Skumfiduser

Hvad er der på den anden side af træet

 

”Engang da Bob var på vej hjem fra indkøb, stoppede han op og funderede lidt… Hvad mon der er på den anden side af træet derovre?”

Så står Bob, der er en kanin med store tænder og stritører, således som en kanin nu skal se ud for at være mest mulig kanin. Det er Bardur Oskarsson, der i billedbogen ”Træet” fortæller den stille historie om hjemmefødingen Bob, der aldrig har set, hvad der findes på den anden side af det træ, man kan se i horisonten. "Jeg skriver historierne med billederne, og så illustrerer jeg med ord.", sådan siger forfatteren Oskarsson, der både tegner og fortæller i sine billedbøger. Om sammenhængen mellem billeder og tekst siger han: ”De bedste børnebøger opstår, når sproget og illustrationerne mødes og den der helt specielle tredje bevidsthed eller et tredje sprog, der taler til alle sanser opstår. Når det sker, er det en god børnebog.”

Der er billedbøger, hvor billederne fylder alle sider med farver, figurer og en sand fest af foretagsomhed. Og så er der billedbøger, hvor en tynd stregtegning følger teksten fra side til side, mens der fortælles i billeder med luft og lune.

”Træet” af færingen Bardur Oskarsson er i den sidste gruppe af billedbøger. Der er på hver venstreside en kort tekst og en lille-bitte tegning af et træ i bunden. På højresiden, der altid regnes for den vigtigste i en bog, fordi øjnene ser mest, når de er på vej hen over opslagets sidste del, er der en tegning i en nervøs og sitrende håndtegnet ramme. Her ser man kaninen Bob, der ikke ser ud til at være speciel kløgtig af en kanin at være. Store fortænder, små øjne, tynde arme og ben, og så er der de meget lyttende ører, der står og blafrer for at opfange alt, hvad der kan være af nyt. Med sig har Bob en gulerod, der slæbes med, som var det et juletræ, der skulle bæres hjem.

Bob møder hunden Hilbert, mens han står der og undrer sig over, hvad der kan være ude i den store verden bag træet. Hilbert har været overalt. Han har været hele verden rundt, siger han. Han flyver bare. Det er nemt. Han har lige fløjet, så han er simpelthen for træt til at vise Bob, hvordan man flyver, og hvad der er bag træet. ”Måske en anden gang, men ikke nu, sagde Hilbert og kiggede først lidt op i luften så lidt hen på træet og så op i luften igen.”

Så står Bob og hunden Hilbert og kigger lidt på hinanden før Hilbert siger: ”Nå, jeg skal ud at handle”. Og så gik han til fods, helt uden at flyve.

Hilbert er tegnet med en stor selvbevidst snude, små ører og han bærer på en pose, for han er jo på vej til handel.

Nu står Bob så her og kigger på træet. Så går han hjem. Det var det. Han bryder ikke sin egen verdens rammer. Han har spurgt sig for om oplevelser på anden-hånd. Der fik han ikke meget at vide. Så må han jo klare sig gennem livet uden at vide mere om det. I hvert fald indtil han selv tager sig sammen og vælger det usikre, nye og uprøvede. Det gør han ikke i denne bog.

Mere lavmælt og stille kan en eksistentiel krise for en kanin (og læseren) vel ikke tegnes og fortælles. De sidste tre opslag er uden ord, her ser man kun Bob og herefter træet i horisonten. Der sker ikke noget. Der sker faktisk slet ikke noget.

Det er livsafgørende fortælling, der gives her  med under 500 ord og hen ved tyve tegninger. Skal man selv kaste sig ud i livet? Skal man vove sin sikkerhed og bevæge sig ud i det ukendte? Skal man bryde sin egen lille tegnede ramme? Eller kan man nøjes med at spørge verdensmesteren Hilbert, der tilsyneladende ved alt?

Bardur Oskarsson siger selv: ”Børnelitteraturen skal turde tage de store emner op. Ikke kun de alvorlige og tunge, men alle emner, og så bare gå lidt længere. Stille lidt flere spørgsmål. Sætte lidt mere på spil. Jeg skriver ikke for at behage nogen.”

Med den lille forsagte kanin Bob behager han ikke nogen. Men der lægges op til en dybere filosofisk samtale om, hvordan man ser og oplever verden. Det kan børn også tale med om. Voksne kan også. Og alle samtaler bliver bedre, når der først læses en bog, hvor man kan læse på og mellem linjerne. I billedbøger kan man også læse på og mellem stregen.

Bardur Oskarsson fik Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris for ”Træet”. Den er oversat af forlaget Torgaards ejer, den færøske Hugin Eide. Til lykke med prisen.

P.S. På forlaget Torgaards hjemmeside kan man se forlagets øvrige udgivelser af oversat færøsk litteratur. Der er andre gode titler.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

www.bodilchristensen.dk

 

Hvad er der på den anden side af træet

 

”Engang da Bob var på vej hjem fra indkøb, stoppede han op og funderede lidt… Hvad mon der er på den anden side af træet derovre?”

Så står Bob, der er en kanin med store tænder og stritører, således som en kanin nu skal se ud for at være mest mulig kanin. Det er Bardur Oskarsson, der i billedbogen ”Træet” fortæller den stille historie om hjemmefødingen Bob, der aldrig har set, hvad der findes på den anden side af det træ, man kan se i horisonten. "Jeg skriver historierne med billederne, og så illustrerer jeg med ord.", sådan siger forfatteren Oskarsson, der både tegner og fortæller i sine billedbøger. Om sammenhængen mellem billeder og tekst siger han: ”De bedste børnebøger opstår, når sproget og illustrationerne mødes og den der helt specielle tredje bevidsthed eller et tredje sprog, der taler til alle sanser opstår. Når det sker, er det en god børnebog.”

Der er billedbøger, hvor billederne fylder alle sider med farver, figurer og en sand fest af foretagsomhed. Og så er der billedbøger, hvor en tynd stregtegning følger teksten fra side til side, mens der fortælles i billeder med luft og lune.

”Træet” af færingen Bardur Oskarsson er i den sidste gruppe af billedbøger. Der er på hver venstreside en kort tekst og en lille-bitte tegning af et træ i bunden. På højresiden, der altid regnes for den vigtigste i en bog, fordi øjnene ser mest, når de er på vej hen over opslagets sidste del, er der en tegning i en nervøs og sitrende håndtegnet ramme. Her ser man kaninen Bob, der ikke ser ud til at være speciel kløgtig af en kanin at være. Store fortænder, små øjne, tynde arme og ben, og så er der de meget lyttende ører, der står og blafrer for at opfange alt, hvad der kan være af nyt. Med sig har Bob en gulerod, der slæbes med, som var det et juletræ, der skulle bæres hjem.

Bob møder hunden Hilbert, mens han står der og undrer sig over, hvad der kan være ude i den store verden bag træet. Hilbert har været overalt. Han har været hele verden rundt, siger han. Han flyver bare. Det er nemt. Han har lige fløjet, så han er simpelthen for træt til at vise Bob, hvordan man flyver, og hvad der er bag træet. ”Måske en anden gang, men ikke nu, sagde Hilbert og kiggede først lidt op i luften så lidt hen på træet og så op i luften igen.”

Så står Bob og hunden Hilbert og kigger lidt på hinanden før Hilbert siger: ”Nå, jeg skal ud at handle”. Og så gik han til fods, helt uden at flyve.

Hilbert er tegnet med en stor selvbevidst snude, små ører og han bærer på en pose, for han er jo på vej til handel.

Nu står Bob så her og kigger på træet. Så går han hjem. Det var det. Han bryder ikke sin egen verdens rammer. Han har spurgt sig for om oplevelser på anden-hånd. Der fik han ikke meget at vide. Så må han jo klare sig gennem livet uden at vide mere om det. I hvert fald indtil han selv tager sig sammen og vælger det usikre, nye og uprøvede. Det gør han ikke i denne bog.

Mere lavmælt og stille kan en eksistentiel krise for en kanin (og læseren) vel ikke tegnes og fortælles. De sidste tre opslag er uden ord, her ser man kun Bob og herefter træet i horisonten. Der sker ikke noget. Der sker faktisk slet ikke noget.

Det er livsafgørende fortælling, der gives her  med under 500 ord og hen ved tyve tegninger. Skal man selv kaste sig ud i livet? Skal man vove sin sikkerhed og bevæge sig ud i det ukendte? Skal man bryde sin egen lille tegnede ramme? Eller kan man nøjes med at spørge verdensmesteren Hilbert, der tilsyneladende ved alt?

Bardur Oskarsson siger selv: ”Børnelitteraturen skal turde tage de store emner op. Ikke kun de alvorlige og tunge, men alle emner, og så bare gå lidt længere. Stille lidt flere spørgsmål. Sætte lidt mere på spil. Jeg skriver ikke for at behage nogen.”

Med den lille forsagte kanin Bob behager han ikke nogen. Men der lægges op til en dybere filosofisk samtale om, hvordan man ser og oplever verden. Det kan børn også tale med om. Voksne kan også. Og alle samtaler bliver bedre, når der først læses en bog, hvor man kan læse på og mellem linjerne. I billedbøger kan man også læse på og mellem stregen.

Bardur Oskarsson fik Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris for ”Træet”. Den er oversat af forlaget Torgaards ejer, den færøske Hugin Eide. Til lykke med prisen.

P.S. På forlaget Torgaards hjemmeside kan man se forlagets øvrige udgivelser af oversat færøsk litteratur. Der er andre gode titler.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

www.bodilchristensen.dk

 

 

Folkeskolen og fjellvettreglerne

 

Efterårsferien er skæringspunktet, når det gælder nyansatte. Det er hårdt at begynde på en ny arbejdsplads i undervisningsverdenen. Det er hårdt uanset om det er folkeskolen, efterskolen, privatskolen eller andre arbejdspladser, der indbefatter en kompleks arbejdsopgave. Man skal kunne overskue en virkelig kompleks hverdag. Der er planlægning af forløb, man skal lære ukendte elever om verber, vandets kredsløb og vinkelberegning, man skal kunne organisere sociale og faglige forløb, kunne etablere gode samarbejdsrelationer, finde rundt i ukendte fysiske rammer, og man skal kunne stå op hver dag med overskud til smil og seriøs undervisning. Det er svært. Det første år kan virke uoverskueligt, der er et helt skoleår med utallige opgaver.

Kan man holde til det? Har man valgt ret? Sådan kan man tænke mange gange. Med min erfaring fra mange års undervisning og mange nye kolleger (ja, nu er det mere end 30 år som lærer og i læreruddannelsen) kan jeg give den opmuntrende regel: Hvis du fortsat har godt humør og mod på arbejdet, når du rammer den længe ventede efterårsferie, så ved du, at du kan magte opgaven resten af året og i tillæg mange år frem.

Hvordan man klarer det frem til efteråret, kan man læse på ”Kvikk-lunsj-chokoladen”, og man kunne se det på efterårsferiens fjeldhyttes termometer. Her finder man nemlig de norske ”fjellvettregler”, der ikke blot gælder for fjeldvandring men som også gælder for alle, der skal finde sig til rette på en ny arbejdsplads med undervisning og skole.

  1. 1.     Planlegg turen og meld fra hvor du går.

Nemlig. Planlæg. Lav en plan for året og ugen, så du kan sove roligt i vished om, at du har en plan. Tal med andre om det. Del dine tanker om undervisning med dine kolleger.

  1. 2.     Tilpas ruten etter evne og forhold.

Tilpas også din arbejdsindsats efter dine stærke og svage sider. Brug den tid, der er givet til opgaverne, og indret din indsats efter de rammer, der er givet. ”Vi gør det så godt vi kan under de rammer, der er os givet”. Det kan være den korte version af undervisningsplanens målsætning.

  1. 3.     Ta hensyn til vær – og skredvarsel.

Nok er der ikke sten – eller sneskred i folkeskolen, men vær på vagt overfor de konflikter, der aldrig kan løses. Gå uden om dem. Hold dig væk fra eventuelt uvejr i lærer – og ledelseskollegiet.

  1. 4.     Vær forberedt på uvær og kulde, selv på korte ture.

Hav altid en plan B. Selv et kort forløb kan udvikle sig i uventet retning. Man kan aldrig vide, hvilke oplevelser fra fritid og frikvarter, som eleverne møder ind med.

  1. 5.     Ta med nødvendig utstyr for å kunne hjelpe dig selv og andre.

En god forberedelse giver ro. Sørg for at have alt med, der er brug for.

  1. 6.     Ta trugge veivalg. Gjenkenn skredfarlig terreng og usikker is.

Du behøver ikke træde nye stier eller opfinde nye undervisningsforløb. Tag de sikre valg, når der er brug for det. Der er rigeligt med usikker is også på vanlige veje.

  1. 7.     Bruk kart og kompas, vit alltid hvor du er.

Vid, hvad der er formålet med din indsats. Brug folkeskolens formålsparagraf som kompas. Den er smuk, og det et mere brugbart kompas end tusinde kompetencemål.

  1. 8.     Vend i tide, det er ingen skam å snu.

Bliver det uoverskueligt, og har du fået en opgave, du ikke kan overskue eller magte, så vend om. Sig fra over for din leder. Der kommer en morgendag, hvor kursen igen kan sættes.

  1. 9.     Spar på krefterne, og søk ly om nødvendig.

Der er ingen grund til, at du selv skal gå  forrest altid. Gå gerne i læ af rutinerede kolleger, når der er modvind på fjeldet. Lad de rutinerede hjælpe med de opgaver, du ikke ved, hvordan skal løses.

 

Sådan. Forhåbentligt har det været en fremragende ferei, uanset om den er tilbragt i sofaen med netflix og nedrullede gardiner, eller om den indbefattede rygsæk og regntøj på det norske fjeld.

Det er svært at finde sig til rette i nye rutiner og en ny praksis. Det er en del af lærerprofessionens glæde, at man aldrig kan falde helt til ro med velkendte rutiner. Der er altid nye udfordringer på vejen. Men husk det norske ordsprog: ”Det er blot ved at gå i motbakke at man kommer til fjells”.

P.S.: Husk: Der er blot ni uger til juleferien.

PS: Kvikk-lunsj, en chokolade, der består af fire aflange kiks omgivet af chokolade. Den kan deles. Den giver energi, det er en klassiker fra Freia, den har været i produktion siden 1937. Min erfaring er at Kvikk-lunsj smager bedst på højfjeldet.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

Håndbold giver stærke knogler

 

Alle håndboldspillere ved, at man altid har ondt et eller andet sted. Knæene kan være slidte, forstuvede fingre, overbelastede achillessener eller fibre her og der er en del af hverdagen. Til tider kan man tænke: Er der nogen god grund til at spille og træne håndbold? Svaret her er – ikke overraskende – et stort ja. Et ja, der er forskningsmæssigt belæg for at give. Om lidt. Indtil da kan man læne sig op ad et stort studie, hvor det viser sig, at mænd, der har spillet fodbold gennem hele livet, har vældig gode knogler. Og betyder det så noget?  Ja, det gør det.

Fodboldstudiet, hvor Marie Hagman (der også er en del af håndboldstudiet) var med som førsteforfatter, viser, at fodboldtrænede 70-årige havde knogler, der kunne måle sig med 25 -årige utrænedes knogler.

”Gode knogler” er langt at foretrække. En af forskerne siger Peter Krustrup, professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, siger: ”De trænede (fodboldspillende) 70-årige havde alle stærke knogler, og det er meget imponerende og interessant i forhold til at forebygge knogleskørhed i befolkningen,«). Knogleskørhed eller osteoporose er skyld i mange knoglebrud, der især svækker ældre.

Fysisk træning gennem hele livet er godt, men når håndbold og fodbold er så gode idrætsgrene i forhold til at styrke knoglestrukturen i et livslangt forløb, så er det fordi begge sportsgrene indbefatter en lang række løb med retningsskift. Desuden skal man selv ”bære kroppen”, når man spiller. Det styrker muskelmassen balanceevnen, konditionen og knoglerne. Således er hverken cykling eller svømning sportsgrene, der på samme vis styrker knoglerne. Her ”bæres” man jo igennem den fysiske udfordring.

Netop nu er et stort forskningsprojekt i gang, hvor det er kvinder, der er ”forsøgspersoner”. Her måles 20-40 årige trænede håndboldspillere og utrænede unge, og 60 – 80-årige utrænede og trænede håndboldspillere. Der er ikke mange ”trænede” håndboldspillere i aldersgruppen 60 – 80 år (det forlyder at der er henved 100 i DHFs register, heraf en hel del rygere eller kræftramte, og de kan ikke deltage), så jeg har velvilligt været forsøgsperson i to dage.

Det var en oplevelse. Dels er det interessant at få tjekket sundhedstilstanden, og dels var det spændende at følge den måde, forsøget afvikles på. Det foregår absolut under kontrollerede former. Der blev testet  balance, styrke og kondition. Hjertet blev scannet (spændende at se lungeklapper i aktion på en skærm) og en hel-krops-scanning viste, at skelettet faktisk findes inde under muskler og hud. Også en række blodprøver blev taget, så man måske kan finde svaret i de ”telomerer”, der ligger for enden af vores kromosomer. De slides åbenbart ned med tiden, og måske er det herfra, aldringen i kroppen styres.

Forskningsprojektet er i fuld gang, jeg var nummer 29 af de sidste 35 (måske fordi de første 28 kunne findes i Københavnsområdet), og til april vil man vide mere. Når håndbold og fodbold som holdsport også var valgt, så skyldtes det også, at motivationen til at fortsætte et aktivt idrætsliv, ligger i samværet, holdsporten og tredje halvleg.

Det kan forhåbentlig bekymre unge utrænede (og glæde ældre i god fysisk form), at man som 60-årig kan have bedre kondition og stærkere knogler end 20-årige. Mit konkurrencegen fornægtede sig ikke. Jeg vandt (helt uden modspillere) forsøgspersonernes konkurrence om flest watt på motionscyklen. Måske var det kun mig, der vidste, at det var en konkurrence, - men jeg vandt J

Når unge skal vejledes i valg af fritidsaktivitet, så lader det til (og det ved man så mere sikkert til næste sommer) at ungdomsinvesteringen i mange timers træning i fodbold eller håndbold giver et godt grundlag for at undgå knogleskørhed som ældre. Måske et virkelig dårligt argument for unge på 10-14 år, men så kan man indtil da glæde sig over, at holdsport altid giver godt humør og mange grins. Og til tider vinder man to point. Det er også godt.

Forsøgslederne (og hjertespecialisten) var helt fantastiske til at berette om kroppen, om musklerne, om projektet og resultater og hypoteser. Og det var vældig spændende at se Panum-instituttet (og udsigten ud over København fra 15. etage), Bispebjerg Hospitals gamle bygninger (og gamle Team-Danmark – maskiner) og August Krogh-instituttet med masser af forskere i hvide kitler. Sådan giver håndbold mange oplevelser ud over spillet.

 

P.S.: Man kan læse mere om fodboldstudiet her: https://videnskab.dk/krop-sundhed/fodbold-giver-70-aarige-knogler-som-25-aarige

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

 

Dorte Karrebæk og Bogen 1970 - 2018

 

”Jeg blev født den 19. juli 1946 i min mormors himmelseng i Ballerup. Året efter 2. Verdenskrig.”  Det er Dorte Karrebæk, der blev født den dag. På Vandkunstens forlag er der udgivet en bog om Dorte Karrebæks store arbejde som tegner og forfatter i børnelitteraturens verden. Utallige tynde tænksomme mennesker har Karrebæks skabt på papir. Der er også handlekraftige rødhårede piger, yppige damer med bare lår, katte og hunde uden pli og dannelsens politur, der er en gendigtning i billeder af det nye testamente, klassikere i streg og der er idioten August med sin mor.

”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018” udmærker sig ved, at Karrebæk selv fortæller om sit liv. Karrebæk er uddannet tegner, men den humoristiske råstyrke, der ligger i illustrationerne går igen, når hun skriver om sit liv. ”I tilfælde af krig” hed en erindringsbog til børn, hun skrev i 2009. Hun fortæller om sin mor, der var døv, og som dyrkede nøgendans i hjemmet. Om skolen, om faderen, der her i efterkrigstiden øvede ”hvis – krigen – kommer” med de tre børn. Hun fortæller om husvildebarakkerne med hjemløse børnefamilier, om konfirmationsforberedelsen og blå mandag.  Barndommen slutter, da hun bliver konfirmeret, nu er hun voksen.

Som ordblind og nærsynet uden briller var skolen ikke et yndlingssted for den unge Dorte. I erindringsbogen skriver hun om skolen: ”Det var de voksne. Uberegnelige og nedladende. Jeg var bange. De gav lussinger for det mindste. En glemt blyant eller bog. Eller hvis man ikke kunne finde ud af hjemmeopgaverne. Bang! En på siden af hovedet og ud og stå på gangen resten af timen. Mest de plydsede drenge fra husvildebarakkerne. De havde aldrig deres ting i orden. Små og underernærede, så de røg hen ad gulvet, når lussingerne ramte.”

Det er den længere version af sit livsforløb Karrebæk beskriver i bogen ”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018”. Stadig er hun loyal overfor sin døve mor, der måtte tage et stort ansvar, da Karrebæks far sad i Frøslevlejren i slutningen af 2. Verdenskrig: ”Min mor var ikke kold, hun var bare døv og havde vænnet sig til at handle i stedet for at snakke. Kontant og tilregnelig. Jeg har altid elsket hende for det. Hun er model for de kvinder, jeg tegner.”

Der er en klar morale i Karrebæks erindringsfortælling: ”Som barn skal man møde en forventning om, at man kan blive til noget.” Det mødte Karrebæk hos moster Gudrun i Hornbæk. Her var der voksne, der tog hende alvorligt. Og så kom hun på fabrik og fik akkordarbejde, mens aftenerne blev brugt på Kunstindustriskolens Forberedelseskursus. ”Det var en herlig tid, en fuldstændig vidunderlig tid ved et samlebånd med seks andre kvinder. Vi pakkede hovedpinepiller, afføringspiller, vanddrivende, lysegrønne og lyserøde tabletter. Ned i brune glas med lidt skumgummi i toppen, låg på og i kasser.  Dagene på akkord gik i en for mig hidtil ukendt barsk kvindeverden, hvor underlivssygdomme og aborter, boligmangel, druk og den enlige mors bekymringer var blandt de indbyrdes betroelser. Der blev grint og grædt. Mine ører voksede. Og de indre billeder med.”

Det er her i den virkelig verden, Dorte Karrebæk henter sine billeder. Gennem hele livet kom hun altid i selskab og forhold med mennesker, der ikke var hverken mainstream eller almindelige.  Hun har arbejdet med novelleskrivning og tegning hos Alt for Damerne, været på reklamebureau, tegnet til historiske fortællinger, illustreret alt, fik et barn med Kurt Trampedach, måtte holde en månedsløn hjemme gennem lønarbejde og tegninger, men så mødte hun Uffe, så Frede, så Ole Dalgaard (også kendt som Oscar K) og hele tiden tegnede og skrev hun. Ser man i bogens smukke bibliografi er der stor spændvidde i produktionen. Det går lige fra en ydmyg grå parasol på forsiden til Jytte Borbergs debutroman: ”Nældefeber” i 1970 over ”Pigen der var go’ til mange ting” i 1996 og endelig er der de sidste tyve års fremragende bøger, hvor samarbejdet med Oscar K har beriget børnelitteraturen på mangfoldig vis. Alle tabuer er brudt med ”Idiot”, hvor moderens medlidenhedsdrab på idioten August er et tema, ”Lejren”  hvor barndommen fremstilles som en koncentrationslejr, og der er bøger om bedemænd, aborter og Knokkelmanden.  Sammen med Skt Nielsen kom ”Da Gud var dreng” i 2015. Smukkere og mere filosofisk kan det næsten ikke blive til børn. Og altid er humoren med i streg og ord.

”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018” er ikke blot Karrebæks selvfortalte livshistorie. Der er en introduktion ”Når billedet får det sidste ord” af Nina Christensen, og så er hovedparten af bogen en fyldig bibliografi, hvor Karrebæk kommenterer udvalgte værker.

Tak for en smuk bog. Og for megen tekst og mange tegninger i mange år.

 

Jakobsen; Gunnar: ”Dorte Karrebæk og Bogen, 1970 – 2018, en bibliografi”, Vandkunsten 2018

Karrebæk, Dorte: ”I tilfælde af krig”,  Dansklærerforeningen 2009

 

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk