Skumfiduser

Kia Ora

Kia Ora og velkommen til et multikulturelt land

Kia Ora. Det første møde med New Zealand er skiltet med velkomsten: Kia Ora.

Dernæst følger to døre med påskrifterne: Tahine og Tane. Når man ser de to ord på noget, der umiskendeligt er toiletdøre, så bliver det overskueligt at oversætte ”tahine” til ”kvinder” og ”tane” til ”mænd”. På den måde kan man hurtigt få et par maori-gloser med i sit ordforråd.

Kia ora, Aotearoa (maori-betegnelsen for New Zealand), Iwi (en klan af maorier), hangi (en fiks jordovn til madlavning) og Weka (en fugl, der skiltes for, så man ikke kører over den) er alle gode maori-ord, man som turist i landet får med sig i ”hverdagen”.

Der findes henved 790.000 maorier, og der er knap fem millioner new-zealændere, så det er bemærkelsesværdigt, at der er to officielle sprog i landet: engelsk og maori. Alle skilte og informationer gives på to sprog. Bynavnene er for hovedparten også af maori-oprindelse, hvad der kan volde mange danske turister store kvaler. Hvordan husker man forskellen på Whangui og Wharangei? Hvordan udtaler man Whagapapa og Mangapopo og Ngunguru og Roturoa? Så er det betydelig nemmere med New Plymouth og Hamilton og Hastings.

Maori er et sprog, der først og fremmest har været mundtligt. Det blev først bragt til skriftsprog med missionærer i første halvdel af det 19. århundrede. Fortællingerne i Maori-folket havde man indtil da husket gennem billedskæringer og den mundtlige fortælletradition. Masser af sagn og myter ligger bag de store naturoplevelser, man kan få i New Zealand. Disse myter og sagn bliver genfortalt i turistinformationerne, så man får såvel den ”vestlige” som den polynesiske forklaring på det fantastiske naturfænomener, man kan møde i landet:

Geysere, vulkaner, ildelugtende svolvkilder, varme kilder, klippeskrænter, grotter med lysende orme, stalakitter og stalagmitter, jordskælv, fantastiske surfbølger og grønne  og blå kratersøer giver anledning til masser af forundring hos alle, der rejser i landet.

Den naturvidenskabelige forklaring er der først og fremmest med kontinentalpladernes møde, der har åbnet til jordens varme indre, men maori-folket havde langt mere farverige forklaringer, der også præsenteres.

Sådan formår det meget unge New Zealand at værdsætte maoriernes sprog og kultur. Maorierne var der først. De kom sejlende til Aotearoa tilbage i perioden fra 800 til 1300-tallet. De rejste i højt udviklede kanoer. De kom ude fra en lang række polynesiske øer, og de kunne navigere efter stjernerne. Maorierne kultur var baseret på en naturreligion, de byggede smukke huse med træskærerarbejde, de levede af landbrug og jagt, og de organiserede sig i klaner eller ”iwi’er”.

Så kom James Cook med sit skib Endurance i slutningen af 1700-tallet, og det medførte nok en indvandring. Denne gang var det ikke polynesere, det var irere, nordmænd, englændere, skotter, nogle få danskere og andre vesteuropæere, der så en mulighed for at få et bedre liv end hjemlandet tilbød.

Denne indvandring fra vest kunne medføre nøjagtig det samme, som er sket i Australien og Amerika: At urbefolkningen blev marginaliseret og undertrykt i forhold til ejendomsret, kultur og sprog. Sådan er det ikke blevet i New Zealand.

Her har man helt tilbage fra Treaty of Waitangi i 1840 haft et samarbejde mellem ”englændere” og maori-folket. Et samarbejde, der også er baseret på, at maorierne beholdt ejendomsretten til en lang række naturområder.

Anderkendelsen af maoriernes sprog og kultur skinner igennem overalt. Også i skolesystemet.

På Afristonskolen i Auckland er der eksempelvis 28 forskellige nationaliteter, og 48% af eleverne har en anden nationalitet end ”indfødt new-zealænder”. ”Vi har en stor kulturel kapital”, lyder det. Uanset hvilket land, religion eller kultur, der kunne være tema for dagens undervisning, så er tanken, at eleverne bidrager med et multikulturelt perspektiv. Det er den store skoletænker i New Zealand Clarence Beeby, der har sagt det: ”Vi skal skabe en skole, hvor der er lige adgang til viden for alle, - uanset race, religion, evner, bopæl eller sociale klasser. Alle har ret til at få muligheden for at udnytte deres evner på bedste vis.”

Det begynder i sproget. Derfor er det ikke blot spild af resurser, at det fastholdes, at der er to officielle sprog i New Zealand. Det er også en markering af, at alle kulturer bidrager til samfundet.  Det kunne mange lande lære af.

Kia Ora er et velkommen til mangfoldigheden af kulturer. Det er også et velkommen til et land, der har taget det alvorligt, at befolkningen ikke består af irere, nordmænd, polynesere, skotter og indere, men derimod er der tale om en mangfoldighed af new-zealændere.

P.S.: Vil man vide mere, så kan man læse den prisvindende klassiker ”Marvfolket”, skrevet af Keri Hulme i 1983. Her er et fantastisk sprogligt samspil mellem maori og engelsk. Og der er skræmmende, hårdtslående dysfunktionelle og kærlige mennesker, der slår sig på samfundet – og sig selv.

 

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk