Skumfiduser

Tekst

Astrid Lindgrens krigsdagbøger: Gud hjælpe vor arme af vanvid slagne planet

 

Emil fra Lønneberg, Pippi, Rasmus på farten, Madicken, Jonas og Lotte og jeg foruden de syv børn i Bulderby: Lasse, Bosse, Anna, Britta, Ole, Lisa og lille Kirsten kender vi alle. Og Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte er fortsat en del af alle børns kulturelle ballast. Det er Astrid Lindgrens store fortjeneste, at vi ved, at ”ind i mellem må man gøre ting, man er bange for, ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort”, således som Jonatan Løvehjerte forklarer sit mod overfor lillebroderen Tvebak. Og vi ved, at det er muligt at blive sognerådsformand, også selv om man som Emil har snittet utallige træmænd i værkstedet hjemme på Katholt.

Astrid Lindgren har altid været forfatter, tænker vi.

Men da 2. verdenskrig brød ud den 3. september 1939 var hun hjemmegående husmor, gift med Sture Lindgren og mor til Lasse og Karin. Når hun valgte at skrive dagbog gennem samtlige krigsår, så var det for at dokumentere krigens forløb og for at få klarhed over, hvad der virkelig skete. Det var ikke for at blive berømt, det var for sin egen skyld, hun skrev.
”Gud hjælpe vor arme af vanvid slagne planet” skrev hun, og gennem samtlige optegnelser er der et forsøg på at beskrive vanviddet for måske at lære noget af vanviddet.

Krigsdagbogen fortæller om en neutralitets-svensk husmors liv, den fortæller om krigens forløb, men den giver også et billede af hvilke tanker, en husmor  og mor til to  børn har, når krigens ufattelige ondskab når den forholdsvis trygge Stockholmske lejlighed.

Den 24. januar 1941 skriver Astrid Lindgren i sin ”krigsdagbog”: ”Der sker ikke noget særligt i storkrigen, men jeg må alligevel skrive og beklage mig over den almindelige vantrivsel, som hele foretagendet spreder over tilværelsen. Behøver der nødvendigvis komme to hvinende kolde vintre lige efter hinanden, bare fordi vi ikke har koks nok?”

Astrid Lindgren får et  ”hemmeligstemplet” arbejde i postcensuren, hvor hun (sammen med gode kolleger) censurerer de breve, der går til og fra Sverige, og hvis indhold kan være belastende for krigens parter. Her får hun en viden, hun ikke kan gå videre med, men hun skriver i dagbogen den 24. oktober 1943: ”I går læste jeg et dansk jødebrev. Brevskriveren navngav en person, som Gestapo skulle have revet neglene af for at få ham til at forråde sine kammerater i den illegale virksomhed. Under denne tortur skulle han blandt andet have angivet brevskriveren, som derfor måtte flygte til Sverige. Videre påstod brevskriveren, at 11-årige dansk-jødiske piger blev sendt til bordeller i Tyskland. Det eneste man kan gøre, er at håbe, at det ikke er sandt.”

Ikke mange havde forestillet sig, at krigen skulle vare mere end fem år.

Den 7. januar 1944 skriver hun: ”Jeg har ikke klippet noget ”tilbageblik” på 1943 ud af nogen avis.  At det er ”fredsåret”, som nu er begyndt – det er jeg nu alligevel stensikker på.”

Sådan blev det ikke. Det varede længe inden freden kom.

Den geografiske nærhed til Finland og finnnernes langt vanskeligere situation fylder en hel del. Det er tankevækkende, at Sverige i 1943 rustede sig til et langt større flygtningeproblem end  det, Sverige (og Danmark) oplever i disse år. Den 8. februar 1943 skriver hun: ”Elsa Gullander (en af Astrid Lindgrens veninder) fortalte i går, at hun er blevet ringet op af Finlandshjælpen og spurgt, om hun kan tage Taina (et finnebarn) tilbage. (…) Og de meddelte, at Sverige står klar til at tage imod 800.000 finske flygtninge, hvis der kommer en katastrofe i Finland. Hele Karelen er ved at blive evakueret igen.” Sverige var parat til at modtage knap en million finske flygtninge. Heldigvis blev det ikke aktuelt.

Krigsdagbøgerne (der er 14 i alt) har ikke mange private optegnelser, men Astrid Lindgren skriver troligt om juleaftensmenuen, (hvor storbyfamilien lever højt på, at der bliver sendt landbrugsvarer fra fødegården i Näs), og hun skriver hvert år om datteren Karins fødselsdag.

Her er det fra 21. maj 1944: ”For at vende tilbage til Karins fødselsdag, så er den blevet fejret på sædvanlig vis. Hun fik ”Folkeskolens läsbok” i tre dele, en Pelle Haleløs–bog samt manuskriptet til Pippi Langstrømpe i et sort bind.”

Her kommer Ur-Pippi ind i verden. Senere bliver Pippi Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe udgivet på et rigtigt forlag, men  det var Astrids godnat- og sygefortælling (børn var nok mere syge i de kolde koksknappe vintre) til Karin under krigen, der skabte Pippi.

Det var dog ikke med forventning om et litterært gennembrud hun fik Pippi antaget hos Raben og Sjögren.  Nytårsaften ved årsskiftet til 1945 skriver Astrid Lindgren: ”Min ”litterære” bane er gået opad i løbet af året og vil sikkert dale i fremtiden.”

Den litterære bane gik dog kun opad. Efter Pippi, Tommy og Annika fulgte Emil og alle de andre, og Astrid Lindgren bragte livsmod, tolerance og leg til efterkrigsgenerationen.

Emils omtanke for fattighusets beboere, Madickens ukuelige livsmod, Tvebak Løvehjertes uselviske spring ind i Nangilima og den evige sommer i Bulderby er fortsat en del af kampen for det gode i ”vor arme, af vanvid slagne planet.”

P.S. Man kan selv læse meget mere i Astrid Lindgren: krigsdagbøger 1939 – 1945, Gyldendal 2016.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk