Skumfiduser

Historien fortalt i en god historie

Historien skal fortælles med en god historie

 

“På den saakaldte Gremermosebro, under Hindsgavls Vænger ved Middelfart, var der en Aften i Mai Maaned 1285 en hel Deel Sømænd og Marsvinsjæggere forsamlet. De betragtede med spændt opmærksomhed en stor Seilskude, der kom fra Snoghøi.” Vi ved det jo. Når året er 1285, så er det året før Erik Menved bliver konge i Danmark. Dengang var der sejlskuder, sømænd og fiskere ved enhver havneby i Danmark. Bernhard Severin Ingemann skrev ikke kun morgensange om at titte til hinanden, mens lysets engel går med glans, han skrev også de mest læste og mest populære historiske romaner i den danske romantik. Erik Menved, Valdemar Sejr og Margrethe den første skrev han om. Hans ambition var (udover at få penge til de små præstebørns forsørgelse) også at give historisk indsigt og viden til den opvoksende ungdom. Det lykkedes. Helt indtil først i 1900-tallet var Ingemanns historiske romaner på hitlisten hos unge læsere. Nu om dage er vi meget få, der har læst ”Erik Menveds Barndom” fra 1828, men til gengæld er der masser af andre og mere nutidige historiske romaner, at glæde sig over.

Historien bliver først levende, når man får et menneske at følge gennem tiden. Der skal fortælles, så alle sanser rammes. Det vidste Ingemann, og det ved de gode fortællere også i dag.

Nordisk Råds Litteraturpris gik i 2013 til ”Profeterne i Evighedsfjorden” og her fortæller Kim Leine om Grønland og livet i den danske koloni, som det levedes i 1793.

”Har magisteren overvejet den mulighed at melde sig ved den hellige mission? spørger Egede og betragter ham med sit livlige gammelmandsblik.
Tanken har strejfet mig, siger Morten. Er der udsigter ved missionen.?
Jeg mener Grønland, siger Egede.” 

Sådan lyder en samtale mellem den kommende præst (norsk student, fattig som så mange andre og med en studiegæld affødt af et forhold til penge, der ville have sikret ham en optræden i Luksusfælden, - hvis fjernsynet havde været en del af 1793-hverdagen).

Magister Morten har ikke overvejet missionen, men nu tager han nordpå til Kolonien Sukkertoppen sammen med sin skibskiste, en præstedragt og en ko, der overlever flere år som mælkeproducent i kolonien. ”Profeterne i Evighedsfjorden” giver et fremragende billede af den tids hverdag i København (ingen sanitet, intet kloaksystem, ingen socialhjælp, ingen….. – kun sygdom, sved, små rum og sørgelige skæbner). Og den giver et billede af Grønland, der ligeledes rammer alle sanser. Der svedes meget i iglooerne og de små tørvehuse, der er mad over bål og slubren, ræben og prutten og bøvsen og diarre og fuldskab og megen bytten rundt med koner og kærester. Den franske Revolution er langt væk, men der drømmes også i den nordlige koloni om frihed og broderskab og lighed. Dette er også en del af fortællingen, men den store glæde ved romanen er dens skildring af tidens hverdag for ”magten mennesker” såvel for de udsatte og socialgruppe fem.

Andre nye romaner, der fortæller om et land, en tid og historiske begivenheder, man snildt kan blive klogere på, det er Kjell Westöes romaner. ”Gå ikke alene i natten”, hedder en af hans prisbelønnede fortællinger om Helsinki i 1960’erne og 1980’erne. Beatles nåede også til Helsinki om end nærheden til Sovjetunionen konstant lagde et koldt pres på hippiekulturen. I ”Luftspejling 38” har Westö held til at få læseren til at google alt om den finske borgerkrig i 1917-18, de efterfølgende koncentrationslejre og det traume hos den finske befolkning, som denne borgerkrig medførte. Det er et nordisk land med en helt anden historie end Danmark, Norge og Sverige har bag sig.

”Luftspejling 38” følger en generation efter borgerkrigen, der har sat dybe spor hos alle. Mathilde taler med sin arbejdsgiver Thune om sin fortid: ”… hun vidste at ikke engang velmenende mænd som Thune tog ord som straffelejr eller dødskoloni i deres mund, især ikke nu hvor man var begyndt at spærre mennesker inde i lejre i andre lande.”

Sådan kan romaner give – udover en æstetisk oplevelse og en nydelse ved at læse et sprog, der står smukt på siden – en historisk indsigt i, hvordan det var at være menneske dengang i en anden tid og til tider i andre lande. Ingen faktaformidling kan give den indsigt.

Det giver oplevelse og indlevelse på samme tid. Og man får viden om en verden, man ikke vidste, man gerne ville vide noget om.

Andre gode nye romaner, der også fortæller Danmarks – og Verdenshistorie på fremragende vis kunne være ”Helgi Daner” af Josefine Ottesen (til unge læsere), det er Ken Follets Europahistorie i ”Century-trilogien”, det er Jan Guillous indtil nu fire bind af ”Det Store Århundrede”, og vil man endelig have klassikeren over alle, så (gen)læs Johannes Vilhelm Jensens ”Kongens Fald.” Den er mere end hundrede år, den fortæller om Det stockholmske Blodbad i 1520, og det er fortsat en bog, der burde læses af alle Djøf’er. Det ville give den offentlige forvaltnings sprogbrug større spændvidde.