Skumfiduser

Bag et fjeld er et fjeld er et fjeld

Der er et fjeld bag et fjeld bag et fjeld

 

Den grønlandske undergrund gemmer meget under isen og mellem fjeldene. Som lærer er der (mindst) tre ting man kan lære af geologisk forskning i Arktis.

1. Fokuser altid på muligheder og ikke på begrænsninger. Geologen Minik Rosing og hans kone var i seks uger på et forskningsprojekt langt ude i vildmarken i Grønland. Hver uge fik de en kasse med forsyninger afleveret med helikopter, det var en ”masseproduceret” madkasse, der indeholdt alt fra havregryn til hostesaft. Man kan angribe en sådan ensformig ”madpakke” (al konserves var frikadeller i brun sovs, men havde skiftende etiketter såsom forloren hare, bøf eller frikadeller) på forskellig vis. Man kan strukturere indholdet og spise efter en fastlagt ugeplan, men man kan også spise det bedste først og så vedblive med altid at tage det bedste. Så får man nemlig altid det bedste. Den modsatte taktik vil være altid at tage det dårligste først, og det giver ligeledes en vedholdende erfaring med, at alt er dårligt. Moralen er: sæt fokus på det bedste hver dag. Så får du det.

2. Jo mere man ved om et stof og et emne, jo mere interessant bliver det. Jordens historie er vildt kedelig, bemærker Minik Rosing i et af de foredrag, han holdt i anledning af modtagelsen af formidlingsprisen ”Rosenkjærprisen”. Tre komma syv milliarder år gamle sten fortæller i virkeligheden alt om jordens historie. En sort klippeblok i Godthåbsfjorden dokumenterer med sit kulstofindhold, hvor gammel jorden er. En sten er ikke bare en sten. En sten kan fortælle om jordens liv, vulkanudbrud, istider og have, der ikke længere findes. Nok er jordens historie ”vildt kedelig”, men Minik Rosing formår at gøre selv kedelige sten til guldgruber af viden.

3. Der er altid et fjeld bag et fjeld bag et fjeld. Der kommer altid et nyt perspektiv på alt, bare man bevæger sig. En japansk forsker var på forskningsprojekt sammen med Minik Rosing (igen ude i de øde fjelde langt fra kysten) og en dag kom hun ikke tilbage til lejren til den aftalte tid. Efter et par riffelskud som et råb om: ”Hvor er du?” kom hun endelig og sent tilbage. Intet var sket, men hun havde blot for første gang nogensinde i sit overfyldte japanske liv været helt, helt alene. Det var en oplevelse, og som hun sagde: ”Der var jo et fjeld bag et fjeld bag et fjeld – og det blev bare ved. Der er noget nyt, hver gang man tror, man har nået toppen.”

Disse pædagogiske læresætninger kan man lytte sig til, hvis man stiller ind på Rosenkjærforedragene på Danmarks Radio program 1. (Man kan podcaste alle foredrag, det er forrygende god (og lærerig) underholdning eksempelvis på længerevarende bilture eller under havearbejde). Rosenkjærforedrag findes med så forskellige forskere som Eske Willerslev (der var pelsjæger i Sibirien), , Jacob Skovgaard-Petersen (der er ekspert i Mellemøsten), Bente Klarlund, Lykke Friis, Sigurd Barrett og mange flere.

De pædagogiske læresætninger er blot en sidegevinst til den viden, jeg nu har om Grønlands geologi. Det fantastiske ved disse formidlere er jo netop, at de kan få folk til at interessere sig for alt det, ingen nogensinde havde tænkt kunne være interessant.

Minik Rosings foredrag er fyldt med kulstof, kryolit og udsigten fra Kapisillit, hvor han har en forskningsbase. De er også fyldt med anekdoter af tvivlsom sandhedsværdi, der er bonusoplysninger (som beskrivelsen af Karl Ludwig Gieseckes CV, der også (vistnok) indbefattede en libretto til Mozarts ”Tryllefløjten”), og der er enkelte knap så verificerbare skrøner.

Minik Rosing fortæller eksempelvis også om telegrafisten på Lauge Kochs ekspeditioner i 1920-23, der var meget interesseret i cykelløb og derfor (nørdet som han var) medbragte sin racercykel til stationen i Nordøstgrønland. Den eneste lige vej der fandtes her, var turen rundt om stationens spisebord, men her cyklede telegrafisten så (forlyder det) mens han (gennem telegrafen) modtog opdateringer fra seksdagesløbene i København.

Og jo, det er sandt, thi i vinduet på den for længst nedlagte station, kan man stadig se et rusten dækjern, han brugte ved punkteringer.

Moralen er, ifølge Minik Rosing, er, at man ofte tager ud med et udgangspunkt (eksempelvis at finde mineraler af en bestemt art), men oftest kommer man hjem med et helt andet resultat, der kan være god kunst, gode skrøner eller en helt ny indsigt i jordens historie.

Sådan er det også, når man planlægger undervisning (i skolen, i læreruddannelsen, i erhvervslivet): Man har et mål, når man begynder, men ofte lærer man noget helt andet.
Det er det spændende ved enhver skoledag.