Skumfiduser

Blachmann

Blachmann på skemaet ? Nej tak

”Jeg bliver deprimeret”, siger Thomas Blachmann flere gange i det, man fra Danmarks Radios side kalder en dokumentar om ”Blachmann i skolen”; men som jeg på ingen måde vil sætte betegnelsen ”dokumentar” på. Der dokumenteres intet i den første udsendelse.

Jeg bliver deprimeret, når jeg ser Blachmann brede sig over skærmen i en skoleudsendelse, hvor det (igen igen) ikke er eleverne, der er i fokus, men derimod en ”kendis” (det kunne også have været Peter Mygind) eller et koncept (mange læringsstile fra ”Skolen i verdensklasse). Det er utrolig deprimerende, at man udstiller folkeskolen som et sted, hvor alle elever faktisk kunne løftes (løftes?? Et virkelig dårligt ord for at de skal blive klogere!) flere meter, klasser eller karakterer i løbet af ganske kort tid blot ved brug af en trylleformular, et læringskoncept eller en intensiv Løkkefonds-turbo-undervisning. Det er deprimerende.

Thomas Blachmann har seks uger til at ”redde” kreativiteten fra helt at forsvinde fra de særligt udvalgte 8. klasses elever, der i al deres forskellighed helt sikkert er klar over, at der er kamera på, at alting filmes, og at Blachmann har overtaget såvel i magt som i ord. Nogle af de mange floskler,  Blachmann slynger ud, lyder: ”Det handler om dem. Det handler om at blive en karakter ikke at få en karakter. Jeg er her for at redde dem. I tror i gør det for min skyld, I gør det for jeres skyld.”

Herefter rammesætter Blachmann skoledagen for 8. klasse. En helt urealistisk skoledag, hvor Blachmann (uden pædagoger og uden bekymringer) kan forlade hele klassen for at tale med en enkelt elev ude på gangen. Jamen, tænker alle lærere vel, hvad lærer de andre imens? Spilder de ikke tiden? Og jo, det gør de. Venligt og imødekommende spilder de deres tid.

Blachmann vil have et fag, der ikke er et fag. Kreativitet skal på skemaet to timer to gange om ugen. Meget lidt kreativt, og med en meget afgrænset tid, kan man tænke. Det er et fag, der ikke er et fag. Det er et fag, der handler om ingenting, - udover at eleverne skal ”blive sig selv”, ”få mod til at være sig selv” og ”lytte til sig selv”.

Det er ikke kreativitet. Det er terapi. Det er selvudviklingsterapi, når det er værst. Eleverne forventes ikke at forholde sig til andet end sig selv. De hører kun et stort ekko af ”mig, mig, mig”, når Blachmann forsøger at få dem til at tænke kreativt.

K. E. Løgstrup skrev i ”Opdragelse og etik”: ”Medens vi bakser med en opgave udvikles den karakter, der betinger løsningen af den.” Og det er Platon, der høres gennem udsagnet her (hvor jeg citerer Bertel Haarder, der citerer den gamle græker): ”Centrum i skolen er det faglige udbytte, som skaber den personlige udvikling. Det handler om faglig fordybelse, om at udvide elevernes horisont og sprænge den verden, de kender i forvejen. De skal ikke se ind i sig selv, men se ud i verden.”

Lene Tanggaard, professor på  Aalborg  Universitet har forsket i kreativitet i mange år. På spørgsmålet: ”Hvad skal den kreative lærer kunne?” giver hun konkrete svar, der kan fremhæves her. Der er fem ”lærer-faktorer”, der har betydning for eleverne:

  1. Få kreativiteten ind i hverdagens undervisning.
  2. Giv eleverne mulighed for at bruge deres fantasi, og lær dem at eksperimentere.
  3. Overvej hvordan du motiverer til kreativitet.
  4. Vær ikke bange for at bruge kreativitet som et instrument til noget andet.
  5. Du er en rollemodel som underviser.

Og så minder hun om at : ”Kreativitet er også de lange perioder med kedsommelig træning, almindeligt arbejde og forsøg, der kan lede til, at vi får en god ide. Sådan er det også når man skal tilegne sig viden. Det er også til tider kedsommeligt arbejde i lange stræk med mange sider og megen teori, man skal forholde sig til. ”

Blacmann forholder sig ikke til kreativitetsforskningen. Han forlader sig på fornemmelser og ”synsninger”. Han dokumenterer intet, men argumenterer altid ud fra egne oplevelser og eget liv. Det er selvcentreret på samme måde, som han opfordrer eleverne til at være selvcentrerede. Skolens fornemmeste opgave er ikke at lære eleverne at se ind mod sig selv, men at åbne verden for børn og unge. Det er skolens opgave at vise, at verden er større, end de selv kan se. Det er skolens opgave at lære eleverne det, de ikke vidste, de gerne ville lære. De skal have redskaber og viden for at kunne fuske med faget. Og fuskeri, siger Lene Tanggaard, det er et godt ord for kreativitet.

Nu venter vi på næste afsnit. Her vil eleverne helt sikkert nå frem til et højdepunkt at kreativitet, så Blachmann-investeringen fra DR viser sig at være lønsom. Heldigvis er eleverne jo venlige og vil gerne glæde Blachmann, - også selv om de ikke aner ikke, hvad det går ud på, de ved ikke, hvad der forventes af dem, og de ser ikke en kreativ lærer. De ser en old-school-lærer med en skoletaske fra 1962.

Det er deprimerende. Det er ikke kreativt.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk