Skumfiduser

 

Glæden ved Go Gaming, CS:GO

”Ace, Aim, Anchor, Assist, QWPer, Call-outs, Clutch, Deagle, Defuse, Eco.-runde, Entryfragger, Flashbang, Frag, GG, HP, IGL; Kit, Lurker, Major, Minor, Molotov, Nade,  Pistol-runde, Smoke, Strat, Support.” Hvis disse ord og forkortelser forekommer indlysende og giver gode billeder på nethinden, så er man sikkert en rutineret spiller af computerspillet Counter-Strike.

Hvis man ikke begriber noget af fagordene her, så kan man blive klogere, hvis man læser serien om ”Go Gaming”, der handler om fem gutter, der spiller på samme CounterStrike-hold.

For de læsere, der ikke tilbringer tiden med computerspil er her en god anledning til at få indblik i en verden, der optager virkelig mange i fritiden.. Der er gode passager med spil-kommunikation, der kan give et vist indtryk af spillet:

”Jeg står med ryggen til et af deres to mulige bombemål. Hvis de vil plante deres bombe her, skal de enten forbi resten af mit team eller forbi mig.

Og mig kommer de ikke forbi.

Jeg glider tilbage i skjul og glor direkte ind i brædderen, mens jeg lytter. Efter flere skud. Efter en melding fra resten af teamet. Efter fodtrin.”

Her er det Otto, der spiller CS:GO, (counter-strike), sammen med sit team: Gren8, Fragments, Muus og Halo. Så snart Otto (eller Ot2) er færdig med spillet skal han hurtigt på sin cykel med fodboldtasken. Han spiller nemlig også fodbold, han spiller på U-holdet, men lige netop denne dag får han et tilbud om at blive rykket op på førsteholdet. Det betyder, at han skal træne sammen med ”de voksne” divisionsspillere, han skal på træningslejr med dem – og så clasher det med træningen til gamer-turneringen.

Gamelederen Magnus siger sådan her, da han hører om Ottos fodbolddrømme: ”Det lyder superfedt for dig, Otto. Tillykke. Jeg håber bare ikke det betyder, at du får mindre tid til CS:GO. Vi er alle sammen nødt til at lægge energi i Go Gaming, hvis vi skal nå vores drømme for holdet.”

I seriens nummer to er det Magnus, HaLo, der er hovedpersonen. Han har en lillesøster, der har sukkersyge. Han er en støtte for hende, han melder sig altid på banen, når hun skal tage sin insulin. Det giver ham store samvittighedskvaler, at han, da han deltager i en større gamer-turnering med Go Gaming, har glemt at ringe til lillesøsteren for at minde hende om insulinen.

Et større dilemma er det dog, at han bliver tilbudt en plads på et større CS-hold, - et hold, der deltager i de større turneringer, og hvor der er professionelle forhold. Kan han gå fra sine holdkammerater? Kan han flytte til Berlin, mens hans søster savner ham hjemme i Danmark?
Det er svært at vælge.

Der findes masser af gode fodboldbøger i mange serier. Eksempelvis Glenn Ringtveds ”Dreamteam-bøger”, men også Lars Bøgeholdt-Pedersens fodboldbøger om Valde og FC Fodboldvenner kan anbefales. De  er gode. Det er også godt, at der nu findes serier med afsæt i Gamer-kulturen fremfor fodboldverdenen. Kit A. Rasmussens nye serie har en stor styrke i det komplekse indhold, hvor det ikke kun er CS, der er fokus på. Der er også i hver bog  fokus på en enkelt person og dennes problemer med såvel spil som hverdagsliv.

Vil man vide mere om CS, så er der bag i bogen to sider med faktaoplysninger om spillet: ”CS:GO spilles af to hold med fem spillere på hver. Det ene hold spiller terrorister, hvis mål er at plante en bombe og / eller gøre det af med modstanderholdet. Det andet hold spiller counter-terrorister, og de skal forhindre terroristerne i at plante bomben. Når der er spillet 15 runder, skifter man side. En runde varer et minut og 55 sekunder, eller 40 sekunder fra bomben er plantet. En runde slutter dog, så snart alle spillerne på det ene hold er elimineret.

I en kamp spilles der som regel bedst ud af 1, 3 eller 5 maps” 

Sådan bliver man klogere på fascinationen ved gaming, når man læser med her. Man får også (hvis man nu ikke er gamer) et indblik i den verden, der fylder meget for mange.

Først og sidst er det en bog om venskab, om forpligtethed, om ærlighed og alle de dilemmaer, man møder på sin vej ud i voksenverdenen.

Der er grund til at glæde sig over serien. Forsidebilledet og titlen signalerer en gamer-målgruppe, men målgruppen er større. Det er en bog, der kan læses af mange unge og yngre læsere.

Hovedpersonerne i denne serie er teenagere. De har hverdagsproblemer, der er genkendelige, men der er også (vælger jeg at tro, jeg har tjekket med gamer-universet) en særdeles troværdig gengivelse af samtalerne, der føres under CS-spillet. Det er en serie, der kan læses med stor glæde af enhver gamer, men det er også en serie, der for ikke-gamere kan give et indblik i gamer-universet, der er langt mere teambaseret end mange vil mene.

 

 

 

 

Norden i skolen

 

”Ja, vi elsker dette landet”, ”Du gamla, du fria”, ”Värt land, värt land, värt fosterland” og ”Der er et yndigt land” blev sunget som indledning til den Nordiske Uge på Læreruddannelsen i Aalborg.

Det er en del af lærerkompetencerne, at man også formår at planlægge, gennemføre og evaluere en temauge, thi i folkeskolen afholdes et utal af temauger, tværuger og fagdage.

I år fylder Foreningen Norden 100 år, og det var et godt afsæt for en uge med ”Norden i Skolen” som tema.

En gruppe, bestående af studerende og undervisere, havde lavet et fremragende nordisk program for ugen før efterårsferien. Det var et program, der søgte at omfatte mange af læreruddannelsens fag. Programmet bød eksempelvis på oplæg om den fælles nordiske identitetshistorie, viden om det nordiske sprogfællesskab, der var besøg af Loke Troldravn, en asatroende jyde, der talte om den nordiske asatro (og delte mjød ud, også selv om klokken ikke var mere end lidt over ni om morgenen), der var film, folkedans og fisk fra Grønland.

Og så var der musik og sang hver morgen.

Også kantinen bidrog med nordisk mad. Köttbullar og potatismos fra Ikea var eksempelvis det svenske bidrag, mens sprøde norske peberkager var et stort hit til eftermiddagskaffen.

Foreningen Norden og det nordiske samarbejde har masser af potentiale. Det giver spændende samtaler, når nabosprog og nabokulturer mødes. Så ens, - og alligevel så forskellige, at man må tage diskussionen om forskelle og ligheder.

Foreningen Norden blev dannet efter første verdenskrig, Den Store Krig, som man kender fra Downton Abbey, hvor man tænkte, at nu måtte der ske noget. Første verdenskrig tog i høj grad modet og håbet på fremtiden fra alle. Landene i Norden stod uden for den store krig, men alligevel var tanken der: Hvordan kommer vi videre i fredelig sameksistens.

Her var der nogle af tidens kendisser, der gik ind i sagen for at styrke det nordiske samarbejde og for at holde fast i neutralitetspolitikken. Fridtjof Nansen, Arne Garborg, Gustav Vigeland og Edward Munch var nogle af de store kulturstjerne, der var med til stiftelsen af Foreningen Norden den 2. april 1919.

Foreningen Nordens opgave har fra stiftelsen i 1919 været det helt fredelige at formidle kendskab til nordisk sprog, kultur og samfund.

Foreningen Nordens opgave har fra stiftelsen i 1919 været det helt fredelige at formidle kendskab til nordisk sprog, kultur og samfund. Politisk var Foreningen Norden dog også involveret i Svalbardtraktaten, hvor de nordlysende kulfyldte øer langt ude i Atlanten blev en ægte del af Norge.

Heldigvis har der ikke været så mange politiske konflikter de seneste år. Her har Foreningen Norden i stedet haft stor fokus på formidlingsdelen. Gennem sprogkurser og masser af undervisningsmateriale gør de meget for at sikre kulturel forståelse, viden om sprog og muligheden for at samarbejde på tværs af de nordiske landegrænser. ”Et mere sammensvejset vil give flere muligheder for alle. Derfor arbejder vi på at styrke og udvikle det folkelig nordiske samarbejde for at alle, der bor i Norden.” Det sker med nordiske venskabsklasser, med Nordjobb, med udvekslingsrejser, med sommerlejre og støtte til skoleophold.

Nu har Foreningen Norden eksisteret i 100 år.

Det er der grund til at fejre.

P.S. Temaugen på Læreruddannelsen er også baggrunden for, at et hold studerende sidst i oktober har til opgave at undervise alle elever på Tornby Skole i netop ”Nordens sprog og kultur”. Så vil det vise sig, om den megen viden kan omsættes til 3. klasses niveau.

 

Et dukkehjem hos Ibsen, SKAM og Pryds Helle

 

”Nora! Nej, glem det! Færdig. Nej!! Sådan er Williams replik til Noora i den norske SKAM-serie, hvor man gennem fire sæsoner fulgte nogle unge gymnasieelever i Oslo.

I sæson to var der særligt fokus på Noora, og her især på Noora og Williams noget turbulente forhold. Der var masser af referencer til Henrik Ibsens drama: ”Et dukkehjem”. I en scene fra serien SKAM forsøger Noora at få William til at ”give falsk vidnesbyrd” i en voldssag, han er indblandet i. Noora har fået en aftale med de to vennegrupper, der har været i slagsmål, og alle har indvilliget i at de ikke vil sige noget. Det vil betyde, at William vil gå fri. Men William siger det klart: ”Nei, Glem det. Færdig.” William vil tale sandt.

Som afslutning på denne diskussion mellem Noora og William finder William et eksemplar af  ”Et dukkehjem” på boghylden hos Noora, og nu vil han have Noora til at læse højt af ”Ibsens story”, som de kalder det det klassiske teaterstykke..

Problematikken i ”Et dukkehjem” fortsat aktuel: Hvor langt kan man gå for at beskytte den, man elsker.
Merete Pryds Helle skriver herom i en helt ny fortolkning af ”Et dukkehjem”, nemlig romanen ”Nora”, der udkom for et par uger siden. Her i slutscenen hos Pryds Helle har Noras mand Thorvald Helmer netop fyret Krogstad, der har lånt penge til Nora. Penge, der er udlånt på en veksel, hvor Nora har forfalsket sin døde fars underskrift. Nu vil Krogstad hævne sin fyring, han vil afsløre for Thorvald Helmer, at Nora har begået dokumentfalsk. Nora har en anden opfattelse af sin brøde end Krogstad, for hun lånte pengene for at redde Thorvalds liv med en Italiensrejse. Her forsøger Krogstad at overbevise Nora om, at hun kan vente en fængselsdom for falskneriet:

”De har åbenbart ingen klar forestilling om, hvad De har gjort dem skyldig i. Det er hverken værre eller bedre end det, jeg gjorde, som Deres mand i dag vil straffe mig for.

De har da ikke reddet Deres hustrus liv, siger Nora

Loven, siger Krogstad – spørger ikke om hvorfor man gør tingene.

Nora kan høre doktor Rank for sig. De stærke, de svage. Hun har vel været stærk, står hun så ikke over loven?

Det må være nogle dårlige love, siger Nora.”

Det er samfundets lov overfor Noras egen samvittigheds lov, der her diskuteres. For Nora er det afgørende, om hendes mand ser, at hun forfalskede underskriften for at redde hans liv. Det gør han ikke. Thorvald Helmer ser intet andet end sig selv.

Ibsens stykke om Nora og Thorvald Helmer er 140 år gammelt. Man kunne spørge, om det overhovedet har noget relevant at sige om moral og etik og ægteskab og kvindefrigørelse i dag? Vi skulle forhåbentlig være et andet sted end dengang, hvor kvinder og tyende bogstavelig talt tilhørte husherren, og hvor kvinder hverken havde stemmeret eller ret til sine egne børn eller indtægter. Og det er vi da også. Men Ibsens betragtninger om samfundets love sat overfor den enkeltes egen moral og etik er særdeles relevante og vedkommende også i dag.

Henrik Ibsen skrev ”Et dukkehjem” på dansk i 1879. Samme år blev det spillet for første gang på Det Kongelige Teater i København. Sidste år var det en del af repertoiret på såvel Vendsyssel Teater som Aalborg Teater. Det bliver genopført i nogle uger her i efteråret, og med Merete Pryds Helles version af Noras liv får det en ekstra kant. Hos Pryds Helle er Thorvald Helmer et helt igennem selvoptaget menneske, og gennem historien om Noras opvækst får man en forståelse for, hvorfor hun kan lade sig undertrykke mentalt og fysisk i ægteskabet med Thorvald. Noras barndom var præget af faderens meget autoritære opdragelse. Al viden om verden gik uden om Nora, der blev opdraget til at forblive et barn, en lærkefugl, et egern, der ikke selv skulle tænke, men blot se smuk ud og føje sin mands vilje. Hun får først mulighed for at blive voksen, da hun pakker sin kuffert for at forlade mand og børn. Hos Merete Pryds Helle har man stor forståelse for, at hun går. Hendes plejemor Anne Marie er tilbage med børnene, så de vil klare sig. Thorvald Helmer hulker (heldigvis) da Nora går, men hun går med visheden om, at hun må finde sig selv og blive voksen, - så kan hun måske være mor for sine børn.

Noora i SKAM møder ikke Thorvald Helmer, hun møder William, der viser sig (og tak for det) at være langt mere end blot en ”player” og ”rich kid”, han er tro mod sig selv og tager ansvaret for sine handlinger, mens Noora viser sig at være mere sårbar, end hun selv troede.

P.S: Merete Pryds Helles roman ”Nora” kan anbefales. Og Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” kan man læse helt gratis på ibsennet.no. Ja, og så kan man jo altid gå i Aalborg Teater og se stykket ”live”.

 

 

 

 

Septembers himmel er så blå

En af glæderne ved sensommeren er, at man får mulighed for at synge med på ”Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide…” Skyerne er hvide, himlen er blå og der er farver overalt i Alex Garffs ”Sensommersang”. Blå, hvid, grøn, brun, gylden purpursor, spraglet og varmt rødt.

Sangen er skrevet til Dansk Skoleradio, der præsenterede den i 1949 med titlen ”Sensommersang”. Den kom med i Højskolesangbogen, hvor den fortsat er en af de stærke efterårssange.

Alex Garff (1904 – 1977) var lyriker, men (det giver jo ikke meget i løn at skrive digte) han var også lærer i dansk og tysk på Randers Statsskole. Alex Garff var ven med lægen i Ry, og når han besøgte sine gode venner i Ry, så overnattede han ofte på Ry Højskole, hvor eleverne dermed samtidig kunne beriges med et foredrag af lyrikeren Garff. En morgen i september 1949, hvor Alex Garff havde overnattet på højskolen, var han stået tidligt op, og til morgenmaden på højskolen læste han sit sensommerdigt højt for forstanderparret Marie og Johannes Therkelsen. ”Send det til Otto Mortensen, så han kan skrive musikken”, sagde det gode forstanderpar.  Således blev det. Otto Mortensen (1907 – 1986, - og begravet på Almen Kirkegaard i Aalborg) skrev den letsyngelige melodi til Sensommersangen, der naturligvis har en særlig plads hos Ry Højskoles elever – men bestemt også hos danskere med hang til fælles – og morgensang.

Den ”søndagsstille ro imellem træer og tage” er ikke blot et højskolefænomen, det er sådan en sensommersøndag kan være, når sommerens og høstens travlhed er krydset af og ” røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden”.

Georgineelskere glædes hver gang over beskrivelsen af netop den blomst: ”og georginer spraglet gror, blandt asters i vor have”, mens landbrugets udvikling har givet ”og bonden kører hjem med læs,der lyser solskinsgule” en vis nostalgi. Alligevel stirrer vi på stubmarkerne, der ”står brun og gul og gylden”, med en vished om, at nu skal der sås nye afgrøder, og nu er kornet kørt i container til tørring, og der kommer et nyt forår – engang.

I haven løsnes de røde æbler let (eller de falder tungt i blæsten), solnedgangen kan være en Edward Munchsk ekplosion af gul, orange og rød ”når aftensolen på sin flugt,bag sorte grene svinder”, og man sætter mere og mere pris på de enkelte lune dage. Sådan er det, når det er sensommer.

Septembers klare blå himmel er ikke kun et synsbedrag. Lyset er mere blåt, og himlen er mere septemberklar, når solen står lavere og lavere på himlen. Varmen forsvinder og kulden kommer med tør luft fra nord. Når solen står lavt, og luften er tør og uden vanddampe i atmosfæren, så opleves himlen som særlig septemberblå. Det er den naturvidenskabelige forklaring, men Alex Garffs poetiske  beskrivelse og konstatering er nu den, jeg til enhver tid foretrækker: ”Septembers himmel er så blå”.

Sidste strofe lyder meget sensommerligt:

”Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.”

P.S. Ingen tekst holder som fællessang, hvis ikke melodien holder. Da Otto Mortensen blev spurgt af en nevø, hvordan han kunne skrive så gode melodier (han skrev også melodien til ”Kringsatt af fiender”), - ja, så lød svaret fra komponisten: ”De kommer bare af sig selv”. Så let. Så let.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Hrone

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

 

.

 

 

 

 

 

Her er plads til at strække øjnene ud

 

”Her er plads til at man kan strække øjnene ud!” – sagde Vildmose-naturvejlederen Søren på glimrende dialekt, da han viste vej og viste Lille Vildmose frem. Og man kan se langt og dermed ”strække øjnene” ganske godt, når man er på besøg i Lille Vildmose.

Lille Vildmose ved Kongerslev og Dokkedal er en gammel højmose, men det er også et spændende naturgenopretningsprojekt. Først blev Tofte Sø, Birke Sø, Lille Sø og Mølle Sø afvandet og brugt til landsbrugsland, så blev der gravet tørv og udvundet spagnum op gennem 1900-tallet, og nu er søerne genetableret, og man forsøger med naturpleje at genskabe den højmose, der er ”bundlaget” for det store område. Diversitet i dyre- og planteliv er kodeordene for den naturpleje, der finder sted.

Alt dette kan man læse sig til på plancher og via QR-koder, men som altid er det fantastisk at have en god fortæller med på tur rundt i et område. Søren fortalte med god humor mange historier fra mosens lange liv. Søren havde måske ikke selv gravet alle tørvene under krigen (og her taler vi om 2. Verdenskrig), men han fortalte med stor entusiasme om de 1200 mand, der hver morgen mødte ind i moseområdet for at sørge for, at Aalborg Portlands Cementfabrik havde brænde til produktionen i de brændselsfattige krigsår. Der er fine billeder af tørvearbejdet, hvor man ser, hvor mange muskler og hvor meget mandskab, det krævede, at holde produktionen i gang. Danmarks største net af industrijernbaner med smalspor blev etableret her.

Senere, da olien erstattede tørvene hos Aalborg Portland og fjernvarmeværkerne, så blev produktionen lagt om til spagnum til brug i garnerier og haver (og til dels i landbruget). En produktion der fortsatte indtil 2008.

Genetableringen af højmosen betyder, at der indsættes dyr til pleje af vegetationen. Derfor er der nu mulighed for at se elge, kronhjorte og vildsvin i området. Der er hegn om området med de store dyr, de har masser af plads at gå på, og man kan faktisk være heldig at se dem.

Der er lagt plankestier ud i moseområdet, så man kan gå rimelig tørskoet rundt. Man går i højmosen rundt på tre- fire meter gyngende spagnum, der kan rumme utrolige mængder af vand. Næringsindholdet i spagnum er meget fattigt, derfor er det nogle helt specielle planter, der kan gro. Plantelivet i en højmose er helt specielt. Ud over de spændende tørvemosser, lyng og revling så vi også den kødædende plante, Soldug. Der er dog ingen grund til panik, for Soldug er kun få centimeter (meget få centimeter) høj, og den lever udelukkende af små fluer, myg og edderkopper, som den fanger med sine klæbrige dråber. Den findes. Og den ser ikke særlig skræmmende ud, men det er en ret fin plante at kende.

Fuglelivet er også værd at bemærke. Man kan se kongeørn, fiskeørn, rød glente og en masse ænder. Der er udsigtstårne, hvorfra man kan tjekke himlen med eller uden kikkert, der er sat plancher op, så man lige kan blive mindet om, hvordan de forskellige ænder ser ud. Der er gjort virkelig meget for at give en oplevelse, hvor man får en  smukt naturoplevelse med sig hjem, men man får også mulighed for at få indblik i vildmosens fauna og flora.

Tørvene blev gravet i lange ”baner”, de er nu blevet til mange og lange ”firkantede” søer. Mellem disse søer er der mose med forskellig bevoksning. Træerne skal elgene gerne holde nede, men indtil elg og kronhjort formår (måske sammen med nogle bisonokser) at holde træerne væk, så hjælper frivillige hvert år med at udrydde uønsket birk og pil.

Sådan er det med naturen. Den skal plejes og passes for at vedblive at være  - netop natur.
Det spændende er at høre historien bag. Her kan Søren og hans kolleger altid byde ind med gode forklaringer. Underholdende er de, men de har heldigvis også sandhedsværdi.

Det er Danmarks historie, der gemmer sig i højmosen. Det er istiden, stenalderhavet, den kolde middelalder, landbrugsreformerne, tørveproduktionen til den første industri – og så endelig forsøget på at vende tilbage til ”den oprindelige natur”, man kan finde her.

Det er vældig spændende.

Det koster ikke noget at gå turen ind over mosen og op på Kælllingehøj, men man bliver klogere, hvis man får Søren eller hans kolleger til at fortælle.

Vildmosen har en ret vild historie, og nok hedder det Lille Vildmose, men den er stor nok til, at man virkelig kan få mulighed for at ”strække øjnene” ud.

Og ja, der er en skoletjeneste, der giver masser af viden, alt mens kan man regne med at blive både våd, beskidt, forskrækket, betaget, overrasket og forhåbentlig meget meget klogere på den særlige natur, som Lille Vildmose består af!

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals