Skumfiduser

Mont Blanc og pædagogik:-)

Bonjour i bjergene

Man kan gøre status over en vandretur rundt om Mont Blanc på mange måder. Man kan lave en kvantitativ evaluering, hvor der tælles kilometer (160), lande (3) og vabler (tre, plus de helt små). Man kan tælle højdemeter (alt for mange op og alt for mange ned), det daglige timeforbrug (helst ikke mere end syv- otte timer), eller man kan tælle antallet af refugier på ruten. Der er masser af kvantitative målinger, der i virkeligheden ikke siger noget som helst om kvaliteten på turen. Som underviser holder man jo sjældent fri, så også sommerens vandretur kan gøres til genstand for pædagogiske overvejelser.

Dagens pædagogiske mantra er netop nu målstyring, synlig læring og feedback, og det kan man så forsøge at evaluere ud fra, når man sidder i flyet hjem fra Geneve.

Pædagogisk kan man lære flere ting på vandreturen:

  1. Målstyring kan være godt. Visheden om, at hver dag skal man nå til et nyt overnatningssted giver masser af motivation og målstyring til dagens vandring. Der er ingen vej uden om: Man skal op over toppenog gennem passet, og man skal ned igen til dagens ”mål-by”. Det er kun Mont Blanc-tunnelen, der har formået at skære højdemeter af ruten, og her er der kun tilladelse til motorkøretøjer. Motivationen er således høj, når man har det synlige mål: Overnatning nær Col de Ferret, i byen Trient eller på refugiet des Mottets.
  2. Feedback skal gives konkret og på såvel det faglige niveau som på procesniveau og personligt niveau. Faglig feedback på kortlæsning leveres, når man møder ”Tour – de –Mont-Blanc-skiltene”. Så ved man, man er på rette sti. Kortet er læst korrekt. Der er også faglig feedback, når man alt, alt for sent ser, at man skulle have fulgt ruten til venstre og ikke til højre. På procesniveau får man klar tilbagemelding på hvorvidt morgenmaden giver tilstrækkelig energi, om støvlerne skulle være gået bedre til, (og det burde de have været) og man får ligeledes en skarp sommerhed tilbagemelding, hvis turen burde være begyndt tidligere på dagen. På det personlige niveau kan man have stor glæde af at memorere klassiske sentenser  som ”enhver rejse begynder med det næste skridt”, ”kig ind i bakken og bliv ved med at gå” og ”det er blot ved at gå i modbakke, man kommer til fjelds”. Det herlige er, at feedback bliver givet særdeles konkret og med øjeblikkelig afregning.
  3. Synlig læring er i fokus. Man ser på kortets gule rute og ved, hvor langt man har gået, og hvor langt man endnu har tilbage af dagens etape. Man ser landegrænserne og ved, at grænserne krydses (og telefonselskaberne hjælper her til med de mange sms-er: Velkommen til Italien, velkommen til Schweitz eller Frankrig.) Det er synligt, hvor man er; eller hvortil man skal nå.

Som Tour-de-Mont-Blanc-vandrer kan man således notere sig, at trenden i den pædagogiske verden faktisk holder vand på niveau med vandrestøvlerne. Næsten. For som i al pædagogik er der et stort og væsentligt ”men”. Ingen pædagogisk retning har endnu vist sig at kunne rumme den virkelig verdens udfordringer, mål og processer. Heller ikke her. Det man også må huske, og det der i virkeligheden er den helt store glæde ved turen rundt om Mont Blanc (eller turen rundt om Store Økssø, langs med stranden ved Mårup eller enhver anden tur på cykel, bil eller hest) er jo, at man møder det, man ikke ventede, og det, man ikke vidste, man gerne ville møde.

Det var en stor fornøjelse at være en del af ”bjergvandrerstilen”, hvor man hilser ”bonjour” (eller i Italien ”buon giorno”) til alle (og det var alle!), man møder. Det var herligt at se alpemurmeldyr, alpekvæg og alpeblomster i langt større tal end ventet, det var overraskende fint med refugiernes halvpension (kunne man forvente en fem-retters menu serveret i en bjælkehytte, hvor der hverken var telefonforbindelse eller internet?), og de mange møder med andre nationaliteter kunne aldrig planlægges hjemmefra. Her var masser af koreanere (hvad laver de dog rundt om Mont  Blanc?), amerikanere, canadiere og nogle få tyskere. Og der var kinesere. Og nogle få danskere, der også hilste med ”bonjour”.

Udsigten fra Col de Ferret, informationshytten på Col de Seigne og ultraløberne på vej op mod væskedepotet med vaniljekranse, cola og vand på et bjergrefugie kan der ikke sættes målstyring på. Og der kan ikke gives feedback på udsigten til Mont Blanc, gletschersøerne, glæden ved en kop kaffe sidst på eftermiddagen, når man er i mål – eller glæden ved at tage støvlerne af til aften.

Planlægningen og rutevalg og overnatningssteder var blot (som alle mål i alle læringssituationer og undervisningsseancer) en nødvendig struktur, der sikrer en vis stabilitet. Det vigtige var hverken kvantitativt, målbart eller genstand for struktureret feedback.

Men selvfølgelig: Når man hjemme igen skal give den korte version af vandreturen, så bliver det ofte de kvantitative facts, der leveres: Vi har gået gennem tre lande (det lyder jo vildt imponerende, synes jeg selv), tilbagelagt 160 kilometer – og så var der et bredt og varieret udvalg af kaffe.

Det er en tur, der kan anbefales. Det giver ro i sjælen, thi hver dag har så rigeligt i sine egne udfordringer, så morgendagens rute er der sjældent overskud til at bekymre sig om.

Og så er det glædeligt, at man kommer langt med et minimalt ordforråd på fransk. Bonjour, - det rækker til det meste.

P.S: Mont Blanc er 4807 meter højt. Lidt som Himmelbjerget - 33 gange.

 

BodilChristensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk