Skumfiduser

Håndbold giver stærke knogler

 

Alle håndboldspillere ved, at man altid har ondt et eller andet sted. Knæene kan være slidte, forstuvede fingre, overbelastede achillessener eller fibre her og der er en del af hverdagen. Til tider kan man tænke: Er der nogen god grund til at spille og træne håndbold? Svaret her er – ikke overraskende – et stort ja. Et ja, der er forskningsmæssigt belæg for at give. Om lidt. Indtil da kan man læne sig op ad et stort studie, hvor det viser sig, at mænd, der har spillet fodbold gennem hele livet, har vældig gode knogler. Og betyder det så noget?  Ja, det gør det.

Fodboldstudiet, hvor Marie Hagman (der også er en del af håndboldstudiet) var med som førsteforfatter, viser, at fodboldtrænede 70-årige havde knogler, der kunne måle sig med 25 -årige utrænedes knogler.

”Gode knogler” er langt at foretrække. En af forskerne siger Peter Krustrup, professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, siger: ”De trænede (fodboldspillende) 70-årige havde alle stærke knogler, og det er meget imponerende og interessant i forhold til at forebygge knogleskørhed i befolkningen,«). Knogleskørhed eller osteoporose er skyld i mange knoglebrud, der især svækker ældre.

Fysisk træning gennem hele livet er godt, men når håndbold og fodbold er så gode idrætsgrene i forhold til at styrke knoglestrukturen i et livslangt forløb, så er det fordi begge sportsgrene indbefatter en lang række løb med retningsskift. Desuden skal man selv ”bære kroppen”, når man spiller. Det styrker muskelmassen balanceevnen, konditionen og knoglerne. Således er hverken cykling eller svømning sportsgrene, der på samme vis styrker knoglerne. Her ”bæres” man jo igennem den fysiske udfordring.

Netop nu er et stort forskningsprojekt i gang, hvor det er kvinder, der er ”forsøgspersoner”. Her måles 20-40 årige trænede håndboldspillere og utrænede unge, og 60 – 80-årige utrænede og trænede håndboldspillere. Der er ikke mange ”trænede” håndboldspillere i aldersgruppen 60 – 80 år (det forlyder at der er henved 100 i DHFs register, heraf en hel del rygere eller kræftramte, og de kan ikke deltage), så jeg har velvilligt været forsøgsperson i to dage.

Det var en oplevelse. Dels er det interessant at få tjekket sundhedstilstanden, og dels var det spændende at følge den måde, forsøget afvikles på. Det foregår absolut under kontrollerede former. Der blev testet  balance, styrke og kondition. Hjertet blev scannet (spændende at se lungeklapper i aktion på en skærm) og en hel-krops-scanning viste, at skelettet faktisk findes inde under muskler og hud. Også en række blodprøver blev taget, så man måske kan finde svaret i de ”telomerer”, der ligger for enden af vores kromosomer. De slides åbenbart ned med tiden, og måske er det herfra, aldringen i kroppen styres.

Forskningsprojektet er i fuld gang, jeg var nummer 29 af de sidste 35 (måske fordi de første 28 kunne findes i Københavnsområdet), og til april vil man vide mere. Når håndbold og fodbold som holdsport også var valgt, så skyldtes det også, at motivationen til at fortsætte et aktivt idrætsliv, ligger i samværet, holdsporten og tredje halvleg.

Det kan forhåbentlig bekymre unge utrænede (og glæde ældre i god fysisk form), at man som 60-årig kan have bedre kondition og stærkere knogler end 20-årige. Mit konkurrencegen fornægtede sig ikke. Jeg vandt (helt uden modspillere) forsøgspersonernes konkurrence om flest watt på motionscyklen. Måske var det kun mig, der vidste, at det var en konkurrence, - men jeg vandt J

Når unge skal vejledes i valg af fritidsaktivitet, så lader det til (og det ved man så mere sikkert til næste sommer) at ungdomsinvesteringen i mange timers træning i fodbold eller håndbold giver et godt grundlag for at undgå knogleskørhed som ældre. Måske et virkelig dårligt argument for unge på 10-14 år, men så kan man indtil da glæde sig over, at holdsport altid giver godt humør og mange grins. Og til tider vinder man to point. Det er også godt.

Forsøgslederne (og hjertespecialisten) var helt fantastiske til at berette om kroppen, om musklerne, om projektet og resultater og hypoteser. Og det var vældig spændende at se Panum-instituttet (og udsigten ud over København fra 15. etage), Bispebjerg Hospitals gamle bygninger (og gamle Team-Danmark – maskiner) og August Krogh-instituttet med masser af forskere i hvide kitler. Sådan giver håndbold mange oplevelser ud over spillet.

 

P.S.: Man kan læse mere om fodboldstudiet her: https://videnskab.dk/krop-sundhed/fodbold-giver-70-aarige-knogler-som-25-aarige

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

 

Dorte Karrebæk og Bogen 1970 - 2018

 

”Jeg blev født den 19. juli 1946 i min mormors himmelseng i Ballerup. Året efter 2. Verdenskrig.”  Det er Dorte Karrebæk, der blev født den dag. På Vandkunstens forlag er der udgivet en bog om Dorte Karrebæks store arbejde som tegner og forfatter i børnelitteraturens verden. Utallige tynde tænksomme mennesker har Karrebæks skabt på papir. Der er også handlekraftige rødhårede piger, yppige damer med bare lår, katte og hunde uden pli og dannelsens politur, der er en gendigtning i billeder af det nye testamente, klassikere i streg og der er idioten August med sin mor.

”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018” udmærker sig ved, at Karrebæk selv fortæller om sit liv. Karrebæk er uddannet tegner, men den humoristiske råstyrke, der ligger i illustrationerne går igen, når hun skriver om sit liv. ”I tilfælde af krig” hed en erindringsbog til børn, hun skrev i 2009. Hun fortæller om sin mor, der var døv, og som dyrkede nøgendans i hjemmet. Om skolen, om faderen, der her i efterkrigstiden øvede ”hvis – krigen – kommer” med de tre børn. Hun fortæller om husvildebarakkerne med hjemløse børnefamilier, om konfirmationsforberedelsen og blå mandag.  Barndommen slutter, da hun bliver konfirmeret, nu er hun voksen.

Som ordblind og nærsynet uden briller var skolen ikke et yndlingssted for den unge Dorte. I erindringsbogen skriver hun om skolen: ”Det var de voksne. Uberegnelige og nedladende. Jeg var bange. De gav lussinger for det mindste. En glemt blyant eller bog. Eller hvis man ikke kunne finde ud af hjemmeopgaverne. Bang! En på siden af hovedet og ud og stå på gangen resten af timen. Mest de plydsede drenge fra husvildebarakkerne. De havde aldrig deres ting i orden. Små og underernærede, så de røg hen ad gulvet, når lussingerne ramte.”

Det er den længere version af sit livsforløb Karrebæk beskriver i bogen ”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018”. Stadig er hun loyal overfor sin døve mor, der måtte tage et stort ansvar, da Karrebæks far sad i Frøslevlejren i slutningen af 2. Verdenskrig: ”Min mor var ikke kold, hun var bare døv og havde vænnet sig til at handle i stedet for at snakke. Kontant og tilregnelig. Jeg har altid elsket hende for det. Hun er model for de kvinder, jeg tegner.”

Der er en klar morale i Karrebæks erindringsfortælling: ”Som barn skal man møde en forventning om, at man kan blive til noget.” Det mødte Karrebæk hos moster Gudrun i Hornbæk. Her var der voksne, der tog hende alvorligt. Og så kom hun på fabrik og fik akkordarbejde, mens aftenerne blev brugt på Kunstindustriskolens Forberedelseskursus. ”Det var en herlig tid, en fuldstændig vidunderlig tid ved et samlebånd med seks andre kvinder. Vi pakkede hovedpinepiller, afføringspiller, vanddrivende, lysegrønne og lyserøde tabletter. Ned i brune glas med lidt skumgummi i toppen, låg på og i kasser.  Dagene på akkord gik i en for mig hidtil ukendt barsk kvindeverden, hvor underlivssygdomme og aborter, boligmangel, druk og den enlige mors bekymringer var blandt de indbyrdes betroelser. Der blev grint og grædt. Mine ører voksede. Og de indre billeder med.”

Det er her i den virkelig verden, Dorte Karrebæk henter sine billeder. Gennem hele livet kom hun altid i selskab og forhold med mennesker, der ikke var hverken mainstream eller almindelige.  Hun har arbejdet med novelleskrivning og tegning hos Alt for Damerne, været på reklamebureau, tegnet til historiske fortællinger, illustreret alt, fik et barn med Kurt Trampedach, måtte holde en månedsløn hjemme gennem lønarbejde og tegninger, men så mødte hun Uffe, så Frede, så Ole Dalgaard (også kendt som Oscar K) og hele tiden tegnede og skrev hun. Ser man i bogens smukke bibliografi er der stor spændvidde i produktionen. Det går lige fra en ydmyg grå parasol på forsiden til Jytte Borbergs debutroman: ”Nældefeber” i 1970 over ”Pigen der var go’ til mange ting” i 1996 og endelig er der de sidste tyve års fremragende bøger, hvor samarbejdet med Oscar K har beriget børnelitteraturen på mangfoldig vis. Alle tabuer er brudt med ”Idiot”, hvor moderens medlidenhedsdrab på idioten August er et tema, ”Lejren”  hvor barndommen fremstilles som en koncentrationslejr, og der er bøger om bedemænd, aborter og Knokkelmanden.  Sammen med Skt Nielsen kom ”Da Gud var dreng” i 2015. Smukkere og mere filosofisk kan det næsten ikke blive til børn. Og altid er humoren med i streg og ord.

”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018” er ikke blot Karrebæks selvfortalte livshistorie. Der er en introduktion ”Når billedet får det sidste ord” af Nina Christensen, og så er hovedparten af bogen en fyldig bibliografi, hvor Karrebæk kommenterer udvalgte værker.

Tak for en smuk bog. Og for megen tekst og mange tegninger i mange år.

 

Jakobsen; Gunnar: ”Dorte Karrebæk og Bogen, 1970 – 2018, en bibliografi”, Vandkunsten 2018

Karrebæk, Dorte: ”I tilfælde af krig”,  Dansklærerforeningen 2009

 

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

Tung tids tale

 

”Det er let at få øje på os.

Vi har ikke gardiner.

Det er let at se mig. Jeg har ikke filter.
Det er let at gennemskue mig.

Jeg fordriver tiden med ønsketænkning.”

Moderen (Olaug Nilssen, der også er forfatteren) i ”Tung tids tale” ønsker, ønsker, ønsker at sønnen Daniel på ni år er en helt, helt helt almindelig dreng. Det er han ikke. Han får til sidst i ”Tung tids tale” en diagnose: Autist.
Får han blot en diagnose, så kan de få mere hjælp fra den rigtige forvaltning i kommunen. Indtil da hænger Daniel og hans familie i mellemrummet mellem to forvaltninger, og ingen tager ansvar. Forældrene søger dog længe at skærme Daniel for en diagnose, der altid vil mærke ham. De håber og håber, at han er en ”helt almindelig” dreng. Det er han ikke.

Daniel reagerer på alt. Han hopper, springer og har ingen forståelse for andre mennesker. Det er en del af hans autistiske eksistens, og Olaug Nilssen beskriver det sådan:

”Du springer rundt med dine impulser, der aldrig hviler i jagten på nye indtryk. Jeg springer foran dig og fjerner så mange indtryk som muligt, jeg springer bagefter dig og rydder op i de ruiner, du efterlader. Jeg kommer for sent hver gang.”

Olaug Nilssen skriver om Daniels første år, hvor de troede, han var en (næsten) helt almindelig dreng. Hun skriver om året nu (med kalenderangivelser, så man kan følge årets gang), og hun skriver om kampen mod ”systemet”, der ikke vil anerkende, at det er et alt, alt for stort arbejde at have en funktionshæmmet dreng, der her to mindre søskende.

Daniel er en stærk dreng, der bliver endnu stærkere, jo ældre han bliver. Hun skriver: ”Han bliver jo stærkere, vi mærker at han bliver stærkere, atletisk, efter al den aktivitet, han har. Her og nu kan jeg kun mærke det, med hele kroppen, men jeg er begyndt at tænke tanken: Jeg kan ikke være alene med dig.”

”Tung tids tale” er en roman. Det er en roman, der tager afsæt i virkeligheden, og den indledes med en diagnosebeskrivelse: ”Det hedder ADHD. Det hedder ”anden disintegrativ forstyrrelse i barndommen. Det hedder autisme. Det hedder subklinisk epileptisk aktivitet. Lægerne siger, det er sandt, selv om jeg prøver at nægte det.” Bogen slutter med et svar fra Forvaltningsenheden i Bergen til familien, skrevet i en meget bureaukratisk sprog.

”At man får at vide, hvordan andre har det!” Sådan lyder overskriften i et projekt: Litteraturlæsning i et tværfagligt perspektiv. Det store forskningsprojekt undersøger, hvordan litteraturlæsning kan bidrage i andre fag.

Hvordan kan man vide, hvordan det er at være en lille autistisk dreng? For slet ikke at tale om, hvordan det føles at være hans mor?  Det er her, litteraturlæsning kan give indblik. Forskningsprojektet på Syddansk Universitet med Rita Felski og Anne Marie Mai i front arbejder på at finde belæg for, at litteraturlæsning kan kvalificere arbejdet i omsorgssektoren, sundhedssektoren og sikkert andre steder.

Forvaltningens medarbejdere kan levere bedre afgørelser, hvis de har indblik i, hvordan det føles at være pårørende til en funktionshæmmet dreng. Måske er det også gennem litteraturen, at læger og sundhedspersonale kan få mere indblik i dementes liv og tanker.VFysioterapeuters arbejde kan kvalificeres, hvis de læser om livet set fra en funktionshæmmets gangstativ.

Litteratur kan få indflydelse på politik, når politikere også læser med. En aften i august mødtes den norske statsminister Erna Soelberg med bogens forfatter i en samtale om pårørendes svære vilkår, om politikkens manglende øje for brugernes hverdagsliv, og ikke mindst talte de om, hvordan litteratur kan beskrive virkeligheden, så man må handle på baggrund af læsningen.

Erna Soelberg havde læst bogen. Hun var ramt af indholdet, og lovede at der ville blive taget politiske initiativer til en bedre og mere gennemskuelig sagsbehandling i forvaltningen af sådanne sager.

Titlen på bogen (der i øvrigt er skrevet på karsk nynorsk) er hentet fra et digt at Halldis Moren Vesaas. Digtsamlingen ”Tung  tids tale” er fra 1945. Her skriver Vesaas: ”Det hjelper da litt, nokre få forfrosne, at du er varm!"

Det er for Olaug Nilssen ikke kun hendes Daniel, der skrives om. Det er et forsvarsskrift for alle, der behøver hjælp fra samfundets omsorgsinstitutioner. For Olaug Nilssen er det lykkedes at nå frem til statsminister Soelberg. Og Soelberg var en god læser.

P.S. https://www.facebook.com/riksteatret/videos/n%C3%A5r-en-roman-forandrer-olaug-nilssen-m%C3%B8ter-erna-solberg/223024585226705/

P.S: ”Tung tids tale” af Olaug Nilssen er ikke udgivet på dansk. Bogen er forlæg for et teaterstykke, der opføres flere steder i Norge her i efteråret 2018

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals’

 

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

Glæden ved gentagelser

”Gentagelse er på den måde forudsætningen for spontanitet, fantasi og improvisation. Spontanitet og skabende udfoldelse hører sammen med ritualer og gode regler. Det er lige præcis derfor, at kreativitet forudsætter vaner og vanebrud.”

Sådan skriver Lene Tanggaard i sin bog ”Vanebrud”, der er udkommet i sommeren 2018. Tanggaard er professor og forsker i kreativitet, og forskningen har vist, at kreativitet bygger på rutiner, regler, øvelse og endnu mere øvelse. Det giver en platform for at der kan ske nytænkning. Herligt at høre for en lærer, der altid har ment, at ”øvelse gør mester” – i hvert fald når det gælder om at læse litteratur, skrive godt og læsbart og ikke mindst at skrive forholdsvis korrekt. Det gælder også i langt mere komplekse sammenhænge, at jo længere tid man beskæftiger sig med et fagligt område, jo bedre bliver man inden for området. Helt banalt, men vældig tidskrævende. Det tager knap tre timers øvelse hver dag i ti år at nå de magiske 10.000 timers træning, der (ifølge forskeren Ericsson) er niveauet for at blive en mester i sit fag.

Skal man deltage i håndværkerfagenes ”Skills”, hvor murere, fliselæggere, frisører og alle andre håndværksfag konkurrerer i faglig kunnen, så refereres der til ”10.000-timers reglen”. Det er ”SKILZ-level”, som de kalder det.

Når man dertil, så kan man håbe, at kreativiteten indfinder sig, men det belastende er jo, at det er ganske svært at være kreativ og innovativ på kommando. Her er det Tanggaards bog om ”Vanebrud” har gode bud på, hvordan man kan tænke nyt  - også selv om man ikke har nået de magiske 10.000 timer. I bogen er der syv bud på, hvordan man kan få nye vaner: Spørg, lær, brug sanserne, leg, tænk, fordyb dig og glem dig selv. Kapitlet med overskriften ”Lær” er særlig interessant i forhold til at tænke kreativt, thi her mener Tanggaard, at kreativitet fremmes, når vi lærer noget nyt – og anderledes. I forhold til skolens undervisning er det tankevækkende, at man netop ikke kan målstyre kreativitet og innovation. Det nytter ikke at sætte det på skemaet i to timer fra 8.00 – 10.00 hver tirsdag. Man må i  stedet lave nogle rammer, der (måske) giver plads og rum for kreativitet. Først er der ovennævnt rutine og øvelse. Det skal man aldrig slække på. Men ellers pointerer Tanggaard:

  1. Vi lærer bedst, når vi er i færd med noget, vi interesserer sig for. Motivation er afgørende for læring.
  2. Vi lærer mest, når vi glemmer, at vi er i gang med at lære noget. Når lærlinge på erhvervsskolerne ”fuskede” med private projekter i pauser og efter arbejdstid, så lærte de vældig meget om håndværk, materialer og proces. Men i deres egen optik, så ”fuskede” de for at få et produkt, ikke for at ”lære noget”.
  3. Vi lærer bedst, når det er nødvendigt at lære for at kunne løse dagens opgaver. Derfor er projektarbejde til tider virkelig godt, men det kan være vanskeligt at se nødvendigheden af grammatik, af matematiske formler eller råd om sund levevis.

Disse regler gælder for al ”rugbrødslæring”, der kan give den faglige ballast. Når det ligger der, så kan følgende gode råd give rum for kreativitet:

  1. Lær noget nyt. Spil guitar, klaver eller gå til pileflet.
  2. Bevar et åbent sind. Tag lidt mere som en oplevelse, og hav ikke armene over kors, når du møder nyt.
  3. Giv dig selv lov til undgå at lære noget. (En god regel for en hel del af os, der konstant skal ”opkvalificeres” og ”kompetenceudvikles”). Tak for det.
  4. Gå i mesterlære eller inviter én ”lærling” indenfor.
  5. Der er altid en vej. Måske får man ikke det bedste og ens førstevalg, så må man tage det som en udfordring.

Lene Tanggaard skriver, at kreativitet er som toppen af et stort isbjerg, hvor alt, der ligger under vand  og dermed sjældent shiner i hverdagen, er den rutine og forudsigelighed, der er grundlaget for kreativitet. Man skal helst have begge dele med sig: et håndværk og en faglig ballast, der kan (måske)( give grundlag for nytænkning, problemløsning og kreative løsninger, når der er behov herfor.

David Lynch, filmskaberen har sagt det smukt: ”Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, hvis vi ikke har en ide. Du fanger en fisk, du laver den ikke – du kan få den via dagdrømmeri, fra steder – det kan være, du skal rejse, du kan gå ned af vejen og bang, der kommer en ide. Du ved det ikke, hvornår det sker.”

Mens vi venter på den kreative ide, så kan vi jo passende øve os med rutinens regelmæssighed og glæden ved gentagelser.

P.S. Vil man læse mere om kreativitet, så kan man læse hele bogen: ”Vanebrud” af Lene Tanggaard, Akademisk Forlag.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

 

www.bodilchristensen.dk

 

Lærerforbilleder: Stephen King, Dumbledore og Indiana Jones

 

“Jeg tænkte bare på så mange store mennesker, der var lærer: Stephen King, Dumbledore, Indiana Jones. ”Sådan skriver en af de nye lærerstuderende som svar på ”hvorfor vil du være lærer?” Måske er det netop de tre personer, der kan bidrage til en god lærer. Lidt skræmmende fra Stephen King med fortællertalent og blik for det skæve, lidt Dumbledore-al-faderlighed, der ser bag masker og kapper og ind til det ægte menneske og så en stor portion overlevelseskraft, energi, opfindsomhed og styrke som hos Indiana Jones.

Hvert år spørger vi på Læreruddannelsen i Aalborg de nye studerende ”hvem de er”. Her får vi dels et kvantitativt billede af årgangen, og dels får vi et indblik i, hvilke bevæggrunde de har haft for at søge netop læreruddannelsen.

Vi ved således, at ”de studerende ikke bliver yngre og yngre”. De er i år 22.89 år i snit, og i 2013 var de 22.4, mens den ældste årgang på 23.03 år kom ind i 2016. Den ældste studerende er 55, mens der er fire studerende på 18. Gennemsnitsalderen holder sig omkring de 22 – 23 år, regeringens ønske om  ”tidlig studiestart” har ikke haft nogen betydning her.

Lærerprofessionen er en profession, der i år har en kønsfordeling i Aalborg på 41.5 % mænd over for 58.5 % kvinder. Her har fordelingen flyttet sig siden 2013, hvor fordelingen lød på 34% mænd mod 66 % kvinder. Som i de fleste professioner kan man ønske begge køn i en ligelig fordeling. Det ser rimeligt ud.

Sådan har vi mange tal for årgangen. Vi ved også, at hovedparten har en STX-eksamen, og de fleste er fra Region Nordjylland. Og syv studerende er fra Færøerne.

Det kan være interessant nok, men vi spørger også: hvorfor vil du være lærer? Her er nogle af de studerende svar, der er dækkende for flertallet. Der er en tredjedel, der nævner gode rollemodeller hos egne lærere, en tredjedel har været vikar og har her oplevet, at det gav glæde at undervise og så er der en tredjedel, der har et utal af lærere i familien. De har givet en anbefaling af professionen.

Sådan skriver de:

- Har været vikar over en periode i Løgstør skole, hvor jeg har været tilknyttet både akt og almene klasser. Det har fanget min interesse, da jeg i forvejen altid har kunnet lide at have med unge mennesker at gøre. Derudover syntes jeg, det er fedt at kunne skabe relationer til børnene, samt give dem mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt

- Muligheden for at arbejde med kreativitet og at gøre en forskel for børnene.

- Har altid vidst at jeg vil arbejde med børn. Og har altid været rigtig god til at snakke og lære fra mig, derfor valgte jeg læreruddannelsen. Er helt sikker på at det er den rette vej for mig.

- Havde mange forbilleder i tidligere lærere, så ville prøve at være det samme for andre.

- Min mor er lærer og min moster er lærer. Jeg fandt det som er meget naturligt valg, at jeg skulle være lærer.

- Jeg kan lide at undervise, og ville hellere gøre det i folkeskolen fremfor gymnasiet eller universitetet.

- Flere år i den finansielle verden gjorde det klart for mig, at mine værdier var helt anderledes. Derfor søgte jeg nye udfordringer

- Spændende måde at arbejde med børn.

- Arbejdstider

Det er interessant at læse som et modsvar til de mange historier, der fylder dagspressen hvert år i august. Det påvirker tilsyneladende ikke unges studievalg. I hvert fald ikke de unge i Nordjylland.

Nu glæder vi os til at førsteårgangsstuderende kommer ind i fagene, i uddannelsen og i den dannelsesproces, der altid følger med en uddannelse.

De fleste har prøvet en række studier før valget af læreruddannelse. Der nævnes eksempelvis jur, medicinstudie, ergoterapeut, frisør, kok, maskinmester, markedsføringsøkonom, historiestudiet, folkesundhed, datamatiker, CBS og bygningskonstruktør. Nu håber vi (og de), de har valgt ret.

P.S Vi har i læreruddannelsen grund til at takke mange, mange lærere for den indsats de har gjort for at vise, at professionen er spændende, meningsfuld og til tider sjov. Tak for det.