Skumfiduser

Skæpper, staver og spam

Skæpper, staver og spam

 

En dejlig krydret skinke kan være fantastisk lækker.  Skinke betegnes i Monty Pythons hjemland som ”spiced ham”, og sammentrækningen ”spam” blev brugt som varemærke for den engelske version af JakaBov. Når ”spam” i 2013 betegner uendelige, underlige og uinteressane mails fra afsendere, der vil give fribilletter, frirejser, invitere til konkurrencer om iPads, give rabat på briller og invitere til sponsorater af tvivlsom karakter, så skyldes det Monty Python.

Spam stammer fra en Monty Pythons sketch fra 1970, hvor der på en cafe blev serveret dåseskinken ”Spam” til hver måltid. Hver gang. Og til alt. Det ser man i en fantastisk sketch, (www.youtube.com - her findes den), hvor ordets oprindelse føres tilbage til de gæve vikinger, der hærgede, plyndrede og udbredte spam tilbage i 1000-tallet.

Når man brokker og beklager sig over spam i mailboksen, så er det altså til dels vikingernes skyld, at ordet overhovedet findes, og nok hjælper det ikke meget på

irritationsniveauet, at man ved, Monty Pythom står bag, men mens man deleter i mailboksen, kan man i det mindste (indvendigt! tak!) synge med på Monty Pythons spam-sang. Det giver humøret en gang lak (med tak til PH).

Sådan kan det være godt at kende ordenes oprindelse, og det giver god mening at kende historien bag gængse talemåder; thi så kan man forlade sig på hele det betydningskompleks, der ligger bag.

Hvorfor siger man, at noget er ”en fis i en hornlygte”? Hvor langt er ”alenlangt”? Hvad betyder det at ”falde i staver”? Kan man ”sætte sit lys under en skæppe”? og er der andre end polakker, der ”lever på polsk”?

Brugen af de faste vendinger forudsætter, at modtageren også kender betydningen af talemåden. Man behøver ikke nødvendigvis kende hele historien bag oprindelsen, men har man lyttet til Amalie og hendes veninder i Paradise-segmentet, så ved man, hvad der kan ske, når sprogforståelsen er sporadisk og spinkel.

Aalborg Historiske Museum har i foråret en udstilling, der kan give indblik i nogle af de gamle ord og vendinger. I forhallens montrer kan man se en hornlygte (og en hornlygte kunne ikke oplyse E39 en tåget vinternat, der er ikke meget lys, der slipper igennem ”vinduer” lavet af hornplader, og en ”fis” er et meget lille lys, - det er ikke det, man ellers tror),  der er en alenstok, så man kan se de 62 centimeter i virkelighedens målestok, der er en tønde, hvor bødkeren må have sovet i timen, thi staverne er faldet fra hinanden og ligger i en ”katten-af-tønden-uorden” på montrens gulv.

De færreste bruger skæppemål, når der handles i rummål, og når man ikke skal sætte sit lys under en skæppe, (men i en stage, som Mathæus-evangeliet anbefaler i kap. 5. vers 15) , er begrundelsen, at intet lys kan slippe ud, hvis man anbringer lyset under et skæppemål. Et skæppemål har de også på museet, det kan rumme 17.39 liter, og det blev brugt til at måle kornmængder med. Hvorfor nogen overhovedet ville kunne komme i tanker om at sætte et omvendt skæppemål over et lys, det kan man kigge i vejviseren efter. Brandfaren må have været  stor, thi de gamle skæppemål er lavet i træ.

De mange talemåder beriger og farver sproget, de bygger bro fra vikingernes tid til vores mailboks og de kan med få ord sætte personer, oplevelser og nyheder på plads i en skarp sammenhæng.

 

P.S. Og så kan jeg passende lige anbefale, at man i influenzatider gør brug af ord som ”hjamsk”, der kan betegne den lidt ”feberagtig-uden-helt-at-være-syg-agtige” tilstand, man har før og efter virkelig sygsom. Og også brugen af ”ravselvorn” (fra det islandske ord  Rakur (et ord for fugt, væde, tåge,, havgus), der også kan bruges, når man er utilpas, utidig og uoplagt.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk