Skumfiduser

Lykke Per.....

En klassiker: Per, Inger og Jakobe

 

”Vandreren over tågehavet” hedder et kendt billede, malet i 1818 af Caspar David Friedrich. Her ser man en mand på toppen af bjerget. Han støtter sig til en vandrestok, og rygvendt ser han ud over et hav af tåge. I det fjerne er der endnu flere bjerge at bestige, men lige nu står han og nyder udsigten.  Vandreren har ryggen mod den verden, han er gået igennem, han er højt hævet over hverdagen, han er simpelthen alene i et tågehav, hvor fremtiden må forekomme ukendt, og hvor der ikke er hverken Norsk Turistforenings-T-mærker eller klassiske varder at følge. Han er, som Lykke Per i Henrik Pontoppidans klassiker, en tilskuer til livet. Han er en vandrer, der har nok i sig selv. I filmen om Lykke Per af Bille August ser man Lykke Per, Peter Andreas Sidenius, vandrende i et tågehav, da han er på tur i Tyskland sammen med sin Jakobe. Han søger efter noget, han ikke ved, hvad er. Han leder i tågehavet, han søger berømmelse gennem ingeniørkunsten og sine vandingskanaler, han søger lykken gennem en lidenskabelig forelskelse i Jakobe, han søger familielykken gennem ægteskabet med Inger på den jyske hjemegn. Intet af dette giver ham ro eller glæde eller lykke. Gennem romanens første 600 sider er han en U-Lykke Per. Først da han slår sig til ro i det vestjyske (nord for Vestervig og så lidt ud vestpå) finder han lykken. Alene og kun med en husholderske, en gammel hest og noget fjerkræ.

Lykken var, lød det fra Per i en samtale med den lokale skolelærer, at ”bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andre Organer.” I stilehæftet, der ligger tilbage hos Vejassistent Sidenius kan man læse: ”Det vigtigste spørgsmål er dog ”Men hvem er du selv?”.

Lykke Per endte sine dage som vejassistent i Thy. Han var tilfreds med livet. Han havde fundet en måde, hvorpå han kunne leve med sig selv. Hans kone Inger måtte så sørge for de fælles børn, deres opvækst og uddannelse, men som det fremgik af et brev, der lå i vejassistentens efterladte papirer, så har hun forligt sig med, at Lykke Per gjorde det for deres fælles skyld.
De to bind om ”Lykke Per” (skrevet i 1898 – 1904 af Henrik Pontoppidan) kunne have handlet om Inger, de kunne også have haft Jakobe, hans første kærlighed, som hovedperson. Så var det blevet en helt anden fortælling om tidens søgen efter mening.

Da ”Lykke Per” var færdig med alle otte dele i 1904, kunne man se et ikonisk billede af ”En bjergbestigerske” malet af Jens Ferdinand Willumsen. Her er det ikke en fjern rygvendt vandrer, man ser. Det er en handlekraftig kvinde, der er på bjergvandring i Alperne. Det forestiller Edith Wessel, Willumsens kone, og hun står stærkt og med solens lys over sig. Nok er der skyer over bjergtoppene, men hun vender sig mod solen, mens hun støttende til sin stok, ser mod den dal, hvorfra hun kommer. Hun er på toppen, hun ser ud til at kunne klare alt. Sådan kunne Inger og Jakobe være skildret. De klynker ikke, da Lykke Per lader dem om at klare hverdagslivets udfordringer (sygdom, graviditet, brudt forlovelse, brudt ægteskab, opfostring og opdragelse af børn), men de tager opgaven på sig og har (hvilket overskud!) kun tak til Lykke Per for at de har mødt ham i livet.

Lykke Per i romanform er en fortælling om Per, der som søn af Sidenius-slægten og med en kærlighedsløs barndom bag  sig, må se frem til et liv, hvor han flygter, hver gang han møder kærligheden.  Romanen har Lykke Per som den person, alt skildres gennem. Filmen om Lykke Per har Jakobe og Per og deres umulige kærlighed i fokus. Det bliver noget helt andet.
Den korte fortælling om Lykke Per leverer Henrik Pontoppidan i novellen ”Ørneflugt” fra 1894, hvor Klavs, den gulnæbbede unge ørn, er vokset op i en hønsegård. Derfor kan han ikke flyve og leve som ørn; hertil elsker han kokkepigen Dortes levninger for meget. Han bliver skudt af gårdskarlen, da han, efter et flugtforsøg med en ung hunørn, fortryder flugten og vender tilbage til hønsegården.

Sådan er det for Lykke Per. Han er vokset op i den kærlighedsløse og autoritære præstegård, hvor far Sidenius og hele slægten kan kigge ondt og bebrejdende på den unge Per, der forsøger at gøre oprør. Han søger at gøre sig fri. Han søger kærligheden, familien og anerkendelsen for sin viden og naturfaglige opfindelse, men han ender i et selvvalgt eksil, hvor han ved, at han ikke kan skade mennesker. Han er nemlig helt alene.

Her finder han ro. Og han skriver afklaret om sit liv, sine håb og tanker. De skrifter, han efterlader, får følgende ord med på vejen af sognefogeden, der skal bestyre boet:

”Tag De den bare, Mikkelsen. For skrevne Sager har vi ingen Ansvar. Og den har jo ingen Pengeværdi”.

Romanen ”Lykke Per” fortæller om vandreren i tågehavet, mens filmen viser bjergbestigeren Jakobes styrke. Sammen kunne de måske have fundet lykken, hvis Sidenius-slægtens lommeur ikke havde givet en tung arv af tid, tvang og tro.

P.S. Det kan anbefales at læse ”Lykke Per”. Sproget er karsk og kernefyldt som stenalderbrødet fra den lokale bager. Der er vidde og prægnans i teksten, der er gamle danske ord i hobetal. Man glædes over, at der kan sådan.  ”Lykke Per”- filmen giver heldigvis samme sprog. Den kan også anbefales.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals