Skumfiduser

Rugens sange

Spis brød til. Rugbrød.

 

”Jeg er havren, jeg har bjælder på” – sådan skrev Jeppe Aakjær i 1916, og med denne verslinje har masser af børn fået styr på, hvad der kendetegner netop kornsorten ”havre”. Forskellen på rug og byg beskrives i Mogens Lorentzens: ”Nord og syd og øst og vest er alle vegne hen”, hvor der står: ”Hveden er en vigtigper, er skaldet, tæt og tyk. 
Havremandens klokker - ringer, når han rokker. 
Rug har ikke nær så lang og flot paryk som byg.”.

De fire kornsorter optræder alle i Højskolesangbogens sangskat, men der er mange kornsorter, der ikke præsenteres her. Der er jo også emmer, enkorn, durum, spelt. Der er også majs, hirse, ris og almindelig durra. Og så er der raps, almindelig boghvede, tatarisk boghvede, egernhalebyg, engbyg, gold byg, knoldbyg, strandbyg og seksogtyve andre slags byg. Og der er mange former, hvede, rug, ris og havre. Der ville således være nok af kornsorter i spil til forfatternes beskrivelse af de danske årstider, men næsten alle vælger at lade rugen (og dens vækstcyklus) være sindbilledet på dansk kultur.

Rugen er (som så meget andet dansk) indvandret hertil for mange år siden, og stammer ligesom hvede, byg og havre fra "den frugtbare halvmåne" i Mellemøsten – et område, som strækker sig fra Palæstina over det sydøstlige Tyrkiet til det nordvestlige Iran og det nordlige Irak.

I Højskolesangbogen markerer rugen sig stærkt og stabilt. Jeppe Åkjærs ”Rugens sange” fra 1906 er opkaldt efter dette grundlag for dansk madkultur, men også Grundtvig, Chr. Richardt, Johan Skjoldborg, Alex Garff og Helge Rode sætter rug på rim.

Jeppe Åkjærs høstsang ”Nu er det længe siden” er kerneteksten (J) i rug-hyldesten. Han skriver: ”… den kære rug kom ind, hvordan dens kærnetunge top ved moders svage kræfter, blev lagt i lugen op”. Det er også Åkjær, der ”lægger sig i læet her ved storrugens fod, jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit blod;
den hvide rug, den blide rug, som mod min tinding slår,” det er Åkjær, der lagde sin gård i den rygende blæst mens ”Det bølger af rug imod kimingens rand” og ”Som dybest brønd” har verslinjen: ”Endnu en stund, så drær den danske rug”. Ser man sig ud en sommerdag sammen med Åkjær, så  er det også ”Rugen med det  svulne knæ vokser langt i bakkens læ”, man får øje på.

Helge Rode giver med beskrivelsen af en rejselysten flåde Dybbøl Mølle en litterær plads som møllen, der maler ikke blot rug men også hvede: ”…… ”Danmarks hvede, Danmarks rug, Dybbøl Mølle maler!” Hos Alex Garff er det den unge rug, der af mulden gror, mens septembers himmel er så blå. Hos Christian Richardt i ”Når egene knoppes” er det rugen, der får sommeren til at swinge: ”Når rugen alt bølger og kornblomsten dølger”, mens Johan Skjoldborgs husmand retter ryggen, når vinteren rinder i grøft og i grav og rugens krøllede blade ranker sig med.

Der findes dog andre kornsorter. Ikke med mange fold, men Piet Hein har i ”Vor sommer er solstrejf”: ”… det nye korn og de nye kuld fra maj til høstmørket daler” og Åkjær giver en bygmark plads::  ” Byg i skred og bær i blost”, da han ser sig ud en sommerdag.

Grundtvig har ”Hver hvedemark om gylden høst, nu varsler til den gamles trøst…” i

pinsens ”Gak ud min sjæl, betragt med flid”, men det er – helt uden statistisk belæg fra landbruget afgrødefordeling – således, at rug har hovedrollen i årstidens sange.  De nævnte sange er næsten alle fra før første verdenskrig, og helt indtil mellemkrigstiden udgjorde havre hen ved 30- 35 % af dansk kornproduktion. Der var mest havre i Jylland, mere byg på Sjælland, men rug udgjorde aldrig mere end 25 % af kornafgrøden, og det var hveden, der var (ud fra kornpriserne) var den mest værdifulde sort.  Der er således heller ingen grund til at  Peter Hansen maler ”Modent rug” og ”Bølgende rug”  og  Fritz Syberg har  ”Rugmark ved Svanninge”, mens der ikke findes mange malerier med havre, hvede og byg.

Og hvad man kan uddrage heraf? Dels kan man tænke, at rugen åbenbart har et poetisk gemyt med bulne knæ og korte vipper, og dels kan man notere sig, at selv om man ud  et vist (om end noget diskutabelt materiale) har statistisk belæg for, at rug fylder hen ved 80 % af dansk kulturel korn-bevidsthed, så kunne man få helt andre resultater, hvis man belyste kornsorternes kulturelle betydning ud fra andre vinkler. Sådan forholder det sig også, når forskere måler og vurderer testresultaterne fra folkeskolens mange prøver, sådan er det, når effektiviteten i vuggestuerne måles ud fra antallet af ”aktiviteter”, og sådan er det det når børns trivsel testes ud fra målbare indikatorer: Man måler det, der kan måles, men man bør ikke ukritisk stole på statistikken.

Kvantitative målinger giver ikke altid kvalitative svar. Det gælder, når man måler kornsorters kulturelle kompetencer, og det gælder også, når man går ud fra, at målstyret undervisning og målbare kompetencer automatisk giver gode skoler, hvor børn kan blive så kloge (glade, innovative, entreprenante og produktive) som muligt.

Al evidensbaseret viden med statistisk belæg skal man spise brød til. Rugbrød.

P. S. Allan Olsen følger fint op på det folkelige gennembruds glæde ved rug, rugmarker og rugen som brødkorn. Hos Daltonbrødrene er det Allan Olsen der besynger rugbrødet (måske med en lille skarp kant og kerne og med et vist bid): »Rugbrød nok til alle/ Rugbrød gør en mand af en dreng/ Nybagt rugbrød – helst uden kerner/ Ingen kapers og surströmming til os«.


 

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals