Skumfiduser

Dolomitterne

Stilhed, stadighed og seriøse støvlesåler

 

Bussen op til Nationalpark ”Parco Naturale Tre Cime” kører hver halve time fra stationen. Når man står på bussen i Dobbiaco, så tænker man, at destinationen sikkert er lige om hjørnet. Det er den også. Der er bare vildt mange hjørner at runde, når turen går fra 1241 meters højde og op til Refugio Arunzo i 2333 meters højde. Dolomitterne er på Unescos Verdensarvsliste, det er seriøst høje bjerge med vilde forrevne tinder, storslåede dale, sære bjergformationer og smukke søer og vandløb. Man kan vandre i mange dage ”oppe i højderne”, og denne sommer har jeg gået en uges tid fra Refugio Arunzo til  andre refugier i bjergene. Refugier er vandrehjemsagtige turisthytte-overnatningssteder, hvor der serveres god morgenmad, tre retter til aften, og så er der en seng (med dyne!) til overnatning. Simpelt, men det føles som en stor luksus, når der er støvletørrer, varmt vand i bruseren og en fantastisk udsigt morgen og aften.

Der er mange glæder ved at gå i bjergene. Stilhed, en udfordring på stadighed og stædighed og en kvalitetskontrol af ens støvlers almentilstand er nogle af de glæder, man får med.

  1. Stilhed. Først og fremmest er det stilheden, der er markant. ”Er det en gemse, der kommer over klippekanten”? Man kan på mange hundrede meters afstand høre stenene, der rasler ned af skråningerne, når der er dyr på afveje fra stierne. Der er ingen fjern bilstøj, ingen musik, ingen haveredskaber med motor (der er nemlig ingen haver), ingen landbrugsredskaber og kun når man møder andre vandrere bliver der hilst med det bjergklassiske ”Bon Giorno”. Eller ”Salve”, der på latin betyder ”vær rask og frisk”, det kan der være brug for at høre. Refugierne havde alle et ”vi er med på det nye, her er ingen wifi”- skilt. Ofte var der heller ikke andet signal, så det var en tilvænning til en analog verden, hvor man ikke kunne google svar på de mange spørgsmål, hver dags oplevelser bragte med sig. Det betød også, at resultatet af semifinalekampen Frankrig – Belgien var flere døgn undervejs. Det kan man vænne sig til. Det tager bare tid. Mere tid end en uge. Men det var en øjenåbner for, hvor meget man kan undlade at google og læse nyheder. Stilhed. Det giver ro til sjæl og sind.
  2. Stadighed. Stadighed og stædighed er afgørende, når hver dag byder på eksempelvis 800 højdemeter op og 1050 højdemeter ned. Eller omvendt. Det er lige ondt for knæene. Her er stadighed en kvalitet. Når man kan se passet i det fjerne, så ved man, at det vil tage et par timer at gå op, det vil være slidsomt, det kan føles uoverskueligt, men for os, der er vokset op med endeløse roemarker, der skulle hakkes række efter række, så er det blot at slå tilbage i roehaknings-mood og tage et skridt af gangen. Der er ingen lette løsninger, man kan ikke ”ringe efter nogen”, man kan ikke tage bussen, en taxi eller sætte sig ned og vente på bedre tider, - man må gå. Og så gælder det først og fremmest om at glemme knæenes tilstand og i stedet se på naturen, glæde sig over udsigten, afsøge horisonten for gemser, murmeldyr og stenbuk (dem så vi nu ingen af), og kigger man på stien og de nærmeste omgivelser, så kan man se varianter af enzian, gøgeurt og et heldigt fund af den kødædende vibefedt. Her er det (som altid på vandreture) vejen, der er det primære mål. Bagefter kommer refugiet, der er dagens mål. Det er altså også vigtigt.
  3. Seriøse støvlesåler må prioriteres. Helt pragmatisk er gode støvler det vigtigste udstyr. Der er en ældgammel vej over og gennem Dolomitterne: Alta Via Dolomites 1. Den fulgte vi mange timer undervejs. En sti, der til tider er smal og sniger sig med klippevæggen til den ene side og et frit hundredemeter fald på den anden side, en sti, der går gennem mange pas, forbi smukke søer, og en sti hvor refugierne ligger med passende afstand for en træt vandrer. Undervejs er der god tid til at tænke på, hvordan verden måtte se ud for en tyrolsk fårehyrde i det 18. århundrede. Nok var der heller ikke her i 2018 internetadgang mellem bjergtinderne, men man kunne helt sikkert få hjælp, hvis der skulle ske ulykker. Første Verdenskrig havde en frontlinje gennem Dolomitterne fra 1915 – 1918, hvor Italien og Østrig var på hver sin side, og det er kendetegnende for naturens styrke, at det ikke var skududvekslinger, der dræbte flest mennesker, det var laviner, hungersnød og kulde. Gode støvler, der ikke giver vabler er vigtige. Og støvlerne skal også kunne finde fodfæste på klatringen mod bjergtoppene – og ikke mindst når turen går ned igen.

Stilhed, stadighed og seriøse støvlesåler, - det er de tre vigtigste faktorer i en bjerg-vandretur. Der er dog masser af bonus herudover: temperaturen om dagen er lun og sommerlig, nætterne er friske og kolde uden myg, det regner hver dag præcis klokken fire, så dagens etape skulle afsluttes i god tid, maden smager godt, og alle man møder hilser med venlighed og Bon Giorno.

Det kan anbefales. Skulle man tænke, at der er virkelig langt til Dolomitterne, så er der også mange vandrestier i Norge, i Sverige og i Danmark, hvor man kan gå sig træt og mødig i godt humør.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk