Skumfiduser

Karen Albertine og ..

Karen og Albertine og kampen for tilværelsen

Når man kommer ind med StenaLine til Oslo ser man Den Norske Opera ligge som et isfjeld til højre for terminalen. Der  er ikke langt til Oslos gådegade Karl Johan, der er den norske version af Strøget i København. På et hjørne af Karl Johan og Skippergate, lå der for mere end hundrede år siden et brødudsalg, hvorfra der ugentlig blev uddelt brød til fattige. Og fattige børn og enlige mødre og fattige familier var der så rigeligt af.

Skagensmaleren Christian Krogh har malet et fantastisk stort og særdeles skræmmende billede med titlen ”Kampen for tilværelsen”, hvor man kan se tuberkuløse, skrantende og sultne børn, der kæmper for at komme forrest i køen til uddelingen af gratis brød. Alle har en spand til mad med sig. Der er sne overalt på hovedgaden, men ingen af dem har vanter på. Det her var en tid før Hestra-handsker, Northface og Peak Performance gjorde vintrene nogenlunde overkommelige. Her er der for korte ærmer, masser af tyndslidte sjaler og dårlige sko med tynde såler.

Christian Krogh malede billedet i 1889, og det hænger i Nationalgalleriet i trappegangen op til Munchmalerierne, og det er en fin introduktion til norsk billedkunst sidst i 1900 – tallet, hvor der er to tydelige linjer: enten maler man de smukke norske fjelde, dale og skove med sæterjenter og bryllup på Hardangerfjorden, eller også maler man sidegaderne i Kristiania, det daværende Oslo.

Christian Krogh fik sin maleruddannelse blandt andet hos Hans Gude (der var den ene del af et højromantisk makkerpar: Tidemand og Gude, der malede ”Bryllup på Hardangerfjorden” med folkedragtsklædte jenter og lyshårede spillemænd i en robåd i aftenlys). Christian Krogh så også det smukke landskab, han kom ”på Skagen” med Ancher og Krøyer, men han så også, at det var børnene, de enlige mødre og alle de fattige, der fyldte mest i Kristianias sidegader. Sammen med forfattere og kunstnere i Kristiania-boheme-slænget (også Munch var med her) satte han fokus på den sociale uretfærdighed i samfundet.

Et af hans andre store (og det er et helvægs-maleri) værker er ”Albertine hos Politilægen”.

Her er Albertine (som han i 1886 havde skrevet en roman om) skildret i fuld størrelse, da hun sammen med en flok prostituerede skal til tjek for syfilis og andre kønssygdomme hos politiklægen. Figuren Albertine er klædt i gråt og mere gråt, hun kigger forskræmt ned i gulvet, det er hendes tur til at blive undersøgt … lige om lidt. Omkring hende står de øvrige prostituerede, de er langt bedre klædt, har masser af selvtillid, og de står i en munter kreds, mens de venter.

Der var ikke mange muligheder for enlige kvinder i hverken København eller Kristiania for at forsørge sig selv, hvis de nu var ”kommet i ulykke” eller stod uden arbejde og familie. Amalie Skrams novelle om ”Karens Jul” (fra 1885) har en forfærdelig fortælling om en ung pige, der kunne have været Albertine. Her hedder hun nu Karen og sidder i et forladt færgehus på kajen i Kristiania. Lige der, hvor Den Norske Opera ligger i dag. Her sidder Karen, som Amalie Skram beskriver det: ”Det var et tyndt, lidet Fruentimmer, med et smalt, blegt Ansigt og et dybt Kjertelar paa den ene Kind, ret op og ned som en Stage, og øjensynlig næppe ganske voksen. Hun var iført et lysebrunt Overstykke, en Slags Kofte eller Jakke, hvis Snit røbed, at den havde kjendt bedre Dage, og et mørkere Kjoleskjørt, der hang i Laser forneden og naaed hende til Anklerne. Fødderne stak i et Par hullede Soldaterstøvler, hvis Aabninger foran var uden Snørrebaand. I den ene Arm holdt hun en Byldt Filler, der laa tværs paa hendes Liv. Ud af Byltens øverste Ende stak noget hvidt. Det var et Barnehode, som died hendes magre Bryst.”

Det er jul, og hun har ingen anelse om, hvor hun skal gå hen, og da julen er gået og politikonstablen kommer tilbage til havneområdet efter et par dages sygeleje, så finder han Karen. Og barnet. ” De var stendød begge to. Barnet laa op til Moderen og holdt endnu i Døden Brystet i Munden. Nedover dets Kind var der fra Brystvorten silet nogle Draaber Blod, som laa størknet paa Hagen.”

Christian Krogh, Edvard Munch, Amalie Skram og de andre kunstnere gjorde en forskel og fik ”almindelige folk” og borgerskabet til at se de udstødte, de fattige og de forhutlede.
Kvinder (og tyende) fik stemmeret i Norge i 1913, og der kom tyendelove og bedre socialhjælp.

Det er ikke alt, der var bedre i ”gamle dage”. Der er fortsat tiggere på hovedgaden i Oslo (og de fryser fortsat), men der er grund til at glæde sig over velfærdssamfundets sikkerhedsnet, der samler de fleste. Og det kan anbefales at gå på Nationalgalleriet i Oslo og se, at det var kunstnerne her, der (sammen med mange andre socialt indignerede) satte fokus på de fortabte, de forhutlede og de fattige, der ikke selv havde stemmeret og status til at tale for sig selv.

P.S: Og der er fri entre på Nationalgalleriet hver søndag. Og skolebørn og studerende har gratis adgang alle dage.