Skumfiduser

Østersøen - flugtrute


Flugtrute Østersøen

Surfboards, undervandsscootere, sammenklappelige kajakker, gummibåde, bildæk med påmonterede sejl og svømmefødder og snorkel. Der var stor opfindsomhed blandt de 6892 østtyskere, der i perioden fra 1961 til Berlinmurens fald i november 1989 forsøgte at komme over Østersøen fra det lukkede DDR til Vesttyskland via Danmark.
Det tager under to timer med færgen fra Gedser til Rostock, når man i denne sommer tager turen til det gamle Østtyskland, men i det lukkede DDR kunne man ikke købe færgebilletter til Danmark.  Langs kysten i Mecklenburg-Vorpommern nord i Tyskland går der en cykelrute, hvor mange af de byer, der passeres, har været brugt som afsæt for flugtforsøg af de østtyskere, der ikke kunne se nogen som helst fremtid forsig selv og familien i et land lukket for omverdenen, presset af politikken fra øst, og hvor indoktrinering, femårsplaner, bureaukrati, Stasi, frivillige og ansatte meddelere og en udpræget mangel på alt fra mad og biler til uddannelse og udvikling var den gældende dagsorden.
Ud af de 6892 østtyskere, der forsøgte at krydse grænsen til ”friheden i vest”, var der 913, det lykkedes for ved hjælp af kajakker, gummibåde og andre fartøjer. Andre 1256 ”hoppede af” i udenlandske havne, men mindst 174 mistede livet undervejs i forsøget på at krydse de hen ved 40 kilometer hav. Gedser Rev Fyrskib lå ”kun” 17 kilometer ude, det var her, mange nåede frem og fandt hjælp til at blive sluset videre fra dansk farvand til familie og fremtid i det daværende Vesttyskland.
Cykelruten fra Rostock og ud og rundt på Rügen går forbi byer som Graal-Müritz, Ahrenshoop, Prerow, Zingst og øen Hiddensee. Alt sammen stednavne, der figurerer i ”Flugtrute Østersøen”, der er en fremragende ”dokumentarroman” fra 2012 af Jesper Clemmensen. Her fortæller han om Frank Engelhardt (tre flugtforsøg, men han overlevede ikke), Manfred Burmeister (der flygtede på en selvbygget undervandsscooter), Hasso Buckholz (der nødtvunget flygtede via sin høje position i visumafdelingen), Horst-Michael Schulz og Bertram Kaden (der flygtede i en gummibåd), familien Sender med tre børn (hvor kun den ene toer-kajak nåede frem til Gedser Rev Fyrskib, den anden gik i bølgerne) og Jule og Peter, der kom over med et fiskefartøj. Sammen med de eksemplariske flugtfortællinger får man også indblik i Walter Ulbrichts og Ernst Honeckers politiske hverdag, hvor der er et udpræget straf-belønning-system for alle fra top til bund. Den politiske ledelse bor i en lukket enklave uden for Berlin, hvor man kan købe alt i vestlige forbrugsgoder, og hvor pigtråd og høje mure sikrer, at topledelsen kan spille tennis, svømme i poolen og se vestligt tv i ro og fred for befolkningens misundelige øjne. Stasi-stikker-systemet holder alle på plads, ingen tør tale åbent om samfundet, og de fleste forsøger at få hverdagen til at gå, mens de venter.
Når man i tre år målrettet træner i kajakroning for at blive i stand til at tage de 4o kilometer på maratondistancen fra Ahrenshoop til Gedser, og når man i flere år arbejder i det skjulte på at udvikle en motor, der kan fungere under vand uden at grænsekontrollens aflytningssystemer kan høre den, og når man syer sin egen våddragt i halvfjerdsermaterialer og satser på at surfe over Østersøen, så er det fordi, man ikke ser andre fremtidsmuligheder end flugtforsøg.
I Prora, et byggeri designet af Hitler sidst i 1930’erne (et fem kilometerlangt feriekompleks, der aldrig blev færdigt, og som har gennemgået årtiers forfald) kan man se en lille udstilling, hvor nogle af flugtfartøjerne er samlet. Det giver lidt indblik i den kolde krigs hverdag, også de mange (og de til tider manglende) mindesmærker fra første og anden verdenskrig kan være med til at give et indblik i hverdagen for en befolkning, der blev forsøgt holdt i isolation og uvidenhed.
Det gamle Østtyskland brugte flere resurser på at bevogte befolkningen end noget andet Østblokland. Vil man have et historisk indblik kan man læse Clemmensens bog,  - eller det kan anbefales med en cykeltur (ja, man kan vel også køre i bil) langs kysten i Mecklenburg-Vorpommern.
Man kan glæde sig over at have frihed til at rejse, forholdsvis gode uddannelsesmuligheder, åbenhed, en vis gennemskuelighed i den offentlige forvaltning, en kritisk presse og en demokratisk styreform. Der er mange, mange forfaldne bygninger i det gamle Østtyskland, der står som symbol for et styre, der måtte kollapse.
P.S. Men de tyske betonveje, - de ligger der endnu. De holder. De modstår alt.
 
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk