykket op på førsteholdet. Det betyder, at han skal træne sammen med ”de voksne” divisionsspillere, han skal på træningslejr med dem – og så clasher det med træningen til gamer-turneringen.

Gamelederen Magnus siger sådan her, da han hører om Ottos fodbolddrømme: ”Det lyder superfedt for dig, Otto. Tillykke. Jeg håber bare ikke det betyder, at du får mindre tid til CS:GO. Vi er alle sammen nødt til at lægge energi i Go Gaming, hvis vi skal nå vores drømme for holdet.”

I seriens nummer to er det Magnus, HaLo, der er hovedpersonen. Han har en lillesøster, der har sukkersyge. Han er en støtte for hende, han melder sig altid på banen, når hun skal tage sin insulin. Det giver ham store samvittighedskvaler, at han, da han deltager i en større gamer-turnering med Go Gaming, har glemt at ringe til lillesøsteren for at minde hende om insulinen.

Et større dilemma er det dog, at han bliver tilbudt en plads på et større CS-hold, - et hold, der deltager i de større turneringer, og hvor der er professionelle forhold. Kan han gå fra sine holdkammerater? Kan han flytte til Berlin, mens hans søster savner ham hjemme i Danmark?
Det er svært at vælge.

Der findes masser af gode fodboldbøger i mange serier. Eksempelvis Glenn Ringtveds ”Dreamteam-bøger”, men også Lars Bøgeholdt-Pedersens fodboldbøger om Valde og FC Fodboldvenner kan anbefales. De  er gode. Det er også godt, at der nu findes serier med afsæt i Gamer-kulturen fremfor fodboldverdenen. Kit A. Rasmussens nye serie har en stor styrke i det komplekse indhold, hvor det ikke kun er CS, der er fokus på. Der er også i hver bog  fokus på en enkelt person og dennes problemer med såvel spil som hverdagsliv.

Vil man vide mere om CS, så er der bag i bogen to sider med faktaoplysninger om spillet: ”CS:GO spilles af to hold med fem spillere på hver. Det ene hold spiller terrorister, hvis mål er at plante en bombe og / eller gøre det af med modstanderholdet. Det andet hold spiller counter-terrorister, og de skal forhindre terroristerne i at plante bomben. Når der er spillet 15 runder, skifter man side. En runde varer et minut og 55 sekunder, eller 40 sekunder fra bomben er plantet. En runde slutter dog, så snart alle spillerne på det ene hold er elimineret.

I en kamp spilles der som regel bedst ud af 1, 3 eller 5 maps” 

Sådan bliver man klogere på fascinationen ved gaming, når man læser med her. Man får også (hvis man nu ikke er gamer) et indblik i den verden, der fylder meget for mange.

Først og sidst er det en bog om venskab, om forpligtethed, om ærlighed og alle de dilemmaer, man møder på sin vej ud i voksenverdenen.

Der er grund til at glæde sig over serien. Forsidebilledet og titlen signalerer en gamer-målgruppe, men målgruppen er større. Det er en bog, der kan læses af mange unge og yngre læsere.

Hovedpersonerne i denne serie er teenagere. De har hverdagsproblemer, der er genkendelige, men der er også (vælger jeg at tro, jeg har tjekket med gamer-universet) en særdeles troværdig gengivelse af samtalerne, der føres under CS-spillet. Det er en serie, der kan læses med stor glæde af enhver gamer, men det er også en serie, der for ikke-gamere kan give et indblik i gamer-universet, der er langt mere teambaseret end mange vil mene.