Skumfiduser

Til fots i fjellet

Til fots i fjellet

Jan Guillous  første bog i serien om ”Det store århundrede” indledes med ”Brobyggerne”, hvor det helt store projekt for de tre drenge, hvis liv og slægt følges gennem hele serien,  er at få bygget en jernbane mellem Bergen og Christiania, det nuværende Oslo.

I bogen beskrives projektet således: ”Bergens Jernbanekomité var blevet stiftet helt tilbage i 1872, og de var alle sammen aktive medlemmer af den. Men det gik trægt med jernbaneplanerne, for politikerne ned i Kristiania syntes åbenbart godt, at bergenserne, der jo trods alt var søfolk, kunne blive ved med at sejle til hovedstaden. Hvis altså de havde et ærinde dernede. Stortinget var modvilligt gået med til at lade jernbanen mellem Bergen og Voss bygge, den havde været i brug nogle år. Men det store spring stod tilbage, nemlig at forlænge banen fra Voss over hele Hardangervidda og ned til Kristiania. Politikerne strittede imod og hævdede, at det var umuligt at anlægge en jernbane så højt oppe og i den kulde, med de snemasser og otte måneders vinter.”

Med Jan Guillous tre raske brødre bliver jernbanen faktisk bygget, og den blev et stort fremskridt for norsk infrastruktur. Nu skulle man ikke længere bruge dage på at sejle fra Bergen til hovedstaden, nu kunne man tage toget og nå frem på femten timer.

Det var en udfordring at bygge en jernbane på 493 kilometer med 182 tunneller og med en linjeføring, der gik op til 1222 meters højde ved Finse.

Naturligvis var det ikke udelukkende de fiktive brødre fra ”Brobyggerne”, der stod bag byggeriet af jernbanen. Der var masser af jernbanebørster, der fik arbejde i de mange år, byggeriet tog.

Bergensbanen går gennem Geilo, og stationen åbnede i 1907. Nu er der intet liv på stationen, der er en automat, hvor man kan købe billet, men ellers er det svært at forestille sig det liv, der har været i 1907. Nu er det i stedet alpinløyper, langrendsspor og turløyper, der er målet for de mange turister. Der er fremragende vandreture med udgangspunkt i Geilo.

Man kan gå til Hallingdalsskarvet fra Prestholtseteren. Der er en fantastisk udsigt. Man kan gå tværs over myr og vidde og heia (myr er nu ikke noget, man skal gå igennem, det er vådt og sumpet), man kan gå over fjeld og fos og glæde sig over de mange sten, der muliggør passage af små og store vandløb, og man kan glæde sig over en natur fyldt med vandfald, elve, bjerge og mange, mange søer.

Man lærer en hel del, når man går ”til fots i fjellet”, som nordmænd ville sige.

  1. Man ser det, man leder efter: Øjnene bliver tunet ind på røde ”T”-er, der markerer, hvor ruten er. Man ser til tider ikke andet end ”T”-er. Al anden natur er bare sten.
  2. Tåbelige bemærkninger bliver ikke mindre tåbelige fordi de siges oppe i 1000 meters højde.: Militærets pædagogiske: ”Du kan altid tage et skridt mere” kan man altid citere. Det glæder dog ikke de trætte at få en så tåbelig oplysning.
  3. Se lyst på tilværelsen: Man kan faktisk passere et vandfald uden at blive helt gennemblødt. - Men kan man være halvvejs gennemblødt?
  4. Der er ofte nogen, der har banet vejen for dig: Nepalesiske sherpaer kan bare det med at bygge trapper i natursten. Tak til de sherpaer, der lagde de 2000 trappetrin op til Hallingdalsskarvet. Smukt arbejde.
  5. Sæt pris på den hjælp, der bliver givet: Man skal altid glæde sig over stål-wirer, der er spændt ud på de ”udfordrende” passager. Man har altid brug for en sikker og stabil stål-wire.
  6. Glæd dig over det uventede: Pludselig er der en flok sneryper, der letter.
  7. Det er godt med opnåelige mål: Det er tåbeligt at overvurdere egne og andres evner i et fjeld. Det bliver mørkt., når det bliver aften. Meget mørkt.
  8. Vær forberedt: Tag en ordentlig madpakke med. Og tørre sokker. Og en plade KvikLunch.  Eller to.
  9. Det er turen, der er målet: Det handler om at komme frem før det bliver mørkt, men det gælder om at nyde turen undervejs.

Vandreture giver mulighed for at nyde naturen, man får frisk luft, ondt i lægmusklerne og man får en god appetit på enhver madpakke; men man får også stor respekt for de, der tilbage i 1907 fik afsluttet byggeriet af en jernbane, der skulle bygges i  så svært terræn. Man kan fare vild på den forholdsvis korte strækning fra Ustaoset til Haugastøl, når man kun ser søer, vidde, myr og sten. Ingeniørerne og arbejdsfolkene fra Bergensbanen for ikke vild i skinneføringen, de mødtes lige præcis i Ustaoset hvor skinnerne fra henholdsvis Oslo og Bergen blev sat sammen.

Det kan man kan have respekt for.

P.S. Jan Guillous ”Brobyggerne” er en fremragende fortælling om Bergensbanen (og krigen i Østafrika). Nu er seriens syvende bog netop udkommet med titlen ”1968”, men læs først og fremmest bind 1 om jernbanen. Dengang var der sne om vinteren i Norge.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk