Skumfiduser

Læsø på kanten

 

Saltsyderiet på Læsø sælger mere end salt

 

”Forestil dig, at du er Kong Absalon. Du har lige slået Svend ihjel på Grathe Hede, og nu må du jo hellere få sagt tak til Gud for hjælpen hermed. Ja, det er dig der med den stribede trøje, der er Absalon. Er du ikke tilfreds med det?” ”Og her til venstre står jo bispen af Viborg, du er sådan set også på vej mod magten.” Når den pensionerede skolelærer Poul fortæller om saltsydningens historie bliver tilhørerne en del af fortællingen, og han fortæller midt i sydehytten, mens han foran den åbne saltpande står med en træspatel i max-størrelse, hvormed han får overfladens saltkrystaller til at samle sig. Husk det: Vandet skal aldrig koge. Aldrig. Man syder nemlig salt, man koger ikke salt.

Poul, med det meget logiske tilnavn Syde-Poul, fortæller hver dag i sæsonen om saltsydernes historie. Han fortæller om Læsø, om biskopper, munke og salt, og han fortæller, så historien står levende for alle tilhørere. Nogle turister må agere Viborg-bisp, andre kan få rollen som Absalon, som en cisterciensermunk eller man kan få en mindre rolle som almindelig saltsyder.

Historien dramatiseres, mens saltet sydes, og måske havde man meget lidt viden om Læsø i 1200-tallet før man gik ind i sydehytten, men efter en halv time i selskab med Syde-Poul er man helt fortrolig med de katolske biskoppers glæde ved Læsø.

Kong Valdemar den Store gav i 1157 Viborgbispen ret til at udvinde salt på Læsø. Man kan mene, at Læsø i 1157 (og vel også i dag) ligger så langt fra Viborg, at det med datidens infrastruktur (heste, sejlskibe, vandrestok og egne ben) var en noget besværlig gave. Det var det nu ikke. I datidens katolske tid skulle man bruge masser af salt til konservering af fastetidens klipfisk og til opbevaring af kød, så bispen i Viborg fik masser af valuta ind på Valdemar den Stores gave.

Bispen gav gode og gudelige og ikke mindst arbejdsomme cisterciensermunke til opgave at etablere et saltsyderi med udgangspunkt i det meget saltholdige grundvand, der fandtes på Rønnerne syd for Læsø. Cisterciensermunke er arbejdsomme, og de delte gerne deres viden, og inden længe var der masser af lokale saltsydere på Læsø. Saltsydning kræver brændsel, der var skov på Læsø, og det gik fremragende for en af de allerførste industriproduktioner i Danmark. Der blev leveret hen ved 100 tons salt om året. Noget gik til skatter og afgifter, men det var også saltet, der holdt lokalbefolkningen i live, og der blev bygget kirker i Hals, i Vesterø og Byrum.

Så gik det, som ventet. Begærligheden efter mammon og salt tog overhånd, skoven på Læsø kunne ikke levere tilstrækkelig med træ, og i midten af 1600-tallet blev det forbudt at syde salt. Hele øen var nu ryddet for skov, der var sandflugt og en miserabel tilstand i landbruget. Alt gik i stå og de mere end 300 sydehytter forfaldt sammen med saltsyderne, og sådan forsvandt også den lokale viden om, hvordan man syder salt.

Som i alle gode fortællinger, så gik der nu lang tid, - men så kom Jens Vellev fra Landsarkivet i Viborg på besøg på Læsø. Med sig havde han Peter Seeberg, og de fortalte og talte med Læsøboerne om salt, om grundvand, om historien og om mere salt.

”Lad os prøve at syde salt”, sagde de. Og så gik de i gang med arkæologiske udgravninger, de tjekkede med arkivet i Viborg, de lyttede og talte med gamle Læsøboere, de gravede lidt mere, og så blev der bygget en rekonstruktion af en sydehytte, der stod færdig i 1991. Nu kunne der sydes salt. Produktionsskolen og Syde-Poul (da havde han endnu ikke fået tilnavnet) gik i gang, men da første saltproduktion havde en vis lighed med vejsalt, så måtte man nu, som Poul så muntert forklarede, vælge enten at reklamere for at saltet var så gråt, fordi det var økologisk – eller også måtte han lære at syde salt på den rigtige måde af saltsydende franskmænd. Han valgte at lære faget, og nu produceres der hvert år mere end 200.000 poser salt fra Læsø Saltsyderi.

Når det er en fantastisk turistattraktion, der besøges af ”alle”, der er på Læsø, så er det netop fordi saltsyderne ved, hvad der er kerneopgaven: De skal fortælle en historie, der giver saltet mere liv end den kemiske sammensætning lover. Syde-Poul og hans kolleger fortæller hellere en god historie frem for en sand historie. Gode fortællere sælger meget mere end blot salt til æg. De sælger også bevidstheden om at Danmarks historie hænger sammen med resten af Europa, at der også i Middelalderen var vidensdeling på højt niveau, at der også var kamp om resurserne og kamp om magten, da kirke og konger skulle dele salt og skatter. Saltsyderne kan få de fleste til at se både ud i verden fra Læsøs strandenge, - og ind på bordet til saltkarrets selvfølgelige plads.

P.S: Læsesalt, - det er simpelthen bare 92% natriumklorid, 3% calsiumsulfat, 2%  magnesiumsulfat,  lidt magnesiumklorid, lidt kaliumklorid, lidt jern, kobber kaliumiodid og så lidt strandsand. Nemt. Det koster blot 170 kroner for et kilo i en fiks lærredspose.

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk