Skumfiduser

God litteratur

En boghylde med bøger

”Der stod en lille boghylde i hytten. I årenes løb havde Maud medbragt bog efter bog, alle omhyggeligt udvalgte. Det var bøger, man kunne læse flere gange. Bøger, der bestandig kunne læses. Igen og igen. Det var Victor Hugo og Leo Tolstoj og André Gide, det var Selma Lagerløf og Cora Sandel”  Det er Jan Kjærstad, der skriver sådan i ”Slægters gang” – i min oversættelse.

Her læser Maud klassikerne, de har en deres værd og kan altid genlæses, men vil man have et bud på nye gode bøger til sommerens stranddage, skyggefulde liggestole eller regnfulde sommersøndage, så er her mine bedste bud på, hvad man kan læse.

Listen her har først fem gode voksenbøger, dernæst tre børnebøger og endelig er der et bonustrack.

1. Ida Jessen har lige fået DR-prisen for ”En ny tid”, der er dagbogsoptegnelser fra  L. Høy, Friskolelærerinde,   der den 4. December skriver: ”Jeg går og tænker på Peter Carlsens staldvinduesøjne, og så kommer jeg i tanker om, at der ved gavlen stod en kristtorn, der var højere end mig, mørk og blank og stor.

Hvordan kan den gro her, spurgte jeg.” Det er i Thyregod, friskolelærerinden har sit arbejdsliv, men bogen rækker helt ind i (som titlen siger) den ny tid. Ida Jessen har et helt særligt blik for de stille eksistenser.

2. Morten Papes opvækst i Urbanplanen har ikke meget tilfælles med Thyregod. ”Efter en treårig døs der vist nok hed gymnasiet, vågner jeg sent på dagen efter vores obligatoriske studenterkørsel og kan knap genkalde nogen som helst minder fra de forrige par år.” ”Planen” er en fed bog på henved 500 sider, hvor man får et indblik i en verden en del af os ikke vidste fandtes. I Urbanplanen går ingen i skole mere end højst nødvendigt. Kun Morten overskrider normerne og får en studentereksamen, og ”Planen” giver et herligt og råt indblik i den ghetto, der har har sine egne regler og normer.

3. Carsten Jensens ”Den første sten” er lige så omfangsrig og viser også en helt ukendt verden. Her er det Afghanistan, krigen, soldaterlivet og igen en subkultur med helt egne regler og normer. Carsten Jensen skriver i et sprog, man kun kan glædes ved. Det kan få alle gennem støv, sand og stammekrige – også i et ukendt Afghanistan. Hjerteskærende. Og slutreplikken lyder: "Du har ikke forstået verden," siger min far. Hans stemme er helt rolig. "Det er sådan, den er. Det er det eneste, den er:" "Jeg har udmærket forstået den," siger jeg opbragt. "Jeg accepterer den bare ikke."

4. Merete Pryds Helle: ”Folkets skønhed” om Maries opvækst i udkanten af Langeland. Det er under krigen, det er fattigt økonomisk, kulturelt og socialt. De har dog et billede hængende på væggen. ”Folkets skønhed”. Det er det eneste smukke i Maries barndom. Men hun kæmper. Og hun kommer væk fra Langeland og ind til byen, men Langeland gemmer sig alligevel inderst inde og følger med.

5. Jan Kjærstad: ”Slægters gang”. Den er citeret i indledningen, det er en slægtshistorie og en Norgeshistorie, hvor Norges storhed er forbi. Olien er sluppet op, men der fortælles med tilbageblik til hele det tyvende århundrede. Og Kjærstad er en fortæller, der kan få alle til at glædes over mange sider.

Det var voksenlitteraturen. Gode børnebøger har det særlige, at de også kan læses af voksne. Det gælder også her.

Thorstein Thomsen har skrevet ”Fortællingerne om Frede”. Det er en oplæsningsbog, der vil kunne give oplæseren nostalgiske billeder på den indre skærm, og for de yngre tilhørere er der fredelige fortællinger fra en fjern fortid hvor børn legede alene i timevis uden teknologiens overvågning.

Mette Eike Neerlin: ”Hest, hest, tiger , tiger” er en bog til 10-12 årige, hvor hovedpersonen hverken er smuk, smart eller særlig sjov. Hun er bare ukuelig og møder verden med venlighed og varme.

”Drengen på toppen af bjerget” af John Boyne er en bog man også kan læse som voksen.  Her bliver der spurgt: ”Kunne enhver blive bøddel for sine nærmeste, hvis opdragelsen foregår i en sådan lukket uniformeret verden? Kunne Pieter være blevet en modstandkæmper fremfor nazist? Hvem har skylden for de drab og den ondskab, der følger i uniformens og magtens spor? Kunne Pierrot have handlet anderledes?”

Og et bonustrack: Når Søren Ulrik Thomsen udgiver en ny bog, digtsamling eller essaysamling, så må man glædes. Her er der sprog til mange dage. ”En hårnål klemt inde bag panelet” lyder den noget Matador-agtige titel. Bogen har en glæde over hverdagens små lyspunkter:  ”Ikke nogen god dag. Men selv i Imperiets østligste provinser, hvor kun sanatorierne lyser i de endeløse nåleskov, og kun transmissionen fra henrettelserne og det overdådige gallahalløj går igennem, er intet sted så ensomt og fjernt beliggende, at der ikke fra køkkenvinduet er udsigt til et lille kroget æbletræ og en kat, der smutter om hjørnet.”

Og så er der endelig masser af krimier. De er også gode. Og Elena Ferrantes og Napoli-bøgerne. Og brevvekslingen mellem Knausgaard og Ekelund om samtlige kampe under VM i Rio: ”Hjemme-Ude” hedder den. Og der er EM i fodbold og OL i Rio og Tour De France, hvis det regner, og Wimbledon, hvis det ikke regner.

God sommer.

BodilChristensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

 

 

4. Kim Leine har skrevet ”De søvnløse” om tilværelsen i Tasilaq, Østgrønland. Her følger man ikke proferne fra Evighedsfjorden, men man kan gå i fjeldet med de søvnløse. Det bør man gøre.: ”Fjeldet er ikke i sig selv ondt, selv om det godt kan finde på at dræbe. Det er ikke fjendtligt, og hvis man nærmer sig med respekt og fornuft er der ingen fare. De store berømte toppe rundt om i verden er oversået af frosne lig af de mennesker, der glemte denne enkle regel.”