Skumfiduser

Søndagsserier på skærmen

Glæden ved serier på skærmen

 

Maggie Smith er netop fyldt 90.  Det gjorde hun den 28. december. Hun er den rynkede vindtørre Violet Crawley, der i Downton Abbey holder styr på hele familien Crawley, mens hun sender giftige bemærkninger ud. Hendes rammende bemærkning om en lettere ufiks kvinde: ”Grøn er en vanskelig farve” viser, hvordan man med lethed kan være giftig, også uden at være gemen. Violet Crawley er blot en biperson i den fremragende serie, der om i de kommende måneder igen vil være en del af seriesøndagene.

Det er med skærmserier som med seriebøger: Glæden og forventningerne er altid store, og de bliver oftest indfriet, når velkendte personers liv fører os rundt i den store eller lille verden.

Man ved som serieforbruger, at man er en del af et koncept, hvor spillereglerne overholdes. Der er hovedpersoner, der sjældent dør førend sidste afsnit (undtagen naturligvis Kirsten Olesens Veronica i ”Arvingerne”, der døde før vi kom rigtig i gang), der er en hovedkonflikt, der går gennem hele sæsonen, mens indre konflikter og sidekonflikter udspilles, klares og belyses i de enkelte episoder, der er en udvikling af persongalleriet, så vi som oftest får et mere nuanceret blik på de fleste, - og så  er der en cliff-hanger, der giver forventninger til næste søndags episode.

Vi ved det som seere: Det er film, det er fiktion, det er faktisk slet ikke virkelighed, men vi lader os hellere end gerne føre ind i fiktionens overskuelige univers for i løbet af en times tid at kunne se en verden, der (heldigvis for de flestes vedkommende) slet ikke er vores.

Der er serier, hvor man bliver klogere på historien. Her har ”1864” af Bornedal givet billeder og baggrund til Dybbøl Banke, skanserne i Sønderjylland, Kongeåen og det tyske og danske mindretal, ”Matador” er guldserien over alle med det sidste århundredes historiefortælling fra en hverdag, vi genkender, og i samme pulje finder man”Krøniken” og ”Edderkoppen”.

Der er serier, hvor man får indblik i en anden kultur, i en verden, der ligger geografisk tæt på men socialt og kulturelt fjernt – i det mindste  set fra Horne. ”Arvingerne” med kunstverdenen, arvestridighederne og intrigerne er en af de fremragende serier her (hvor håndboldverdenen og GOG-miljøet dog er noget, der virker troværdigt og genkendeligt), og der er ”Borgen” (og man skal aldrig ønske sig, at være politiker, hvis  ikke man har en mand som Sejrø ved sin side).

Der er serier, der har krimielementet som drivkraft  og ramme, mens uhyggen breder sig. Det er ”Livvagterne”, ”Rejseholdet” og ”Forbrydelsen”.

Der er serier i en underkategori: Julekalender.  Julekalenderne (de gode af dem) viser hvert år den ultimative series styrke: en blanding af viden, underholdning og konflikter. Masser af børn og unges historiske viden stammer  fra Pyrus, og ”Tidsrejsen” i år gav indblik i et liv helt tilbage i 1980’erne, hvor der ikke var mobiltelefoner men derimod højt hår, brede bukser og firkantede Sony-walkmen med kassettebånd i.

De danske tv-serier fra DR står stærkt. Der er skuespillere, der kan deres fag, der er troværdige miljøer, og der er en vis distance, en anelse ironi og til tider lidt humor, der sikrer, at man ikke kvæles i patetiske samtaler og banale konfliktløsninger.

Søndagsserierne (der kan være den fælles betegnelse for de serier, der har haft premiere på søndagens skærmtid kl. 20.00) giver også fortsat fælles diskussion i medierne, hvor den historiske korrekthed og konflikternes troværdighed diskuteres og anmeldes.

Der er meget få indslag i hverdagens kulturtilbud, der på samme vis som disse skærmserier kan diskuteres af næsten alle. De når ud til de fleste, de rammer bredt, og de gode af dem giver et billede af, hvordan det (også) kan være at være dansk.

Nu kommer næste sæson af ”Arvingerne”. Der er grund til at glæde sig.

Og hvis man nu i det skjulte er en stor tilhænger af engelsk adel og herresæder i en tid, hvor køkkenpigerne kendte deres plads, så kommer der også nye afsnit af ”Downton Abbey”. Sproget er forrygende, Maggie Schmidt er fantastisk, butleren uundværlig og Mary har utallige tilbedere af adelig herkomst. Og nogle få tilbedere af mere tvivlsom karakter. Min viden om første verdenskrig stammer (lidt betænkeligt) hovedsageligt fra den serie.

Synk ned i sofaen, se med hver søndag og nyd glæden ved serier, der næsten altid holder, hvad de lover: En times underholdning med et vist element af lærdom, livsvisdom eller latter.

P.S.:Jeg har også stor forkærlighed for amerikanske, australske og engelske serier af mere tvivlsom kvalitet. ”McLeods døtre” (her lærer man om kvægsygdomme, tørke og hestevæddeløb), ”De flyvende læger” og ”Landsbyhospitalet” (man får et vist indblik i sygdomme, operationer og det kan måske gavne akutberedskabet?)  - og som  danskunderviser var ”Beverly Hills” i mange år på pensumlisten. Der er dog mere sofa end seriøsitet over den slags sofasumpende serier.

P.S.S.: Naturligvis er det altid også godt at læse bøger. Det er der masser af tid til, thi søndagsserierne fylder kun en time ugentlig på sendefladen. Så læs endelig bøger. Gode bøgerJ, - men Maggie Schmidts engelske humor får man ikke i bogform.