Skumfiduser

Grøn var min barndoms dal

Grøn var min barndoms dal

”Når arbejderne var færdige med at arbejde lørdag middag og moder hørte fløjten, skyndte hun sig at stille den gamle skammel ud foran indgangsdøren, og så satte hun sig til at vente på, at fader og mine brødre skulle komme op af højen.”

Det er Richard Llewyllens (1906 – 1983) klassiker: ”Grøn var min barndoms dal” der her fortæller om dengang, en lønningsdag var en festdag. ”Grøn var min barndoms dal” udkom i 1939, og den handler om den børnerige familie Morgan, der bor i en kulmineby i Wales. Det er i slutningen af 1800-tallet, der er kulminearbejdere, der arbejder fra morgen til aften, sorte, stærke og med det sammenhold, der kommer, når man bor så langt ude, at man selv må forvalte love og regler.

Det er yngstebarnet Huw, der fortæller om familiens liv. Han ser alt med et barns (og senere en ung og en voksens) øjne, og han følger gerne sine mange ældre brødre og søstre ud i verden, (der rigtignok er ganske lokal og ikke når meget længere end lige netop til deres egen dal eller måske nabodalen). Han ser alt, spørger meget, og han får især gode råd af præsten. En præst, der hjælper alle, der har brug for hjælp.

Det er en tid med klassekamp. Der er oprør hos minearbejderne, der er strejker, der er krav om minimunsløn, der er sult, nød og mere kamp mod de rige ejere i London. Fagforeningerne prøver at hævde deres ret, men det er en svær tid. Det er en kamp mellem det gamle samfund og de nye, det er bog, der skildrer de enkelte menneskers moralske kompas. Kvinderne arbejder ikke i kulminerne, men det er kvinderne, der ofte får deres vilje, det er mor Beth, der samler alle sønnerne. Og døtrene.

Det er (udover at være en generationskonflikt med fokus på skiftet i normerne) også en roman, der fokuserer på forurening og kommende miljøkatastrofer. Slaggerne fra kulminen bliver kørt med tipvogne ud i dalen, hvor de bliver hældt ud. Det er gennem mange års minedrift blevet til en slaggedynge, der har et kæmpestort omfang. Det dræber den grønne dal. Huw ser det, og han ser de døde fisk i floden.

Kulminearbejderne protesterer ikke, de skal have deres daglige løn og arbejde kan man ikke få andetsteds, så slaggebjerget vokser. Det er den billlige løsning at tippe det ud i dalen.

Når man (og det kan anbefales) har set den fremragende serie ”The Crown” om The British Empire og dronning Elisabeths liv, så vil man huske episode 3 i sæson tre. Her sker der i 1966 en ulykke i den walisiske by Aberfan. En regnfuld dag i oktober 1966 kom et slaggebjerg i skred, det kom som en lavine ned over byen, det ramte skolen i løbet af kort tid, og der dræbtes 144 mennesker, heraf var de 116 skolebørn. Det var sidste skoledag før efterårsferien, men mange af eleverne, der var mellem 7 og 11 år, blev dræbt af slaggebjerget. En af de overlevende drenge sagde senere: ”Jeg gik i skole som barn, men det tog mig kun 15 minutter, at blive voksen.”

Prins Philip deltog i en mindehøjtidelighed, der var 144 kister i den lille by, hele landsbyen var samlet og i ”The Crown” hører man de walisiske bjergfolk synge med stærke stemmer ud i dalen.

Også i ”Grøn var min barndoms dal” er bjergfolkenes sangkor noget helt særligt. Der bliver sunget til alt, man samles om harper, klaverer og gode sange, og når der er dødsfald, fester, fejringer og fodboldkampe, så synges der langs hele bjerget.

Vil man se mere til klassekampen omkring 1900-tallet, hvor ”Grøn var min barndoms dal” foregår, så kan man også se den korte serie ”The English Game” af Julian Fellows (ja, det er ham, der står bag Downton Abbey). Her får man fortællingen om fodboldens første år i England, Skotland og Wales. I løbet af de seks episoder bliver der spillet fodbold om FA-cuppen, og det er de lokale helte fra Blackburn, (og Blackburn er ikke i Wales, men det ligger tæt på) der vinder i seriens finale i 1884. Det er første gang et ”arbejderhold” vinder FA-cuppen. Det er klassekamp på fodboldbanen, når fabriksejerne (eller deres sønner) møder udhvilede op til kamp mod mænd, der har en arbejdsuge på 48 timer (eller mere).

”Grøn var min barndoms dal” er fortalt i et mildt tilbageblik på en tid, der var. Indledningen lyder: ”Jeg vil pakke mine to skjorter og mine sokker og mit pæneste sæt tøj ind i det lille blå tørklæde, min mor plejede at binde om håret, når hun gjorde rent, for jeg vil bort fra dalen.” Og den slutter med ”Hvor grøn var dog min barndoms dal, den dal, der tilhørte dem, der er gået bort.”

Industrialiseringen, fagforeningerne, miljøværn, arbejdstilsyn, kvinders rettigheder (og fodbold til alle) er alt sammen noget, der er blevet kæmpet for. De walisiske kulminearbejdere får (en smuk del af) deres historie fortalt i klassikeren: ”Grøn var min barndoms dal”. Den kan anbefales. Lidt tårevædende, lidt sentimental til tider, men også stærk og fyldt med slagsmål og stærke skæbner.