Skumfiduser

Det kræver et stærkt lærerblik at trænge gennem en skærm

 

Grundtvig sagde og skrev i 1834, hvad de fleste af os ved om at lære noget. Det lykkes kun, hvis man sætter en lille eller større vilje ind på at lære.

Grundtvig skrev i sangen ”Nu skal det åbenbares” om det, der betyder noget, når man skal lære:

Og han har aldrig levet

Som klog på det er blevet

Han først ej havde kær”

Et gammelt ordsprog siger det lige så klogt (og selvfølgeligt): ”Man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke”, som Peder Syvs ordsprogssamling bidrager til læringsteorierne med. En nyere (ny og ny, han er fyldt 81) læringsforsker er Knud Illeriis.  Nok er Illeriis pensionist af alder, men har netop redigeret en bog med titlen: ”15 aktuelle læringsteorier”. Her samler han op på den viden, man ha i Danmark i forhold til, hvordan man lærer bedst.

Man skal have en motivation for at lære noget, siger han. Det er så afgørende. Han kalder det drivkraft, og at det er nødvendigt ser jeg hver dag, når jeg som underviser er sammen med studerende og elever og kolleger: Vi skal have en drivkraft, for at få lært et bestemt fag. Der skal være mening med det, vi skal lære, og det skal være muligt at mestre udfordringen.  Så nemt forklarer Knud Illeriis, hvad der er afgørende for læring.

Læring er en kompleks størrelse. Det oplever mange forældre i disse uger, hvor undervisningen er flyttet fra skolens matrikel og hjem på spisebordet (eller til tider sofaen). Pludselig opdager mange forældre (eleverne vidste det helt sikkert i forvejen), at det ikke er nok at give elever opgaver, der skal løses. En lærers væsentligste og vigtigste arbejde består ofte i at motivere eleverne. Eleverne skal vide, hvorfor det giver mening at lære noget.

Motivationen kan have afsæt i en god karakter, at man gerne vil blive dygtig, at man vil udvide sin verden, at man gerne vil glæde sin lærer (eller forældrene) eller i at man selv har indflydelse på opgaven. Motivationsforskere benævner de fem ”motivationsorienteringer” som vidensmotivation, præstationsmotivation, mestringsmotivation, relationsmotivation og involveringsmotivation.

Louise Klinge, skoleforsker og ph. d., har forsket i relationskompetencen og dermed den motivation, der følger med relationer. Ikke overraskende var konklusionen hos hende, at det er læreren, der gør en forskel. Det er elevens relation til læreren, der er mest afgørende for, om undervisningen og læringen lykkes. Derfor er den ”virkelige” undervisning i den ”virkelige” folkeskole så meget bedre end en fjernundervisning, hvor ingen lærer kan lægge en beroligende hånd på skulderen af en fortabt elev, der kæmper for at forstå, hvordan man udregner arealet af en cirkel. Eller hvordan man skal fortolke novellen ”Raftehegn” af Kim Fupz Aakeson. Det er (trods mange gode digitale løsninger) helt umuligt for et ellers skarpt og rutineret lærerblik at række fra egen computers kamera og helt ud til den enkelt elevs skærm og her se alt det, der ikke bliver sagt med ord.

Den motivation til skolearbejdet, der ligger i fællesskabet, i tilstedeværelsen i klassen, i frikvarterets latter og leg, i lærerens forunderlige fortalelser eller kammeraternes sjove bemærkninger, - ja, den får ingen af forældrene serveret, når de skal være stilladserende for et online-skolearbejde.

Der er en distance, der kan synes at være på mange hundrede kilometer, når læreren ”blot” toner frem på en skærm. Eller når der gives opgaver, der kan være nok så stilladserede, men hvor man ikke kan se på lærerens blik og mimik, hvorvidt er vigtigt, - eller vigtigt-vigtigt.

Lad det være sagt: Det er forbavsende, i hvor høj grad folkeskolelærerne (og gymnasiets lærere og underviserne på videregående uddannelser) har forstået at sætte en rimelig hverdag med undervisning og studier op for elever og studerende. Det er imponerende godt gjort. Alle gør det bedste, de kan, for at holde fast i et studie, en skolehverdag og en rutine.

Men… som ”mine” studerende, der skal være lærere om lidt, siger: ”Jeg ser ikke nogle direkte glæder og fordele ved online undervisning. Det kan gå an, men man savner det sociale samvær på skolen. Morgensang, krammere og pauserne hvor man overvejer, om det er en sandwich i denne pause eller den næste.”

Eleverne hjemme ved spisebordet savner også deres frikvarter sammen med kammerater. Det kan ikke erstattes af selv nok så gode skypeforbindelser. De mangler læreren, kammerater og så mangler de ”virkeligheden” i undervisningen.

Den digitale undervisning kan trække på mange undervisningsplatforme med færdige forløb, velbeskrevne opgaver, gode instruktionsvideoer og selvrettende digitale grammatikopgaver, men det er interessant, at noget af det, der virkelig hitter er meget dogme-agtige live-udsendelser fra Randers Regnskov eller Norsøcenteret, hvor fagfolk formidler viden her og nu. ”Nu sætter vi rotten ned til slangen, så kan vi se, om den er sulten.” siger de måske. Og så kan man (det er jo live-udsendelser) vente og se. Måske bliver rotten spist. Måske ikke. Men det er uventet og dermed spændende, helt som virkelighedens undervisning aldrig bliver, som det er planlagt. Det er også enormt motiverende at sidde som elev og tænke: Gad vide, hvad der sker nu.

Uden de digitale hjælpemidler havde eleverne (og forældrene) været meget ringere stillet i forhold til at lære noget, men man skal ikke tro, at det er fremtidens svar på undervisning.

Et skarpt lærerblik for elevernes ve og vel og viden fungerer bedst i nærvær.

 

 

 

Hvilke øjeblikke former et liv?

 

”Du må altid gøre noget, du ikke er komfortabel med. Det er der, du strækker dig. Mange piger tror ikke, at de er modne nok til opgaven. Men man bliver moden, når man møder opgaven. Sådan siger Norges statsminister Erna Soelberg i en tv-serie ”Datoen”, hvor en lang række af kendte og ganske ukendte nordmænd ser tilbage på deres liv.

Erna Soelberg er født 24. februar 1961, og i udsendelsen følger man Erna og to andre (ukendte) nordmænd, der er født samme dag. Ronny og Solrun og Erna får lige megen skærmtid i den 60 minutter lange udsendelse, der nu er inde i sin fjerde sæson.

Solrun, født samme dag som den norske statsminister Erna Soelberg, siger så smukt, at hun har lært, at selv om livet er tungt, så må man ikke give op. Det gælder om at se op, se frem, se muligheder. Som voksen tænker Solrun på barndommen. Den var ikke lykkelig, men det gik godt. Heldigvis var naboen Sofie der, når moderen ikke var til stede. Der var et menneske, der gjorde en forskel.

”Vælg en dag, En hvilken som helst dag. For eksempel den 6. december 1968. Akkurat den dag vil 256 børn se dagens lys for første gang. Snart vil de forsvinde ind i hver sin historie. En dreng vokser op uden sin far og indser tidligt, at han må fylde rollen som manden i familien. En anden skal længe stå i skyggen af faderens sygdom, men senere finde ro i musikken. Og den tredje dreng skal søge anerkendelsen hos sin far uden nogensinde at få den, men som voksen skal han begejstre en hel verden med sine bøger.” Sådan lyder introen til programmet ”Datoen” (og her er det udsendelsen med Knausgaard, det er sæson 3, episode 5). Dokumentarserien har, siden 2015 og gennem mere end 20 episoder, givet portrætter af kendte og ukendte nordmænd.

 Frederik Skavlan, Liv Ullmann, Erna Soelberg, Jens Stoltenberg, Wenche Myre og Karl Ove Knausgaard er nogle af de kendte, men det er mindst lige så interessant at følge de ukendte. Og det er utrolig interessant at blive mindet om, hvad der fyldte i hverdagen i 1950’erne, 1960’erne og  1970’erne. Norge var et fattigt land, det var årene før olieeventyret begyndte i 1970erne.

Forfatteren Anne B. Ragde (der har stor succes med ”Berlinerpoplerne”, og  de efterfølgende bøger om tre søskende på en norsk svinefarm) fortæller om sin opvækst hos en fraskilt mor. Anne havde altid klap-sammen-madder med i skole, ingen skulle se, hvor lidt pålæg, der var på brødskiverne. Og da moderen en overgang fik socialhjælp, så blev det kommenteret af nogle af nabolaget kvinder: ”Nåååå, jeg ser at mine skattepenge er ud at gå tur!” Det var en stærk motivation for Anne og søsteren i forhold til at blive noget, hvor man kunne tjene penge.

Hvad er man, hvad kommer man fra? Det spørger Gerd, der er af samefamilie, sig selv om. Nu er hendes far død, men gennem hele barndommen var der ingen, der talte om det samiske tilhørsforhold. Hele familien talte norsk. Fra midten af 1800-tallet og helt frem til 1980 var der et stort pres for ”fornorskning” af alle samer. Gerd får først som voksen et indblik i sin samiske kulturbaggrund. Det var på en skitur med faderen, hvor hun som 17-årig fik øjnene op for, at familien var samisk. Det gjorde en stor forskel for Gerd, at hun var så rodløs som barn. Som voksen valgte hun at slå rødder på den fædrene gård. Og hun valgte at markere sine rødder i den samiske kulturarv.

Viktor var barn i 1960’erne. Han blev mobbet gennem hele skoletiden, fordi han tissede i bukserne. Han blev banket dagligt, men derhjemme sagde han aldrig noget om mobningen. Som 50-årig er han fortsat grædefærdig ved tanken om barndommen som venstrehåndet, som stammer og som en, der ikke kunne styre sin vandladning. Sådan kunne barndommen være i skolen, men hjemme var Viktor tryg. Og moderen hjalp, da en lærer endelig tog affære.

Det er tankevækkende, at næsten alle deltagerne fortæller om en tryghed i familien, som de altid kunne falde tilbage på. Hjemmet var tryghed. Der var ingen sociale medier, der kunne række ind i hjemmet. Forældrene er ikke en del af børnenes verden. Børnene er ikke med i de voksnes verden. De har deres egen. Voksne taler ”voksensprog”, - og børn leger udenfor sammen med de mange søskende eller nabobørn.

”Hvilke øjeblikke er det, der former et liv?”, spørger voice-over-stemmen retorisk, når de enkelte deltagere bliver præsenterer med de begivenheder, der har formet hvert enkelt liv.

Det er strømmen af øjeblikke, der bliver et liv, men det er det enkelte menneske, der definerer, hvad der sker med os. Det er fortolkningen af øjeblikket, der skaber et liv.

P.S: Man går bare ind på www.nrk.no. Her kan man finde de seneste tre sæsoner af ”Datoen”.

Talent er ikke noget, man har. Talent er noget, man gør!

 

Marianne Florman er årgang 1964. Hun vandt olympisk guld i håndbold i 1996, og hun var med på landsholdet i 110 kampe, hvor hun på pladsen som venstre fløj scorede 170 mål. Det særlige ved Flormans karriere (der på landsholdsniveau først sluttede i 2001, hvor Florman var 37 år) er, at hun indledte sin håndboldkarriere som 16-årig. Og som målmand.

Flormans karriere er en interessant karriere, når man læser den nyeste forskning i bogen ”Talentudvikling og elitesport i skolen”.
Her beskrives den nye forskning i idrætsklasser. Siden de første forsøg med idrætsklasser i Esbjerg i 2008 er der oprettet mange idrætsklasser. Nu kan man vide noget om, hvordan det fungerer bedst for skolen, for idrætten og for eleverne.

”Talent er ikke noget, man har. Talent er noget, man gør!” Det er et citat, der kunne stå som undertitel til bogen, der selv formulerer indholdet således: ”I denne bog interesserer vi os for, hvad der er blevet koblet sammen i samarbejdet mellem skole og eliteidræt, og hvordan det har påvirket såvel skolernes praksis som eliteklubbernes praksis, samt i hvilken grad man kan tale om, at der er opstået en ny fælles praksis: elitesport på skolens præmisser; skole på elitesportens præmisser, eller måske snarere en hybrid praksis, som vi endnu ikke helt kender karakteren af. ”

I bogens følger man Malthe, Mille, Mathilde, Robin og Nicklas og andre unge som gode case-eksempler fra det virkelige liv. De dyrker ishockey, fodbold (de fleste), svømning (også en hel del), håndbold og tennis. Deres uddannelsesforløb følges sammen med deres karriere i sportens verden. For nogle af eleverne lykkes det at kombinere skole (uddannelse) og idræt på en måde, der netop er fremmende for en ”dual career”. For nogle lykkes det ikke.

Idrætselevernes er sårbare, når der er skader, og de er sårbare, når deres position på idrætsfronten er truet på grund af manglede resultater eller på grund af manglende talent. Eller måske på grund af manglende fysik.

Der er fokus på optagelseskriterierne og optagelsesprocessen: ”Når idrætseleverne optages i idrætsklasserne, er alle i udgangspunktet dual becomings. De er udvalgt, fordi de har potentiale til at nå senioreliten, og fordi de er indstillet på at forpligte sig på elitesportens tidlige talentudvikling. Skolemæssigt skal idrætseleverne ikke have særlige faglige evner, selvom et fagligt overskud vurderes at gøre tilværelsen som idrætselev lettere at håndtere.”

Der er fokus på samarbejdet mellem skole-hjem-klub, hvor der sker en udveksling mellem de to logikker: Skolelogikken og Idrætslogikken. Skolens logik er at der skal være plads til alle. Ingen kan ”sættes af holdet”, ingen kan blive sorteret fra førsteholdet, for der er ingen førstehold. Alligevel er der et mål om at ”alle elever skal blive så dygtige, de kan”, mens idrætslogikken på sin vis omskriver dette formål til: ”Eleverne skal (…) ikke lære det samme og heller ikke noget bestemt, men så meget som deres individuelle potentiale tillader.  Der er ikke noget øvre loft, men en evig bestræbelse på at forbedre sig ved konstant at øge elevernes kompetencer og evne til at præstere.”

Der er fokus på frafald og succes, hvor der er fine cases, der viser, hvordan man kan tackle nederlag i idrætskarrieren, og hvordan man kan tackle nederlag i skolens regi.

Det er spændende læsning. Der er ingen konklusion, men skal forskningsprojektet give et godt råd, så står der: ”Skal talentet vedblive med at udvikle sig på en måde, der bringer det op på et højere og højere niveau, kræver det infrastruktur og en masse forbindelser mellem og arbejde af aktørerne i det aktørnetværk, talentudviklingsnetværket udgør. Jo stærkere forbindelser, des mere potentiale har talentet for at vedligeholde, udvikle og overskride sit talent. Men det ser også ud til at kræve, at den unge kan og vil tage vare på sit talent som et projekt.”

Eleverne i idrætsklasserne går i 7. til 10. klasse. De er unge. De er søgende. De er identitetssøgende. De skal ikke absolut vælge mellem idrætskarriere og uddannelse i så ung en alder. Idrætsklasserne gør det muligt netop at satse på begge områder. Taberne i dette valg er elevernes deltagelse i fester, ungdomsliv, familieliv og fritid, der ligger uden for sporten. Ingen af interviewene siger noget om, at det opleves problematisk. Man kan antage, at der netop har været en høj kvalitet i udvælgelsesprocessen, der har betydet, at eleverne har taget et bevidst valg.

Marianne Florman ville aldrig have valgt idrætsklassen. I sin folkeskoletid gik hun til ridning og samlede på hestepostkort og plakater med heste, mens hendes lærer havde et projekt med at få hende til at skrive sætninger, hvor ordet ”hest” ikke indgik. Der var ikke nogen elitekarriere her. Det kom først senere.

Bogen diskuterer ikke, hvorvidt det er godt og rigtigt for børns udvikling at fokusere på en enkelt sportsgren. Måske (og det har mange af de mandlige håndbolds-OL-vindere sagt) skulle man fokusere på mange forskellige idrætsgrene i sin opvækst, så man ikke som 21-årig håndboldspiller må melde fra til landhold og klubhold på eliteniveau, fordi man er mentalt træt af sporten.

Måske er det ikke lykken kun at have en enkelt fritidsinteresse. Måske skulle man spille badminton om vinteren, fodbold om sommeren og tennis når det lige falder for. Så kan man altid specialisere sig, når man engang når seniorklassen.

 

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen, Aalborg

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

 

 

 

 

Gode bøger til julens gaver og glæde

 

”Hvis du længes efter selskab, så husk, at bøgerne ofte er langt bedre selskab end mennesker, fordi bøgerne er ærlige og trofaste.”  Sådan skrev Kim Larsen til sin mor på Mågevej. Kim Larsen læste meget på de mange ture ud til Danmarks og verdens spillesteder. Det gjorde han, fordi bøger er godt selskab, og her er en anbefaling på bøger, der kan være godt selskab i vinterens mørke dage.

Det er nye bøger, der er på listen her. Klassikerne kan man altid låne på bibliotket eller eReolen. Der er også mange gode at vælge.  

  1. Norske Edward Hoems har skrevet om de norske udvandrere (og også om de, der blev hjemme på fjeldet). ”Høstkarl i himlen” og ”Min bror på prærien” hedder de to første. ”Landet ingen har set” kommer på dansk i januar. Her arbejdes dagen lang, der fortælles om sten og fjeld og vinterstorme, dårlig høst og tørke og præriens ensomhed. Men de klarer sig. De står tidligt op og får noget fra hånden. Det er en fremragende historiefortælling.
  2. Marie Hellebergs: ”Kvinderne fra Thy” kom sidste år, og nu kan man læse om ”Søstrene fra Thy”. Det er søstrenes historie ud fra og hjem til Thy, der skrives om. Et citat fra bogen:  ”Biblioteket var bedst. Hotellerne havde alle en mængde bøger stående, og hun var begyndt at læse fra en ende af. Så havde hun bedt sin mor om titler, hun burde finde, og hun fortsatte at læse. Tiden i Sverige lod til at have sprængt en breche i hendes forsvar mod fiktion. Tekst vandrede lige ind i blodbanerne på hende nu.”
  3. Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” er (som andre af Ibsens værker) blevet nyfortolket i år. Det er Merete Pryds Helle, der skriver om ”Nora” fra dukkehjemmet hos Helmer. Man får Noras barndomshistorie med hos Pryds Helle: ” Nora går på skråningen langs vejen mod Molde og plukker blåbær. Hun har to kurve med, og den ene er allerede fuld. Solen bager på hendes hoved og skuldre, og det er rart, når den ind imellem svales af en sky, der driver forbi på himlen.”
  4. Kristian Bang Foss: ”Frank vender hjem”. Det er i Hvidovre, hvor Frank forsøger at bryde sin sociale arv. Han vender nu tilbage til Hvidovre, men måske har han lært noget: ”Frank gav ham et råd: han skulle beklæde bagagerummet i sin bil med sorte affaldssække og forberede sig mentalt på at slå kollegaen ihjel. Det ville give ham en indre ro til at håndtere konflikten.”
  5. ”Byens spor, 1, 2 og 3” er Lars Saaby Christensens helt aldeles fremragende historieskrivning fra Kirkeveien i Oslo. Her vokser Jesper og Stine op hos forældrene Ewald og Maj Kristoffersen. Vennen Jostein, Stine og Jesper er de tre hovedpersoner i bind 3, men Lars Saabye Christensen er også selv en hovedperson. Han skriver med sin kræftdiagnose i haserne, han skriver for at få verden og romanen på plads, mens han endnu magter det. ”Byens spor 3” slutter: ”Og jeg slukker lyset og forlader arbejdsværelset, hvor det sidste arbejde er gjort for første gang.” Man er i godt selskab på alle 536 sider. Tak for det.
  6. Maren Uthaug skriver i ”En lykkelig slutning” bedemændenes historie set gennem en lang række bedemænd, der alle hedder Christian. Helt som kongerækken har de fået numre. Masser af humor og bidske bedemænd finder man her: ”Christian 2 tog det ikke let. Den store følsomhed, som alkoholen havde vakt, var med alderen flyttet permanent ind i ham, og han græd nu, bare han hørte om et dødsfald.”
  7. Jan Guilliou har udgivet bind otte i sin fortælling om Sveriges, Nordens og Europas historie: ”Den anden dødssynd” hedder den nyeste. Vi er nået til Palmemordet, til terror og incestanklager. Det er vores egen historie, der skrives her.
  8. Til børn og unge teenagere kan Cecilie Ekens fantasyserie: ”Karanagalaksen” (tre bind indtil videre) være gode valg. ”Styrke” og ”Tillid” er udkommet i 2018, nu er ”Forbund” her også. Cecilie Eken skriver fremragende, og ”Styrke” var nomineret til Nordisk Råds Børnelitteraturpris 2019.
  9. Og så er der ”Ternet Ninja 2” af Anders Matthesen. Eller ”Ternet Ninja 1”.
  10. Skal der være billeder med i bogen, så er ”Drengen med sølvhjelmen” af Hanna Kvist kommet i år som graphic novel. Her er målgruppen de 10 -14 årige. Smukt og sjovt og muntert illustreret af Rasmus Meisler. God humor og en alvorlig fortælling om drengen, der fik en søster med vinger.

Det var ti gode bøger. Der er mange andre, der kunne være valgt. Fælles for bøgerne her er, at de fortæller en god historie i et sprog, der (på forskellig vis) har en stor spændvidde. Det er smukt, det er legende, det er underfundigt og der er underspillet og overspillet humor.

Man er i godt selskab med disse bøger. Det er bøger, jeg altid vil anbefale, men husk hvad litteraturforskeren Rita Felski siger: ”Det er en pointe, at man aldrig kommer forsvarsløs til en bog. Man er optaget af denne bog på grund af en anmeldelse eller en vens anbefaling, men når man så læser, glemmer man alt uden om bogen, omstændighederne forsvinder.”

P.S. Har man endnu ikke set samtlige afsnit af ”The Crown, sæson 3” så er det jo heller ikke et dårligt valg.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

Norden i Skolen

Och nog klingar he lite falskt

Når jag forsöker förklara

Det er inte nä javla hem til gården”.

Det er en finlandssvensk sangtekst, det er skrevet (og bliver sunget) af gruppen ”Vasas Flora & Fauna”.

Unge kommende lærere fra Læreruddannelsen i Aalborg forsøger at læse, oversætte og tolke teksten på bedste vis. Svensk (og specielt finlandssvensk) kan være en udfordring, men det går langt bedre, når teksten læses her i Sverige på Foreningen Nordens højskole på Biskops Arnö. Her er smukt på en særlig svensk måde. Og øen og skolens bygninger har sin helt egen historie.

Biskops Arnö er en lille ø, der ikke er mere end et par kilometer på hver led.

Magnus Bosson var den først kendte ejer af Arnö, den lille, lille svenske ø, der ligger halvtreds kilometer nord for Stockholm. I 1288 er han nævnt i et afladsbrev, hvor en skyldig og syndig svensker  donerede et beløb til dominikanernes kloster i Sigtuna. Den første kendte ejer af Arnö var Birger Jarls  frillesøn, og hans tre sønner forærede senere gården på Arnö til kirken og under Biskop Nils Alessson den Vise, blev der bygget en borg på øen. Nu brugte bisperne i Uppsala gården på Arnö til sommerbolig, og under den sorte døds hærgen havde biskoppens også bolig her. Biskops Arnö havde således en central plads indtil reformationen, hvor kongen overtog gård og ø og borg.

Der var flere forskellige, der gjorde brug af bebyggelsen på Biskops Arnö, blandt andet var Livregimentets dragoner her, og senere overgik ejendommen til staten.

Foreningen Norden fik ret til at disponere over stedet i 1956, og Foreningen Norden stiftede ”Nordens Folkhögskola Biskops-Arnö”. Siden da har der været folkehøjskole på øen. Her er lange og korte kurser, der har forløb med fokus på dokumentarfilm, billedjournalistik, naturmedicin, økologi og ikke mindst forfatteruddannelse. Staten ejer fortsat ejendommen, der er netop nu i dette efterår et hold højskoleelever, der alle satser på at blive klogere inden for de valgte områder.

Lærerstuderende fra Danmark kan af Foreningen Norden få tildelt en uges studieophold på Biskops Arnö, hvor der sættes fokus på nabosprog, svensk sprog, kultur og historie.

De nordiske sprog er ikke ”blot” svensk, norsk og dansk. Det er også islandsk, færøsk, finlandssvensk, finsk, samisk (i flere dialekter) grønlandsk og det svenske sprog, der tales på Ålandsøerne.

Her på Foreningen Nordens Højskole læses der i denne uge en digtsamling med arbejdspladsdigte. Emil Boss har skrevet en digtsamling om at være ansat i et supermarked. Digtsamlingen er skrevet på en kassebon på henved hundrede meter, og det vil være ganske svært at sige andet, end at den handler om at være ansat i et supermarked. Der bliver også givet et indblik i ny svensk litteratur, der er svenske børnebøger og der er skolebesøg i en rigtig svensk skole.

Der er også besøg på Wasa-museet i Stockholm. Museet, der viser det store krigsskib Wasa. Skibet, der gik til havs i samme øjeblik, det blev sat i vandet. Der er besøg på rådhuset i Stockholm, teater og musik.

For alle, der skal undervise, så er det også herligt, at der er introduktion til den guldgrube af nordisk litteratur, sprog og film, der findes på nordeniskolen.org.

Foreningen Norden har i år eksisteret i 100 år. Foreningen blev oprettet efter afslutningen af første verdenskrig. Den store Krig havde slået så mange ihjel, at der var god grund til at arbejde for mere fredelig sameksistens og fred og fordragelighed fremfor konflikter og krig. Først var det Danmark, Norge og Sverige, der var med, men senere kom Ålandsøerne, Færøerne, Grønland, Island og Finland med. Foreningen Norden har arbejdet for fred og fordragelighed i hundrede år. Det sker især gennem uddannelse af lærere (og dermed lærerstuderende) på nogle af Foreningen Nordens gode undervisningsmaterialer, som man kan finde på den meget, meget fine hjemmeside på nordeniskolen.org. Alt er gratis. Og nordisk.

Det findes heldigvis også i virkeligheden. Det er helt særligt at møde svensktalende svenskere her på øen i et gammelt historisk bygningskompleks.

Svensk sprog er andet og mere end Astrid Lindgren og ABBAs tekstunivers. Det er også nye børnebøger af Viveka Sjögren, det er eksperimenterende lyrik på kassebon’er og det er historien om mere end tusind års sameksistens i Norden.

P.S. Nok er svensk andet og mere end ABBA, men i Stockholm findes altså et anbefalelsesværdigt museum om ABBA. Det er som at være tilbage i 1970’erne.