Skumfiduser

En blyant kan redde liv

 

Uddannelse er vores grundlæggende ret.” ”Lad os tage vores bøger og blyanter. Et barn, en lærer, en blyant og en bog kan forandre verden.” Sådan skrev Malala i sin notesbog, da hun sammen med sin familie var vendt tilbage til Mingora i Swatdalen i Pakistan. Der havde været kampe mellem talibaner og den pakistanske hær, men i i 2009 mente pakistanerne, at taliban var besejret, så Malalas familie og andre, der var flygtet, kunne tage tilbage til deres mere eller mindre ødelagte huse. Talibanerne var der dog stadig, og da Malala var på vej hjem fra skole den 9. oktober 2012 blev skolebussen standset af bevæbnede talibanere.

”Hvem er Malala?” råbte de, og da skolepigen Malala på 15 år meldte sig, så blev hun skudt i ansigtet på tæt hold. Det blev hun, fordi hun fortsat skrev om børn og især pigers ret til uddannelse. Hun skrev på en blog, hun skrev på urdu og på engelsk, og hun blev læst overalt i verden.

Malala Yousafzai er født i 1997, og man må tænke: ”Hun er så modig, så ung og så ukuelig.” Hun går i fodsporene af mange unge (og ældre) kvinder, der satte liv og helbred på spil i kampen for at blive anerkendt som ligeværdige med mænd.

Malala er den yngste modtager af Nobels Fredspris nogensinde. Hun fik prisen i 2014. Hun holdt en takketale, hvor hun også forklarede, hvad det havde betydet for hende, at hun blev skudt og såret for at gøre brug af sin mulighed for at ytre sig til hele verden i en blog: ”Ingenting blev forandret i mit liv – bortset fra at svaghed, frygt og håbløshed døde, og at styrke, kraft og mod blev født. Jeg er den samme Malala. Mine ambitioner er de samme. Mine forhåbninger er de samme. Mine drømme er de samme.”

Efter angrebet fra talibanerne blev Malala opereret på et hospital i England, senere kom hun og hendes brødre til at gå i skole i Birmingham. Der er oprettet en fond, The Malala Fund, der arbejder for at give piger styrke og mod gennem uddannelse. Det gælder om ”At undervise nogen som ikke går i skole, eller at hjælpe nogen som har det svært eller at koncentrere sine kræfter om det, man tror på….. det gør en forskel i éns liv. Vi kan alle gøre en forskel.”

”Malala- pigen som kæmper med ord” hedder en billedbog, der udkom på forlaget ”Hjulet” i 2014. Den kan man læse, så får man Malalas stærke historie i billeder og ord.

Malalas historie er også med i en helt ny bog ”Kvinder i kamp”, hvor de seneste 150 års kvindekamp bliver gennemgået. Kampen beskrives fra 1800-tallet, hvor kvinder ikke havde ret over egen krop, egen økonomi og eget liv. De første oprør mod undertrykkelsen af slaver blev også afsæt til en kvindekamp og en borgerkrig i Amerika. I Europa følges oplysningstiden med Rousseaus kvindesyn frem til 1880’ernes suffragetter med Millicent Fawcett og Emmeline Pankhurst  i spidsen.

”Handling – ikke ord”, lød deres mottoet fra suffragetterne. De satte liv og førlighed på spil for at blive hørt. Stemmeretten kom til kvinderne i Storbritannien; men først i 1928. Det første land til at give stemmeret til kvinder var (overraskende for flere) New Zealand i 1893. Så fulgte Australien i 1902, Finland 1906, (Norge er ikke med på listen, men det var 1913), Danmark i 1915, og så kommer Iran 1965, Schweiz 1971, Kuwait 2005 og Saudi Arabien i 2015.

Sammen med Ad Tahirih fra Iran (født omkring 1814 og død 1852 (hængt i sit eget slør) får Malala, den unge pige, der fortsat kæmper for frihed og fri stemme til kvinder i Afghanistan (og resten af verden) sit eget kapitel i bogen, der har  Metoo-bevægelsen som afsluttende kapitel, hvor der også afsluttes med: ”Rigtig mange oplever sexchikane i skolen eller på deres arbejdsplads. Alligevel er der ingen tvivl om, at verden er et bedre sted for kvinder i dag end for hundrede og halvtreds år siden.”

Det gælder også, hvis man ser på, hvor mange børn, der får mulighed for at gå i skole. Ifølge UNICEFs tal, så er der i 2018 63 millioner børn, der ikke går i skole. Det tal er faldet fra 100 millioner i år 2000, og sådan er der heldigvis fremgang for verdens børn, når det gælder muligheden for at gå i skole, lære noget og få en uddannelse.

”Kvinder i kamp” har også billeder af en række kvindelige statsledere: Isabel Peron, Margaret Thatcher, Vigdis Finnbogadottir, Gro Harlem Brundtland, Benazir Bhuto, Mary Robinson, Hanna Suchocka, Tansu Ciller, Angela Merkel, Ellen Johnson, Julia Gillard, Dilma Rousseff – og Helle Thorning Schmidt. Tak til gode rollemodeller.

Til slut et citat af Malala, da hun (som 17-årig) holdt sin takketale for Nobels Fredspris: ”Blyanter er mægtigere end våben. Et våben kan kun dræbe, . En blyant kan redde liv.”

P.S. ”Kvinder i kamp”, Marta Breen og Jenny Jordahl er oversat af Maren Uthaug. ”Malala, pigen som kæmper med ord” er skrevet af Karen Leggett Abouraya og oversat af Vagn Plenge.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

 

 

Halfdan, Ester, Morten, Sonja og Tove

Unge Kunstneres Klub

 

Tove Ditlevsen skriver i 1944 et brev (den tids mail-korrespondance foregik med postvæsenets hjælp) således til forfatteren Ester Nagel, der havde udgivet en bog med titlen ”Dagen gaar sin Gang”: ”Ih hvor jeg kender det med at slaa overflødige Krydser og så viske dem ud igen.”. Dejligt (eller skræmmende) at vide, at også tilbage i 1940 var der masser af bureaukratisk meningsløst arbejde med dokumentation og afkrydsning. Ester Nagel og Tove Ditlevsen var blevet venner gennem foreningen ”Unge Kunstneres Klub”:

Tilbage i november 1940 blev Unge Kunstneres Klub stiftet af Tove Ditlevsen, Morten Nielsen (digteren fra Aalborg, der døde så ung) og Lis Thorbjørnsen. Her var Halfdan Rasmussen også inviteret, sammen med Ester Nagel og 25 andre unge kunstnere.
De var unge, de fleste af dem var tyve år, og de var håbefulde i kunstnerisk henseende og bange i politisk henseende. Møderne var festlige, fyldt med oplæsning, udklædning, diskussioner, foredrag og festlige iscenesættelser.

Der var også grund til at holde fest, når de mødtes, for hverdagene var alt andet end festlige. Ungsdomsarbejdsløsheden var omkring 25- 30% i 1930’erne, og hverken Ester eller Halfdan havde en uddannelse at byde ind med på arbejdsmarkedet.

Ester Nagel skriver i sin dagbog: ”Pengene slog aldrig til, man var dødtræt, naar man kom Hjem og alting var graat i graat. Man var spærret ude fra enhver Oplevelse, ja, fra selve Livet.”

Kunstnerne i ”Unge Kunstneres Klub” havde et fællesskab i netop det, titlen siger: De var unge. De søgte at blive kunstnere. Tove Ditlevsen havde udgivet digtsamlingen ”Pigesind”, men de øvrige kunstnere var langt mere novicer. Ester Nagel havde fået trykt to digte i ”Vild Hvede”, det tidsskrift, Tove Ditlevsens mand Viggo F. Møller redigerede.
Tove Ditlevsens ansporedes til at stifte Unge Kunstneres Klub af sin mand, der (forlyder det) ville sørge for, at hun ikke kedede sig alt for voldsomt i det noget umage ægteskab mellem en 22-årig ung pige og en 53–årig forretningsmand. Tove Ditlevsen skriver i sine erindringer om stiftelsen af klubben: ”Da jeg lægger alle brevene i postkassen ved siden af politistationen, forestiller jeg mig, hvor glade de vil blive, for jeg tror, de er fattige og ensomme som jeg var det for nylig, og at de sidder på iskolde, lejede værelser rundt omkring.” De blev glade, de unge kunstnere. Og i halvandet år holdt de fast i livlige og til tider lærerige møder om lyrik og kunst og litteratur. Her kunne de mødes, og de festede i besættelsens mørklægning. Da klubben opløstes var det mere etablerede kunstnere, der stod tilbage med hjertesorg og hjerteglæde som en del af erfaringen. ”Halfdan er forelsket i Ester, Morten Nielsen i Sonja Hauberg, og Piet Hein i mig. Det er blevet afgjort på få torsdage”, som Tove Ditlevsen sammenfattede.

Tove Ditlevsen havde gennem sit ægteskab med den 30 år ældre Viggo F. Møller en ”sikker havn” i ægteskabet, hvor hun kunne kede sig med husmorsysler, mens Ester Nagel kæmpede for at få et kommende forfatterskab til at balancere med en rimelig indtægt gennem arbejdet på et apotek. Om dette arbejde skriver Ester: ”I milde Guder, det var en straf! At sidde i en klam, mærk Kælderbutik fra 8 ½ til 18 hver Dag med ½ times Frokost og ½ Times Kaffepause, Jernstænger for Vinduerne for at fuldkommengøre Billedet af Fangeskab, og aldrig saa meget som en Stribe Sol, en sur, forvirret Chef, Vinter, vaade Gader og en Tørverøgsosende Kakkelovn, der aldrig kunne varme Lokalet op.”

Meget få kender Ester Nagels forfatterskab i dag. Langt flere kender Halfdan Rasmussen, som hun var gift med i 30 år fra 1943 til 1973, men Ester Nagel var med i Unge Kunstneres Klub, der førte ”krigsgenerationen” af lyrikere og forfattere gennem de første krigsår.


Ester Nagel og Halfdan Rasmussen blev et fast par, de fik to børn, Iben, der senere blev kendt som skuespiller (og Eik Skaløes Itsi Bitsi) og Tom, der er musiker.

Morten Nielsen kender de fleste som digteren, der var med i modstandskampen, og som døde ved en vådeskudsulykke i 1943. Sonja Hauberg skrev ungdomsbogen ”Syv år for Lea” (den står på min boghylde) og Piet Heins gruk kender mange. Unge Kunstneres Klub gav dem et fælles afsæt til mange umage forfatterskaber.  De var så unge kunstnere. De blev også ældre kunstnere. 

Der er netop udgivet en biografi om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel: ”På knæ for livet” hedder den efter et digt af Halfdan. Susanne V. Knudsen har skrevet, og hun giver et fantastisk godt portræt af en tid og en generation af kunstnere, der havde få materielle goder, meget lidt skolegang og som dertil også skulle skrive bag mørklægningsgardiner og med besættelsesmagtens censur som et vilkår.

Unge Kunstneres Klub havde en kort levetid, men kunstnerne fra klubben blev markante stemmer i efterkrigstiden. Altid med humor, men også med en alvor, der havde afsæt i 1930’ernes sociale elendighed og besættelsens mørke. Man kan lære en hel del af deres ukuelighed og humoristiske tilgang til vanskelige tider, vasketøj, håbløse arbejdsopgaver og  varigt underskud på bankkontoen.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

boc@ucn.dk

Højt fra træets grønne top

”Træets allerbedste Zir
Skal min Villiam have;
Paa det blanke Guldpapir
Maa du gjerne gnave.”

Det er Peter Fabers ”Højt fra træets grønne top”, der har denne smukke og meget oplysende strofe. Det er blot i originaludgaven fra 1847, at den lille William opfordres til at gnave på guldpapiret. Lige netop denne strofe er fjernet i den nuværende udgave. Man kan håbe, at samme William har fået en solid portion risengrød inden da, så farvestoffer og guldstøv ikke optages direkte i den lilles krop.
Sangen ”Juletræet” skrev Peter Faber i 1847, og den blev brugt, da Peter Faber holdt jul hos smedemester Rasmus Hjort Faber, der boede på Gråbrødre Torv i København.  Det er Fabers nevøer (Henrik og Peter) og niecer (Lotte, Hanne/ Anna og Sine) der har fået en plads i sangen. Den papirgnavende William er Peter Fabers lille et-årige søn.

Det er et tidsbillede af julen, der præsenteres her.  Der er et juletræ, det var brugt i det bedre borgerskab i 1848. Det første juletræ blev pyntet i stuen på godset Holsteinsborg i 1808, og så bredte det sig, og det blev med ”Peters jul” fra 1866 indskrevet i den litterære børnekanon og i de danske hjems forståelse af en ”rigtig jul”.

Hos brødrene Krohn, der skrev og tegnede ”Peters jul” var træet pyntet med gaver, rosiner og trommer (og med en stork i toppen i den første udgave):

”Og se, hvor Træet er fuldt af Godt!
en Kat kan nu først jeg finde.
Og dér er et Horn og en Svane — aa!
Og dér er Pjerrot af Sukker;”

Og der er mere:

”Og Æbler, hvis Stilk er fint forgyldt,
og et Par Strømper af Kage
og Kræmmerhuse, som helt er fyldt
med Ting, som jeg nok gad smage!”

Hos Peter Faber gælder det samme:

”Først skal Træet vises,
Siden skal det spises”

Sådan skulle juletræer pyntes dengang. Med tiden blev juletræet udbredt til andet end det bedre borgerskab. De fattige hedebønder valgte ofte en grønkålsstok fremfor et forblæst fyrretræ fra heden. Kosteskafte pyntet med grene kunne også bruges, og i dag kan man få kunstige grantræer med kunstige lys. Det var ikke gået hos smedemester Faber.

”Højt fra træets grønne top” giver  et kvindebillede af borgerskabets fruer og kommende fruer. Man har en amme ansat til at tage sig af de nyfødte spædbørn (og samme amme får trods alt en gave:

”Være forsigtig og giv Agt,
Indenfor er Noget lagt,
Som du ei maa kramme,
Det er til Din Amme.”

Pigerne i familien forventes at strikke og sy. Anna får et par meter uldstof af bedste kvalitet, som hun så kan sy en fiks frakke af:
”Fire Alen Merino
Til en Vinterfrakke”

Henrik og Peter derimod får trommer og faner, så de er klar til kamp og krig. Fændrik er en militær grad, det er en fanebærer, der vel i dag ville betegnes som en slags mellemleder.

Peter Faber var et musikalsk menneske, der skrev lejlighedssange med stor holdbarhed. Sin løn fik han som inspektør og senere direktør ved Polyteknisk Læreanstalt, hvor han arbejdede sammen med H. C Ørsted i et projekt, der skulle etablere telegrafnettet i Danmark. Det var Faber, der ”fandt på” telefonmasterne, der nu for længst er afløst af bredbånd og mobilmaster. Mange sommersvaler vil sende ham et venligt fuglefløjt.

Sammen med sin hustru, smededatteren fra Store Kongensgade fik han syv børn. Det gav helt sikkert inspiration til slutversene i ”Højt fra træets grønne top”, hvor man endelig får det sagt:

”Julen varer længe,
Koster mange Penge.”

Det er en sang der taler sandt, men nok koster julen en del, men den varer også længe. Det gør juleferien forhåbentlig også.

Hermed ønskes alle en god jul med juletræ (spiseligt eller ikke) og gaver (nyttige eller helt aldeles unyttige) og med sang og trængsel og alarm i passende mængder.

P. S. ”Sikken voldsom trængsel og alarm” er forfattet af den gode Peter Faber.

P.S. Det er lidt uklart, hvorvidt ”Højt fra træets grønne top” er skrevet i 1848 eller 1847. Uanset hvilket år man måtte vælge, så er det længe siden, og mangler man stof til samtale ved de mange juleborde, så kan man jo tvistes om årstallet her i ro og mag.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

Nordiske romaner til de mørke dage

 

”Nu vil jeg godt have, at du læser lidt for mig. Jeg har været så træt den her weekend, du må komme tilbage, når jeg er mindre hjamsk, så skal vi rigtig snakke.” Sådan skriver den finske forfatter Kjell Westö: i ”Det ulyksalige ved at være en Skrake”, en bog, der udkom på dansk i 2014. Dels kan man her glæde sig over, at ordet ”hjamsk” optræder i prisbelønnet litteratur, og dels kan man glæde sig over sproget hos finske Westö der i år har udgivet ”Den svovlgule himmel”.

Julegavebøger kan man enten give eller ønske sig. Der er fremragende forfattere i nordisk litteratur, og her er en liste over norske, islandske og finske bøger, man kan glæde sig til, - som giver eller modtager.

1. Kjell Westö: ”Den svovlgule himmel” er et godt bud på en julegavebog. ”Den svovlgule himmel” handler om den finske historie set gennem ulige familiers plads i hierarkiet i Helsingfors. Det er en historisk roman, hvor man (igen igen) må tjekke op på Finlands historie undervejs. Et land så tæt på os, men med en så anderledes historie end de nordiske landes.

2.  Roy Jacobsen har skrevet trilogien: ”De usynlige”, ”Hvidt hav”  og nu er der ”Rigels øjne”. Her møder vi igen den handlekraftige Ingrid Barrøy, der nu har fået et barn med den russiske krigsflygtning. Det er i 1945, og Ingrid søger efter faderen til Kaja:” Der er mange måder at gå på, og Ingrid Marie Barrøy gik let, i skaftestøvler, med rygsæk og Kaja på maven, svøbt i sjalet, der nu var forstærket med de remme Daniel havde spændt om kufferten, som ikke var med hende længere, Barrøys vidunderlige kuffert, der fra nu af tilhørte formanden på landets længste svævebane.” Sproget er karskt og fyldt med ord fra fjeld og vidde.

3. Lars Mytting skrev  slægtsromanen ”Svøm med dem som drukner”, og gav et indblik i norske fjeld- og skovbønders liv. Her i  ”Søsterklokkerne” er vi i en lille bygd i Gudbrandsdalen. En bygd, der ikke har megen forbindelse med omverdenen, men her er rigeligt med dramatik mellem gårde, sæter og kirke. ”Spørg dig selv, hvad du vil huskes for, Astrid. Når vi genfortæller nogens liv, og mange år er gået, så er der ikke plads til så meget. Selv tror jeg ikke, at jeg vil blive husket. Andet end for at have prøvet at være et godt menneske., måske, men det er så vanskeligt at fortælle. Det folk bliver husket for, er støbt i metal eller bygget i træ eller vævet eller malet eller skrevet. Ondskab eller dumhed, ikke i det små, men i det store, det huskes også.”

4. Lars Saaby Christensen har udgivet første bind af ”Byens spor” og nu er der bind 2. Den foregår i Oslo. På Kirkeveien, hvor Jesper bor med sin søster Stine, mor Maja og sin afdøde far Ewald i hukommelsen. Jesper er blevet teenager, han er kæreste med Trude, og han forsøger at finde sin vej mellem skolen, klaveret, vennerne og sin lille familie. ”Jesper sidder i midterrækken allerbagest, og når lektor Ramm ikke ser det, for eksempel når han står med ryggen til og bakser med at rulle Europakortet ned, kan han læne sig op ad væggen, lægge benene op på skolepulten og lukke øjnene.” Det er 1950’erne i Oslo, og det er en glæde for os, der næsten husker den tid.

5. Jon Kalman Stefansson fra Island har skrevet ”Historien om Asta”. Det er familiekonflikter i  islandsk sagastil, der er tørrede torsk og råmælk, saltet kød og masser af saltvand: ”De eneste digte, der er blevet skrevet på den her kyst handler om tørrede torskehoveder, den tunge brænding og længslen efter råmælk.” Det er i Reykjavik i 1050’erne, og det er en glæde at være her i mørket: ”Vi sælger mørke, hav, vind og giver dem til og med mulighed for at iføre sig stive, ildelugtende skindanorakker, som dem der bruges på havet, og spise ensformig mad i piskende  regn og kalder det eksotisk luksus, sagde min nabo til mig og grinede.”

6. Endelig kunne det være Olaug Nilssen: ”Tung tids tale”, hvor man møder Daniel, der er en autistisk dreng. Han har det svært. Det har familien også. Det er en bog fra ”den virkelige verden”, hvor læseren får et godt indblik i hvor svært det er at være anderledes.

Det var læseværdige nye nordiske romaner.

Der er mange af dem. Savner man flere på listen, så læs hele forfatterskabet af Jan Kjærstad, læs Roy Jacobsens og læs Per Pettersons forfatterskab.

Der kunne være andre bud på gode julegaveønsker. Gode bøger. Astrid Lindgrens svar på spørgsmålet: Hvad er en god bog? gælder altid. Hun sagde: ”Den skal være god. Jeg kan forsikre om, at jeg har grublet over det længe, men jeg kan ikke finde noget andet svar: Den skal være god.”

P.S: Skulle nogen tænke: Hvad betyder det at være ”hjamsk”, så er det et godt vendsysselsk ord for at være ravselvorn, utidig, upasselig, når man er kommen for tidlig op, ingen mad har fået, eller dagen efter et fest af en vis kaliber. Man er simpelthen ikke i topform, man er hjamsk.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

En klassiker: Per, Inger og Jakobe

 

”Vandreren over tågehavet” hedder et kendt billede, malet i 1818 af Caspar David Friedrich. Her ser man en mand på toppen af bjerget. Han støtter sig til en vandrestok, og rygvendt ser han ud over et hav af tåge. I det fjerne er der endnu flere bjerge at bestige, men lige nu står han og nyder udsigten.  Vandreren har ryggen mod den verden, han er gået igennem, han er højt hævet over hverdagen, han er simpelthen alene i et tågehav, hvor fremtiden må forekomme ukendt, og hvor der ikke er hverken Norsk Turistforenings-T-mærker eller klassiske varder at følge. Han er, som Lykke Per i Henrik Pontoppidans klassiker, en tilskuer til livet. Han er en vandrer, der har nok i sig selv. I filmen om Lykke Per af Bille August ser man Lykke Per, Peter Andreas Sidenius, vandrende i et tågehav, da han er på tur i Tyskland sammen med sin Jakobe. Han søger efter noget, han ikke ved, hvad er. Han leder i tågehavet, han søger berømmelse gennem ingeniørkunsten og sine vandingskanaler, han søger lykken gennem en lidenskabelig forelskelse i Jakobe, han søger familielykken gennem ægteskabet med Inger på den jyske hjemegn. Intet af dette giver ham ro eller glæde eller lykke. Gennem romanens første 600 sider er han en U-Lykke Per. Først da han slår sig til ro i det vestjyske (nord for Vestervig og så lidt ud vestpå) finder han lykken. Alene og kun med en husholderske, en gammel hest og noget fjerkræ.

Lykken var, lød det fra Per i en samtale med den lokale skolelærer, at ”bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andre Organer.” I stilehæftet, der ligger tilbage hos Vejassistent Sidenius kan man læse: ”Det vigtigste spørgsmål er dog ”Men hvem er du selv?”.

Lykke Per endte sine dage som vejassistent i Thy. Han var tilfreds med livet. Han havde fundet en måde, hvorpå han kunne leve med sig selv. Hans kone Inger måtte så sørge for de fælles børn, deres opvækst og uddannelse, men som det fremgik af et brev, der lå i vejassistentens efterladte papirer, så har hun forligt sig med, at Lykke Per gjorde det for deres fælles skyld.
De to bind om ”Lykke Per” (skrevet i 1898 – 1904 af Henrik Pontoppidan) kunne have handlet om Inger, de kunne også have haft Jakobe, hans første kærlighed, som hovedperson. Så var det blevet en helt anden fortælling om tidens søgen efter mening.

Da ”Lykke Per” var færdig med alle otte dele i 1904, kunne man se et ikonisk billede af ”En bjergbestigerske” malet af Jens Ferdinand Willumsen. Her er det ikke en fjern rygvendt vandrer, man ser. Det er en handlekraftig kvinde, der er på bjergvandring i Alperne. Det forestiller Edith Wessel, Willumsens kone, og hun står stærkt og med solens lys over sig. Nok er der skyer over bjergtoppene, men hun vender sig mod solen, mens hun støttende til sin stok, ser mod den dal, hvorfra hun kommer. Hun er på toppen, hun ser ud til at kunne klare alt. Sådan kunne Inger og Jakobe være skildret. De klynker ikke, da Lykke Per lader dem om at klare hverdagslivets udfordringer (sygdom, graviditet, brudt forlovelse, brudt ægteskab, opfostring og opdragelse af børn), men de tager opgaven på sig og har (hvilket overskud!) kun tak til Lykke Per for at de har mødt ham i livet.

Lykke Per i romanform er en fortælling om Per, der som søn af Sidenius-slægten og med en kærlighedsløs barndom bag  sig, må se frem til et liv, hvor han flygter, hver gang han møder kærligheden.  Romanen har Lykke Per som den person, alt skildres gennem. Filmen om Lykke Per har Jakobe og Per og deres umulige kærlighed i fokus. Det bliver noget helt andet.
Den korte fortælling om Lykke Per leverer Henrik Pontoppidan i novellen ”Ørneflugt” fra 1894, hvor Klavs, den gulnæbbede unge ørn, er vokset op i en hønsegård. Derfor kan han ikke flyve og leve som ørn; hertil elsker han kokkepigen Dortes levninger for meget. Han bliver skudt af gårdskarlen, da han, efter et flugtforsøg med en ung hunørn, fortryder flugten og vender tilbage til hønsegården.

Sådan er det for Lykke Per. Han er vokset op i den kærlighedsløse og autoritære præstegård, hvor far Sidenius og hele slægten kan kigge ondt og bebrejdende på den unge Per, der forsøger at gøre oprør. Han søger at gøre sig fri. Han søger kærligheden, familien og anerkendelsen for sin viden og naturfaglige opfindelse, men han ender i et selvvalgt eksil, hvor han ved, at han ikke kan skade mennesker. Han er nemlig helt alene.

Her finder han ro. Og han skriver afklaret om sit liv, sine håb og tanker. De skrifter, han efterlader, får følgende ord med på vejen af sognefogeden, der skal bestyre boet:

”Tag De den bare, Mikkelsen. For skrevne Sager har vi ingen Ansvar. Og den har jo ingen Pengeværdi”.

Romanen ”Lykke Per” fortæller om vandreren i tågehavet, mens filmen viser bjergbestigeren Jakobes styrke. Sammen kunne de måske have fundet lykken, hvis Sidenius-slægtens lommeur ikke havde givet en tung arv af tid, tvang og tro.

P.S. Det kan anbefales at læse ”Lykke Per”. Sproget er karsk og kernefyldt som stenalderbrødet fra den lokale bager. Der er vidde og prægnans i teksten, der er gamle danske ord i hobetal. Man glædes over, at der kan sådan.  ”Lykke Per”- filmen giver heldigvis samme sprog. Den kan også anbefales.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals