Skumfiduser

Realityspillet 2052

Klimakamp i det sydlige Ishav

 

”Ude i Oslos gader hang en tyk decembertåge. Snefnug dryssede let mod kinderne, idet Roland drejene ned ad Storgata. (…) Klimaflygtninge fra middelhavslandene var officielt hovedårsagen til, at myndighederne i Norge praktiserede en nultolerance over for klimaindvandring.

Men sandheden var en anden, nemlig at regeringen klamrede sig til de ynkelig rester af en gammel oliemagt. De få mennesker i toppen af olie – og finansverdenen havde i årevis forbudt alle satsninger inden for klimavenlig teknologi.”

Det er år 2052, vi er i Oslo, og der er en hemmelig klimademonstration på programmet for de, der har fået den lige så hemmelige advisering herom. Det er strafbart og kriminelt at demonstrere for klimavenlige tiltag. Roland og hans venner mødes i al hemmelighed på lige så hemmelige platforme på nettet. Det er en klimagyser, den norske forfatter Lars Mæhle har skrevet som en hybrid mellem realityspil og en klimapolitisk thriller.

Hver eneste nordmand har (i teorien) en million kroner stående i den Norske Oliefond. Norge har haft en fest, siden der blev fundet olie i Nordsøen lillejuleaften sidst i 1960’erne. Der har været olieresurser til alt. På skiferier i Norge ser man de tændte lamper uden for alle hytter – beboede og ubeboede. Der har været brugt enorme råstofresurser, men nu har eftertanken meldt sig. Ikke kun i Norge, men i hele Europa, i hele Verden er der en klimabevidsthed, der forhåbentlig fører til handling, så der også vil være en beboelig og menneskelig verden for de fremtidige generationer. Jan Kjærstad skrev i 2015 ”Slægters gang”, hvor han lod fortælleren have et perspektiv fra Kina, hvor en udrejst nordmand har skabt det store Long-dynasti i Den Kinesiske Føderation. Her fra Kina ser fortælleren (der vel er nogle hundrede år fremme fra vores tidsregning) tilbage på et Norge, hvor olien for længst er sluppet op, og hvor befolkningen har måttet tage ansvar for at have skaltet og valtet på uansvarlig vis med verdens resurser.

Hos Lars Mæhle i ”Realityspillet 20152” er det samme tema. Fem unge er udvalgt til at skulle konkurrere om at redde jorden. De fem er fra hver sin verdensdel, Afrika, Australien, Asien, Europa og Amerika. De sejles til en øde ø, hvor klimaet er vildt, koldt og voldsomt. Her skal de (uden at kende reglerne for realityspillet) være med i en slags fremtidig HungerGames. Det foregår i 2052, der beames hologrammer, der er netkroner, der er ”mobiltelefoner”, der er indlagt i håndfladen, og så er der klimademonstrationer.

Klimademonstrationerne har den norske regering forbudt. Den norske regering er demokratisk valgt, men de giver penge til de utallige hjemløse, der stemmer på dem, så de sidder trygt på magten til at fratage demonstranterne enhver rettighed.

Nu bliver Roland ,”Jokeren” som han kaldes, pludselig en del af  dette meget virtuelle og alligevel voldsomme spil. Der er tvekamp efter hver udfordring. En tvekamp på liv og død.

Dagens opgaver handler alle om klima-problemer. Hvordan bygger man noget, der kan give vedvarende energi? Hvordan sikrer man, at man kan gøre brug af denne energi?
Opgaven til dag to lyder:
”Hvilke former for energikilder kan og skal vi satse på?
Det er hvad opgaven på dag 2 handler om. I skal kort sagt vælge mellem et kraftværk baseret på én af følgende:

Solenergi

Vindenergi

Bølgeenergi

Olie og gas”

Så skal gruppen hjælpes ad. De overvåges alle, de tildeles point for samarbejdsevne, men de får også point for individuelle tiltag. Og de ved aldrig, hvem der ser hvad.

Det er sindsoprivende spændende science-fiction, men det er også et deprimerende realistisk scenarie, der udspiller sig på den kolde og ensomme Bouvet Island,  hvor Roland, Samuel, Manuela, Greg og Katrina er i virkelig (såvel som virtuel) knibe.

”Tanken om at man som enkeltindivid ikke kan gøre hverken fra eller til, må vige for tanken om, at alle kan gøre en forskel. Vi skal handle, og vi skal handle nu. Det er ikke kun nødvendigt. Det er livsnødvendigt.”

Sådan skriver Kathrina og Roland til slut i svaret på opgave tre. Det er også bogens hovedsigte: Klimaproblemerne kan ikke kun overlades til politikere fjernt fra hverdagen. Enhver må handle nu.

Det er en bog, der kan give anledning til megen diskussion. Den fiktive rammes referencer til Hunger Games og Robinsonekspeditionen er en drivkraft i læsningen af det problematiske stof.

Klimaproblemer kan være svære at formidle i fiktion. Det lykkes her på relevant, realistisk og medrivende vis.

P.S: Voksne kan læse Jan Kjærstads: ”Slægters Gang”, 2015, - men børn og unge (og voksne) har meget at tænke over, hvis de læser Lars Mæhles: ”Realityspillet 2052”, 2019.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals