Skumfiduser

Leonora Christinas Jammers Minde

 

”Her vil jeg beskrive mit fængsel. Det var et kammer, som var syv af mine skridt langt og seks bredt. Der stod to senge og to stole. Det var nykalket, og det stank forfærdeligt. Tilmed var gulvet så tykt af skarn, at jeg troede, der var af ler.” Det er Leonora Christina (1621 – 1698), der beskriver sin fængselscelle i Blåtårn. Hun fortsætter: ”Det er ni alen højt, hvælvet og allerhøjest sidder et vindue med tykke jernstænger for og et gitter, som er så tæt, at ikke engang en lillefinger kan komme ind i hullerne. Det gitter havde grev Rantzau ladet lave, som slotsfogeden senere fortalte mig, så at ikke en due kunne indføre noget brev. Det må han vist have læst i en roman.”

Leonora Christina var datter af Christian den fjerde og hans kone ”til venstre hånd”: Kirsten Munk. Hun var således ikke i ”arvefølgen”, men da Leonora Christina (femten år gammel, der var også barnebrude dengang) giftede sig med Corfitz Ulfeldt, så fik hun en fremtrædende plads ved hoffet. Den plads holdt hun så længe faderen Christian den 4. var i live, men da han døde, stod det klart, at Frederik den 3. og familien Ulfeldt ikke var eller blev hjertevenner.

Corfitz Ulfeldt tog til Sverige, hvor han indgik nogle alliancer, der medførte en anklage for højforræderi mod Danmark. Leonora Christina og Ulfeldt blev fængslet, og de sad i lidt over et år på Hammershus Slot på Bornholm. Corfitz Ulfeldt blev henrettet i 1664, og på det tidspunkt sad Leonora Christina allerede i Blåtårn. Her kom hun til at sidde i 22 år. Det er længe i et lille kammer på mindre end 30 kvadratmeter. Der var et liv i tomgang. Hun kedede sig vildt. Det ved vi, for i 1673 påbegynder hun en selvbiografi ”Jammers Minde”, hvor hun vittigt, vidende og velformuleret fortæller om livet som fange i Blåtårn. Hun skriver, så hendes børn kan vide, hvad der er hændt deres mor. Og børn havde hun i overmål. Femten børn havde hun født i ægteskabet, mange af dem var døde som små, men andre levede og klarede sig godt rundt om i Europa. Christian, Jacob, Anne Cathrine, Frantz, Ludvig, Corfitz, Ellen Christina, Leo, nok en Leo, Leonora Sofie, Otto, Mogens og nok en Leo hed de navngivne børn. Så var der et par navnløse dødfødte, men for dem alle gjaldt det, at de ikke måtte tage ophold i Danmark. De skulle forblive ude i Europa, for ikke at kunne gøre krav på arven efter forældrene. Det måtte Leonora Christina også leve med.

Selvbiografien ”Jammers Minde” blev først fundet i 1867, det er et af de få litterære skrifter fra perioden, hvor forfatteren er en kvinde.

Leonora skriver om hverdagen, når hun fortæller om genvordighederne med at få fat i sytøj: ”Jeg bad hende (en tjenestepige, hun var jo kongedatter) om at prøve at skaffe synål og tråd. Hun svarede, at hun hjertens gerne ville skaffe mig det, hvis bare hun turde. Det ville koste hende ve og vel, hvis dronningen fik det at vide, for hun havde meget strengt forbudt, at nogen måtte lade mig få nåle. Hverken knappenåle eller synåle.

Jeg spurgte: af hvilken grund?

For at I ikke skal myrde jer selv, sagde hun.”

Leonora Christina skriver også om helt jordnære iagttagelser, hun har i cellen. Her  følger hun en kålorms hele livcyklus fra larve over puppe til sommerfugl: ”Jeg har også i mit fængsel gjort en opdagelse om kålorme.” Hun karakteriserer også nogle af de mænd og kvinder hun har mødt gennem livet, og hun korresponderer med salmedigteren Kingo. Hun vil have ham til at skrive et hyldestdigt om danske og europæiske kvinder, men han skriver nu mest om sin egen elskede Chrysillis.

Leonora Christina blev løsladt i 1685. Det er forunderligt, at hun levede så længe som fange. Hun skriver til sidst i ”Jammers Minde”: ”Mine fængselsdage har varet 21 år, 9 måneder og 11 dage. Kong Frederik den 3. lod mig fængsle den 8. august 1663. Kong Christian den 5. gav mig friheden den 18. maj 1685. Jeg har nedskrevet en stor del af det, som er sket i mit fængsel i den hensigt at afslutte mit jammers minde dermed.”

Når man kan læse ”Jammers Minde” i dag i en ny og grafisk version, så skyldes det Allan van Hansen, der har udvalgt nøglescenerne fra den originale udgave. Herefter har han tegnet og fortalt ”Jammers Minde”. Tegninger, ord, broderier og tekst giver os også i dag et indblik i livet i en fængselscelle på Blåtårn i slutningen af 1600-tallet.  Det var et hårdt liv, selv for en kongedatter. ”Kødso, Skiden-Slatte, Heks og Forræder” var nogle af de hånlige råb, hun mødte på vej ind i fangetårnet. Var hun blevet fængslet i 2019, så havde de sociale medier kammet over, men dengang måtte den forsamlede pøbel klare sig med uhøviske tilråb.

”Kunne man veje min jammer og mine lidelser sammen i én vægtskål, så ville de være tungere end sandet i havet”, sådan slutter ”Jammers Minde”. Det var en jammerlig tid, det kan man nu se og læse om, - for herefter at glæde sig over at leve i et demokratisk land, hvor den udøvende, dømmende og den lovgivende magt er delt i uafhængige områder.

P.S. Det er det lille forlag Arabesk, der har udgivet ”Jammers Minde – en grafisk roman”. Forfatteren er (udover Leonora Christina) Allan van Hansen. Den er fra 2019.

Havet er stort og tomt.Her kan ingen finde mig.

I et blåt, blåt hav synker den sorthårede pige mod bunden, ned mod vraget af skibet ”Zenobia”.

”Havet er stort og tomt.
Her kan ingen finde mig.
Her kan mor og far ikke finde mig.”

”Zenobia” er en børnebog, eller også er det slet ikke en børnebog. Nogle af de nye billedbøger er bøger med billeder, der skal læses af børn, voksne, unge og ældre. Sådan er det også med ”Zenobia”, der har fået Ping-prisen, (en tegneserie-pris), og derudover også har fået skolebibliotekarernes pris. Det er en bog med mange billeder og få ord, men det er en rystende beretning om en lille syrisk pige, der er på flugt.

Lars Horneman har illustreret den (korte) fortælling af Morten Dürr. Eller rettere: Horneman har ikke illustreret ordene, de to forfattere har samarbejdet om at skabe en graphic novel, en billedroman, en billedbog og en fantastisk roman i billeder. Morten Dürr har fortalt om sit samarbejde med tegneren, hvor de altid er i dialog om tilblivelsen af den samlede tekst. De retter ind efter hinanden, de diskuterer, de inspirerer hinanden, og så finder de et udtryk, hvor ordene beriges af billederne, og hvor billederne giver rum og farver til ordene.

Tilbage i 1977 skrev Knud Ejler Løgstrup således (det var om Bent Hallers ”Katamaranen”; hvis nogle husker den): ”Ganske vist, nu som før, benytter voksne sig af deres overmagt og barnets afmagt til at begå overgreb imod det, og at det sker i opdragelsens navn gør ikke sagen bedre, kun værre. I det moderne samfund bliver tilmed barnets sociale miljø og dets fysiske udfoldelsesmuligheder mindre end tidligere. Det kan ikke godt andet end mindske barnets livslyst og livsduelighed. Men det er én ting, en anden ting er overlagt og ideologisk at tage modet på livet fra barnet. Det gør ikke den dybeste pessimist, ikke den mest overbeviste nihilist.”

Her er der ikke meget livsmod tilbage, når Amina forsvinder i havet uden at nogen hører hendes hvisken, men Morten Dürr og Lars Horneman er ikke nihilister. De er realister, der søger at skildre en katastrofe på en måde, så man som læser må græde med Amina og hendes skæbne. Herefter må man tale sammen om Amina, om børns liv og skæbner. Det er en virkelighed, der også finder sted.

Aminas mor husker Amina på legenden om Zenobia, da Amina skal sendes alene ud i verden. Husk at ”Zenobia var Syriens dronning. En dronning fra gamle dage. Den smukkeste kvinde i verden. Zenobia var kriger. Hendes rige strakte sig fra Alexandria til Ankara. Fra Egypten til Tyrkiet. Ingen mænd bestemte over hende. Hun gik i krig mod kejseren af Rom.”

Amina klarer ikke rejsen over havet i en båd opkaldt efter Zenobia. Kvinder kan ikke klare alt. Altid. De må have hjælp. Det kan passende være læsere af ”Zenobia”, der får øje for det.

”Du er snart kvinde, Amina. Kvinder kan klare alt.”, sådan lyder det, da Amina skal ud i verden.

Nok er Amina snart kvinde, men hun klarer ikke flugten fra det krigshærgede land over havet i en lille båd. Alene. Forladt. På flugten tænker hun tilbage på de gode dage, da hun kunne lege gemmeleg i huset derhjemme. Hun havde mange mennesker, der kunne finde hende igen.

Nu er der ingen, der kan høre hende. Der er ingen, der hører hendes hvisken: ”Kom og find mig.”

Tilbageblikkene til Aminas hverdag med dolmer, gemmeleg og gode minder er tegnet i brun, sort og okker, mens nutiden er havblåt, mørk violet og sort. Aminas shorts er pige-pink, hun er et lille barn, der er forladt og ene i det store hav.

”Båden var alt for lille.
En mor med to babyer gav mig en kiks.
Vi sejlede hele natten.
En gammel mand klappede mig på kinden
Det skal nok gå
Hvor skal vi hen?
Vi skal til et land uden soldater.
Sov bare.”

Der er nogle gode medflygtninge, der hjælper hende, verden er ikke blot ond, men det er ikke altid, at historier ender godt. Aminas historie ender ikke lykkeligt. Den er alt for virkelig.

P: S. ”Zenobia” er nu solgt til udgivelse i USA, Australien, Sverige, Norge, Færøerne, Brasilien, Korea, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Kroatien, Bulgarien, Rusland, Tyrkiet, Palæstina og Makedonien.

”Zenobia” er med Morten Dürr og Lars Horneman som forfattere, den er udgivet på forlaget Cobolt i 2016. Den vil holde længe.

Man kan spejle sig i kunsten

Det betyder syv års ulykke at slå et spejl itu. Der må være mange års ulykke i vente for den gamle italienske Michelangelo Pistoletto, der på Kunsten (Nordjyllands Kunstmuseum) har været på færde med en forhammer i stort format. ”Eleven less one” hedder hans værk, der består af elleve store spejle, hvor de ti er slået itu på en måde, så der kun er spejlrester tilbage foruden et stort farvet felt (orange, grønt, rødt) i midten. Spejl nummer 11 er helt og smukt i sin guldramme. Det er store spejle. Mere end tre meter høje og to meter brede. Det er disse spejle, mit hold af lærerstuderende helt konkret kunne spejle sig i, da vi (nok engang) var på Kunsten for at blive overrasket og forundret.

På Kunsten er der virkelig mange historier gemt på væggene. Her finder man Niels Larsen Stevns store bibelhistoriske billede: ”Maria salver Kristi fødder” fra 1907. Det er en gengivelse af  Johannes-evangeliet kapitel 12, vers 1-9, hvor Jesus og hans disciple besøger Lazarus i Betania. Her møder de hans to søstre, Marta og Maria.  Maria smører Jesu fødder ind i nardussalve, (prisniveau på markedet hen ved 300 denarer), mens Marta står i baggrunden med et fad. Hun er køkkenet, hun arbejder, mens Maria sidder forholdsvis uvirksom og unyttig ved fødderne af Jesus.

En god historie der leverer mange pointer til nutidens stressramte unge og voksne. Hvordan skal man bruge sin tid bedst muligt? Og hvordan har Judas Iskariot det, når han i sin irgrønne kjortel er på vej ud af billedets højre side? Det kan man tænke over, men man kan også nyde det helt fantastiske håndværk, der ligger i Niels Larsen Stevns perspektiv af langbordet. Går man langs det store billede (to en halv meter) følger bordet med beskueren. Uanset hvorfra man ser ind på langbordet, så er man som tilskuer altid for bordenden. Ret sejt i en tid, hvor VR og 3D endnu ikke var forkortelser, der var kendt.

”PrimaVera”, forårsbilledet af Haralds Slott-Møller fra 1901 fortæller også mange gode historier. Her er den yndige unge pige med hårsmykker og et forelsket smil. Hun rækker et fyldt vinglas til den noget tungsindige unge mand, der sidder tænksomt med hovedet støttet i hånden. Midt i et italiensk landskab med blomstrende mandeltræer og modne appelsiner burde han lade sig friste af kvinden, men tænker han simpelthen for tungt? Det er syndefaldsmyten, men det er også de umiddelbare, spontane livsytringer stillet overfor det reflekterende og logiske og beregnende. Forhåbentlig lader han sig friste, han ser så trist ud, men Harald Slott-Møller lægger blot dilemmaet frem, så må beskueren selv digte videre. Måske kunne den unge kvinde også finde en noget morsommere og festligere mand et andet sted på en anden taverna.

”Forår” er også titlen på et stort (to meter gange halvanden meter) maleri af Hans Brendekilde. Fynsk forår på væggen i det nordjyske, der er anemoner i skovbunden, og på en lille sti går den unge tørklædeklædte pige med bly og nedslåede øjne. Hun har en buket anemoner i hånden, forhåbentlig har hun fået dem af den unge arbejder, der følger hende med en skovl over nakken. Billedet blev først vist på Verdensudstillingen i Paris i 1889, og det er et smukt billede af forår i Danmark, men som beskuer af billedet er man virkelig bekymret. Vil de unge par følges resten af livet? Hvorfor har manden en skovl på nakken? Burde han være på arbejde et helt andet sted. Der er ikke meget gravearbejde i bøgeskoven en forårsdag, så et eller andet er der forkert i mødet.

Tre gode historier man kan finde på Kunstens vægge. Billeder fortæller altid en historie, man selv skal digte med på. I bøger kan man læse historien, på malerierne fortæller kunstneren en historie, man selv kan skrive og fortælle med på.

Niels Larsen-Stevns, Harald Slott-Møller og Hans Brendekilde malede deres store figurative værker for mere end hundrede år siden, men de konflikter og temaer, billederne fortæller om, er lige så vedkommende i dag. Når de kommende dansklærere (gymnasieelever, børnehavebørn, folkeskoleelever, der var mange besøgende) selv digter videre på værkerne, så bliver det til historier om deres egen hverdag. Sådan er det med klassikere. Uanset om det er bøger eller malerier, så siger de både noget om vores tid og om den tid, de blev skabt i.

Som man kan spejle sig (helt konkret) i Pistolettos elleve spejle, så kan man spejle sig i de øvrige værker, der hænger på væggene.

P.S: Et knust spejl betyder (ifølge folkeovertroen) syv års ulykke for den, der ødelægger det. Vil man undgå det, så må man feje skårene op og grave dem ned. På Kunsten ligger alle spejlskår fortsat som en del af udsmykningen. Ret bekymrende, men tjekker man wikipedia, så lever kunstneren bag spejlværket, den 85-årige Pistoletto fortsat og ser ud til at trives vel.

 

 

 

En blyant kan redde liv

 

Uddannelse er vores grundlæggende ret.” ”Lad os tage vores bøger og blyanter. Et barn, en lærer, en blyant og en bog kan forandre verden.” Sådan skrev Malala i sin notesbog, da hun sammen med sin familie var vendt tilbage til Mingora i Swatdalen i Pakistan. Der havde været kampe mellem talibaner og den pakistanske hær, men i i 2009 mente pakistanerne, at taliban var besejret, så Malalas familie og andre, der var flygtet, kunne tage tilbage til deres mere eller mindre ødelagte huse. Talibanerne var der dog stadig, og da Malala var på vej hjem fra skole den 9. oktober 2012 blev skolebussen standset af bevæbnede talibanere.

”Hvem er Malala?” råbte de, og da skolepigen Malala på 15 år meldte sig, så blev hun skudt i ansigtet på tæt hold. Det blev hun, fordi hun fortsat skrev om børn og især pigers ret til uddannelse. Hun skrev på en blog, hun skrev på urdu og på engelsk, og hun blev læst overalt i verden.

Malala Yousafzai er født i 1997, og man må tænke: ”Hun er så modig, så ung og så ukuelig.” Hun går i fodsporene af mange unge (og ældre) kvinder, der satte liv og helbred på spil i kampen for at blive anerkendt som ligeværdige med mænd.

Malala er den yngste modtager af Nobels Fredspris nogensinde. Hun fik prisen i 2014. Hun holdt en takketale, hvor hun også forklarede, hvad det havde betydet for hende, at hun blev skudt og såret for at gøre brug af sin mulighed for at ytre sig til hele verden i en blog: ”Ingenting blev forandret i mit liv – bortset fra at svaghed, frygt og håbløshed døde, og at styrke, kraft og mod blev født. Jeg er den samme Malala. Mine ambitioner er de samme. Mine forhåbninger er de samme. Mine drømme er de samme.”

Efter angrebet fra talibanerne blev Malala opereret på et hospital i England, senere kom hun og hendes brødre til at gå i skole i Birmingham. Der er oprettet en fond, The Malala Fund, der arbejder for at give piger styrke og mod gennem uddannelse. Det gælder om ”At undervise nogen som ikke går i skole, eller at hjælpe nogen som har det svært eller at koncentrere sine kræfter om det, man tror på….. det gør en forskel i éns liv. Vi kan alle gøre en forskel.”

”Malala- pigen som kæmper med ord” hedder en billedbog, der udkom på forlaget ”Hjulet” i 2014. Den kan man læse, så får man Malalas stærke historie i billeder og ord.

Malalas historie er også med i en helt ny bog ”Kvinder i kamp”, hvor de seneste 150 års kvindekamp bliver gennemgået. Kampen beskrives fra 1800-tallet, hvor kvinder ikke havde ret over egen krop, egen økonomi og eget liv. De første oprør mod undertrykkelsen af slaver blev også afsæt til en kvindekamp og en borgerkrig i Amerika. I Europa følges oplysningstiden med Rousseaus kvindesyn frem til 1880’ernes suffragetter med Millicent Fawcett og Emmeline Pankhurst  i spidsen.

”Handling – ikke ord”, lød deres mottoet fra suffragetterne. De satte liv og førlighed på spil for at blive hørt. Stemmeretten kom til kvinderne i Storbritannien; men først i 1928. Det første land til at give stemmeret til kvinder var (overraskende for flere) New Zealand i 1893. Så fulgte Australien i 1902, Finland 1906, (Norge er ikke med på listen, men det var 1913), Danmark i 1915, og så kommer Iran 1965, Schweiz 1971, Kuwait 2005 og Saudi Arabien i 2015.

Sammen med Ad Tahirih fra Iran (født omkring 1814 og død 1852 (hængt i sit eget slør) får Malala, den unge pige, der fortsat kæmper for frihed og fri stemme til kvinder i Afghanistan (og resten af verden) sit eget kapitel i bogen, der har  Metoo-bevægelsen som afsluttende kapitel, hvor der også afsluttes med: ”Rigtig mange oplever sexchikane i skolen eller på deres arbejdsplads. Alligevel er der ingen tvivl om, at verden er et bedre sted for kvinder i dag end for hundrede og halvtreds år siden.”

Det gælder også, hvis man ser på, hvor mange børn, der får mulighed for at gå i skole. Ifølge UNICEFs tal, så er der i 2018 63 millioner børn, der ikke går i skole. Det tal er faldet fra 100 millioner i år 2000, og sådan er der heldigvis fremgang for verdens børn, når det gælder muligheden for at gå i skole, lære noget og få en uddannelse.

”Kvinder i kamp” har også billeder af en række kvindelige statsledere: Isabel Peron, Margaret Thatcher, Vigdis Finnbogadottir, Gro Harlem Brundtland, Benazir Bhuto, Mary Robinson, Hanna Suchocka, Tansu Ciller, Angela Merkel, Ellen Johnson, Julia Gillard, Dilma Rousseff – og Helle Thorning Schmidt. Tak til gode rollemodeller.

Til slut et citat af Malala, da hun (som 17-årig) holdt sin takketale for Nobels Fredspris: ”Blyanter er mægtigere end våben. Et våben kan kun dræbe, . En blyant kan redde liv.”

P.S. ”Kvinder i kamp”, Marta Breen og Jenny Jordahl er oversat af Maren Uthaug. ”Malala, pigen som kæmper med ord” er skrevet af Karen Leggett Abouraya og oversat af Vagn Plenge.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

 

 

Halfdan, Ester, Morten, Sonja og Tove

Unge Kunstneres Klub

 

Tove Ditlevsen skriver i 1944 et brev (den tids mail-korrespondance foregik med postvæsenets hjælp) således til forfatteren Ester Nagel, der havde udgivet en bog med titlen ”Dagen gaar sin Gang”: ”Ih hvor jeg kender det med at slaa overflødige Krydser og så viske dem ud igen.”. Dejligt (eller skræmmende) at vide, at også tilbage i 1940 var der masser af bureaukratisk meningsløst arbejde med dokumentation og afkrydsning. Ester Nagel og Tove Ditlevsen var blevet venner gennem foreningen ”Unge Kunstneres Klub”:

Tilbage i november 1940 blev Unge Kunstneres Klub stiftet af Tove Ditlevsen, Morten Nielsen (digteren fra Aalborg, der døde så ung) og Lis Thorbjørnsen. Her var Halfdan Rasmussen også inviteret, sammen med Ester Nagel og 25 andre unge kunstnere.
De var unge, de fleste af dem var tyve år, og de var håbefulde i kunstnerisk henseende og bange i politisk henseende. Møderne var festlige, fyldt med oplæsning, udklædning, diskussioner, foredrag og festlige iscenesættelser.

Der var også grund til at holde fest, når de mødtes, for hverdagene var alt andet end festlige. Ungsdomsarbejdsløsheden var omkring 25- 30% i 1930’erne, og hverken Ester eller Halfdan havde en uddannelse at byde ind med på arbejdsmarkedet.

Ester Nagel skriver i sin dagbog: ”Pengene slog aldrig til, man var dødtræt, naar man kom Hjem og alting var graat i graat. Man var spærret ude fra enhver Oplevelse, ja, fra selve Livet.”

Kunstnerne i ”Unge Kunstneres Klub” havde et fællesskab i netop det, titlen siger: De var unge. De søgte at blive kunstnere. Tove Ditlevsen havde udgivet digtsamlingen ”Pigesind”, men de øvrige kunstnere var langt mere novicer. Ester Nagel havde fået trykt to digte i ”Vild Hvede”, det tidsskrift, Tove Ditlevsens mand Viggo F. Møller redigerede.
Tove Ditlevsens ansporedes til at stifte Unge Kunstneres Klub af sin mand, der (forlyder det) ville sørge for, at hun ikke kedede sig alt for voldsomt i det noget umage ægteskab mellem en 22-årig ung pige og en 53–årig forretningsmand. Tove Ditlevsen skriver i sine erindringer om stiftelsen af klubben: ”Da jeg lægger alle brevene i postkassen ved siden af politistationen, forestiller jeg mig, hvor glade de vil blive, for jeg tror, de er fattige og ensomme som jeg var det for nylig, og at de sidder på iskolde, lejede værelser rundt omkring.” De blev glade, de unge kunstnere. Og i halvandet år holdt de fast i livlige og til tider lærerige møder om lyrik og kunst og litteratur. Her kunne de mødes, og de festede i besættelsens mørklægning. Da klubben opløstes var det mere etablerede kunstnere, der stod tilbage med hjertesorg og hjerteglæde som en del af erfaringen. ”Halfdan er forelsket i Ester, Morten Nielsen i Sonja Hauberg, og Piet Hein i mig. Det er blevet afgjort på få torsdage”, som Tove Ditlevsen sammenfattede.

Tove Ditlevsen havde gennem sit ægteskab med den 30 år ældre Viggo F. Møller en ”sikker havn” i ægteskabet, hvor hun kunne kede sig med husmorsysler, mens Ester Nagel kæmpede for at få et kommende forfatterskab til at balancere med en rimelig indtægt gennem arbejdet på et apotek. Om dette arbejde skriver Ester: ”I milde Guder, det var en straf! At sidde i en klam, mærk Kælderbutik fra 8 ½ til 18 hver Dag med ½ times Frokost og ½ Times Kaffepause, Jernstænger for Vinduerne for at fuldkommengøre Billedet af Fangeskab, og aldrig saa meget som en Stribe Sol, en sur, forvirret Chef, Vinter, vaade Gader og en Tørverøgsosende Kakkelovn, der aldrig kunne varme Lokalet op.”

Meget få kender Ester Nagels forfatterskab i dag. Langt flere kender Halfdan Rasmussen, som hun var gift med i 30 år fra 1943 til 1973, men Ester Nagel var med i Unge Kunstneres Klub, der førte ”krigsgenerationen” af lyrikere og forfattere gennem de første krigsår.


Ester Nagel og Halfdan Rasmussen blev et fast par, de fik to børn, Iben, der senere blev kendt som skuespiller (og Eik Skaløes Itsi Bitsi) og Tom, der er musiker.

Morten Nielsen kender de fleste som digteren, der var med i modstandskampen, og som døde ved en vådeskudsulykke i 1943. Sonja Hauberg skrev ungdomsbogen ”Syv år for Lea” (den står på min boghylde) og Piet Heins gruk kender mange. Unge Kunstneres Klub gav dem et fælles afsæt til mange umage forfatterskaber.  De var så unge kunstnere. De blev også ældre kunstnere. 

Der er netop udgivet en biografi om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel: ”På knæ for livet” hedder den efter et digt af Halfdan. Susanne V. Knudsen har skrevet, og hun giver et fantastisk godt portræt af en tid og en generation af kunstnere, der havde få materielle goder, meget lidt skolegang og som dertil også skulle skrive bag mørklægningsgardiner og med besættelsesmagtens censur som et vilkår.

Unge Kunstneres Klub havde en kort levetid, men kunstnerne fra klubben blev markante stemmer i efterkrigstiden. Altid med humor, men også med en alvor, der havde afsæt i 1930’ernes sociale elendighed og besættelsens mørke. Man kan lære en hel del af deres ukuelighed og humoristiske tilgang til vanskelige tider, vasketøj, håbløse arbejdsopgaver og  varigt underskud på bankkontoen.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

boc@ucn.dk