Skumfiduser

Hopfenbeck ...

 

Fordybelse, fokus og facebook

 

”Det er når jeg er stresset med fx lektier, så lægger jeg min telefon lidt væk og sætter den på lydløs, så jeg ikke bliver fristet, hvis den vibrerer eller siger andre lyde.” Sådan skriver en elev om sin læringsstrategi i forhold til at ”være til stede” og fokusere på undervisningen. En anden elev skriver: ”Jeg  fjerner alle genstande, som kan friste mig, som fx .min mobil og lukker alle ikke-undervisningsrelaterede faner ned på min computer.”[1]

Sådan er (nogle af) eleverne i skolen optaget af at lære så meget som muligt. Frem for at fokusere på målstyring, klasseledelse, test og kontrol, der alt sammen er en del af et ydre pres på elevernes læring, så forsøger nogle forskere (og næsten alle praktikere i skolen) at sætte fokus på ”Hvordan lærer eleverne mest muligt, så de bliver til gode, nysgerrige, vidende og forholdsvis glade mennesker”?

Therese Nerheim Hopfenbeck er en norsk forsker, der er professor ved Oxford University med særlig interesse for, hvordan elever lærer bedst muligt. Hendes helt centrale udgangspunkt er: ”Alle elever kan ikke lære lige meget, men alle elever kan altid lære mere”. Det er et helt, helt banalt og samtidig helt, helt urimelig svært projekt at få til at lykkes. Hvis alle elever mødte op i skolen hver morgen med tanken: Hvordan kan jeg lære mest muligt i dag?, så var der ingen grund til at diskutere adgangskarakterniveau til gymnasiet og erhvervsskolerne. Så ville eleverne blive så vidende og fagligt stærke, at forskere fra Finland og Canada ville flokkes om den danske folkeskole. Sådan er virkeligheden ikke helt (endnu), men med Hopfenbecks forskning (og megen praksiserfaring) som ballast, kan lærere (og forældre) bidrage til at det lykkes (eller i det mindste bliver en anelse bedre).

”Selvregulering”, hedder det i Hopfenbecks ordvalg. Det er en helt klassisk disciplin, der længe har været overset. Selvregulering handler om at udsætte sine behov her og nu for siden at få en belønning. Har man ikke set youtube-videoer med små børn, der stirrer forventningsfulde på sukkerfyldte skumfiduser, så se Mischels forsøg fra Stanford University, der viser, hvorledes evnen til at udsætte sine her-og-nu-behov er grundlæggende for succes i livet. I skolen kan denne evne oversættes til, at elever evner at lære grundlæggende regneregler, får basisviden om grammatik, overblik over grundlæggende geografi, øver sig i problemløsning, kan fortolke kompleks lyrik og i det hele taget får en grundlæggende faglighed, der ikke altid ”siger mig noget” her og nu.

Hopfenbeck forklarer læringsstrategier således i en meget kort version af en omfattende forskning:

”1. Læringsstrategier handler ikke om bevidstløs paratviden, der skal læres udenad. Det handler om at finde en balance mellem grundfaglig viden og strategier, der kan give overblik over læringen. Skal eleverne arbejde i grupper, så skal det klart defineres, hvad de skal arbejde med.

2. Lærerne må understrege elevernes ansvar for læring gennem mindre lærersnak og mere elevsamtale.

3. Lærerne må stille åbne spørgsmål om de tekster, eleverne læser

4. Lærerne må have større fokus på, at eleverne skal skrive, læse og handle – og ikke blot lytte.”

Man kan træne evnen til at udsætte sine behov. Man kan fokusere på, at det netop er det, der arbejdes med. Når eleverne siger: ”Det er kedeligt”, så må man arbejde på at lære børn teknikker til, hvordan de kan blive i stand til at holde sig fra fristelser, blandt andet ved at sørge for, at de tænker på noget andet end det, der frister. Denne evne til at tænke over egen tænkning og kontrollere, hvordan man tænker, er det, forskerne kalder metakognition. Fristelser er der mange af i dagens skole. De sociale medier på mange digitale platforme er allestedsnærværende, og som eleverne i indledningen skriver, så må man åbent arbejde for at skabe plads og ro og fordybelsesmuligheder i skolen (og hjemme). Selvregulering er svaret. Øvelse i at udsætte behov. Vent med at spise din skumfidus, og vent med at åbne til facebook og mobiltelefonen. Det kræver rygrad, men Hopfenbeck siger det: ”Hvis du er i stand til at beherske stærke følelser og kontrollere dine egne lyster, vil du i højere grad være i stand til at fokusere på kedelige lektier, selvom serier på internettet er tilgængelige 24 timer i døgnet.”

Selvreguleret læring er en langtidsholdbar strategi til at lære mere. Langt bedre end målstyret undervisning, hvor alle andre end eleven selv sætter målene og rammerne for elevens læring.

 

P.S: Her kan man se børn udsat for skumfidustesten. Nogle evner at udsætte deres behov. Andre gør ikke. https://www.youtube.com/watch?v=Sc4EF3ijVJ8

P.S.S: Og mange børn og unge er langt bedre end voksne til at fjerne mobiltelefonernes og internettets fokusforstyrrende fælder i forsøget på at skabe rum for fordybelse.

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen, Aalborg

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

 

www.bodilchristensen.dk



[1] To citater, der er hørt af Heidi Hampenberg Andersen i en 9. klasse