Skumfiduser

Et dukkehjem hos Ibsen, SKAM og Pryds Helle

 

”Nora! Nej, glem det! Færdig. Nej!! Sådan er Williams replik til Noora i den norske SKAM-serie, hvor man gennem fire sæsoner fulgte nogle unge gymnasieelever i Oslo.

I sæson to var der særligt fokus på Noora, og her især på Noora og Williams noget turbulente forhold. Der var masser af referencer til Henrik Ibsens drama: ”Et dukkehjem”. I en scene fra serien SKAM forsøger Noora at få William til at ”give falsk vidnesbyrd” i en voldssag, han er indblandet i. Noora har fået en aftale med de to vennegrupper, der har været i slagsmål, og alle har indvilliget i at de ikke vil sige noget. Det vil betyde, at William vil gå fri. Men William siger det klart: ”Nei, Glem det. Færdig.” William vil tale sandt.

Som afslutning på denne diskussion mellem Noora og William finder William et eksemplar af  ”Et dukkehjem” på boghylden hos Noora, og nu vil han have Noora til at læse højt af ”Ibsens story”, som de kalder det det klassiske teaterstykke..

Problematikken i ”Et dukkehjem” fortsat aktuel: Hvor langt kan man gå for at beskytte den, man elsker.
Merete Pryds Helle skriver herom i en helt ny fortolkning af ”Et dukkehjem”, nemlig romanen ”Nora”, der udkom for et par uger siden. Her i slutscenen hos Pryds Helle har Noras mand Thorvald Helmer netop fyret Krogstad, der har lånt penge til Nora. Penge, der er udlånt på en veksel, hvor Nora har forfalsket sin døde fars underskrift. Nu vil Krogstad hævne sin fyring, han vil afsløre for Thorvald Helmer, at Nora har begået dokumentfalsk. Nora har en anden opfattelse af sin brøde end Krogstad, for hun lånte pengene for at redde Thorvalds liv med en Italiensrejse. Her forsøger Krogstad at overbevise Nora om, at hun kan vente en fængselsdom for falskneriet:

”De har åbenbart ingen klar forestilling om, hvad De har gjort dem skyldig i. Det er hverken værre eller bedre end det, jeg gjorde, som Deres mand i dag vil straffe mig for.

De har da ikke reddet Deres hustrus liv, siger Nora

Loven, siger Krogstad – spørger ikke om hvorfor man gør tingene.

Nora kan høre doktor Rank for sig. De stærke, de svage. Hun har vel været stærk, står hun så ikke over loven?

Det må være nogle dårlige love, siger Nora.”

Det er samfundets lov overfor Noras egen samvittigheds lov, der her diskuteres. For Nora er det afgørende, om hendes mand ser, at hun forfalskede underskriften for at redde hans liv. Det gør han ikke. Thorvald Helmer ser intet andet end sig selv.

Ibsens stykke om Nora og Thorvald Helmer er 140 år gammelt. Man kunne spørge, om det overhovedet har noget relevant at sige om moral og etik og ægteskab og kvindefrigørelse i dag? Vi skulle forhåbentlig være et andet sted end dengang, hvor kvinder og tyende bogstavelig talt tilhørte husherren, og hvor kvinder hverken havde stemmeret eller ret til sine egne børn eller indtægter. Og det er vi da også. Men Ibsens betragtninger om samfundets love sat overfor den enkeltes egen moral og etik er særdeles relevante og vedkommende også i dag.

Henrik Ibsen skrev ”Et dukkehjem” på dansk i 1879. Samme år blev det spillet for første gang på Det Kongelige Teater i København. Sidste år var det en del af repertoiret på såvel Vendsyssel Teater som Aalborg Teater. Det bliver genopført i nogle uger her i efteråret, og med Merete Pryds Helles version af Noras liv får det en ekstra kant. Hos Pryds Helle er Thorvald Helmer et helt igennem selvoptaget menneske, og gennem historien om Noras opvækst får man en forståelse for, hvorfor hun kan lade sig undertrykke mentalt og fysisk i ægteskabet med Thorvald. Noras barndom var præget af faderens meget autoritære opdragelse. Al viden om verden gik uden om Nora, der blev opdraget til at forblive et barn, en lærkefugl, et egern, der ikke selv skulle tænke, men blot se smuk ud og føje sin mands vilje. Hun får først mulighed for at blive voksen, da hun pakker sin kuffert for at forlade mand og børn. Hos Merete Pryds Helle har man stor forståelse for, at hun går. Hendes plejemor Anne Marie er tilbage med børnene, så de vil klare sig. Thorvald Helmer hulker (heldigvis) da Nora går, men hun går med visheden om, at hun må finde sig selv og blive voksen, - så kan hun måske være mor for sine børn.

Noora i SKAM møder ikke Thorvald Helmer, hun møder William, der viser sig (og tak for det) at være langt mere end blot en ”player” og ”rich kid”, han er tro mod sig selv og tager ansvaret for sine handlinger, mens Noora viser sig at være mere sårbar, end hun selv troede.

P.S: Merete Pryds Helles roman ”Nora” kan anbefales. Og Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” kan man læse helt gratis på ibsennet.no. Ja, og så kan man jo altid gå i Aalborg Teater og se stykket ”live”.

 

 

 

 

Septembers himmel er så blå

En af glæderne ved sensommeren er, at man får mulighed for at synge med på ”Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide…” Skyerne er hvide, himlen er blå og der er farver overalt i Alex Garffs ”Sensommersang”. Blå, hvid, grøn, brun, gylden purpursor, spraglet og varmt rødt.

Sangen er skrevet til Dansk Skoleradio, der præsenterede den i 1949 med titlen ”Sensommersang”. Den kom med i Højskolesangbogen, hvor den fortsat er en af de stærke efterårssange.

Alex Garff (1904 – 1977) var lyriker, men (det giver jo ikke meget i løn at skrive digte) han var også lærer i dansk og tysk på Randers Statsskole. Alex Garff var ven med lægen i Ry, og når han besøgte sine gode venner i Ry, så overnattede han ofte på Ry Højskole, hvor eleverne dermed samtidig kunne beriges med et foredrag af lyrikeren Garff. En morgen i september 1949, hvor Alex Garff havde overnattet på højskolen, var han stået tidligt op, og til morgenmaden på højskolen læste han sit sensommerdigt højt for forstanderparret Marie og Johannes Therkelsen. ”Send det til Otto Mortensen, så han kan skrive musikken”, sagde det gode forstanderpar.  Således blev det. Otto Mortensen (1907 – 1986, - og begravet på Almen Kirkegaard i Aalborg) skrev den letsyngelige melodi til Sensommersangen, der naturligvis har en særlig plads hos Ry Højskoles elever – men bestemt også hos danskere med hang til fælles – og morgensang.

Den ”søndagsstille ro imellem træer og tage” er ikke blot et højskolefænomen, det er sådan en sensommersøndag kan være, når sommerens og høstens travlhed er krydset af og ” røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden”.

Georgineelskere glædes hver gang over beskrivelsen af netop den blomst: ”og georginer spraglet gror, blandt asters i vor have”, mens landbrugets udvikling har givet ”og bonden kører hjem med læs,der lyser solskinsgule” en vis nostalgi. Alligevel stirrer vi på stubmarkerne, der ”står brun og gul og gylden”, med en vished om, at nu skal der sås nye afgrøder, og nu er kornet kørt i container til tørring, og der kommer et nyt forår – engang.

I haven løsnes de røde æbler let (eller de falder tungt i blæsten), solnedgangen kan være en Edward Munchsk ekplosion af gul, orange og rød ”når aftensolen på sin flugt,bag sorte grene svinder”, og man sætter mere og mere pris på de enkelte lune dage. Sådan er det, når det er sensommer.

Septembers klare blå himmel er ikke kun et synsbedrag. Lyset er mere blåt, og himlen er mere septemberklar, når solen står lavere og lavere på himlen. Varmen forsvinder og kulden kommer med tør luft fra nord. Når solen står lavt, og luften er tør og uden vanddampe i atmosfæren, så opleves himlen som særlig septemberblå. Det er den naturvidenskabelige forklaring, men Alex Garffs poetiske  beskrivelse og konstatering er nu den, jeg til enhver tid foretrækker: ”Septembers himmel er så blå”.

Sidste strofe lyder meget sensommerligt:

”Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.”

P.S. Ingen tekst holder som fællessang, hvis ikke melodien holder. Da Otto Mortensen blev spurgt af en nevø, hvordan han kunne skrive så gode melodier (han skrev også melodien til ”Kringsatt af fiender”), - ja, så lød svaret fra komponisten: ”De kommer bare af sig selv”. Så let. Så let.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Hrone

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

 

.

 

 

 

 

 

Her er plads til at strække øjnene ud

 

”Her er plads til at man kan strække øjnene ud!” – sagde Vildmose-naturvejlederen Søren på glimrende dialekt, da han viste vej og viste Lille Vildmose frem. Og man kan se langt og dermed ”strække øjnene” ganske godt, når man er på besøg i Lille Vildmose.

Lille Vildmose ved Kongerslev og Dokkedal er en gammel højmose, men det er også et spændende naturgenopretningsprojekt. Først blev Tofte Sø, Birke Sø, Lille Sø og Mølle Sø afvandet og brugt til landsbrugsland, så blev der gravet tørv og udvundet spagnum op gennem 1900-tallet, og nu er søerne genetableret, og man forsøger med naturpleje at genskabe den højmose, der er ”bundlaget” for det store område. Diversitet i dyre- og planteliv er kodeordene for den naturpleje, der finder sted.

Alt dette kan man læse sig til på plancher og via QR-koder, men som altid er det fantastisk at have en god fortæller med på tur rundt i et område. Søren fortalte med god humor mange historier fra mosens lange liv. Søren havde måske ikke selv gravet alle tørvene under krigen (og her taler vi om 2. Verdenskrig), men han fortalte med stor entusiasme om de 1200 mand, der hver morgen mødte ind i moseområdet for at sørge for, at Aalborg Portlands Cementfabrik havde brænde til produktionen i de brændselsfattige krigsår. Der er fine billeder af tørvearbejdet, hvor man ser, hvor mange muskler og hvor meget mandskab, det krævede, at holde produktionen i gang. Danmarks største net af industrijernbaner med smalspor blev etableret her.

Senere, da olien erstattede tørvene hos Aalborg Portland og fjernvarmeværkerne, så blev produktionen lagt om til spagnum til brug i garnerier og haver (og til dels i landbruget). En produktion der fortsatte indtil 2008.

Genetableringen af højmosen betyder, at der indsættes dyr til pleje af vegetationen. Derfor er der nu mulighed for at se elge, kronhjorte og vildsvin i området. Der er hegn om området med de store dyr, de har masser af plads at gå på, og man kan faktisk være heldig at se dem.

Der er lagt plankestier ud i moseområdet, så man kan gå rimelig tørskoet rundt. Man går i højmosen rundt på tre- fire meter gyngende spagnum, der kan rumme utrolige mængder af vand. Næringsindholdet i spagnum er meget fattigt, derfor er det nogle helt specielle planter, der kan gro. Plantelivet i en højmose er helt specielt. Ud over de spændende tørvemosser, lyng og revling så vi også den kødædende plante, Soldug. Der er dog ingen grund til panik, for Soldug er kun få centimeter (meget få centimeter) høj, og den lever udelukkende af små fluer, myg og edderkopper, som den fanger med sine klæbrige dråber. Den findes. Og den ser ikke særlig skræmmende ud, men det er en ret fin plante at kende.

Fuglelivet er også værd at bemærke. Man kan se kongeørn, fiskeørn, rød glente og en masse ænder. Der er udsigtstårne, hvorfra man kan tjekke himlen med eller uden kikkert, der er sat plancher op, så man lige kan blive mindet om, hvordan de forskellige ænder ser ud. Der er gjort virkelig meget for at give en oplevelse, hvor man får en  smukt naturoplevelse med sig hjem, men man får også mulighed for at få indblik i vildmosens fauna og flora.

Tørvene blev gravet i lange ”baner”, de er nu blevet til mange og lange ”firkantede” søer. Mellem disse søer er der mose med forskellig bevoksning. Træerne skal elgene gerne holde nede, men indtil elg og kronhjort formår (måske sammen med nogle bisonokser) at holde træerne væk, så hjælper frivillige hvert år med at udrydde uønsket birk og pil.

Sådan er det med naturen. Den skal plejes og passes for at vedblive at være  - netop natur.
Det spændende er at høre historien bag. Her kan Søren og hans kolleger altid byde ind med gode forklaringer. Underholdende er de, men de har heldigvis også sandhedsværdi.

Det er Danmarks historie, der gemmer sig i højmosen. Det er istiden, stenalderhavet, den kolde middelalder, landbrugsreformerne, tørveproduktionen til den første industri – og så endelig forsøget på at vende tilbage til ”den oprindelige natur”, man kan finde her.

Det er vældig spændende.

Det koster ikke noget at gå turen ind over mosen og op på Kælllingehøj, men man bliver klogere, hvis man får Søren eller hans kolleger til at fortælle.

Vildmosen har en ret vild historie, og nok hedder det Lille Vildmose, men den er stor nok til, at man virkelig kan få mulighed for at ”strække øjnene” ud.

Og ja, der er en skoletjeneste, der giver masser af viden, alt mens kan man regne med at blive både våd, beskidt, forskrækket, betaget, overrasket og forhåbentlig meget meget klogere på den særlige natur, som Lille Vildmose består af!

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

 

Sommer her på egnen

 

”Fru Brasen vilde alligevel gaa Huset igennem. Der kunde dog altid, man vidste jo ikke, komme Sommergæster i Dag, til Middag, med Vognen. Og færdig blev man saamænd aldrig, og et og andet var der alletid, naar man skulde stole på Pigerne og Brasen. Igaar var det Trækgardinerne, som hang der og bare var rimpede i sømmene.”

Det er sommer. Her er det sommergæsterne, der er på vej til Brasens Hotel i Sæby. Hotellet ville nok få nogle karske bemærkninger på tripadvisor, men heldigvis fandtes den mulighed ikke for Sæby-Sommergæsterne. De måtte tage sommervejr og hotelstandard med smil og sommerhumør.

Det er sommer i Nordjyskes Sommerlitteraturserie, hvor sommeren beskrives i Gjøl, Løkken, Thy, Bangsbo, Hirtshals, Hjørring og Sæby.

Det er interessant at læse om sommeren i et tidsspand fra 1882 til 2017. Der er forskel på, hvordan man forholder sig til sommervejret.

Hos I. P. Jacobsen og ”Mogens” beskrives sommeren og havens sommerstemning i mange, slyngede arabesker: ”Sommer var det og midt på Dagen, i et Hjørne af Hegnet. Ligefor stod der et gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gjerne kunde sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel på Harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne Løb og dens sorte og tykke, krogede Grene, som meest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker.” I. P. Jacobsen sparer ikke på adjektiverne, og sommeren er især et sted, hvor unge mænd og kvinder kan mødes på mere uformel vis, end det lader sig gøre på andre årstider. Sådan er det også hos Knuth Becker i Vendelby, hvor sommerens dyrskue giver piger og karle mulighed for at mødes ved Dyrskuetivoli og den tids fadølsanlæg. Knuth Becker skriver i ”Det daglige brød”: Der staar ingen Opsyn mer, og alle Vendelbys Lærlinge, Svende og Piger er herude og har blandet sig med Karle og Piger fra Landet..”

I sommeren hos Hans Kirks ”Fiskerne” er det ikke solbadning, der drives med. Her arbejdes, men det er en fredens tid.: ”En fredens tid. Man sad i skuret, hvor det var halvmørkt og køligt, og kunne grunde over mange ting, over Gud og verden, over fisk og menneskekår. Tit kiggede man ind til naboen og talte om, hvad der var udtænk i ensomhed.”

Sommergæsterne fra Brasens Hotel i Sæby tog på udflugt i sommerlandet. De besøgte eksempelvis Bangsbo, hvor Abelone (ifølge Bent Hallers ”Abelone på Bangsbo”) var stuepige. Hun mødte her en verden, der var større end husmandsstedet i Faurholt, hvor hun var vokset op. En dag kommer Herman Bang på besøg: ”En vogn, trukket af to heste, kom til syne i porten. Det var hr. og fru. Clasen, som ejede badehotellet i Sæby. De vinkede.

Godaw, godaw, råbte hr. Clasen – og glæ-lig poesk.

Foran dem, pakket ind i et tæppe, sad en lille spinkel, sammenkrøbet skikkelse.” Abelone læser Herman Bangs ”Tine”, det er en stor oplevelse for hende at møde forfatteren selv. Det er sommeren, der giver mulighed for disse besøg, skovture og uformelle sammenkomster, men for Abelone er det først og fremmest mødet med litteraturen, der er det skelsættende.

Abelone og Hans Kirks fiskere havde ikke sommerferie. Det var blot en anden slags arbejde, man havde om sommeren. Senere kommer sommerferien, sol på stranden og sommervejret bliver vigtigt i forhold til fritid og ikke blot i forhold til arbejdsopgaver. Hanne Vibeke Holst skriver i ”Knud, den Store” om sin far Knud Holst, der bosiddende i Løkken ser turister indtage stranden. Forfatteren forsøger at holde sig til skrivemaskinens sorte taster, men han ledes på afveje af de letpåklædte unge på stranden ved Løkken. Sommeren er fortsat som hos Knuth Becker, Bang og Bent Haller et frirum, hvor man kan mødes uden mange øjne følger med i alt, men hos Holst er frirummet meget større. Det er tæt på at blive for stor en fristelse for Knud Holst. Så megen brun hud på så hvid den strand.

Sommeren og stranden hos Mads Nygaard i ”Frø” langt mere prosaisk end Løkken Strand hos Holst. Her sidder Viv på Husmoderstranden, for her er der udsyn: ”Svend havde aldrig helt forstået den store kærlighed, som de indfødte i Hirtshals nærede til det vilde farvand Viv kunne godt lide at lave en madkurv og sidde midt på Husmorstranden, mens vinden lavede øjnene om til små sandkasser. Søndage, hendes eneste fridag.”

Seks nordjyske forfattere får man introduktion til i Nordjyskes sommerserie. Sommeren beskriver de alle, og man kan med fordel lade sommerseriens litteratur være med i tasken til sommerhus, sommerstrand eller sommersofa. Man vil være i godt selskab, og man kan være sikker på godt sommervejr – i bøgerne.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

 

 

 

 

 

Leksikon om lys og mørke 2

 

”A for alle historierne, der har vist sig at lige skjult under snublestenen, og som er kommet frem i lyset de sidste år. Et pludselig og overvældende antal historier.”
”B for bygningerne som tilsammen udgør fangelejren på Falstad: et hvidt hovedhus i to etager, bygget rundt om en firkantet gårdsplads og med en række mindre barakker spredt rundt om på området.”

”B for betonen i kælderen i Bandeklosteret, og for blodet, der drypper fra øksen, som et af medlemmerne holder i hånden. Det er i slutningen af april 1945, og Rinnan kommer ind i vaskerummet. Ser kassen, der står midt på gulvet og blodet, der løber hen mod risten. Rinnan nikker anerkendende til manden, der står der, forpustet og med en økse hængende slapt ned langs låret.”

I Trondhjem ligger Kristiansstenfæstningen højt oppe på en bakketop. Den er, som meget andet i Norge, anlagt af Christian den 4. i 1682- 84, hvor den var et led i genopbygningen af byen efter en stor brand. Nidarosdomen ligger i lige linje fra fæstningen, der nu er museum og et kulturelt mødested. Under anden verdenskrig var det her, tyskerne henrettede norske modstandsfolk. Mere end 30 frihedskæmpere blev skudt her.

I Trondhjem fik det tyske Gestapo stor hjælp af det, der siden blev kendt som ”Rinnnan-banden”. Henry Oliver Rinnnan, en norsk dreng, der voksede op i fattige kår og med lille selvtilid, byggede her en organisation, der talte mere end 60 medlemmer. På adressen Jonsvannsveien 46 holdt ”Rinnan-banden” til. De infiltrerede modstandsbevægelsen langs hele den norske Trøndelags-kyst, og som leder af ”Sonderabteilung Lola”, (det hed Rinnan-banden i militærsproget) var det Henry Oliver Rinnan, der ledede afhøringer og henrettelserne fra adressen.

Kælderen havde celler og torturinstrumenter, og her blev mere end hundrede torteret og dræbt. Efter krigen forsøgte Rinnan at flygte, han blev anholdt, blev dødsdømt og henrettet. Han blev dømt for 13 mord. Elleve af hans hjælpere fik dødsdom, to af dem blev benådet.

Simon Stranger, en norsk forfatter, har skrevet bogen: ”Leksikon om lys og mørke”, der handler om Rinnan, om modstandsfolk, om frihedskæmpere, om almindelige norske bønder og om jøderne i Norge under krigen.

Det er en særlig bog. Den er bygget op efter alfabetet. Hvert bogstav har sit kapitel, og i fragmenter og klip fortælles om Henry Oliver Rinnnans barndom, ungdom og voksen, Simon Strangers egen familiehistorie får en plads blandt de jødiske beretninger og alt tager afsæt i en af de ”snublesten”, der i mange europæiske byer er sat for at mindes de mange jøder (og kommunister, homoseksuelle, sigøjnere, invalide) der omkom i koncentrationslejre under nazisterne.

I Trondhjem ligger en snublesten med indskriften:

”Her bodde Hirsch Komissar,

fødselsår 1997

arresteret 12.1 1942

Falstad

Drebt 7.10 42”

Simon Strangers søn fyldte ti år, da han første gang så stenen. Han er et tipoldebarn af Hirsch Komissar, og da han spurgte faderen:

”Hvorfor blev han dræbt?”, så kunne lød svaret jo: ”Fordi han var jøde”.

Det var sønnens spørgsmål, der fik Simon Stranger til at skrive bogen. Forfatteren har været i alle arkiver, Falstadcenteret, Justitsmuseet, Riksarkivet, Det Jødiske Museum og han har læst masser af dokumenter og bøger om Rinnan-banden. Samtidig er der masser af fiktion i bogen, hvor livet under krigen beskrives, således som det så ud i Trondhjem og omegn.

Snublestenene sættes, netop fordi man skal huske på de, der døde så meningsløst. Man skal fortsætte med at sige navnene på de døde, så lever de fortsat. Derfor har Simon Stranger nu gjort sit til, at Hirsch Komissar fortsat bliver husket. I Danmark er der netop i dette forår lagt tolv snublesten. Skulle der lægges en sten for enhver, der døde i lejrene, så ville det være seks millioner snublesten. Indtil videre ligger der ”blot ” 67.000. Hirsch Komissar står der på en af disse.