Skumfiduser

Vi er her for at dø

Vi er for at dø

 

”Jeg tror, at man som ung i dag, med hendes historie, kan få en forståelse for, hvordan verden har set ud, og hvordan verden ser ud i dag. Det er i hvert fald gået op for mig, at det er vigtigt at vise, at HJolocaust-benægterne ikke har ret. Vi kan tage Arlettes historie med os og håbe, at aldrig vil se den slags ting igen.” Det er Maja Nørskov fra 3. G på Odder Gymnasium, der siger sådan, efter hun har hørt Arlette Andersen fortælle om, hvordan hun som ganske ung overlevede et års fangenskab i Auschwitz under Anden Verdenskrig. To dødsmarcher kom hun ud på, men selv gennem sne, kulde og sult klarede den 20-årige Arlette sig igennem, så hun kom hjem til Paris og til sin far og mor.

Arlette var fransk jøde, hun fik nummer 74853 tatoveret på armen, og den tatovering blev i mange år gemt under langærmede bluser.

Arlette Levy blev gift med danskeren Ole Andersen, hun blev mor til to og gymnasielærer på Fredericia Gymnasium, hvor hun underviste i fransk. Hun var en vellidt og dygtig fransklærer, men sin fortid talte hun ikke om. Først  omkring 1990 fortalte hun sin historie til nogle af franskklasserne. De skulle vide, at holocaust aldrig måtte gentages, og Arlette vidste, at der efterhånden var meget få overlevende, der kunne fortælle historien om dødslejrene. Nu måtte hun gøre det. Det er blevet til næsten 500 foredrag, en film og nu en bog med billeddokumentation og Arlette Andersens biografi, der også giver historisk overblik over udryddelseslejrene og nazisternes politik. Det er Thomas Kvist Christiansen, der står bag film og bog og Knud Møller har komponeret musikken til filmen.

Det var den 20. januar 1942 at det blev besluttet, at udryddelsen af alle Europas jøder skulle sættes i værk. Mødet i Wannsee fik sat system i projektet, og i den lille polske by Oswiecim (nu ”fortysket” til Auschwitz) var der allerede i 1941 lavet forsøg med giftgas i Auschwitz-Birkenau, hvor sovjetiske krigsfanger var blevet gasset. Nu blev lejren udbygget, og i 1944 blev den 19-årige Arlette sendt afsted mod Auzchwitz. Arlette havde studeret på universitetet i franske Clermont Ferrand, men en kold novemberdag blev alle studerende stillet op i universitetets gård, og her blev jøder sorteret fra til deportation, - først til Drancy-lejren og senere længere østpå.
Transporten skete i kreaturvogne, hundrede mennesker i hver vogn medbringende en kuffert, der senere ville blive taget fra dem.

Nytåret 1943/44 var der 85.298 fanger i Auschwitz. Hovedparten døde, i Chelmno var det 145.000 døde, (kun to overlevede), i Belzec døde en halv million (og man kender blot fire overlevende jøder herfra), i Sobibor døde 250.000 og i Treblinka var det henved 700.000, der blev myrdet.

Nu var Arlette havnet i Auschwitz, og hun beskriver hverdagen sådan: ”Der var en madras og et tæppe ovenpå. Og man skulle holde fast i tæppet, for der var så mange og når det var koldt, så trak alle i tæppet. Om natten var det vanskeligt at få noget varme og kunne falde i søvn. Meget tidligt om morgenen blev vi vækket med et ”Aufstehen”, og så skulle vi alle sammen stå op, gå udenfor og stå til appel. Appellen var, at vi skulle såt i kuldet, det var mørkt endnu. Efter appel skulle dagens arbejde begynde. Dagens arbejde for os nyankomne var det, de kaldte ”ausserkommando”. Vi skulle spadsere ud af lejren, ud gennem porten og så begynde på fuldstændig unyttigt arbejde.”

Næsten ingen mad, meget lidt vand at drikke, kulde og manglende lægehjælp betød, at mange døde allerede inden gaskamrene ventede på de særligt uarbejdsdygtige. Arlette overlevede hovedsagelig fordi en græsk jøde, der på grund af sin ingeniøruddannelse havde en særlig stilling, fik Arlette og hendes veninde Denise ”ansat” i en tilhørende våbenfabrik (lidt som Schindlers liste, må man tænke), og her var arbejdet ikke så fysisk krævende og ikke så koldt, så det gav de to unge piger mere livsmod.

Arlette Andersen fortæller også, at når hun overlevede, så skyldtes det venskabet med den jævnaldrende Denise. De var to, der kunne holde humøret oppe, når det så sort ud. De kunne støtte hinanden, opmuntre og hjælpe med at holde sulten ud. Denise og Arlette kom hjem, men ud af de 69.000 franske jøder der kom til Auschwitz var der blot 2500, der vendte hjem i live.

Venskabet betød, at de holdt sig i live. Men Arlette siger også, at det skyldtes viljen til at vedblive at være et menneske: ”Hvis ikke man holder fast i moralen, mister man sig selv. Moral var det eneste, vi havde, som gjorde os til mennesker, når vi levede som dyr.”

Bogen hedder ”Vi er her for at dø”, - det sagde en af fangerne til Arlette og Denise, da de ankom til lejren. Vi er her for at dø, så ingen har brug for kufferter mere. Arlette og Denise overlevede. Det gjorde de også for at kunne fortælle om barbariet og den umenneskelige behandling af jøder, sigøjnere, psykisk syge, homoseksuelle, kommunister og alle, der kæmpede mod nazisterne. Nu er Arlette 94 år. Andre må fortælle historien. Det gør Thomas Kvist Christiansen i bog og film, men man kan selv læse mere på www.arletteandersen.dk

P.S: Vil man vide mere, så kan man også læse: Hédi Fried: ”Spørgsmål jeg er blevet stillet om Holocaust”, forlaget Klim, februar 2018,

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen, Aalborg