Skumfiduser

Giv dig tid - Per Pettersons forfatterskab

Og giv dig bare god tid

Per Petterson er en norsk forfatter, men han er også dansk.

Selv siger han, at han håber, det er tydeligt, hvor glad han er for Nordjylland og for at være ”tokulturel”.  Når man læser hans bøger, kan man få indtrykket, at alt er i mol og mismod, men sådan ser han det ikke. Han siger i et interview: ”Jeg er også en lykkelig mand. Jeg har haft et utrolig interessant liv, synes jeg, og det er jeg taknemmelig for.” Hans bøger foregår i Oslo, men de foregår også i den by, der aldrig sættes navn på, men alle nordjyske læsere vil vide, at det er Frederikshavn.

159 mennesker mistede livet, da Scandinavian Star brændte på vej fra Oslo til Frederikshavn med 383 passagerer og 99 besætningsmedlemmer om bord i april 1990. Der blev påsat seks brande, ingen har endnu fundet ud af, hvor skylden skal placeres. Det er heller ikke skyldsspørgsmålet, der optager Per Petterson. Han skriver personligt (og uden at være privat) om livet med en stor, stor firefoldig sorg. Per Pettersons forældre var begge med Scandinavian Star, hans ene bror ligeså og en datter af hans afdøde bror. Der var fire kister, der skulle bæres ud, da familien holdt begravelse.

Det er livshistorierne fra hans forældre og hans familie, der fylder i forfatterskabet. Den første bog ”Aske i munden, sand i skoene” handler om opvæksten og ferierne i sommerhuset ved Frederikshavn, hans moders udlængsel og ønsket om at komme til Sibirien beskrives i ”Til Sibirien” og ”I kølvandet” handler meget eksplicit om en ung mand, der har mistet sin familie i et skibsforlis.

Skibsforliset ligger også som baggrund for ”Jeg forbander tidens flod” fra 2008, hvor hovedpersonen også har mistet fire slægtninge ved en skibskatastrofe. Det er på papiret ikke nogen opsigtsvækkende eller usædvanlig historie i romanen, hvis titel er hentet fra et Mao-citat. Det er en fortælling om samfundsklasse, om familie og om at blive voksen, og her bliver Arvid først voksen længe efter sit (første) ægteskab og sin skilsmisse. I bogen følger man også forholdet til moderen, og det er skildret skarpt og til tider med håndkantsslag.

Arvid, som han jo altid hedder, følger med sin mor til Frederikshavn og sommerhuset her. Moderen er syg, hun skal dø. Hun er også ret kontant. Her er et flashback til et møde mellem mor og søn på et konditori: "Alt dette prøvede jeg at fortælle min mor. Jeg havde hængt min jakke på stumtjeneren, jeg så at damen bag disken var på vej med vores kaffe og napoleonskagerne på en bakke, og da jeg vendte mig om på stolen for at sidde ansigt til ansigt med min mor i denne stund vi havde for os selv og min mund stadig løb over af ord, så jeg pludselig hendes flade hånd komme farende hen over bordet som sin skygge, og den ramte mig på kinden, og smældet var den højeste lyd i lokalet."

Moderen skal dø, men hun dør ikke her i sommeren og sommerhuset. Hun forsøger fortsat at opdrage sin søn, der har ladet hånt om de muligheder for en uddannelse, der ellers var lagt til rette for ham. Selv ønskede hun at læse og bruge sit liv på litteratur. Det lykkedes ikke. Hun arbejdede i fyrre år på Freia Chokoladefabrikken i Oslo.

Arvid skulle have læst litteraturvidenskab, men det gik ikke. I den sidste ny (og den er lige udkommet) roman: ”Mænd i min situation” skriver han om sit forsøg på at begå sig på universitetet:

”Jeg havde meldt mig til grundfag i historie og kom til fakultetet sammen med studerende fra hele landet med forskellige dialekter, og vi hørte lektoren holde en kort indledningsforelæsning om Afrika i kolonialismens epoke, som var emnet vi havde valgt, og da han var færdig, sagde han, til næste gang ville det være fint, hvis I var delt op i kollokviegrupper. Kollekviegrupper! (…)Og det gik op for mig at jeg ikke ville spørge nogen om hvad kollokviegrupper var. Jeg havde det ikke i mig. Nå, tænkte jeg, det var det.

Ugen efter fik jeg arbejde på hovedpostkontoret i Prinsens Gate, i pakkesorteringen.”

Hele romanen er skrevet i en underspillet sprog, han registrerer alt uden tøven, og han udleverer hellere sig selv end andre. Man får indtrykket af, at Arvid er et godt menneske, der blot (som mange andre mænd i hans situation) ikke formår at tale med andre om sin sorg. Hans bedste ven Audun (der er med i ”Det er okay med mig”) er der heldigvis som samtalepartner i nogle nætter.

Det går. Livet går også for Arvid. Det er ikke en bog, der er kulsort og kældermørk, men det er bog, der fortæller, at livet går fremad. Også når de store sorger rammer.

Det er et forfatterskab, der kan anbefales. Alle hans bøger er gode. Og man læser dem, og man er i godt selskab. Per Petterson slutter med de gode ord: ”Og giv dig bare god tid. Der er ikke noget der haster.”

Helt enig.

P.S. Per Petterson: Mænd i min situation, Batzer & Co er fra 2019. Den er lige udkommet. Ærgerligt, så er der længe til der kommer en bog mere fra hans side.