Skumfiduser

To millioner ord eller otte tusind ord

”Men jeg tror, mange unge er enige med mig i, at når vi til daglig skal læse bøger i skolen, og vi ser en lang tekst med opgaver, så mister vi interessen til at læse bogen. Man kan også nemt blive distraheret af andre ting, eksempelvis mobiltelefonen, og så snupper man lige et spil i stedet for at læse.” Sådan er der nogle elever, der har svaret i en læseundersøgelse, hvor elever i folkeskolen er blevet spurgt. Eleverne siger det klart: Hver gang man får en bog, så følger der uoverskuelige arbejdsopgaver med. Man bliver træt på forhånd.

De unge er dog helt klar over, at de lærer noget af at læse. I undersøgelsen om læselyst bliver de spurgt, hvad de får ud af at læse flere bøger. Matias siger: ”Først og fremmest får jeg et højere læsetempo. Man møder mange nye ord, og man får derfor hurtigere hjernen til at læse en tekst, når den er stødt på ordet før. Ved at vælge nogle bøger som eksempelvis den om Amish.-folket, så bliver det også interessant at lære nyt.” Og Emma siger:  ”Jeg udvider mit ordforråd, finder ud af noget, jeg ikke vidste før, og tit lærer man også ting om samfundet.”

Forskere er nået til samme resultat som de unge læsere her. Det viser sig (ikke uventet) at læsning af skønlitteratur giver en oplevelse af, at verden er større end den, man ser fra sit eget lokalområde. Læsning af litteratur træner desuden de fundamentale læsefærdigheder, så man bedre kan overskue faglige tekster. Det kan være en stor glæde i et videre arbejds- og uddannelsesforløb. Læsning skærper evnen til at fokusere og fordybe sig, og læsning udvikler ordforrådet. Jo flere ord man læser, jo flere ord får man lært. Et barn, der læser meget, kan læse op mod to millioner ord om året i fritiden, mens et barn, der sjældent læser måske når 8000 ord. Det betyder meget, når der skal læses i forbindelse med skole, uddannelse og arbejde. Det er lettere at tilegne sig ny viden, hvis man har et stort ordforråd og en bred begrebsforståelse.

Danmarks Biblioteksforening har lavet en national læsestrategi, hvor man vil sætte fokus på syv punkter:

  1. De skal være tilgængelig litteratur. Bøger på skærmen eller bøger på papir skal være synlige og en del af hverdagen.
  2. Der skal være sammenhæng i læseindsatsen fra hjem, skole og fritidslivet.
  3. Der skal være fællesskabet for børn og unge, hvor bøger er en del af fællesskabet.
  4. Der skal arbejdes for at skærpe læsningen på skærm.
  5. Der skal være fokus på læsekulturen også i familielivet.
  6. Der skal være mere forskning i børns læsehverdag. Og den forskning skal gerne udbredes til mange.
  7. Der skal være fokus på læsning både nationalt og på det nære og lokale plan.

Det betyder i praksis, at børn skal møde gode og nye bøger i hverdagen. Skolerne må have nye, spændende bøger, der rammer mange alderstrin og mange aldersgrupper. Og bøgerne skal være tilgængelige på skolen. Der skal også være nye børnebøger på eReolen. Man kan finde meget nyt til børn på eReolen Go. Tak for det.

Først og sidst er der mange børn, der fortæller, at når de er blevet gode læsere, så skyldes det at de har set deres forældre læse med glæde. Michelle siger eksempelvis: ”Min mor læser en del, mens min far lytter til lydbøger. De læste altid bøger og historier op for mig, da jeg var lille, så det kunne gode komme derfra.” Nogle gange går det også den modsatte vej, som når Kasper siger: ”Jeg finder selv bøgerne. Det er nok mere mig, der hjælper mine forældre. Jeg har før anbefalet nogle bøger til min lillebror og et par til mine forældre.”

Børn og unge har et klart billede af, at det er vigtigt at være en god læser. Sådan siger Marie: ”Man udvikler selvfølgelig sin evne til at læse ved at gøre det meget. Men derudover føler jeg også, at man kan slappe helt af, når man læser en bog. Det giver ligesom et frirum og muligheden for at skifte alle sine egne tanker ud med ordene fra bogen. Så det giver bare lidt god tid til at slappe af og give slip på noget andet.”

Undervisningsministeriet har afsat 6.2 millioner til et projekt, der skal fremme børns læselyst. Her er der netop fokus på forældrenes rolle i læseindsatsen, ligesom der er et særligt fokus på skolens indsats overfor børns fritidslæsning. Et godt råd her kunne være, at man netop giver børn gode bøger, som de gerne vil læse. Og at de kan læse bøgerne uden at skulle løse opgaver, som læreren har stillet. Måske skal de ”bare” tale med andre om det, de nu fandt interessant.

P.S. Tak til Mille Mortensen og Marie-Louise Foged, der som nyuddannede lærere har bidraget med en spændende læseundersøgelse blandt unge børn i folkeskolens ældste klasser.

 

Jeg skriver om mig, du læser om dig

 

”Guillermo Cladera, hvis jeg må give dig et råd, sagde bibliotekaren et øjeblik senere, - på den boghylde under vinduet, der vender ud mod bjergene, har vi de ældste bøger, og nu da ingen hører os, forsikrer jeg dig, at dét er de bedste.”

Det er drengen Guillermo, der er på skolebiblioteket. Han må højst låne tre bøger, så han snupper to Tin-Tin-album, og så skal han have en bog uden billeder også. Sådan er reglerne på biblioteket. Men Guillermo er en ikke-læsebegejstret dreng, der bor sammen med sin læselystne familie med far, mor og bror. Det er belastende at være ikke-læser i en sådan familie, hvor alle sidder med en bog. Altid.

Nu får Guillermo en lille gammel, brun bog fisket frem fra hylden under vinduet. Den er overset, den er ikke registreret, den ser virkelig kedelig ud, men han er helt sikker på, at det er lige den bog, han vil læse.

Forfatteren hedder Jakob Klein, titlen er ”Tågernes Ø” og den er udgivet i Torino 1959. En dag, hvor Guillermo er småsyg, den første sne er faldet, så han er lidt forfrossen, da sætter han sig med fødderne i varmt vand og bogen som selskab. Og så læser han: ”Velkommen til Zipolli-stammen Guillermo. Det tog dig lang tid at opdage os, men vi bliver ikke vrede. Faktisk bliver zippolier aldrig vrede…”

Guillermo bliver vildt overrasket. Det er ham selv, der skrives til. Guillermo bliver fanget ind i historien.

”Jeg bruger min verden til at forstå litteraturen, og jeg bruger litteraturen til at forstå min verden”, sådan lyder et af de gode mål for litteraturlæsning. Det er dette mål, Guillermo arbejder hen mod. Han læser om sig selv, men han læser også om Zippoli-stammen. Og når han bror Nico, der oftest driller ham, læser højt fra bogen, så er det en anden og langt blodigere og voldsommere historie, han hører. Når hans mor læser højt fra boge, så lyder den igen helt anderledes.

Sådan er det med gode bøger. Vi læser verden og os selv ind i bogen og får en helt særlig oplevelse ud af det. De problemer, Guillermo har i hverdagen, får han også hjælp til at løse, når han læser i ”Tågernes Ø”.  Bibliotekaren sender desværre en hjemkaldelse på bogen inden Guillermo har læst den færdig. Han laver et svindelnummer og afleverer en ”falsk” bog, men bibliotekaren opdager det. Nu får Guillermo bibliotekaren Milstein til at læse højt fra bogen, og hun læser også sin helt egen fortælling. Og hun bliver draget ind i Zippoli-klanens fortælling.

Bogen går til flere personer, og den bliver også læst af Milsteins niece Maria. En sød pige som Guillermo gerne vil tale mere med. Guillermo får gennem en lang nat læst ”Tågernes Ø”, han er nu ikke blot grebet af Zippoli-familiens tilværelse, han er også grebet af læsningens store verden.

Knausgaard har om forfattere og læsere sagt: ”Jeg skriver om mig, du læser om dig”. Sådan var det for Guillermo. For hans mor. Og bror. For bibliotekaren. For bibliotekarens niece. Og for alle læsere.

Det er en smuk gammel bog om muligheden for at læse sig selv ind i bogens univers. Det er også en bog om læselyst.

Jensen & Dalgaards udgave af ”Tågernes Ø” er som originalen må have været det: Med guldtryk på brunt lærredsbind. Smukt og klassisk.

Forfatteren David Nello er født i Barcelona, han har skrevet mange børnebøger, og denne bog er oversat af Henrik Thorsen.

P.S: Det er en helt særlig glæde, at der i efterskriftet er ni linjer med begrundelsen for at bruge skrifttypen ”Caslon”. En skrifttype, der er skabt af Caslon for fire hundrede år siden. Klassisk og smukt.

 

 

 

 

boc@ucn.dk

 

 

 

Grøn var min barndoms dal

”Når arbejderne var færdige med at arbejde lørdag middag og moder hørte fløjten, skyndte hun sig at stille den gamle skammel ud foran indgangsdøren, og så satte hun sig til at vente på, at fader og mine brødre skulle komme op af højen.”

Det er Richard Llewyllens (1906 – 1983) klassiker: ”Grøn var min barndoms dal” der her fortæller om dengang, en lønningsdag var en festdag. ”Grøn var min barndoms dal” udkom i 1939, og den handler om den børnerige familie Morgan, der bor i en kulmineby i Wales. Det er i slutningen af 1800-tallet, der er kulminearbejdere, der arbejder fra morgen til aften, sorte, stærke og med det sammenhold, der kommer, når man bor så langt ude, at man selv må forvalte love og regler.

Det er yngstebarnet Huw, der fortæller om familiens liv. Han ser alt med et barns (og senere en ung og en voksens) øjne, og han følger gerne sine mange ældre brødre og søstre ud i verden, (der rigtignok er ganske lokal og ikke når meget længere end lige netop til deres egen dal eller måske nabodalen). Han ser alt, spørger meget, og han får især gode råd af præsten. En præst, der hjælper alle, der har brug for hjælp.

Det er en tid med klassekamp. Der er oprør hos minearbejderne, der er strejker, der er krav om minimunsløn, der er sult, nød og mere kamp mod de rige ejere i London. Fagforeningerne prøver at hævde deres ret, men det er en svær tid. Det er en kamp mellem det gamle samfund og de nye, det er bog, der skildrer de enkelte menneskers moralske kompas. Kvinderne arbejder ikke i kulminerne, men det er kvinderne, der ofte får deres vilje, det er mor Beth, der samler alle sønnerne. Og døtrene.

Det er (udover at være en generationskonflikt med fokus på skiftet i normerne) også en roman, der fokuserer på forurening og kommende miljøkatastrofer. Slaggerne fra kulminen bliver kørt med tipvogne ud i dalen, hvor de bliver hældt ud. Det er gennem mange års minedrift blevet til en slaggedynge, der har et kæmpestort omfang. Det dræber den grønne dal. Huw ser det, og han ser de døde fisk i floden.

Kulminearbejderne protesterer ikke, de skal have deres daglige løn og arbejde kan man ikke få andetsteds, så slaggebjerget vokser. Det er den billlige løsning at tippe det ud i dalen.

Når man (og det kan anbefales) har set den fremragende serie ”The Crown” om The British Empire og dronning Elisabeths liv, så vil man huske episode 3 i sæson tre. Her sker der i 1966 en ulykke i den walisiske by Aberfan. En regnfuld dag i oktober 1966 kom et slaggebjerg i skred, det kom som en lavine ned over byen, det ramte skolen i løbet af kort tid, og der dræbtes 144 mennesker, heraf var de 116 skolebørn. Det var sidste skoledag før efterårsferien, men mange af eleverne, der var mellem 7 og 11 år, blev dræbt af slaggebjerget. En af de overlevende drenge sagde senere: ”Jeg gik i skole som barn, men det tog mig kun 15 minutter, at blive voksen.”

Prins Philip deltog i en mindehøjtidelighed, der var 144 kister i den lille by, hele landsbyen var samlet og i ”The Crown” hører man de walisiske bjergfolk synge med stærke stemmer ud i dalen.

Også i ”Grøn var min barndoms dal” er bjergfolkenes sangkor noget helt særligt. Der bliver sunget til alt, man samles om harper, klaverer og gode sange, og når der er dødsfald, fester, fejringer og fodboldkampe, så synges der langs hele bjerget.

Vil man se mere til klassekampen omkring 1900-tallet, hvor ”Grøn var min barndoms dal” foregår, så kan man også se den korte serie ”The English Game” af Julian Fellows (ja, det er ham, der står bag Downton Abbey). Her får man fortællingen om fodboldens første år i England, Skotland og Wales. I løbet af de seks episoder bliver der spillet fodbold om FA-cuppen, og det er de lokale helte fra Blackburn, (og Blackburn er ikke i Wales, men det ligger tæt på) der vinder i seriens finale i 1884. Det er første gang et ”arbejderhold” vinder FA-cuppen. Det er klassekamp på fodboldbanen, når fabriksejerne (eller deres sønner) møder udhvilede op til kamp mod mænd, der har en arbejdsuge på 48 timer (eller mere).

”Grøn var min barndoms dal” er fortalt i et mildt tilbageblik på en tid, der var. Indledningen lyder: ”Jeg vil pakke mine to skjorter og mine sokker og mit pæneste sæt tøj ind i det lille blå tørklæde, min mor plejede at binde om håret, når hun gjorde rent, for jeg vil bort fra dalen.” Og den slutter med ”Hvor grøn var dog min barndoms dal, den dal, der tilhørte dem, der er gået bort.”

Industrialiseringen, fagforeningerne, miljøværn, arbejdstilsyn, kvinders rettigheder (og fodbold til alle) er alt sammen noget, der er blevet kæmpet for. De walisiske kulminearbejdere får (en smuk del af) deres historie fortalt i klassikeren: ”Grøn var min barndoms dal”. Den kan anbefales. Lidt tårevædende, lidt sentimental til tider, men også stærk og fyldt med slagsmål og stærke skæbner.

 

Det kræver et stærkt lærerblik at trænge gennem en skærm

 

Grundtvig sagde og skrev i 1834, hvad de fleste af os ved om at lære noget. Det lykkes kun, hvis man sætter en lille eller større vilje ind på at lære.

Grundtvig skrev i sangen ”Nu skal det åbenbares” om det, der betyder noget, når man skal lære:

Og han har aldrig levet

Som klog på det er blevet

Han først ej havde kær”

Et gammelt ordsprog siger det lige så klogt (og selvfølgeligt): ”Man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke”, som Peder Syvs ordsprogssamling bidrager til læringsteorierne med. En nyere (ny og ny, han er fyldt 81) læringsforsker er Knud Illeriis.  Nok er Illeriis pensionist af alder, men har netop redigeret en bog med titlen: ”15 aktuelle læringsteorier”. Her samler han op på den viden, man ha i Danmark i forhold til, hvordan man lærer bedst.

Man skal have en motivation for at lære noget, siger han. Det er så afgørende. Han kalder det drivkraft, og at det er nødvendigt ser jeg hver dag, når jeg som underviser er sammen med studerende og elever og kolleger: Vi skal have en drivkraft, for at få lært et bestemt fag. Der skal være mening med det, vi skal lære, og det skal være muligt at mestre udfordringen.  Så nemt forklarer Knud Illeriis, hvad der er afgørende for læring.

Læring er en kompleks størrelse. Det oplever mange forældre i disse uger, hvor undervisningen er flyttet fra skolens matrikel og hjem på spisebordet (eller til tider sofaen). Pludselig opdager mange forældre (eleverne vidste det helt sikkert i forvejen), at det ikke er nok at give elever opgaver, der skal løses. En lærers væsentligste og vigtigste arbejde består ofte i at motivere eleverne. Eleverne skal vide, hvorfor det giver mening at lære noget.

Motivationen kan have afsæt i en god karakter, at man gerne vil blive dygtig, at man vil udvide sin verden, at man gerne vil glæde sin lærer (eller forældrene) eller i at man selv har indflydelse på opgaven. Motivationsforskere benævner de fem ”motivationsorienteringer” som vidensmotivation, præstationsmotivation, mestringsmotivation, relationsmotivation og involveringsmotivation.

Louise Klinge, skoleforsker og ph. d., har forsket i relationskompetencen og dermed den motivation, der følger med relationer. Ikke overraskende var konklusionen hos hende, at det er læreren, der gør en forskel. Det er elevens relation til læreren, der er mest afgørende for, om undervisningen og læringen lykkes. Derfor er den ”virkelige” undervisning i den ”virkelige” folkeskole så meget bedre end en fjernundervisning, hvor ingen lærer kan lægge en beroligende hånd på skulderen af en fortabt elev, der kæmper for at forstå, hvordan man udregner arealet af en cirkel. Eller hvordan man skal fortolke novellen ”Raftehegn” af Kim Fupz Aakeson. Det er (trods mange gode digitale løsninger) helt umuligt for et ellers skarpt og rutineret lærerblik at række fra egen computers kamera og helt ud til den enkelt elevs skærm og her se alt det, der ikke bliver sagt med ord.

Den motivation til skolearbejdet, der ligger i fællesskabet, i tilstedeværelsen i klassen, i frikvarterets latter og leg, i lærerens forunderlige fortalelser eller kammeraternes sjove bemærkninger, - ja, den får ingen af forældrene serveret, når de skal være stilladserende for et online-skolearbejde.

Der er en distance, der kan synes at være på mange hundrede kilometer, når læreren ”blot” toner frem på en skærm. Eller når der gives opgaver, der kan være nok så stilladserede, men hvor man ikke kan se på lærerens blik og mimik, hvorvidt er vigtigt, - eller vigtigt-vigtigt.

Lad det være sagt: Det er forbavsende, i hvor høj grad folkeskolelærerne (og gymnasiets lærere og underviserne på videregående uddannelser) har forstået at sætte en rimelig hverdag med undervisning og studier op for elever og studerende. Det er imponerende godt gjort. Alle gør det bedste, de kan, for at holde fast i et studie, en skolehverdag og en rutine.

Men… som ”mine” studerende, der skal være lærere om lidt, siger: ”Jeg ser ikke nogle direkte glæder og fordele ved online undervisning. Det kan gå an, men man savner det sociale samvær på skolen. Morgensang, krammere og pauserne hvor man overvejer, om det er en sandwich i denne pause eller den næste.”

Eleverne hjemme ved spisebordet savner også deres frikvarter sammen med kammerater. Det kan ikke erstattes af selv nok så gode skypeforbindelser. De mangler læreren, kammerater og så mangler de ”virkeligheden” i undervisningen.

Den digitale undervisning kan trække på mange undervisningsplatforme med færdige forløb, velbeskrevne opgaver, gode instruktionsvideoer og selvrettende digitale grammatikopgaver, men det er interessant, at noget af det, der virkelig hitter er meget dogme-agtige live-udsendelser fra Randers Regnskov eller Norsøcenteret, hvor fagfolk formidler viden her og nu. ”Nu sætter vi rotten ned til slangen, så kan vi se, om den er sulten.” siger de måske. Og så kan man (det er jo live-udsendelser) vente og se. Måske bliver rotten spist. Måske ikke. Men det er uventet og dermed spændende, helt som virkelighedens undervisning aldrig bliver, som det er planlagt. Det er også enormt motiverende at sidde som elev og tænke: Gad vide, hvad der sker nu.

Uden de digitale hjælpemidler havde eleverne (og forældrene) været meget ringere stillet i forhold til at lære noget, men man skal ikke tro, at det er fremtidens svar på undervisning.

Et skarpt lærerblik for elevernes ve og vel og viden fungerer bedst i nærvær.

 

 

 

Hvilke øjeblikke former et liv?

 

”Du må altid gøre noget, du ikke er komfortabel med. Det er der, du strækker dig. Mange piger tror ikke, at de er modne nok til opgaven. Men man bliver moden, når man møder opgaven. Sådan siger Norges statsminister Erna Soelberg i en tv-serie ”Datoen”, hvor en lang række af kendte og ganske ukendte nordmænd ser tilbage på deres liv.

Erna Soelberg er født 24. februar 1961, og i udsendelsen følger man Erna og to andre (ukendte) nordmænd, der er født samme dag. Ronny og Solrun og Erna får lige megen skærmtid i den 60 minutter lange udsendelse, der nu er inde i sin fjerde sæson.

Solrun, født samme dag som den norske statsminister Erna Soelberg, siger så smukt, at hun har lært, at selv om livet er tungt, så må man ikke give op. Det gælder om at se op, se frem, se muligheder. Som voksen tænker Solrun på barndommen. Den var ikke lykkelig, men det gik godt. Heldigvis var naboen Sofie der, når moderen ikke var til stede. Der var et menneske, der gjorde en forskel.

”Vælg en dag, En hvilken som helst dag. For eksempel den 6. december 1968. Akkurat den dag vil 256 børn se dagens lys for første gang. Snart vil de forsvinde ind i hver sin historie. En dreng vokser op uden sin far og indser tidligt, at han må fylde rollen som manden i familien. En anden skal længe stå i skyggen af faderens sygdom, men senere finde ro i musikken. Og den tredje dreng skal søge anerkendelsen hos sin far uden nogensinde at få den, men som voksen skal han begejstre en hel verden med sine bøger.” Sådan lyder introen til programmet ”Datoen” (og her er det udsendelsen med Knausgaard, det er sæson 3, episode 5). Dokumentarserien har, siden 2015 og gennem mere end 20 episoder, givet portrætter af kendte og ukendte nordmænd.

 Frederik Skavlan, Liv Ullmann, Erna Soelberg, Jens Stoltenberg, Wenche Myre og Karl Ove Knausgaard er nogle af de kendte, men det er mindst lige så interessant at følge de ukendte. Og det er utrolig interessant at blive mindet om, hvad der fyldte i hverdagen i 1950’erne, 1960’erne og  1970’erne. Norge var et fattigt land, det var årene før olieeventyret begyndte i 1970erne.

Forfatteren Anne B. Ragde (der har stor succes med ”Berlinerpoplerne”, og  de efterfølgende bøger om tre søskende på en norsk svinefarm) fortæller om sin opvækst hos en fraskilt mor. Anne havde altid klap-sammen-madder med i skole, ingen skulle se, hvor lidt pålæg, der var på brødskiverne. Og da moderen en overgang fik socialhjælp, så blev det kommenteret af nogle af nabolaget kvinder: ”Nåååå, jeg ser at mine skattepenge er ud at gå tur!” Det var en stærk motivation for Anne og søsteren i forhold til at blive noget, hvor man kunne tjene penge.

Hvad er man, hvad kommer man fra? Det spørger Gerd, der er af samefamilie, sig selv om. Nu er hendes far død, men gennem hele barndommen var der ingen, der talte om det samiske tilhørsforhold. Hele familien talte norsk. Fra midten af 1800-tallet og helt frem til 1980 var der et stort pres for ”fornorskning” af alle samer. Gerd får først som voksen et indblik i sin samiske kulturbaggrund. Det var på en skitur med faderen, hvor hun som 17-årig fik øjnene op for, at familien var samisk. Det gjorde en stor forskel for Gerd, at hun var så rodløs som barn. Som voksen valgte hun at slå rødder på den fædrene gård. Og hun valgte at markere sine rødder i den samiske kulturarv.

Viktor var barn i 1960’erne. Han blev mobbet gennem hele skoletiden, fordi han tissede i bukserne. Han blev banket dagligt, men derhjemme sagde han aldrig noget om mobningen. Som 50-årig er han fortsat grædefærdig ved tanken om barndommen som venstrehåndet, som stammer og som en, der ikke kunne styre sin vandladning. Sådan kunne barndommen være i skolen, men hjemme var Viktor tryg. Og moderen hjalp, da en lærer endelig tog affære.

Det er tankevækkende, at næsten alle deltagerne fortæller om en tryghed i familien, som de altid kunne falde tilbage på. Hjemmet var tryghed. Der var ingen sociale medier, der kunne række ind i hjemmet. Forældrene er ikke en del af børnenes verden. Børnene er ikke med i de voksnes verden. De har deres egen. Voksne taler ”voksensprog”, - og børn leger udenfor sammen med de mange søskende eller nabobørn.

”Hvilke øjeblikke er det, der former et liv?”, spørger voice-over-stemmen retorisk, når de enkelte deltagere bliver præsenterer med de begivenheder, der har formet hvert enkelt liv.

Det er strømmen af øjeblikke, der bliver et liv, men det er det enkelte menneske, der definerer, hvad der sker med os. Det er fortolkningen af øjeblikket, der skaber et liv.

P.S: Man går bare ind på www.nrk.no. Her kan man finde de seneste tre sæsoner af ”Datoen”.