Skumfiduser

Om man giver op...

Om man giver op eller kæmper videre. Den slags.

 

Nora og Ella er på flugt fra ”den store feber”, der har ramt hele Sverige. I ungdomsbogen ”Som om jeg var helt fantastisk” fortæller Sofia Nordin om tiden efter den store feberdød. Nora og Ellas familier, venner og naboer er døde som alle andre. Kun få mennesker er i live rundt om i det forladte Sverige. Nu er de på vej nordpå, hvor de har hørt, at der er en fungerende radiostation et sted i nærheden af Uppsala. Undervejs taler de en aften om, hvordan man overlever, og hvilke kompetencer man skal have for at kunne klare sig i den forladte verden. Her lyder en kommentar fra Nora: ”Om man giver op eller kæmper videre. Den slags”, - det er afgørende for, hvorvidt man magter at leve og klare sig igennem.

”Om man giver op eller kæmper videre. Den slags.” kan også være svaret på, hvorvidt børn og unge magter at få et godt, robust liv i det stadig mere komplekse og diagnosefyldte ungdomsliv, der er rammen om deres hverdag.

Min pointe er, at litteraturen (og i særlig grad, når man taler om den helt nye ungdomslitteratur) kan være medvirkende til, at børn og unge får et værktøj, hvormed de kan klare hverdagens og fremtidens udfordringer.

Børn og unges litteraturlæsning (om den sker på skærm eller papir) har nogle helt særlige kvaliteter i forhold til at give læseren råstyrke og robusthed samtidig med at læsningen kan give danskfaglige kompetencer, æstetiske oplevelser og et indblik i en verden, man ikke vidste, fandtes.

Karen Wistoft, der (blandt andet) er professor ved Institut for Læring, Grønlands Universitet siger om unges selvværd (eller mangel herpå): ”For mange af de børn og unge, der har det skidt, handler det om at støtte dem i at opbygge en større grad af selvaccept. Det kan f.eks. være den dygtige pige, der stiller alt for høje krav til sig selv, og som synes, hun er for tyk, fordi hun ikke ligner modellerne i modebladene. Det er skolens opgave at sikre, at hun føler, der er balance mellem det, hun gerne vil, og det hun rent faktisk kan gøre noget ved, og ikke mindst at hun har et realistisk og positivt billede af sig selv.”

At få et realistisk og positivt billede af sig selv er langt vanskeligere i praksis end i teorien. Gennem litteraturen kan man møde mennesker, der har et helt andet liv – og som på en eller anden måde lykkes trods de noget umulige betingelser. Det ser man hos den unge mekanikerlærling i Kim Fupz Aaksesons ”Pragtfuldt. Pragtfuldt”, hvor Morten må klare autoværkstedet, mens faderen sidder inde for mord på en polak, der arbejdede i værkstedet (og som var gode venner med Mortens mor. Lidt for gode venner, tænkte faderen). Og det ser man i Lise Bidstrups ”Overlevernes by”, hvor de danske grænser er trængt, hvor livet er en daglig kamp mod ”de udstødte”, og hvor tilværelsens hårde grundvilkår: Benzin, mad og varme giver masser af mening for hovedpersonerne. Også i Ronnie Andersens to bøger ”Komatøs” og ”Akavet” og i  Anders Johansens ”Hullet” møder læseren unge, der trods alle mulige bogstavkombinationer og trods manglende forældreopbakning klarer sig gennem tilværelsen. Hovedpersonerne rammer på ingen måde det glamourøse glitterliv på instagram og facebook; men de klarer sig. Her kan man som læser finde et rygstød i sin egen kamp for selvværd, og måske kan man med tiden tilegne sig en vis robusthed overfor tilværelsens mange udfordringer.

Forskere i ”robusthed” påpeger, at det er vigtigste er, at man oplever en ”mening med tilværelsen”. At man føler, at der er sammenhæng mellem ens eget liv og fællesskabet og samfundet. En af de klassiske forskere i ”meningsfuldhed” (og dermed robusthed) er Aron Antonovsky, der siger at følelsen af sammenhæng øges, når man har tillid til, at verden er begribelig, har tillid til egen handlekraft, kan samarbejde med andre mennesker, bliver bedre til at håndtere følelsesmæssige problemer, i højere grad ser problemer som udfordringer, er motiveret og engageret til at finde løsninger, og når man vælger den mestringsstrategi, der er bedst egnet.

Alt dette bliver man ikke af at læse bøger, men bøger kan (som ikke meget andet) give et billede og et blik ind i de verdener, man ikke vidste fandtes. Og man ser og oplever disse verdener helt på egne betingelser. Her kan man møde ligesindede, eller man kan møde mennesker, der kan sætte ens eget liv i perspektiv, og her møder man også de skæve, ensomme og skøre unge, der klarer verden trods alt. Det kan give nogle redskaber i forhold til at tackle verden, - også for de mindre robuste børn og unge.

”Om man giver op eller kæmper videre. Den slags.”  - det er spørgmålet, ikke kun for Ella og Nora i det forladte Sverige. Det er det også for alle, der møder udfordringer, der synes umulige at klare.

P.S. Man kunne også citere Piet Heins gruk: Helbred er, hvordan man har det. Modstandskraft er, som man tager det.

 

Bodil Christensen