Skumfiduser

Gode bøger til julen 2019

Gode bøger til julens gaver og glæde

 

”Hvis du længes efter selskab, så husk, at bøgerne ofte er langt bedre selskab end mennesker, fordi bøgerne er ærlige og trofaste.”  Sådan skrev Kim Larsen til sin mor på Mågevej. Kim Larsen læste meget på de mange ture ud til Danmarks og verdens spillesteder. Det gjorde han, fordi bøger er godt selskab, og her er en anbefaling på bøger, der kan være godt selskab i vinterens mørke dage.

Det er nye bøger, der er på listen her. Klassikerne kan man altid låne på bibliotket eller eReolen. Der er også mange gode at vælge.  

  1. Norske Edward Hoems har skrevet om de norske udvandrere (og også om de, der blev hjemme på fjeldet). ”Høstkarl i himlen” og ”Min bror på prærien” hedder de to første. ”Landet ingen har set” kommer på dansk i januar. Her arbejdes dagen lang, der fortælles om sten og fjeld og vinterstorme, dårlig høst og tørke og præriens ensomhed. Men de klarer sig. De står tidligt op og får noget fra hånden. Det er en fremragende historiefortælling.
  2. Marie Hellebergs: ”Kvinderne fra Thy” kom sidste år, og nu kan man læse om ”Søstrene fra Thy”. Det er søstrenes historie ud fra og hjem til Thy, der skrives om. Et citat fra bogen:  ”Biblioteket var bedst. Hotellerne havde alle en mængde bøger stående, og hun var begyndt at læse fra en ende af. Så havde hun bedt sin mor om titler, hun burde finde, og hun fortsatte at læse. Tiden i Sverige lod til at have sprængt en breche i hendes forsvar mod fiktion. Tekst vandrede lige ind i blodbanerne på hende nu.”
  3. Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” er (som andre af Ibsens værker) blevet nyfortolket i år. Det er Merete Pryds Helle, der skriver om ”Nora” fra dukkehjemmet hos Helmer. Man får Noras barndomshistorie med hos Pryds Helle: ” Nora går på skråningen langs vejen mod Molde og plukker blåbær. Hun har to kurve med, og den ene er allerede fuld. Solen bager på hendes hoved og skuldre, og det er rart, når den ind imellem svales af en sky, der driver forbi på himlen.”
  4. Kristian Bang Foss: ”Frank vender hjem”. Det er i Hvidovre, hvor Frank forsøger at bryde sin sociale arv. Han vender nu tilbage til Hvidovre, men måske har han lært noget: ”Frank gav ham et råd: han skulle beklæde bagagerummet i sin bil med sorte affaldssække og forberede sig mentalt på at slå kollegaen ihjel. Det ville give ham en indre ro til at håndtere konflikten.”
  5. ”Byens spor, 1, 2 og 3” er Lars Saaby Christensens helt aldeles fremragende historieskrivning fra Kirkeveien i Oslo. Her vokser Jesper og Stine op hos forældrene Ewald og Maj Kristoffersen. Vennen Jostein, Stine og Jesper er de tre hovedpersoner i bind 3, men Lars Saabye Christensen er også selv en hovedperson. Han skriver med sin kræftdiagnose i haserne, han skriver for at få verden og romanen på plads, mens han endnu magter det. ”Byens spor 3” slutter: ”Og jeg slukker lyset og forlader arbejdsværelset, hvor det sidste arbejde er gjort for første gang.” Man er i godt selskab på alle 536 sider. Tak for det.
  6. Maren Uthaug skriver i ”En lykkelig slutning” bedemændenes historie set gennem en lang række bedemænd, der alle hedder Christian. Helt som kongerækken har de fået numre. Masser af humor og bidske bedemænd finder man her: ”Christian 2 tog det ikke let. Den store følsomhed, som alkoholen havde vakt, var med alderen flyttet permanent ind i ham, og han græd nu, bare han hørte om et dødsfald.”
  7. Jan Guilliou har udgivet bind otte i sin fortælling om Sveriges, Nordens og Europas historie: ”Den anden dødssynd” hedder den nyeste. Vi er nået til Palmemordet, til terror og incestanklager. Det er vores egen historie, der skrives her.
  8. Til børn og unge teenagere kan Cecilie Ekens fantasyserie: ”Karanagalaksen” (tre bind indtil videre) være gode valg. ”Styrke” og ”Tillid” er udkommet i 2018, nu er ”Forbund” her også. Cecilie Eken skriver fremragende, og ”Styrke” var nomineret til Nordisk Råds Børnelitteraturpris 2019.
  9. Og så er der ”Ternet Ninja 2” af Anders Matthesen. Eller ”Ternet Ninja 1”.
  10. Skal der være billeder med i bogen, så er ”Drengen med sølvhjelmen” af Hanna Kvist kommet i år som graphic novel. Her er målgruppen de 10 -14 årige. Smukt og sjovt og muntert illustreret af Rasmus Meisler. God humor og en alvorlig fortælling om drengen, der fik en søster med vinger.

Det var ti gode bøger. Der er mange andre, der kunne være valgt. Fælles for bøgerne her er, at de fortæller en god historie i et sprog, der (på forskellig vis) har en stor spændvidde. Det er smukt, det er legende, det er underfundigt og der er underspillet og overspillet humor.

Man er i godt selskab med disse bøger. Det er bøger, jeg altid vil anbefale, men husk hvad litteraturforskeren Rita Felski siger: ”Det er en pointe, at man aldrig kommer forsvarsløs til en bog. Man er optaget af denne bog på grund af en anmeldelse eller en vens anbefaling, men når man så læser, glemmer man alt uden om bogen, omstændighederne forsvinder.”

P.S. Har man endnu ikke set samtlige afsnit af ”The Crown, sæson 3” så er det jo heller ikke et dårligt valg.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk