Skumfiduser

Jammers Minde

Leonora Christinas Jammers Minde

 

”Her vil jeg beskrive mit fængsel. Det var et kammer, som var syv af mine skridt langt og seks bredt. Der stod to senge og to stole. Det var nykalket, og det stank forfærdeligt. Tilmed var gulvet så tykt af skarn, at jeg troede, der var af ler.” Det er Leonora Christina (1621 – 1698), der beskriver sin fængselscelle i Blåtårn. Hun fortsætter: ”Det er ni alen højt, hvælvet og allerhøjest sidder et vindue med tykke jernstænger for og et gitter, som er så tæt, at ikke engang en lillefinger kan komme ind i hullerne. Det gitter havde grev Rantzau ladet lave, som slotsfogeden senere fortalte mig, så at ikke en due kunne indføre noget brev. Det må han vist have læst i en roman.”

Leonora Christina var datter af Christian den fjerde og hans kone ”til venstre hånd”: Kirsten Munk. Hun var således ikke i ”arvefølgen”, men da Leonora Christina (femten år gammel, der var også barnebrude dengang) giftede sig med Corfitz Ulfeldt, så fik hun en fremtrædende plads ved hoffet. Den plads holdt hun så længe faderen Christian den 4. var i live, men da han døde, stod det klart, at Frederik den 3. og familien Ulfeldt ikke var eller blev hjertevenner.

Corfitz Ulfeldt tog til Sverige, hvor han indgik nogle alliancer, der medførte en anklage for højforræderi mod Danmark. Leonora Christina og Ulfeldt blev fængslet, og de sad i lidt over et år på Hammershus Slot på Bornholm. Corfitz Ulfeldt blev henrettet i 1664, og på det tidspunkt sad Leonora Christina allerede i Blåtårn. Her kom hun til at sidde i 22 år. Det er længe i et lille kammer på mindre end 30 kvadratmeter. Der var et liv i tomgang. Hun kedede sig vildt. Det ved vi, for i 1673 påbegynder hun en selvbiografi ”Jammers Minde”, hvor hun vittigt, vidende og velformuleret fortæller om livet som fange i Blåtårn. Hun skriver, så hendes børn kan vide, hvad der er hændt deres mor. Og børn havde hun i overmål. Femten børn havde hun født i ægteskabet, mange af dem var døde som små, men andre levede og klarede sig godt rundt om i Europa. Christian, Jacob, Anne Cathrine, Frantz, Ludvig, Corfitz, Ellen Christina, Leo, nok en Leo, Leonora Sofie, Otto, Mogens og nok en Leo hed de navngivne børn. Så var der et par navnløse dødfødte, men for dem alle gjaldt det, at de ikke måtte tage ophold i Danmark. De skulle forblive ude i Europa, for ikke at kunne gøre krav på arven efter forældrene. Det måtte Leonora Christina også leve med.

Selvbiografien ”Jammers Minde” blev først fundet i 1867, det er et af de få litterære skrifter fra perioden, hvor forfatteren er en kvinde.

Leonora skriver om hverdagen, når hun fortæller om genvordighederne med at få fat i sytøj: ”Jeg bad hende (en tjenestepige, hun var jo kongedatter) om at prøve at skaffe synål og tråd. Hun svarede, at hun hjertens gerne ville skaffe mig det, hvis bare hun turde. Det ville koste hende ve og vel, hvis dronningen fik det at vide, for hun havde meget strengt forbudt, at nogen måtte lade mig få nåle. Hverken knappenåle eller synåle.

Jeg spurgte: af hvilken grund?

For at I ikke skal myrde jer selv, sagde hun.”

Leonora Christina skriver også om helt jordnære iagttagelser, hun har i cellen. Her  følger hun en kålorms hele livcyklus fra larve over puppe til sommerfugl: ”Jeg har også i mit fængsel gjort en opdagelse om kålorme.” Hun karakteriserer også nogle af de mænd og kvinder hun har mødt gennem livet, og hun korresponderer med salmedigteren Kingo. Hun vil have ham til at skrive et hyldestdigt om danske og europæiske kvinder, men han skriver nu mest om sin egen elskede Chrysillis.

Leonora Christina blev løsladt i 1685. Det er forunderligt, at hun levede så længe som fange. Hun skriver til sidst i ”Jammers Minde”: ”Mine fængselsdage har varet 21 år, 9 måneder og 11 dage. Kong Frederik den 3. lod mig fængsle den 8. august 1663. Kong Christian den 5. gav mig friheden den 18. maj 1685. Jeg har nedskrevet en stor del af det, som er sket i mit fængsel i den hensigt at afslutte mit jammers minde dermed.”

Når man kan læse ”Jammers Minde” i dag i en ny og grafisk version, så skyldes det Allan van Hansen, der har udvalgt nøglescenerne fra den originale udgave. Herefter har han tegnet og fortalt ”Jammers Minde”. Tegninger, ord, broderier og tekst giver os også i dag et indblik i livet i en fængselscelle på Blåtårn i slutningen af 1600-tallet.  Det var et hårdt liv, selv for en kongedatter. ”Kødso, Skiden-Slatte, Heks og Forræder” var nogle af de hånlige råb, hun mødte på vej ind i fangetårnet. Var hun blevet fængslet i 2019, så havde de sociale medier kammet over, men dengang måtte den forsamlede pøbel klare sig med uhøviske tilråb.

”Kunne man veje min jammer og mine lidelser sammen i én vægtskål, så ville de være tungere end sandet i havet”, sådan slutter ”Jammers Minde”. Det var en jammerlig tid, det kan man nu se og læse om, - for herefter at glæde sig over at leve i et demokratisk land, hvor den udøvende, dømmende og den lovgivende magt er delt i uafhængige områder.

P.S. Det er det lille forlag Arabesk, der har udgivet ”Jammers Minde – en grafisk roman”. Forfatteren er (udover Leonora Christina) Allan van Hansen. Den er fra 2019.