Skumfiduser

Folkeeventyr

Folkeeventyr og folkeskolen

 

Den norske skuespiller Morten Jostad er klædt i ægte norsk eventyfortæller-stil. Vest, guldkæde, fortællerjakke og langt litterært og gråt hår. Han lægger brillerne fra sig på bordet ved siden af den åbne pejs, hvorfra flammerne lyser rummet op. Og så fortæller han eventyr. Folkeeventyr, som Asbjørnsen og Moe har samlet for næsten to hundrede år siden.

Asbjørnsen og Moe, de to norske folkeeventyrsamlere fra 1800-tallets norske fjeldtragter, nedskrev mange af de mundtlige fortællinger, der var datidens norske (og skandinaviske) svar på, hvordan man kunne fortolke livet, døden, kærligheden og tilværelsen i al almindelighed. Eventyrene var blevet fortalt gennem de lange og meget mørke nordiske vintre i en tid, hvor underholdningsindustrien ikke kunne byde på meget andet end godt øl, slagsmål, sengehalm og fortællinger.

Morten Jostad har givet stemme, krop og liv til mange af eventyrene. Også til historien om ”Drengen, de ikke ville slippe frem for præsten”. Mærkelig gammel titel, kan man mene, men eventyret  er særdeles relevant også i nutidens debat om dannelse..

Eventyrets hovedperson er en dreng, der endnu ikke har ”bestået” sin konfirmationstest, således som man i forne tider skulle kunne redegøre for en vis viden for at blive konfirmeret og dermed myndig og voksen.

Det er først degnen, så præsten og så biskoppen, der alle tre spørger drengen: ”Hvordan lyder det første bud?”

”Det første bud lyder, at du ikke må æde!”, sådan er drengens korte svar til de tre spørgere.

Rasende giver biskoppen opgaven med at udspørge drengen videre til kongen selv.

Kongen er nysgerrig, så da drengen svarer: ”Det første bud var, at du ikke må æde”, så vil kongen vide, hvorfor drengen giver dette svar.

”Jo”, siger drengen. ”Da Gud viste Adam og Eva Kundskabens Træ, så sagde han: Og dette træ må I ikke spise frugterne af. Derfor var det første bud, at du ikke må æde.”

Kongen lo, og var særdeles tilfreds med svaret. Og han handlede kvikt og kongeligt, afsatte biskoppen og indsatte drengen på den ledige plads i bispestolen, og således blev den tænksomme og reflekterede dreng til biskop, mens den testglade og ensporede biskop mistede bispekåbe og bispestav.

De norske folkeeventyr bærer fornuften og folkets stemme i sig. Her fortælles i et billedrigt sprog en morale, der kan bygge samfundet op. Det er normer og etiske standarder, der formidles her.

Fortællerne af folkeeventyrene har, siden middelalderen og frem til Asbjørnsen og Moe gik over fjeldene for at høre fortællingerne, vidst, at det ikke rækker at give et simpelt svar på komplekse spørgsmål.

Det er ikke nok at lære testens svar udenad, således som den regelrette biskop, præst og degn mente. Det er vigtigere, at man kender begrundelserne for sit svar, det er væsentligt at kunne reflektere over spørgsmål i livet, og skal der tænkes nyt og handles ud fra situationen, så må man til tider vende hverdagen og samfundssystemet på hovedet, således som det ofte sker i folkeeventyrene.

Asbjørnsen og Moe var begge optaget af folkeeventyrenes sprog og indhold. I årene fra 1841 – 1844 udkom de første samlinger med eventyr. De fortælles endnu, blandt andet af Morten Jostad, og i folkeskolen er de ofte centrale tekster, når der skal undervises i nabosprog. De politiske forvaltere af den øgede målstyring i folkeskolen kunne med fordel invitere Morten Jostad til at fortælle eventyr for sig.

Undervisning og uddannelse er ikke blot et spørgsmål om at give et korrekt svar. Det er et spørgsmål om at vide, hvorfor man svarer, som man gør.

P.S.: Om drengen så blev tilfreds i bispeembedet eller om han hellere ville have været landmåler, kunstmaler, smed eller skomager, - det er ikke eventyrets anliggende.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk