Skumfiduser

Aurlandsdalen

 

 

Aurlandsdalen, en historisk vandretur i Norge

 

”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.” Sådan skrev filosoffen Kierkegaard (1813-1855) i et brev til svigerinden Henriette, som var syg. Søren Kierkegaard gik sine ture i København, og på gaderne i den indre by var der formentlig gode tanker at tænke.

Der kan også tænkes gode tanker, når man går på de gamle klassiske færdselsårer i Norge. Der er klassiske historiske vandreruter, der følger de forbindelsesveje, der var mellem bygder, dale, gårde og sommersæterne. En af de kendte ruter er Aurlandsdalens mærkede rute, der går fra Østerbø i Øst til Flåm i vest. Det vil tage flere dage at gå turen, men her i efteråret har jeg (og mange andre) gået dagsturen fra Østerbø til Vassbygdi. Det er nitten kilometer, men på vandreture bør man tælle i timer fremfor i kilometer. Turen er sat til seks-syv timer, og det er mindst seks-syv timer.

Aurlandsdalen findes, når man kører til Geilo, Hol, Hovet og lige lidt længere ud, så finder man fjeldgården (og Turistgården) Østerbø, hvor turen begynder. Hele turen er mærket med de klassiske røde ”T”er, hvormed Norsk Turistforegning har markeret deres mange vandreture. Tak for det. Det er nemt at følge, så er man på sikker vej.

Når man går i gode støvler, godt regntøj, med gps i telefonen, med kaffe i termokanden og müslibar-reserver foruden madpakken, så kan man jo sende en venlig tanke til de bønderkarle og piger, der i hundredvis af år blev sendt ud på turen med kvæg, får, byggematerialer, ost og post. Karle og piger, der sikkert havde dårligt tøj, utætte sko, tynde madpakker og alt for meget at bære på. Forhåbentlig havde de også øje for den smukke natur, men det kan være forståeligt, hvis de først og fremmest tog sig i vare for vandfald, stenras, elverfolk og trolde. Det var der sikkert i rigelige mængder.

Undervejs på turen (der tager seks – syv timer foruden de mange pauser, man må tage for at fotografere, nyde udsigten, hvile benene og læse infotavler) findes der mange levn fra tiden før Norge blev et land, hvor indbyggerne samledes i de store byer.

Nesbø er en gård, der lå inde på ruten indtil begyndelsen af 1900 – tallet. Gården lå ”lige rundt om et hjørne”, men et hjørne af en klippe, der var så stejl, at man måtte gå rundt om bjerget på stigetrin, der var sat fast i sprækkerne i bjerget. Noget af en udfordring, men et system man også kunne møde andre steder i Norges dale. (og på Kongestien tæt på Malaga i Sydspanien). Nesbø-gården blev første gang registreret i 1664, den blev senere delt i to, og der boede i midten af 1800-tallet femten personer på gården. De har ikke haft meget at leve af, kan man tænke.

Nu er der sprængt en sti neden for klippen, så man får ikke den ”luftige” udfordring på stiger. Igen: tak for det.

Senere på ruten møder man gården Sinjarheim, hvor husene fortsat bruges om sommeren. Her har der ligget gårde helt siden ”svartedauden”; den sorte død i 1300- tallet. Her var der køer og får, der var tre – fire ”støler”, som ”sommer-græsningsområderne” kaldtes. De lavede smør, forarbejdede skind og gik på jagt efter rensdyr. Her boede der mennesker helt frem til 1922, da familien flyttede til Vassbygdi, så børnene fik en ”enklere skolevej”, som der står på infotavlen. Der gik ikke skolebus ind i fjeldet, man forstår de små skolebørns udfordring med tre-fire timers fjeldvandring før de kunne nå skolestuen i Vassbygdi. Jeg vil tro, at de sov sige igennem en del af undervisningen.

Det er forunderligt, at der har boet mennesker her. De har haft hårde vintre, alt for våde forår, myg om sommeren, stenskred, snestorme og alt for lidt mad. Men de boede her. De byggede huse af træ, de holdt køer, og de slog hø, fandt bær i skoven, fiskede og gik ind i mellem turen til naboerne for at høre nyt. Man forstår også, at mange fra de (ofte) børnerige familier så muligheden for at få et bedre liv, da udvandringen til Amerika var på sit højeste i slutningen af 1800-tallet.

Naturen, udsigten, vandfaldene og de mægtige klipper er en oplevelse hele vejen. Dalen følger en lille elv, der gennem mange år har skåret sig dybt ned i dalsænkningen. Der er stejle klippesider, og dalen kaldes også (med vanlig norsk selvforståelse) for Norges Grand Canyon. Her er masser af forskellige planter (500 forskellige, står der), her en jættegryde, Vetlahelvete, der som andre jættegryder blev skabt under istiden, hvor sten og grus har slebet en ”gryde” i de hårde klipper.

Stiens beskaffenhed skifter mange gange, der er sten, der er hårde partier, hvor man klatrer mere, end man går, der er lidt mose, lidt skov og altid rigeligt med vand, men udsigten er altid forunderlig, foranderlig og forrygende flot.

P.S: Søren Kierkegaard tænkte mange kloge tanker på sine vandreture. For mange vandrere bliver tankerne en hel del mere konkrete end Kierkegaards. Her tænkes oftest på: Hvor skal jeg træde næste gang, hvornår skal vi have formiddagskaffe, hvor langt har vi gået, hvilken fugl hørtes her, hvor våde er mine fødder,først og sidst: hvor er her smukt! Sådanne tanker skal der nu også være plads til.