Skumfiduser

Datoen

Hvilke øjeblikke former et liv?

 

”Du må altid gøre noget, du ikke er komfortabel med. Det er der, du strækker dig. Mange piger tror ikke, at de er modne nok til opgaven. Men man bliver moden, når man møder opgaven. Sådan siger Norges statsminister Erna Soelberg i en tv-serie ”Datoen”, hvor en lang række af kendte og ganske ukendte nordmænd ser tilbage på deres liv.

Erna Soelberg er født 24. februar 1961, og i udsendelsen følger man Erna og to andre (ukendte) nordmænd, der er født samme dag. Ronny og Solrun og Erna får lige megen skærmtid i den 60 minutter lange udsendelse, der nu er inde i sin fjerde sæson.

Solrun, født samme dag som den norske statsminister Erna Soelberg, siger så smukt, at hun har lært, at selv om livet er tungt, så må man ikke give op. Det gælder om at se op, se frem, se muligheder. Som voksen tænker Solrun på barndommen. Den var ikke lykkelig, men det gik godt. Heldigvis var naboen Sofie der, når moderen ikke var til stede. Der var et menneske, der gjorde en forskel.

”Vælg en dag, En hvilken som helst dag. For eksempel den 6. december 1968. Akkurat den dag vil 256 børn se dagens lys for første gang. Snart vil de forsvinde ind i hver sin historie. En dreng vokser op uden sin far og indser tidligt, at han må fylde rollen som manden i familien. En anden skal længe stå i skyggen af faderens sygdom, men senere finde ro i musikken. Og den tredje dreng skal søge anerkendelsen hos sin far uden nogensinde at få den, men som voksen skal han begejstre en hel verden med sine bøger.” Sådan lyder introen til programmet ”Datoen” (og her er det udsendelsen med Knausgaard, det er sæson 3, episode 5). Dokumentarserien har, siden 2015 og gennem mere end 20 episoder, givet portrætter af kendte og ukendte nordmænd.

 Frederik Skavlan, Liv Ullmann, Erna Soelberg, Jens Stoltenberg, Wenche Myre og Karl Ove Knausgaard er nogle af de kendte, men det er mindst lige så interessant at følge de ukendte. Og det er utrolig interessant at blive mindet om, hvad der fyldte i hverdagen i 1950’erne, 1960’erne og  1970’erne. Norge var et fattigt land, det var årene før olieeventyret begyndte i 1970erne.

Forfatteren Anne B. Ragde (der har stor succes med ”Berlinerpoplerne”, og  de efterfølgende bøger om tre søskende på en norsk svinefarm) fortæller om sin opvækst hos en fraskilt mor. Anne havde altid klap-sammen-madder med i skole, ingen skulle se, hvor lidt pålæg, der var på brødskiverne. Og da moderen en overgang fik socialhjælp, så blev det kommenteret af nogle af nabolaget kvinder: ”Nåååå, jeg ser at mine skattepenge er ud at gå tur!” Det var en stærk motivation for Anne og søsteren i forhold til at blive noget, hvor man kunne tjene penge.

Hvad er man, hvad kommer man fra? Det spørger Gerd, der er af samefamilie, sig selv om. Nu er hendes far død, men gennem hele barndommen var der ingen, der talte om det samiske tilhørsforhold. Hele familien talte norsk. Fra midten af 1800-tallet og helt frem til 1980 var der et stort pres for ”fornorskning” af alle samer. Gerd får først som voksen et indblik i sin samiske kulturbaggrund. Det var på en skitur med faderen, hvor hun som 17-årig fik øjnene op for, at familien var samisk. Det gjorde en stor forskel for Gerd, at hun var så rodløs som barn. Som voksen valgte hun at slå rødder på den fædrene gård. Og hun valgte at markere sine rødder i den samiske kulturarv.

Viktor var barn i 1960’erne. Han blev mobbet gennem hele skoletiden, fordi han tissede i bukserne. Han blev banket dagligt, men derhjemme sagde han aldrig noget om mobningen. Som 50-årig er han fortsat grædefærdig ved tanken om barndommen som venstrehåndet, som stammer og som en, der ikke kunne styre sin vandladning. Sådan kunne barndommen være i skolen, men hjemme var Viktor tryg. Og moderen hjalp, da en lærer endelig tog affære.

Det er tankevækkende, at næsten alle deltagerne fortæller om en tryghed i familien, som de altid kunne falde tilbage på. Hjemmet var tryghed. Der var ingen sociale medier, der kunne række ind i hjemmet. Forældrene er ikke en del af børnenes verden. Børnene er ikke med i de voksnes verden. De har deres egen. Voksne taler ”voksensprog”, - og børn leger udenfor sammen med de mange søskende eller nabobørn.

”Hvilke øjeblikke er det, der former et liv?”, spørger voice-over-stemmen retorisk, når de enkelte deltagere bliver præsenterer med de begivenheder, der har formet hvert enkelt liv.

Det er strømmen af øjeblikke, der bliver et liv, men det er det enkelte menneske, der definerer, hvad der sker med os. Det er fortolkningen af øjeblikket, der skaber et liv.

P.S: Man går bare ind på www.nrk.no. Her kan man finde de seneste tre sæsoner af ”Datoen”.