Skumfiduser

Lærerforbilleder: Stephen King, Dumbledore og Indiana Jo...

Lærerforbilleder: Stephen King, Dumbledore og Indiana Jones

 

“Jeg tænkte bare på så mange store mennesker, der var lærer: Stephen King, Dumbledore, Indiana Jones. ”Sådan skriver en af de nye lærerstuderende som svar på ”hvorfor vil du være lærer?” Måske er det netop de tre personer, der kan bidrage til en god lærer. Lidt skræmmende fra Stephen King med fortællertalent og blik for det skæve, lidt Dumbledore-al-faderlighed, der ser bag masker og kapper og ind til det ægte menneske og så en stor portion overlevelseskraft, energi, opfindsomhed og styrke som hos Indiana Jones.

Hvert år spørger vi på Læreruddannelsen i Aalborg de nye studerende ”hvem de er”. Her får vi dels et kvantitativt billede af årgangen, og dels får vi et indblik i, hvilke bevæggrunde de har haft for at søge netop læreruddannelsen.

Vi ved således, at ”de studerende ikke bliver yngre og yngre”. De er i år 22.89 år i snit, og i 2013 var de 22.4, mens den ældste årgang på 23.03 år kom ind i 2016. Den ældste studerende er 55, mens der er fire studerende på 18. Gennemsnitsalderen holder sig omkring de 22 – 23 år, regeringens ønske om  ”tidlig studiestart” har ikke haft nogen betydning her.

Lærerprofessionen er en profession, der i år har en kønsfordeling i Aalborg på 41.5 % mænd over for 58.5 % kvinder. Her har fordelingen flyttet sig siden 2013, hvor fordelingen lød på 34% mænd mod 66 % kvinder. Som i de fleste professioner kan man ønske begge køn i en ligelig fordeling. Det ser rimeligt ud.

Sådan har vi mange tal for årgangen. Vi ved også, at hovedparten har en STX-eksamen, og de fleste er fra Region Nordjylland. Og syv studerende er fra Færøerne.

Det kan være interessant nok, men vi spørger også: hvorfor vil du være lærer? Her er nogle af de studerende svar, der er dækkende for flertallet. Der er en tredjedel, der nævner gode rollemodeller hos egne lærere, en tredjedel har været vikar og har her oplevet, at det gav glæde at undervise og så er der en tredjedel, der har et utal af lærere i familien. De har givet en anbefaling af professionen.

Sådan skriver de:

- Har været vikar over en periode i Løgstør skole, hvor jeg har været tilknyttet både akt og almene klasser. Det har fanget min interesse, da jeg i forvejen altid har kunnet lide at have med unge mennesker at gøre. Derudover syntes jeg, det er fedt at kunne skabe relationer til børnene, samt give dem mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt

- Muligheden for at arbejde med kreativitet og at gøre en forskel for børnene.

- Har altid vidst at jeg vil arbejde med børn. Og har altid været rigtig god til at snakke og lære fra mig, derfor valgte jeg læreruddannelsen. Er helt sikker på at det er den rette vej for mig.

- Havde mange forbilleder i tidligere lærere, så ville prøve at være det samme for andre.

- Min mor er lærer og min moster er lærer. Jeg fandt det som er meget naturligt valg, at jeg skulle være lærer.

- Jeg kan lide at undervise, og ville hellere gøre det i folkeskolen fremfor gymnasiet eller universitetet.

- Flere år i den finansielle verden gjorde det klart for mig, at mine værdier var helt anderledes. Derfor søgte jeg nye udfordringer

- Spændende måde at arbejde med børn.

- Arbejdstider

Det er interessant at læse som et modsvar til de mange historier, der fylder dagspressen hvert år i august. Det påvirker tilsyneladende ikke unges studievalg. I hvert fald ikke de unge i Nordjylland.

Nu glæder vi os til at førsteårgangsstuderende kommer ind i fagene, i uddannelsen og i den dannelsesproces, der altid følger med en uddannelse.

De fleste har prøvet en række studier før valget af læreruddannelse. Der nævnes eksempelvis jur, medicinstudie, ergoterapeut, frisør, kok, maskinmester, markedsføringsøkonom, historiestudiet, folkesundhed, datamatiker, CBS og bygningskonstruktør. Nu håber vi (og de), de har valgt ret.

P.S Vi har i læreruddannelsen grund til at takke mange, mange lærere for den indsats de har gjort for at vise, at professionen er spændende, meningsfuld og til tider sjov. Tak for det.