Skumfiduser

Berge, Jan Kjærstad

Sebastian Nicolai Berge

Sebastian Nicolai Berge er hovedpersonen i Jan Kjærstad nyeste roman ”Berge”. Sebastian betyder ”ærværdig”, Nicolai betyder ”folkets sejr” og endelig betyder (efter)navnet ”Berge” vogter eller hjælpsom. Hos forfatteren Jan Kjærstad er der altid en hensigt og en mening med det meste, og når Sebastian Nicolai Berge sidder i retssal 227 i Oslo Domhus, tiltalt for en forbrydelse af helt særlig Utøya-karakter, så er der helt sikkert en grund til, at han netop hedder Sebastian Nicolai Berge.

Hans personlighed er tredelt, som hele romanen er opbygget i tre dele.

Journalisten Ine Wang får den første stemme i fortællingen, dommeren Peter Malm er fortælleren i midterste del, og endelig er Nicolai Berge (som han kalder sig uden det ærværdige Sebastian) stemmen i sidste del.

”Berge” indledes således: ”Det skulle være en forbrydelse hinsides al fatteven. En vandrer havde ringet til avisen. Flere mennesker lå dræbt i en hytte langt pokker i vold inde i Nordmarka. Slagtet, sagde den, der gav tippet. På en bestialsk måde Blandt de døde var der vistnok berømte personer. Meget berømte.”

Det er en parallel til Utøya-tragedien fra 22. juli 2011, der er romanens anliggende. Jan Kjærstad formår at fortælle om alle dilemmaerne, om rystelsen fra Utøya, om tanker og følelser hos mennesker, når noget ufatteligt sker, og han formår at vise, hvordan den nationale og personlige selvforståelse af et norsk land i fred og fordragelighed kan rystes, når noget uforståeligt sker.

Kompasset hos dommeren kommer helt ud af kurs, da han uforvarende bliver dommer i den store retssag mod den tiltalte for massakren på (i denne roman) Arbejderpartiets store profil Arve Storefjeld med familie. Peter Malm, dommeren siger: ”Kompasset var et symbol for mig. Jeg tænkte, at de instrumenter, der skulle hjælpe os til at finde retfærdighed, var særdeles skrøbelige. Jeg bar det med mig hver dag.” Sådan forsøger dommeren at finde en form for retfærdighed i denne retssag, på samme vis som Norge gennemførte en helt uantastelig retssag mod den skyldige for Utøya-massakren.

Dommeren synes ellers ikke selv, at han er noget særligt. Han har brugt det meste af sit liv på at forholde sig helt, helt usynlig. Han har bestræbt sig på at være gennemsnitlig, aldrig gøre sig bemærket, og han bor alene i en lejlighed, der knap nok figurerer på Oslos bykort. Han siger om sig selv: ”Jeg kan knap nok den lille gangetabel. Jeg aner ikke hvem der er statsminister i Spanien eller Italien, jeg ved ikke hvordan man stavet til Aserbadjan, jeg kan ikke forklare Keynes’ økonomiske teorier eller forskellen på Herder og Hegel, jeg har et noget begrænset intellekt, men se på mig: her går jeg i min lyse hørhabit, mens jeg svinger spadserestokken på en beleven måde, og jeg er en respekteret dommer i kongeriget Norge, en velsignet provins som eksporterer råvarer og halvfabrikata, og som verden i øvrigt ikke ofrer nogen særlig opmærksomhed. Sådan skal det være, tænkte jeg. Lad det blive sådan.”

Det bliver ikke sådan. Han bliver dommer i Norges retssag mod Sebastian Nicolai Berge, og det giver ham mange overvejelser over skyld, retfærdighed, straf og hævn. Som dommer læner han sig op ad skønlitteraturen fremfor juraens paragraffer. Klassikere som ”Bleak House” af Dickens (om en engelsk arvestrid, en meget langvarig arvestrid), og ”Forbrydelse og Straf” samt Brødrene Karamazov”  af  Dostojevski er den læsning, der giver ham den bedste juridiske indsigt.

Hvordan retssagen forløber må man selv læse sig til, men ”Der blev helt stille i salen”, står der på sidste side.

Det er en roman, der formår at sætte det enkelte menneskes etiske kompas i bevægelse. Her er personlige overvejelser og tvivl og tøven over grundlæggende spørgsmål om skyld og straf. Det er ikke Utøya-massakren, der skrives om. Utøya-massakren, der (i mands minde) vil være urørlig for fiktionen, men det er en sag, der stiller samme spørgsmål som det norske folk stillede sig efter 22. juli 2011: Hvordan kunne dette ske? Hvordan kunne det ske i Norge?

Jan Kjærstad skriver som altid suverænt, stilsikkert og med sproglig spændvidde.

Og Sebastian Nicolai Berge har i sit navn de tre positioner: Sebastian for ”ærværdig” og for retsstatens sikkerhed for alle, Nicolai med betydningen ”folkets sejr” som symbol for folkestemmen og folkestemningen og Berge med betydningen som den, der vogter.

En journalist, en dommer og en tiltalt ekskæreste har hver især deres lille historie i det store nationale drama.

P.S: ”Berge” er endnu ikke udkommet på dansk. Alle citater er i min oversættelse. Den bliver langt bedre i sproget, når bogen udkommer på dansk i en oversættelse af Camilla Christensen.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk