Skumfiduser

 

 

Døde dyr, motorvejskøer og Folkeskolens Formål

 

Det er de færreste, der har set en grævling i levende live, men mange, og især bilister, har set dem ligge døde i vejkanten. Grævlingen er et af de dyr, der oftest bliver nævnt i mit favorit-radio-program: Trafikradioen. Trafikradioen (ring 70 100 110) har magt til at gennemtrumfe andre radiosendinger med advarsler og informationer. Det er for det meste vigtig viden – i hvert fald for nogle af os bilister.

Det er trafikradioen, der bryder ind i enhvers yndlingssang med ”Der ligger en død grævling, et dødt rådyr, en død ræv eller måske bare et dødt dyr på motorvejen eller landevejen.” Tak for det.

Trafikradioen skal først og fremmest informere og advare, men man bliver simpelthen også klogere på Danmarks dyreliv.

Som bilist ved man, at grævlingen er et natdyr, med lysende øjne kan man se den i rabatten, den har ikke hverken reflekser eller lys på sig, så man må være agtsom. Rådyrene lærer åbenbart mere om trafikkens myldretid, når de vokser op, for det er hovedsagelig ved overgangen fra sommertid til vintertid, at de møder kofangeren med dødelig udgang. Ræve, katte, harer får sjældent plads i samme radio. De må klare sig med en meget fladtrykt udgang på livet. Bedst ville det jo være, om man aldrig ramte noget som helst, vildthegn langs motorvejene har gjort en del for at mindske trafikdøden hos dyr, men grævlingen finder altid en vej. Og den kan ikke læse advarselstavler.

Vilde dyr må man passe på, men også får og køer tager til tider på udflugt fra markernes grønne græs og ind på asfalterede områder. Det er en anelse underholdende, når man hører, at der ikke er kø på motorvejen men derimod ”køer på motorvejen”. (Underholdende er det kun for bilisterne, - det er helt sikkert ikke underholdende for de landmænd, der skal fange kvæget ind igen. Når man er fra landet og har jagtet bortløbne kvier i det meste af Vendsyssel, så ved man, at den slags skal man ikke spøge med.)

Trafikradioen fortæller også om tabt gods, og man kan tabe alt. Haveaffald, møbler, cykler, senge, affaldssække, murerbaljer og juletræer er blot noget af det, man kan høre om.

Alt dette sidder journalisten på trafikradioen og sætter i system til os, så man i Nordjylland får informationen om de nordjyske veje. Der er masser af småbyer i regionen (der har lige været vejarbejde i Gærum) der får plads, men selvfølgelig er det tilbagevendende med uheld i Limfjordstunnellen, kø ved motorvejkryds Vendsyssel, kø på Hobrovej og vejarbejde ved Egnsplanvej.

Trafikradioen har beriget os med flere gode og nye ord. Burkabilist er et af dem. En bilist, der kun har skrabet en stribe is væk fra forruden. Lige nok til at man kan se ud. Og ”kiggekø”, en sådan (uønsket) kø, der opstår ved uheld, hvor forbikørende kører langsomt for at nå at ”kigge”. Eller et ”morgenkys”, der er den minimale påkørsel, der kan ske i tæt trafik ved lav fart.

Ordforrådet udvides, videnniveauet om landsdelens byer øges, man lærer noget om grævlinge og andre dyr, - men først og fremmest er trafikradioen et godt pædagogisk eksempel på, at når man ved, hvorfor man holder i kø (alvorlig ulykke forude på motorvejen, en ambulance på vej, køer på vejen), så forholder man sig langt mere rolig i forhold til trafikkens manglende afvikling.

Sådan er det med det meste. Og som lærer gennem mange år ved jeg det også: Elever (og studerende) skal vide, hvorfor de skal lære det, de lærer. De skal også vide, hvorfor undervisningen er skruet sammen, som den er. De skal vide, hvorfor vi har valgt de fag, vi har til skolens fagrække. De skal vide, hvorfor det er vigtigt (på langt sigt) at lære sprog, grammatik og matematik.  De skal have forklaringer på det, hvorfor dagligdagen i skolen (og på uddannelsen) er sådan, som den er.

Når man i trafikradioen får forklaringer på bøvl og besværligheder i trafikken, så forsvinder køen på motorvejen ikke, men man kan læne sig tilbage i forsædet og vide, at der er en grund til, at man åbenbart ikke når frem som aftalt. Sådan er det også i skolen. Læser man Folkeskolens Formål og får man en begrundelse for dagens og fagets undervisning af læreren, så ved man, at der er en mening med det, man bruger dagen på. Måske bliver man ikke gladere for hverken grammatik eller procentregning, men man kan slå sig til ro med, at alt sammen bidrager til Folkeskolens Formål: en uddannelse og dannelse hvor eleverne har lyst til at lære, får viden om verden og sig selv, og hvor eleverne forberedes til deltagelse i et samfund præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

 

 

 

P.S. Her er så Folkeskolens Formålsparagraf. Den er smuk af en paragraf at være:

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

 

 

 

Glæden ved Go Gaming, CS:GO

”Ace, Aim, Anchor, Assist, QWPer, Call-outs, Clutch, Deagle, Defuse, Eco.-runde, Entryfragger, Flashbang, Frag, GG, HP, IGL; Kit, Lurker, Major, Minor, Molotov, Nade,  Pistol-runde, Smoke, Strat, Support.” Hvis disse ord og forkortelser forekommer indlysende og giver gode billeder på nethinden, så er man sikkert en rutineret spiller af computerspillet Counter-Strike.

Hvis man ikke begriber noget af fagordene her, så kan man blive klogere, hvis man læser serien om ”Go Gaming”, der handler om fem gutter, der spiller på samme CounterStrike-hold.

For de læsere, der ikke tilbringer tiden med computerspil er her en god anledning til at få indblik i en verden, der optager virkelig mange i fritiden.. Der er gode passager med spil-kommunikation, der kan give et vist indtryk af spillet:

”Jeg står med ryggen til et af deres to mulige bombemål. Hvis de vil plante deres bombe her, skal de enten forbi resten af mit team eller forbi mig.

Og mig kommer de ikke forbi.

Jeg glider tilbage i skjul og glor direkte ind i brædderen, mens jeg lytter. Efter flere skud. Efter en melding fra resten af teamet. Efter fodtrin.”

Her er det Otto, der spiller CS:GO, (counter-strike), sammen med sit team: Gren8, Fragments, Muus og Halo. Så snart Otto (eller Ot2) er færdig med spillet skal han hurtigt på sin cykel med fodboldtasken. Han spiller nemlig også fodbold, han spiller på U-holdet, men lige netop denne dag får han et tilbud om at blive rykket op på førsteholdet. Det betyder, at han skal træne sammen med ”de voksne” divisionsspillere, han skal på træningslejr med dem – og så clasher det med træningen til gamer-turneringen.

Gamelederen Magnus siger sådan her, da han hører om Ottos fodbolddrømme: ”Det lyder superfedt for dig, Otto. Tillykke. Jeg håber bare ikke det betyder, at du får mindre tid til CS:GO. Vi er alle sammen nødt til at lægge energi i Go Gaming, hvis vi skal nå vores drømme for holdet.”

I seriens nummer to er det Magnus, HaLo, der er hovedpersonen. Han har en lillesøster, der har sukkersyge. Han er en støtte for hende, han melder sig altid på banen, når hun skal tage sin insulin. Det giver ham store samvittighedskvaler, at han, da han deltager i en større gamer-turnering med Go Gaming, har glemt at ringe til lillesøsteren for at minde hende om insulinen.

Et større dilemma er det dog, at han bliver tilbudt en plads på et større CS-hold, - et hold, der deltager i de større turneringer, og hvor der er professionelle forhold. Kan han gå fra sine holdkammerater? Kan han flytte til Berlin, mens hans søster savner ham hjemme i Danmark?
Det er svært at vælge.

Der findes masser af gode fodboldbøger i mange serier. Eksempelvis Glenn Ringtveds ”Dreamteam-bøger”, men også Lars Bøgeholdt-Pedersens fodboldbøger om Valde og FC Fodboldvenner kan anbefales. De  er gode. Det er også godt, at der nu findes serier med afsæt i Gamer-kulturen fremfor fodboldverdenen. Kit A. Rasmussens nye serie har en stor styrke i det komplekse indhold, hvor det ikke kun er CS, der er fokus på. Der er også i hver bog  fokus på en enkelt person og dennes problemer med såvel spil som hverdagsliv.

Vil man vide mere om CS, så er der bag i bogen to sider med faktaoplysninger om spillet: ”CS:GO spilles af to hold med fem spillere på hver. Det ene hold spiller terrorister, hvis mål er at plante en bombe og / eller gøre det af med modstanderholdet. Det andet hold spiller counter-terrorister, og de skal forhindre terroristerne i at plante bomben. Når der er spillet 15 runder, skifter man side. En runde varer et minut og 55 sekunder, eller 40 sekunder fra bomben er plantet. En runde slutter dog, så snart alle spillerne på det ene hold er elimineret.

I en kamp spilles der som regel bedst ud af 1, 3 eller 5 maps” 

Sådan bliver man klogere på fascinationen ved gaming, når man læser med her. Man får også (hvis man nu ikke er gamer) et indblik i den verden, der fylder meget for mange.

Først og sidst er det en bog om venskab, om forpligtethed, om ærlighed og alle de dilemmaer, man møder på sin vej ud i voksenverdenen.

Der er grund til at glæde sig over serien. Forsidebilledet og titlen signalerer en gamer-målgruppe, men målgruppen er større. Det er en bog, der kan læses af mange unge og yngre læsere.

Hovedpersonerne i denne serie er teenagere. De har hverdagsproblemer, der er genkendelige, men der er også (vælger jeg at tro, jeg har tjekket med gamer-universet) en særdeles troværdig gengivelse af samtalerne, der føres under CS-spillet. Det er en serie, der kan læses med stor glæde af enhver gamer, men det er også en serie, der for ikke-gamere kan give et indblik i gamer-universet, der er langt mere teambaseret end mange vil mene.

 

 

 

 

Norden i skolen

 

”Ja, vi elsker dette landet”, ”Du gamla, du fria”, ”Värt land, värt land, värt fosterland” og ”Der er et yndigt land” blev sunget som indledning til den Nordiske Uge på Læreruddannelsen i Aalborg.

Det er en del af lærerkompetencerne, at man også formår at planlægge, gennemføre og evaluere en temauge, thi i folkeskolen afholdes et utal af temauger, tværuger og fagdage.

I år fylder Foreningen Norden 100 år, og det var et godt afsæt for en uge med ”Norden i Skolen” som tema.

En gruppe, bestående af studerende og undervisere, havde lavet et fremragende nordisk program for ugen før efterårsferien. Det var et program, der søgte at omfatte mange af læreruddannelsens fag. Programmet bød eksempelvis på oplæg om den fælles nordiske identitetshistorie, viden om det nordiske sprogfællesskab, der var besøg af Loke Troldravn, en asatroende jyde, der talte om den nordiske asatro (og delte mjød ud, også selv om klokken ikke var mere end lidt over ni om morgenen), der var film, folkedans og fisk fra Grønland.

Og så var der musik og sang hver morgen.

Også kantinen bidrog med nordisk mad. Köttbullar og potatismos fra Ikea var eksempelvis det svenske bidrag, mens sprøde norske peberkager var et stort hit til eftermiddagskaffen.

Foreningen Norden og det nordiske samarbejde har masser af potentiale. Det giver spændende samtaler, når nabosprog og nabokulturer mødes. Så ens, - og alligevel så forskellige, at man må tage diskussionen om forskelle og ligheder.

Foreningen Norden blev dannet efter første verdenskrig, Den Store Krig, som man kender fra Downton Abbey, hvor man tænkte, at nu måtte der ske noget. Første verdenskrig tog i høj grad modet og håbet på fremtiden fra alle. Landene i Norden stod uden for den store krig, men alligevel var tanken der: Hvordan kommer vi videre i fredelig sameksistens.

Her var der nogle af tidens kendisser, der gik ind i sagen for at styrke det nordiske samarbejde og for at holde fast i neutralitetspolitikken. Fridtjof Nansen, Arne Garborg, Gustav Vigeland og Edward Munch var nogle af de store kulturstjerne, der var med til stiftelsen af Foreningen Norden den 2. april 1919.

Foreningen Nordens opgave har fra stiftelsen i 1919 været det helt fredelige at formidle kendskab til nordisk sprog, kultur og samfund.

Foreningen Nordens opgave har fra stiftelsen i 1919 været det helt fredelige at formidle kendskab til nordisk sprog, kultur og samfund. Politisk var Foreningen Norden dog også involveret i Svalbardtraktaten, hvor de nordlysende kulfyldte øer langt ude i Atlanten blev en ægte del af Norge.

Heldigvis har der ikke været så mange politiske konflikter de seneste år. Her har Foreningen Norden i stedet haft stor fokus på formidlingsdelen. Gennem sprogkurser og masser af undervisningsmateriale gør de meget for at sikre kulturel forståelse, viden om sprog og muligheden for at samarbejde på tværs af de nordiske landegrænser. ”Et mere sammensvejset vil give flere muligheder for alle. Derfor arbejder vi på at styrke og udvikle det folkelig nordiske samarbejde for at alle, der bor i Norden.” Det sker med nordiske venskabsklasser, med Nordjobb, med udvekslingsrejser, med sommerlejre og støtte til skoleophold.

Nu har Foreningen Norden eksisteret i 100 år.

Det er der grund til at fejre.

P.S. Temaugen på Læreruddannelsen er også baggrunden for, at et hold studerende sidst i oktober har til opgave at undervise alle elever på Tornby Skole i netop ”Nordens sprog og kultur”. Så vil det vise sig, om den megen viden kan omsættes til 3. klasses niveau.

 

Et dukkehjem hos Ibsen, SKAM og Pryds Helle

 

”Nora! Nej, glem det! Færdig. Nej!! Sådan er Williams replik til Noora i den norske SKAM-serie, hvor man gennem fire sæsoner fulgte nogle unge gymnasieelever i Oslo.

I sæson to var der særligt fokus på Noora, og her især på Noora og Williams noget turbulente forhold. Der var masser af referencer til Henrik Ibsens drama: ”Et dukkehjem”. I en scene fra serien SKAM forsøger Noora at få William til at ”give falsk vidnesbyrd” i en voldssag, han er indblandet i. Noora har fået en aftale med de to vennegrupper, der har været i slagsmål, og alle har indvilliget i at de ikke vil sige noget. Det vil betyde, at William vil gå fri. Men William siger det klart: ”Nei, Glem det. Færdig.” William vil tale sandt.

Som afslutning på denne diskussion mellem Noora og William finder William et eksemplar af  ”Et dukkehjem” på boghylden hos Noora, og nu vil han have Noora til at læse højt af ”Ibsens story”, som de kalder det det klassiske teaterstykke..

Problematikken i ”Et dukkehjem” fortsat aktuel: Hvor langt kan man gå for at beskytte den, man elsker.
Merete Pryds Helle skriver herom i en helt ny fortolkning af ”Et dukkehjem”, nemlig romanen ”Nora”, der udkom for et par uger siden. Her i slutscenen hos Pryds Helle har Noras mand Thorvald Helmer netop fyret Krogstad, der har lånt penge til Nora. Penge, der er udlånt på en veksel, hvor Nora har forfalsket sin døde fars underskrift. Nu vil Krogstad hævne sin fyring, han vil afsløre for Thorvald Helmer, at Nora har begået dokumentfalsk. Nora har en anden opfattelse af sin brøde end Krogstad, for hun lånte pengene for at redde Thorvalds liv med en Italiensrejse. Her forsøger Krogstad at overbevise Nora om, at hun kan vente en fængselsdom for falskneriet:

”De har åbenbart ingen klar forestilling om, hvad De har gjort dem skyldig i. Det er hverken værre eller bedre end det, jeg gjorde, som Deres mand i dag vil straffe mig for.

De har da ikke reddet Deres hustrus liv, siger Nora

Loven, siger Krogstad – spørger ikke om hvorfor man gør tingene.

Nora kan høre doktor Rank for sig. De stærke, de svage. Hun har vel været stærk, står hun så ikke over loven?

Det må være nogle dårlige love, siger Nora.”

Det er samfundets lov overfor Noras egen samvittigheds lov, der her diskuteres. For Nora er det afgørende, om hendes mand ser, at hun forfalskede underskriften for at redde hans liv. Det gør han ikke. Thorvald Helmer ser intet andet end sig selv.

Ibsens stykke om Nora og Thorvald Helmer er 140 år gammelt. Man kunne spørge, om det overhovedet har noget relevant at sige om moral og etik og ægteskab og kvindefrigørelse i dag? Vi skulle forhåbentlig være et andet sted end dengang, hvor kvinder og tyende bogstavelig talt tilhørte husherren, og hvor kvinder hverken havde stemmeret eller ret til sine egne børn eller indtægter. Og det er vi da også. Men Ibsens betragtninger om samfundets love sat overfor den enkeltes egen moral og etik er særdeles relevante og vedkommende også i dag.

Henrik Ibsen skrev ”Et dukkehjem” på dansk i 1879. Samme år blev det spillet for første gang på Det Kongelige Teater i København. Sidste år var det en del af repertoiret på såvel Vendsyssel Teater som Aalborg Teater. Det bliver genopført i nogle uger her i efteråret, og med Merete Pryds Helles version af Noras liv får det en ekstra kant. Hos Pryds Helle er Thorvald Helmer et helt igennem selvoptaget menneske, og gennem historien om Noras opvækst får man en forståelse for, hvorfor hun kan lade sig undertrykke mentalt og fysisk i ægteskabet med Thorvald. Noras barndom var præget af faderens meget autoritære opdragelse. Al viden om verden gik uden om Nora, der blev opdraget til at forblive et barn, en lærkefugl, et egern, der ikke selv skulle tænke, men blot se smuk ud og føje sin mands vilje. Hun får først mulighed for at blive voksen, da hun pakker sin kuffert for at forlade mand og børn. Hos Merete Pryds Helle har man stor forståelse for, at hun går. Hendes plejemor Anne Marie er tilbage med børnene, så de vil klare sig. Thorvald Helmer hulker (heldigvis) da Nora går, men hun går med visheden om, at hun må finde sig selv og blive voksen, - så kan hun måske være mor for sine børn.

Noora i SKAM møder ikke Thorvald Helmer, hun møder William, der viser sig (og tak for det) at være langt mere end blot en ”player” og ”rich kid”, han er tro mod sig selv og tager ansvaret for sine handlinger, mens Noora viser sig at være mere sårbar, end hun selv troede.

P.S: Merete Pryds Helles roman ”Nora” kan anbefales. Og Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” kan man læse helt gratis på ibsennet.no. Ja, og så kan man jo altid gå i Aalborg Teater og se stykket ”live”.

 

 

 

 

Septembers himmel er så blå

En af glæderne ved sensommeren er, at man får mulighed for at synge med på ”Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide…” Skyerne er hvide, himlen er blå og der er farver overalt i Alex Garffs ”Sensommersang”. Blå, hvid, grøn, brun, gylden purpursor, spraglet og varmt rødt.

Sangen er skrevet til Dansk Skoleradio, der præsenterede den i 1949 med titlen ”Sensommersang”. Den kom med i Højskolesangbogen, hvor den fortsat er en af de stærke efterårssange.

Alex Garff (1904 – 1977) var lyriker, men (det giver jo ikke meget i løn at skrive digte) han var også lærer i dansk og tysk på Randers Statsskole. Alex Garff var ven med lægen i Ry, og når han besøgte sine gode venner i Ry, så overnattede han ofte på Ry Højskole, hvor eleverne dermed samtidig kunne beriges med et foredrag af lyrikeren Garff. En morgen i september 1949, hvor Alex Garff havde overnattet på højskolen, var han stået tidligt op, og til morgenmaden på højskolen læste han sit sensommerdigt højt for forstanderparret Marie og Johannes Therkelsen. ”Send det til Otto Mortensen, så han kan skrive musikken”, sagde det gode forstanderpar.  Således blev det. Otto Mortensen (1907 – 1986, - og begravet på Almen Kirkegaard i Aalborg) skrev den letsyngelige melodi til Sensommersangen, der naturligvis har en særlig plads hos Ry Højskoles elever – men bestemt også hos danskere med hang til fælles – og morgensang.

Den ”søndagsstille ro imellem træer og tage” er ikke blot et højskolefænomen, det er sådan en sensommersøndag kan være, når sommerens og høstens travlhed er krydset af og ” røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden”.

Georgineelskere glædes hver gang over beskrivelsen af netop den blomst: ”og georginer spraglet gror, blandt asters i vor have”, mens landbrugets udvikling har givet ”og bonden kører hjem med læs,der lyser solskinsgule” en vis nostalgi. Alligevel stirrer vi på stubmarkerne, der ”står brun og gul og gylden”, med en vished om, at nu skal der sås nye afgrøder, og nu er kornet kørt i container til tørring, og der kommer et nyt forår – engang.

I haven løsnes de røde æbler let (eller de falder tungt i blæsten), solnedgangen kan være en Edward Munchsk ekplosion af gul, orange og rød ”når aftensolen på sin flugt,bag sorte grene svinder”, og man sætter mere og mere pris på de enkelte lune dage. Sådan er det, når det er sensommer.

Septembers klare blå himmel er ikke kun et synsbedrag. Lyset er mere blåt, og himlen er mere septemberklar, når solen står lavere og lavere på himlen. Varmen forsvinder og kulden kommer med tør luft fra nord. Når solen står lavt, og luften er tør og uden vanddampe i atmosfæren, så opleves himlen som særlig septemberblå. Det er den naturvidenskabelige forklaring, men Alex Garffs poetiske  beskrivelse og konstatering er nu den, jeg til enhver tid foretrækker: ”Septembers himmel er så blå”.

Sidste strofe lyder meget sensommerligt:

”Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.”

P.S. Ingen tekst holder som fællessang, hvis ikke melodien holder. Da Otto Mortensen blev spurgt af en nevø, hvordan han kunne skrive så gode melodier (han skrev også melodien til ”Kringsatt af fiender”), - ja, så lød svaret fra komponisten: ”De kommer bare af sig selv”. Så let. Så let.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Hrone

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

 

.