Skumfiduser

Et møde med en klassiker: ”Mødet ved milepælen”

”Det begyndte en dag midt i august 1943.” Sådan skal en god roman begynde. Eller: Sådan kan en god roman begynde. Sådan begynder ”Mødet ved milepælen”, og den fortsætter: ”De kom med ham i skumringen. Ringeapparatet, der havde en kontakt ved haveporten, gav det aftalte signal, og da jeg kom ned, stod de der. For øvrigt havde de varskoet mig i forvejen.
Det var de to, der plejede at komme, og så en tredje.”

Jeg-fortælleren i den norske forfatter Sigurd Hoels ”besættelsesroman”: ”Mødet ved milepælen” går lige til sagen: Nu kommer de efter dig! ”Mødet ved milepælen” er en gammel bog, vil de fleste vide. Den udkom i 1947, og den er blevet læst af mange norske og nordiske læsere. Sigurd Hoel flygtede selv i 1943 til Sverige, da hans indsats i modstandskampen var blevet for åbenlys. Han var en af sin tids mest indflydelsesrige norske forfattere, men nu læses han ikke af mange. ”Mødet ved milepælen” har stået inderst i min reol i mange år. Den er købt for 12.75 - engang. Det siger noget om, hvor mange år, den har haft på hylden. Nu er den genlæst, og det viser sig heldigvis, at den holder. Det er en klassiker, men den er helt overraskende nutidig og dens sprog, fortællerrolle og tema gælder fortsat. Det er kun indpakningen, der er old-book: Gulnet papir, små bogstaver, ingen billeder, ingen margen, der er ikke mange tomme pladser på siderne. Kun i teksten er (mellem linjerne) der mange tomme pladser.

Fortælleren søger at finde svaret på, hvorfor nogle nordmænd valgte at blive nazister, og hvorfor andre valgte modstandsbevægelsen.

Hvad betyder noget for vores valg?, spørger jeg-fortælleren, der er iscenesat som en modstandsmand, der flygter fra torturen hos nazisterne. Han bliver reddet og sendt til Sverige, udelukkende fordi han tilfældigvis (og heldigvis) havner i en torturkælder, som hans ungdomskæreste har nøglerne (og modet) til at åbne.

”Men på en måde ligner dit arbejde en kræftforskers: du famler og søger efter årsagen – eller årsagerne. Hvis du kan finde dem, er det muligt, at den slags uhyggelige ting kan hindres i fremtiden.” Sådan veksler fortælleren mellem refleksion på afstand af krigen, samtidig med at man følger de to handlingsspor, der foregår i henholdsvis 1921 i det daværende Kristiania og i det besatte Norge i 1943.

Fortælleren var ung og fattig student i 1921. Han gik som Hamsuns student i ”Sult” rundt i dårlige klæder, boede fattigt og var altid sulten. Dengang mødte han Kari, en pige, hun blev hans store kærlighed, hun blev gravid, og så forsvandt hun ud af hans liv. Omgangskredsen fra studentertiden genfinder han nu i krigsårene, og de mødes i helt andre roller end i studietiden.

Temaet er eksistentielt: Hvorfor bliver vi dem, vi er? Kunne det være gået anderledes? Hvorfor vælger nogle ondskaben og terroren fremfor glæden og barmhjertigheden? Det er vedkommende og almengyldigt. Den store glæde er, at sproget i bogen er så ungt, skarpt og rammende. Der er helt fantastiske beskrivelser af de fattige studenter og deres kummerlige liv: ”Lars Flaten var fra Toten. Han var stor og stærk og bred og forbavsende sparsomt udstyret i hovedet.”

De unge studenters liv i Kristiania er et blik ind i en helt anden tid. Pensionater, sult og en evig vandren på Karl Johan, Wergelandsvejen og i Slotsparken for at holde varmen i de kolde aftener, hvor de ikke havde nogle steder at mødes. Man får et kuldslået billede af den tids studieliv og glædes over kollegieværelser, studiestøtte og gode oplyste læsesale.

Tyve år senere ser jeg-fortælleren tilbage på studietiden og søger et mønster og en forklaring på, hvorfor det gik, som det gik. Hvorfor var han selv på modstandsbevægelsens side, hvorfor var hans ven Hans Bjerg blevet nazist. Og hvorfor var Hans Bjergs søn blevet en så glødende hirdmand?

Det lykkes ikke at finde en forklaring: ”Det lykkedes ikke. Det kunne ikke lykkes. Jeg fandt ikke mønstret i mit eget liv, og endnu mindre i den gruppes liv som jeg prøvede at give nogle billeder af, sådan som livet levedes en kort tid for en hel del år siden.”

”Mødet ved milepælen” er en klassiker. Det er den fordi den fortsat holder. Nu er det ikke 2. Verdenskrig, der står som en trussel, det er klimakampen, der må være ungdommens (og alle andres) store udfordring. Og fortsat kan man undres: Hvorfor bliver vi dem, vi er?

Afslutningsreplikken i bogen lyder: ”Vågn op! Vi må løse det nu. Vi må se det nu! Vi må forstå det nu – ellers forstår vi det aldrig, ellers opstår det samme en gang til, større og værre end forrige gang. Og en dag vågner en sløv, søvnig menneskehed halvt op, gnider sine øjne og siger: Hvad er der nu?
Det kan være dagen før, verden går under.”

P.S: ”Mødet ved milepælen” kan lånes på biblioteket. Den kan sikkert også købes, men den koster mere end 12.75 i dag.

Ikke et minutt i stilhet, men et liv i kamp

 

”Man må tage vare på hinanden.” Sådan siger Vilde, der er en af de overlevende fra Utøya. ”Jeg er et tidsvidne, sig jeg fortæller min personlige historie om Utøya for at I skal vide, at fremtiden er et fælles ansvar.”

I Akersgate 22, Oslo finder man Regeringskvartalet med Høyblokken, hvor gerningsmanden bragte en tonstung bombe til sprængning den 22. juli 2011. I lokaler, hvor der fortsat er spor efter attentatet, ligger der nu et center, der har til opgave at mindes og formidle, hvad der skete i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011.

En svær opgave at balancere i, kan man tænke. Alle nordmænd (og alle danskere) blev ramt af terroraktionen i 2011. Alle fulgte med. Alle blev en del af det efterfølgende forløb. Mindesammenkomster, et opbud af roser, smukke taler og overlevendes vidnesbyrd. Alt dette har man samlet og dokumenteret på 22. juli-centeret. Ikke for at genkalde sig sorgen igen og igen, men for at den nye generation (og også gerne den ældre) må kunne lære noget af det, der skete den 22. juli.

Fremover vil det være en del af læreplanen i den norske skole.

Når man kommer til 22. juli-centeret bliver man først og fremmest overrasket over, at der fortsat er masonitplader for alle vinduer i Y-Blokken, der er en del af ”Regeringskvartalet”. Høyblokkens hele facade er fortsat dækket af en presenning, hvorpå der er malet vinduer med persienner, så man nemt lader sig snyde til at tro, at alt er i sin bedste orden.

Centeret ligger i underetagen, man bliver mødt venligt med håndtryk og velkommen af de unge guider, der sidder ved skranken, og herefter får man en halv times introduktion til centerets arbejde og tanken bag det. Det sker i et helt hvidt rum med mange opslagstavler, og gruppeborde. Her kan norske skoleelever, gymnasieelever og voksne besøgende arbejde med deres egen version af, hvordan de oplevede (og oplever) 22. juli. Man får en kasse med 40 postkort, der alle på en eller anden vis er dokumenter med tilknytning til terroraktionen før og efter. Det giver anledning til samtale.

Udstillingerne inde i centeret er delt i et minderum, hvor der hænger 77 portrætter af de dræbte fra 22. Juli-angrebet. Otte døde i forbindelse med eksplosionen ved Regeringskvartalet, 69 blev skudt på Utøya. I alfabetisk orden hænger de små portrætter kun med navn, hjemby og alder. Der er helt stille.

I næste rum ser man overvågningsvideoen fra Regeringskvartalet fra fredag den 22. juli. En hvid varevogn kommer kørende, bliver parkeret, en mand stiger ud og forlader området. Og så spoles der syv minutter, og så er der en eksplosion, hvor alt bliver pulveriseret. Af bilen bliver der ikke meget tilbage.

Det store rum har en tidslinje, hvor dagen følges gennem twitter-beskeder, sms-er, pressemeddelelser og faktaoplysninger. Her ser man det ternede A-4 papir fra færgen til Utøya, hvor det er noteret, hvem der rejste til øen: 1 politibetjent. Det står skrevet med håndskrift og kuglepen. Så simpelt. Og så voldsomt at se.

I et tilstødende rum er der videoklip med unge vidner, der fortæller, hvordan de overlevede terrorhandlingen på Utøya. Sådan er 22.juli-centeret: Et stille center, hvor ingen taler højt, og hvor der er plads til eftertanke både før og under besøget.

Det er et helt igennem hvidt, alvorligt, gennemtænkt og reflekteret besøg, man har på centeret. Det er alvorligt. Det er respektfuldt. Det er helt igennem en ordentlig måde, hvor det formidles, at ondskaben findes, men at den må mødes med omtanke for hinanden.

Jens Stoltenberg sagde i sin tale på Rådhuspladsen i Oslo den 25. juli: ”Med det sterkeste av alle verdens våpen, det frie ord og demokrati, staker vi ut kursen for Norge etter 22. juli 2011. Vi kan lære av det. Gjøre mer av det. Hver og en av oss kan gjøre demokratiets vev litt sterkere. Det ser vi her.”

Det er den tanke, der arbejdes videre på i 22. juli-centeret.

Vilde sagde det klart og indtrængende i sin indledning, hvor hun fortalte sin historie som vidne fra Utøay:: ”Ikke et minutt i stilhet, men et liv i kamp.” Den kamp for demokratiet er en opgave for alle at tage del i. Hensigten er at forebygge had og ekstremisme.

Læreplanen for den norske skole har som mål i arbejdet med 22. Juli-terrorhandlingen at forebygge had og ekstremisme og at give en oplæring i demokratisk medborgerskab og menneskerettigheder.

Det prøver 22. Juli-centeret at give anledning til.

Jens Stoltenberg sagde også: ”Svaret på vold er enda mere demokrati, enda mer åbenhet, men aldri naivitet.”

P.S: Man skal til Oslo for at besøge 22. Juli- centeret. Man kan læse mere om det her: https://22julisenteret.no

 

 

Klimakamp i det sydlige Ishav

 

”Ude i Oslos gader hang en tyk decembertåge. Snefnug dryssede let mod kinderne, idet Roland drejene ned ad Storgata. (…) Klimaflygtninge fra middelhavslandene var officielt hovedårsagen til, at myndighederne i Norge praktiserede en nultolerance over for klimaindvandring.

Men sandheden var en anden, nemlig at regeringen klamrede sig til de ynkelig rester af en gammel oliemagt. De få mennesker i toppen af olie – og finansverdenen havde i årevis forbudt alle satsninger inden for klimavenlig teknologi.”

Det er år 2052, vi er i Oslo, og der er en hemmelig klimademonstration på programmet for de, der har fået den lige så hemmelige advisering herom. Det er strafbart og kriminelt at demonstrere for klimavenlige tiltag. Roland og hans venner mødes i al hemmelighed på lige så hemmelige platforme på nettet. Det er en klimagyser, den norske forfatter Lars Mæhle har skrevet som en hybrid mellem realityspil og en klimapolitisk thriller.

Hver eneste nordmand har (i teorien) en million kroner stående i den Norske Oliefond. Norge har haft en fest, siden der blev fundet olie i Nordsøen lillejuleaften sidst i 1960’erne. Der har været olieresurser til alt. På skiferier i Norge ser man de tændte lamper uden for alle hytter – beboede og ubeboede. Der har været brugt enorme råstofresurser, men nu har eftertanken meldt sig. Ikke kun i Norge, men i hele Europa, i hele Verden er der en klimabevidsthed, der forhåbentlig fører til handling, så der også vil være en beboelig og menneskelig verden for de fremtidige generationer. Jan Kjærstad skrev i 2015 ”Slægters gang”, hvor han lod fortælleren have et perspektiv fra Kina, hvor en udrejst nordmand har skabt det store Long-dynasti i Den Kinesiske Føderation. Her fra Kina ser fortælleren (der vel er nogle hundrede år fremme fra vores tidsregning) tilbage på et Norge, hvor olien for længst er sluppet op, og hvor befolkningen har måttet tage ansvar for at have skaltet og valtet på uansvarlig vis med verdens resurser.

Hos Lars Mæhle i ”Realityspillet 20152” er det samme tema. Fem unge er udvalgt til at skulle konkurrere om at redde jorden. De fem er fra hver sin verdensdel, Afrika, Australien, Asien, Europa og Amerika. De sejles til en øde ø, hvor klimaet er vildt, koldt og voldsomt. Her skal de (uden at kende reglerne for realityspillet) være med i en slags fremtidig HungerGames. Det foregår i 2052, der beames hologrammer, der er netkroner, der er ”mobiltelefoner”, der er indlagt i håndfladen, og så er der klimademonstrationer.

Klimademonstrationerne har den norske regering forbudt. Den norske regering er demokratisk valgt, men de giver penge til de utallige hjemløse, der stemmer på dem, så de sidder trygt på magten til at fratage demonstranterne enhver rettighed.

Nu bliver Roland ,”Jokeren” som han kaldes, pludselig en del af  dette meget virtuelle og alligevel voldsomme spil. Der er tvekamp efter hver udfordring. En tvekamp på liv og død.

Dagens opgaver handler alle om klima-problemer. Hvordan bygger man noget, der kan give vedvarende energi? Hvordan sikrer man, at man kan gøre brug af denne energi?
Opgaven til dag to lyder:
”Hvilke former for energikilder kan og skal vi satse på?
Det er hvad opgaven på dag 2 handler om. I skal kort sagt vælge mellem et kraftværk baseret på én af følgende:

Solenergi

Vindenergi

Bølgeenergi

Olie og gas”

Så skal gruppen hjælpes ad. De overvåges alle, de tildeles point for samarbejdsevne, men de får også point for individuelle tiltag. Og de ved aldrig, hvem der ser hvad.

Det er sindsoprivende spændende science-fiction, men det er også et deprimerende realistisk scenarie, der udspiller sig på den kolde og ensomme Bouvet Island,  hvor Roland, Samuel, Manuela, Greg og Katrina er i virkelig (såvel som virtuel) knibe.

”Tanken om at man som enkeltindivid ikke kan gøre hverken fra eller til, må vige for tanken om, at alle kan gøre en forskel. Vi skal handle, og vi skal handle nu. Det er ikke kun nødvendigt. Det er livsnødvendigt.”

Sådan skriver Kathrina og Roland til slut i svaret på opgave tre. Det er også bogens hovedsigte: Klimaproblemerne kan ikke kun overlades til politikere fjernt fra hverdagen. Enhver må handle nu.

Det er en bog, der kan give anledning til megen diskussion. Den fiktive rammes referencer til Hunger Games og Robinsonekspeditionen er en drivkraft i læsningen af det problematiske stof.

Klimaproblemer kan være svære at formidle i fiktion. Det lykkes her på relevant, realistisk og medrivende vis.

P.S: Voksne kan læse Jan Kjærstads: ”Slægters Gang”, 2015, - men børn og unge (og voksne) har meget at tænke over, hvis de læser Lars Mæhles: ”Realityspillet 2052”, 2019.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

Leonora Christinas Jammers Minde

 

”Her vil jeg beskrive mit fængsel. Det var et kammer, som var syv af mine skridt langt og seks bredt. Der stod to senge og to stole. Det var nykalket, og det stank forfærdeligt. Tilmed var gulvet så tykt af skarn, at jeg troede, der var af ler.” Det er Leonora Christina (1621 – 1698), der beskriver sin fængselscelle i Blåtårn. Hun fortsætter: ”Det er ni alen højt, hvælvet og allerhøjest sidder et vindue med tykke jernstænger for og et gitter, som er så tæt, at ikke engang en lillefinger kan komme ind i hullerne. Det gitter havde grev Rantzau ladet lave, som slotsfogeden senere fortalte mig, så at ikke en due kunne indføre noget brev. Det må han vist have læst i en roman.”

Leonora Christina var datter af Christian den fjerde og hans kone ”til venstre hånd”: Kirsten Munk. Hun var således ikke i ”arvefølgen”, men da Leonora Christina (femten år gammel, der var også barnebrude dengang) giftede sig med Corfitz Ulfeldt, så fik hun en fremtrædende plads ved hoffet. Den plads holdt hun så længe faderen Christian den 4. var i live, men da han døde, stod det klart, at Frederik den 3. og familien Ulfeldt ikke var eller blev hjertevenner.

Corfitz Ulfeldt tog til Sverige, hvor han indgik nogle alliancer, der medførte en anklage for højforræderi mod Danmark. Leonora Christina og Ulfeldt blev fængslet, og de sad i lidt over et år på Hammershus Slot på Bornholm. Corfitz Ulfeldt blev henrettet i 1664, og på det tidspunkt sad Leonora Christina allerede i Blåtårn. Her kom hun til at sidde i 22 år. Det er længe i et lille kammer på mindre end 30 kvadratmeter. Der var et liv i tomgang. Hun kedede sig vildt. Det ved vi, for i 1673 påbegynder hun en selvbiografi ”Jammers Minde”, hvor hun vittigt, vidende og velformuleret fortæller om livet som fange i Blåtårn. Hun skriver, så hendes børn kan vide, hvad der er hændt deres mor. Og børn havde hun i overmål. Femten børn havde hun født i ægteskabet, mange af dem var døde som små, men andre levede og klarede sig godt rundt om i Europa. Christian, Jacob, Anne Cathrine, Frantz, Ludvig, Corfitz, Ellen Christina, Leo, nok en Leo, Leonora Sofie, Otto, Mogens og nok en Leo hed de navngivne børn. Så var der et par navnløse dødfødte, men for dem alle gjaldt det, at de ikke måtte tage ophold i Danmark. De skulle forblive ude i Europa, for ikke at kunne gøre krav på arven efter forældrene. Det måtte Leonora Christina også leve med.

Selvbiografien ”Jammers Minde” blev først fundet i 1867, det er et af de få litterære skrifter fra perioden, hvor forfatteren er en kvinde.

Leonora skriver om hverdagen, når hun fortæller om genvordighederne med at få fat i sytøj: ”Jeg bad hende (en tjenestepige, hun var jo kongedatter) om at prøve at skaffe synål og tråd. Hun svarede, at hun hjertens gerne ville skaffe mig det, hvis bare hun turde. Det ville koste hende ve og vel, hvis dronningen fik det at vide, for hun havde meget strengt forbudt, at nogen måtte lade mig få nåle. Hverken knappenåle eller synåle.

Jeg spurgte: af hvilken grund?

For at I ikke skal myrde jer selv, sagde hun.”

Leonora Christina skriver også om helt jordnære iagttagelser, hun har i cellen. Her  følger hun en kålorms hele livcyklus fra larve over puppe til sommerfugl: ”Jeg har også i mit fængsel gjort en opdagelse om kålorme.” Hun karakteriserer også nogle af de mænd og kvinder hun har mødt gennem livet, og hun korresponderer med salmedigteren Kingo. Hun vil have ham til at skrive et hyldestdigt om danske og europæiske kvinder, men han skriver nu mest om sin egen elskede Chrysillis.

Leonora Christina blev løsladt i 1685. Det er forunderligt, at hun levede så længe som fange. Hun skriver til sidst i ”Jammers Minde”: ”Mine fængselsdage har varet 21 år, 9 måneder og 11 dage. Kong Frederik den 3. lod mig fængsle den 8. august 1663. Kong Christian den 5. gav mig friheden den 18. maj 1685. Jeg har nedskrevet en stor del af det, som er sket i mit fængsel i den hensigt at afslutte mit jammers minde dermed.”

Når man kan læse ”Jammers Minde” i dag i en ny og grafisk version, så skyldes det Allan van Hansen, der har udvalgt nøglescenerne fra den originale udgave. Herefter har han tegnet og fortalt ”Jammers Minde”. Tegninger, ord, broderier og tekst giver os også i dag et indblik i livet i en fængselscelle på Blåtårn i slutningen af 1600-tallet.  Det var et hårdt liv, selv for en kongedatter. ”Kødso, Skiden-Slatte, Heks og Forræder” var nogle af de hånlige råb, hun mødte på vej ind i fangetårnet. Var hun blevet fængslet i 2019, så havde de sociale medier kammet over, men dengang måtte den forsamlede pøbel klare sig med uhøviske tilråb.

”Kunne man veje min jammer og mine lidelser sammen i én vægtskål, så ville de være tungere end sandet i havet”, sådan slutter ”Jammers Minde”. Det var en jammerlig tid, det kan man nu se og læse om, - for herefter at glæde sig over at leve i et demokratisk land, hvor den udøvende, dømmende og den lovgivende magt er delt i uafhængige områder.

P.S. Det er det lille forlag Arabesk, der har udgivet ”Jammers Minde – en grafisk roman”. Forfatteren er (udover Leonora Christina) Allan van Hansen. Den er fra 2019.

Havet er stort og tomt.Her kan ingen finde mig.

I et blåt, blåt hav synker den sorthårede pige mod bunden, ned mod vraget af skibet ”Zenobia”.

”Havet er stort og tomt.
Her kan ingen finde mig.
Her kan mor og far ikke finde mig.”

”Zenobia” er en børnebog, eller også er det slet ikke en børnebog. Nogle af de nye billedbøger er bøger med billeder, der skal læses af børn, voksne, unge og ældre. Sådan er det også med ”Zenobia”, der har fået Ping-prisen, (en tegneserie-pris), og derudover også har fået skolebibliotekarernes pris. Det er en bog med mange billeder og få ord, men det er en rystende beretning om en lille syrisk pige, der er på flugt.

Lars Horneman har illustreret den (korte) fortælling af Morten Dürr. Eller rettere: Horneman har ikke illustreret ordene, de to forfattere har samarbejdet om at skabe en graphic novel, en billedroman, en billedbog og en fantastisk roman i billeder. Morten Dürr har fortalt om sit samarbejde med tegneren, hvor de altid er i dialog om tilblivelsen af den samlede tekst. De retter ind efter hinanden, de diskuterer, de inspirerer hinanden, og så finder de et udtryk, hvor ordene beriges af billederne, og hvor billederne giver rum og farver til ordene.

Tilbage i 1977 skrev Knud Ejler Løgstrup således (det var om Bent Hallers ”Katamaranen”; hvis nogle husker den): ”Ganske vist, nu som før, benytter voksne sig af deres overmagt og barnets afmagt til at begå overgreb imod det, og at det sker i opdragelsens navn gør ikke sagen bedre, kun værre. I det moderne samfund bliver tilmed barnets sociale miljø og dets fysiske udfoldelsesmuligheder mindre end tidligere. Det kan ikke godt andet end mindske barnets livslyst og livsduelighed. Men det er én ting, en anden ting er overlagt og ideologisk at tage modet på livet fra barnet. Det gør ikke den dybeste pessimist, ikke den mest overbeviste nihilist.”

Her er der ikke meget livsmod tilbage, når Amina forsvinder i havet uden at nogen hører hendes hvisken, men Morten Dürr og Lars Horneman er ikke nihilister. De er realister, der søger at skildre en katastrofe på en måde, så man som læser må græde med Amina og hendes skæbne. Herefter må man tale sammen om Amina, om børns liv og skæbner. Det er en virkelighed, der også finder sted.

Aminas mor husker Amina på legenden om Zenobia, da Amina skal sendes alene ud i verden. Husk at ”Zenobia var Syriens dronning. En dronning fra gamle dage. Den smukkeste kvinde i verden. Zenobia var kriger. Hendes rige strakte sig fra Alexandria til Ankara. Fra Egypten til Tyrkiet. Ingen mænd bestemte over hende. Hun gik i krig mod kejseren af Rom.”

Amina klarer ikke rejsen over havet i en båd opkaldt efter Zenobia. Kvinder kan ikke klare alt. Altid. De må have hjælp. Det kan passende være læsere af ”Zenobia”, der får øje for det.

”Du er snart kvinde, Amina. Kvinder kan klare alt.”, sådan lyder det, da Amina skal ud i verden.

Nok er Amina snart kvinde, men hun klarer ikke flugten fra det krigshærgede land over havet i en lille båd. Alene. Forladt. På flugten tænker hun tilbage på de gode dage, da hun kunne lege gemmeleg i huset derhjemme. Hun havde mange mennesker, der kunne finde hende igen.

Nu er der ingen, der kan høre hende. Der er ingen, der hører hendes hvisken: ”Kom og find mig.”

Tilbageblikkene til Aminas hverdag med dolmer, gemmeleg og gode minder er tegnet i brun, sort og okker, mens nutiden er havblåt, mørk violet og sort. Aminas shorts er pige-pink, hun er et lille barn, der er forladt og ene i det store hav.

”Båden var alt for lille.
En mor med to babyer gav mig en kiks.
Vi sejlede hele natten.
En gammel mand klappede mig på kinden
Det skal nok gå
Hvor skal vi hen?
Vi skal til et land uden soldater.
Sov bare.”

Der er nogle gode medflygtninge, der hjælper hende, verden er ikke blot ond, men det er ikke altid, at historier ender godt. Aminas historie ender ikke lykkeligt. Den er alt for virkelig.

P: S. ”Zenobia” er nu solgt til udgivelse i USA, Australien, Sverige, Norge, Færøerne, Brasilien, Korea, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Kroatien, Bulgarien, Rusland, Tyrkiet, Palæstina og Makedonien.

”Zenobia” er med Morten Dürr og Lars Horneman som forfattere, den er udgivet på forlaget Cobolt i 2016. Den vil holde længe.