Skumfiduser

Nordiske romaner til de mørke dage

 

”Nu vil jeg godt have, at du læser lidt for mig. Jeg har været så træt den her weekend, du må komme tilbage, når jeg er mindre hjamsk, så skal vi rigtig snakke.” Sådan skriver den finske forfatter Kjell Westö: i ”Det ulyksalige ved at være en Skrake”, en bog, der udkom på dansk i 2014. Dels kan man her glæde sig over, at ordet ”hjamsk” optræder i prisbelønnet litteratur, og dels kan man glæde sig over sproget hos finske Westö der i år har udgivet ”Den svovlgule himmel”.

Julegavebøger kan man enten give eller ønske sig. Der er fremragende forfattere i nordisk litteratur, og her er en liste over norske, islandske og finske bøger, man kan glæde sig til, - som giver eller modtager.

1. Kjell Westö: ”Den svovlgule himmel” er et godt bud på en julegavebog. ”Den svovlgule himmel” handler om den finske historie set gennem ulige familiers plads i hierarkiet i Helsingfors. Det er en historisk roman, hvor man (igen igen) må tjekke op på Finlands historie undervejs. Et land så tæt på os, men med en så anderledes historie end de nordiske landes.

2.  Roy Jacobsen har skrevet trilogien: ”De usynlige”, ”Hvidt hav”  og nu er der ”Rigels øjne”. Her møder vi igen den handlekraftige Ingrid Barrøy, der nu har fået et barn med den russiske krigsflygtning. Det er i 1945, og Ingrid søger efter faderen til Kaja:” Der er mange måder at gå på, og Ingrid Marie Barrøy gik let, i skaftestøvler, med rygsæk og Kaja på maven, svøbt i sjalet, der nu var forstærket med de remme Daniel havde spændt om kufferten, som ikke var med hende længere, Barrøys vidunderlige kuffert, der fra nu af tilhørte formanden på landets længste svævebane.” Sproget er karskt og fyldt med ord fra fjeld og vidde.

3. Lars Mytting skrev  slægtsromanen ”Svøm med dem som drukner”, og gav et indblik i norske fjeld- og skovbønders liv. Her i  ”Søsterklokkerne” er vi i en lille bygd i Gudbrandsdalen. En bygd, der ikke har megen forbindelse med omverdenen, men her er rigeligt med dramatik mellem gårde, sæter og kirke. ”Spørg dig selv, hvad du vil huskes for, Astrid. Når vi genfortæller nogens liv, og mange år er gået, så er der ikke plads til så meget. Selv tror jeg ikke, at jeg vil blive husket. Andet end for at have prøvet at være et godt menneske., måske, men det er så vanskeligt at fortælle. Det folk bliver husket for, er støbt i metal eller bygget i træ eller vævet eller malet eller skrevet. Ondskab eller dumhed, ikke i det små, men i det store, det huskes også.”

4. Lars Saaby Christensen har udgivet første bind af ”Byens spor” og nu er der bind 2. Den foregår i Oslo. På Kirkeveien, hvor Jesper bor med sin søster Stine, mor Maja og sin afdøde far Ewald i hukommelsen. Jesper er blevet teenager, han er kæreste med Trude, og han forsøger at finde sin vej mellem skolen, klaveret, vennerne og sin lille familie. ”Jesper sidder i midterrækken allerbagest, og når lektor Ramm ikke ser det, for eksempel når han står med ryggen til og bakser med at rulle Europakortet ned, kan han læne sig op ad væggen, lægge benene op på skolepulten og lukke øjnene.” Det er 1950’erne i Oslo, og det er en glæde for os, der næsten husker den tid.

5. Jon Kalman Stefansson fra Island har skrevet ”Historien om Asta”. Det er familiekonflikter i  islandsk sagastil, der er tørrede torsk og råmælk, saltet kød og masser af saltvand: ”De eneste digte, der er blevet skrevet på den her kyst handler om tørrede torskehoveder, den tunge brænding og længslen efter råmælk.” Det er i Reykjavik i 1050’erne, og det er en glæde at være her i mørket: ”Vi sælger mørke, hav, vind og giver dem til og med mulighed for at iføre sig stive, ildelugtende skindanorakker, som dem der bruges på havet, og spise ensformig mad i piskende  regn og kalder det eksotisk luksus, sagde min nabo til mig og grinede.”

6. Endelig kunne det være Olaug Nilssen: ”Tung tids tale”, hvor man møder Daniel, der er en autistisk dreng. Han har det svært. Det har familien også. Det er en bog fra ”den virkelige verden”, hvor læseren får et godt indblik i hvor svært det er at være anderledes.

Det var læseværdige nye nordiske romaner.

Der er mange af dem. Savner man flere på listen, så læs hele forfatterskabet af Jan Kjærstad, læs Roy Jacobsens og læs Per Pettersons forfatterskab.

Der kunne være andre bud på gode julegaveønsker. Gode bøger. Astrid Lindgrens svar på spørgsmålet: Hvad er en god bog? gælder altid. Hun sagde: ”Den skal være god. Jeg kan forsikre om, at jeg har grublet over det længe, men jeg kan ikke finde noget andet svar: Den skal være god.”

P.S: Skulle nogen tænke: Hvad betyder det at være ”hjamsk”, så er det et godt vendsysselsk ord for at være ravselvorn, utidig, upasselig, når man er kommen for tidlig op, ingen mad har fået, eller dagen efter et fest af en vis kaliber. Man er simpelthen ikke i topform, man er hjamsk.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk

En klassiker: Per, Inger og Jakobe

 

”Vandreren over tågehavet” hedder et kendt billede, malet i 1818 af Caspar David Friedrich. Her ser man en mand på toppen af bjerget. Han støtter sig til en vandrestok, og rygvendt ser han ud over et hav af tåge. I det fjerne er der endnu flere bjerge at bestige, men lige nu står han og nyder udsigten.  Vandreren har ryggen mod den verden, han er gået igennem, han er højt hævet over hverdagen, han er simpelthen alene i et tågehav, hvor fremtiden må forekomme ukendt, og hvor der ikke er hverken Norsk Turistforenings-T-mærker eller klassiske varder at følge. Han er, som Lykke Per i Henrik Pontoppidans klassiker, en tilskuer til livet. Han er en vandrer, der har nok i sig selv. I filmen om Lykke Per af Bille August ser man Lykke Per, Peter Andreas Sidenius, vandrende i et tågehav, da han er på tur i Tyskland sammen med sin Jakobe. Han søger efter noget, han ikke ved, hvad er. Han leder i tågehavet, han søger berømmelse gennem ingeniørkunsten og sine vandingskanaler, han søger lykken gennem en lidenskabelig forelskelse i Jakobe, han søger familielykken gennem ægteskabet med Inger på den jyske hjemegn. Intet af dette giver ham ro eller glæde eller lykke. Gennem romanens første 600 sider er han en U-Lykke Per. Først da han slår sig til ro i det vestjyske (nord for Vestervig og så lidt ud vestpå) finder han lykken. Alene og kun med en husholderske, en gammel hest og noget fjerkræ.

Lykken var, lød det fra Per i en samtale med den lokale skolelærer, at ”bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andre Organer.” I stilehæftet, der ligger tilbage hos Vejassistent Sidenius kan man læse: ”Det vigtigste spørgsmål er dog ”Men hvem er du selv?”.

Lykke Per endte sine dage som vejassistent i Thy. Han var tilfreds med livet. Han havde fundet en måde, hvorpå han kunne leve med sig selv. Hans kone Inger måtte så sørge for de fælles børn, deres opvækst og uddannelse, men som det fremgik af et brev, der lå i vejassistentens efterladte papirer, så har hun forligt sig med, at Lykke Per gjorde det for deres fælles skyld.
De to bind om ”Lykke Per” (skrevet i 1898 – 1904 af Henrik Pontoppidan) kunne have handlet om Inger, de kunne også have haft Jakobe, hans første kærlighed, som hovedperson. Så var det blevet en helt anden fortælling om tidens søgen efter mening.

Da ”Lykke Per” var færdig med alle otte dele i 1904, kunne man se et ikonisk billede af ”En bjergbestigerske” malet af Jens Ferdinand Willumsen. Her er det ikke en fjern rygvendt vandrer, man ser. Det er en handlekraftig kvinde, der er på bjergvandring i Alperne. Det forestiller Edith Wessel, Willumsens kone, og hun står stærkt og med solens lys over sig. Nok er der skyer over bjergtoppene, men hun vender sig mod solen, mens hun støttende til sin stok, ser mod den dal, hvorfra hun kommer. Hun er på toppen, hun ser ud til at kunne klare alt. Sådan kunne Inger og Jakobe være skildret. De klynker ikke, da Lykke Per lader dem om at klare hverdagslivets udfordringer (sygdom, graviditet, brudt forlovelse, brudt ægteskab, opfostring og opdragelse af børn), men de tager opgaven på sig og har (hvilket overskud!) kun tak til Lykke Per for at de har mødt ham i livet.

Lykke Per i romanform er en fortælling om Per, der som søn af Sidenius-slægten og med en kærlighedsløs barndom bag  sig, må se frem til et liv, hvor han flygter, hver gang han møder kærligheden.  Romanen har Lykke Per som den person, alt skildres gennem. Filmen om Lykke Per har Jakobe og Per og deres umulige kærlighed i fokus. Det bliver noget helt andet.
Den korte fortælling om Lykke Per leverer Henrik Pontoppidan i novellen ”Ørneflugt” fra 1894, hvor Klavs, den gulnæbbede unge ørn, er vokset op i en hønsegård. Derfor kan han ikke flyve og leve som ørn; hertil elsker han kokkepigen Dortes levninger for meget. Han bliver skudt af gårdskarlen, da han, efter et flugtforsøg med en ung hunørn, fortryder flugten og vender tilbage til hønsegården.

Sådan er det for Lykke Per. Han er vokset op i den kærlighedsløse og autoritære præstegård, hvor far Sidenius og hele slægten kan kigge ondt og bebrejdende på den unge Per, der forsøger at gøre oprør. Han søger at gøre sig fri. Han søger kærligheden, familien og anerkendelsen for sin viden og naturfaglige opfindelse, men han ender i et selvvalgt eksil, hvor han ved, at han ikke kan skade mennesker. Han er nemlig helt alene.

Her finder han ro. Og han skriver afklaret om sit liv, sine håb og tanker. De skrifter, han efterlader, får følgende ord med på vejen af sognefogeden, der skal bestyre boet:

”Tag De den bare, Mikkelsen. For skrevne Sager har vi ingen Ansvar. Og den har jo ingen Pengeværdi”.

Romanen ”Lykke Per” fortæller om vandreren i tågehavet, mens filmen viser bjergbestigeren Jakobes styrke. Sammen kunne de måske have fundet lykken, hvis Sidenius-slægtens lommeur ikke havde givet en tung arv af tid, tvang og tro.

P.S. Det kan anbefales at læse ”Lykke Per”. Sproget er karsk og kernefyldt som stenalderbrødet fra den lokale bager. Der er vidde og prægnans i teksten, der er gamle danske ord i hobetal. Man glædes over, at der kan sådan.  ”Lykke Per”- filmen giver heldigvis samme sprog. Den kan også anbefales.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

Hvad er der på den anden side af træet

 

”Engang da Bob var på vej hjem fra indkøb, stoppede han op og funderede lidt… Hvad mon der er på den anden side af træet derovre?”

Så står Bob, der er en kanin med store tænder og stritører, således som en kanin nu skal se ud for at være mest mulig kanin. Det er Bardur Oskarsson, der i billedbogen ”Træet” fortæller den stille historie om hjemmefødingen Bob, der aldrig har set, hvad der findes på den anden side af det træ, man kan se i horisonten. "Jeg skriver historierne med billederne, og så illustrerer jeg med ord.", sådan siger forfatteren Oskarsson, der både tegner og fortæller i sine billedbøger. Om sammenhængen mellem billeder og tekst siger han: ”De bedste børnebøger opstår, når sproget og illustrationerne mødes og den der helt specielle tredje bevidsthed eller et tredje sprog, der taler til alle sanser opstår. Når det sker, er det en god børnebog.”

Der er billedbøger, hvor billederne fylder alle sider med farver, figurer og en sand fest af foretagsomhed. Og så er der billedbøger, hvor en tynd stregtegning følger teksten fra side til side, mens der fortælles i billeder med luft og lune.

”Træet” af færingen Bardur Oskarsson er i den sidste gruppe af billedbøger. Der er på hver venstreside en kort tekst og en lille-bitte tegning af et træ i bunden. På højresiden, der altid regnes for den vigtigste i en bog, fordi øjnene ser mest, når de er på vej hen over opslagets sidste del, er der en tegning i en nervøs og sitrende håndtegnet ramme. Her ser man kaninen Bob, der ikke ser ud til at være speciel kløgtig af en kanin at være. Store fortænder, små øjne, tynde arme og ben, og så er der de meget lyttende ører, der står og blafrer for at opfange alt, hvad der kan være af nyt. Med sig har Bob en gulerod, der slæbes med, som var det et juletræ, der skulle bæres hjem.

Bob møder hunden Hilbert, mens han står der og undrer sig over, hvad der kan være ude i den store verden bag træet. Hilbert har været overalt. Han har været hele verden rundt, siger han. Han flyver bare. Det er nemt. Han har lige fløjet, så han er simpelthen for træt til at vise Bob, hvordan man flyver, og hvad der er bag træet. ”Måske en anden gang, men ikke nu, sagde Hilbert og kiggede først lidt op i luften så lidt hen på træet og så op i luften igen.”

Så står Bob og hunden Hilbert og kigger lidt på hinanden før Hilbert siger: ”Nå, jeg skal ud at handle”. Og så gik han til fods, helt uden at flyve.

Hilbert er tegnet med en stor selvbevidst snude, små ører og han bærer på en pose, for han er jo på vej til handel.

Nu står Bob så her og kigger på træet. Så går han hjem. Det var det. Han bryder ikke sin egen verdens rammer. Han har spurgt sig for om oplevelser på anden-hånd. Der fik han ikke meget at vide. Så må han jo klare sig gennem livet uden at vide mere om det. I hvert fald indtil han selv tager sig sammen og vælger det usikre, nye og uprøvede. Det gør han ikke i denne bog.

Mere lavmælt og stille kan en eksistentiel krise for en kanin (og læseren) vel ikke tegnes og fortælles. De sidste tre opslag er uden ord, her ser man kun Bob og herefter træet i horisonten. Der sker ikke noget. Der sker faktisk slet ikke noget.

Det er livsafgørende fortælling, der gives her  med under 500 ord og hen ved tyve tegninger. Skal man selv kaste sig ud i livet? Skal man vove sin sikkerhed og bevæge sig ud i det ukendte? Skal man bryde sin egen lille tegnede ramme? Eller kan man nøjes med at spørge verdensmesteren Hilbert, der tilsyneladende ved alt?

Bardur Oskarsson siger selv: ”Børnelitteraturen skal turde tage de store emner op. Ikke kun de alvorlige og tunge, men alle emner, og så bare gå lidt længere. Stille lidt flere spørgsmål. Sætte lidt mere på spil. Jeg skriver ikke for at behage nogen.”

Med den lille forsagte kanin Bob behager han ikke nogen. Men der lægges op til en dybere filosofisk samtale om, hvordan man ser og oplever verden. Det kan børn også tale med om. Voksne kan også. Og alle samtaler bliver bedre, når der først læses en bog, hvor man kan læse på og mellem linjerne. I billedbøger kan man også læse på og mellem stregen.

Bardur Oskarsson fik Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris for ”Træet”. Den er oversat af forlaget Torgaards ejer, den færøske Hugin Eide. Til lykke med prisen.

P.S. På forlaget Torgaards hjemmeside kan man se forlagets øvrige udgivelser af oversat færøsk litteratur. Der er andre gode titler.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

www.bodilchristensen.dk

 

Hvad er der på den anden side af træet

 

”Engang da Bob var på vej hjem fra indkøb, stoppede han op og funderede lidt… Hvad mon der er på den anden side af træet derovre?”

Så står Bob, der er en kanin med store tænder og stritører, således som en kanin nu skal se ud for at være mest mulig kanin. Det er Bardur Oskarsson, der i billedbogen ”Træet” fortæller den stille historie om hjemmefødingen Bob, der aldrig har set, hvad der findes på den anden side af det træ, man kan se i horisonten. "Jeg skriver historierne med billederne, og så illustrerer jeg med ord.", sådan siger forfatteren Oskarsson, der både tegner og fortæller i sine billedbøger. Om sammenhængen mellem billeder og tekst siger han: ”De bedste børnebøger opstår, når sproget og illustrationerne mødes og den der helt specielle tredje bevidsthed eller et tredje sprog, der taler til alle sanser opstår. Når det sker, er det en god børnebog.”

Der er billedbøger, hvor billederne fylder alle sider med farver, figurer og en sand fest af foretagsomhed. Og så er der billedbøger, hvor en tynd stregtegning følger teksten fra side til side, mens der fortælles i billeder med luft og lune.

”Træet” af færingen Bardur Oskarsson er i den sidste gruppe af billedbøger. Der er på hver venstreside en kort tekst og en lille-bitte tegning af et træ i bunden. På højresiden, der altid regnes for den vigtigste i en bog, fordi øjnene ser mest, når de er på vej hen over opslagets sidste del, er der en tegning i en nervøs og sitrende håndtegnet ramme. Her ser man kaninen Bob, der ikke ser ud til at være speciel kløgtig af en kanin at være. Store fortænder, små øjne, tynde arme og ben, og så er der de meget lyttende ører, der står og blafrer for at opfange alt, hvad der kan være af nyt. Med sig har Bob en gulerod, der slæbes med, som var det et juletræ, der skulle bæres hjem.

Bob møder hunden Hilbert, mens han står der og undrer sig over, hvad der kan være ude i den store verden bag træet. Hilbert har været overalt. Han har været hele verden rundt, siger han. Han flyver bare. Det er nemt. Han har lige fløjet, så han er simpelthen for træt til at vise Bob, hvordan man flyver, og hvad der er bag træet. ”Måske en anden gang, men ikke nu, sagde Hilbert og kiggede først lidt op i luften så lidt hen på træet og så op i luften igen.”

Så står Bob og hunden Hilbert og kigger lidt på hinanden før Hilbert siger: ”Nå, jeg skal ud at handle”. Og så gik han til fods, helt uden at flyve.

Hilbert er tegnet med en stor selvbevidst snude, små ører og han bærer på en pose, for han er jo på vej til handel.

Nu står Bob så her og kigger på træet. Så går han hjem. Det var det. Han bryder ikke sin egen verdens rammer. Han har spurgt sig for om oplevelser på anden-hånd. Der fik han ikke meget at vide. Så må han jo klare sig gennem livet uden at vide mere om det. I hvert fald indtil han selv tager sig sammen og vælger det usikre, nye og uprøvede. Det gør han ikke i denne bog.

Mere lavmælt og stille kan en eksistentiel krise for en kanin (og læseren) vel ikke tegnes og fortælles. De sidste tre opslag er uden ord, her ser man kun Bob og herefter træet i horisonten. Der sker ikke noget. Der sker faktisk slet ikke noget.

Det er livsafgørende fortælling, der gives her  med under 500 ord og hen ved tyve tegninger. Skal man selv kaste sig ud i livet? Skal man vove sin sikkerhed og bevæge sig ud i det ukendte? Skal man bryde sin egen lille tegnede ramme? Eller kan man nøjes med at spørge verdensmesteren Hilbert, der tilsyneladende ved alt?

Bardur Oskarsson siger selv: ”Børnelitteraturen skal turde tage de store emner op. Ikke kun de alvorlige og tunge, men alle emner, og så bare gå lidt længere. Stille lidt flere spørgsmål. Sætte lidt mere på spil. Jeg skriver ikke for at behage nogen.”

Med den lille forsagte kanin Bob behager han ikke nogen. Men der lægges op til en dybere filosofisk samtale om, hvordan man ser og oplever verden. Det kan børn også tale med om. Voksne kan også. Og alle samtaler bliver bedre, når der først læses en bog, hvor man kan læse på og mellem linjerne. I billedbøger kan man også læse på og mellem stregen.

Bardur Oskarsson fik Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris for ”Træet”. Den er oversat af forlaget Torgaards ejer, den færøske Hugin Eide. Til lykke med prisen.

P.S. På forlaget Torgaards hjemmeside kan man se forlagets øvrige udgivelser af oversat færøsk litteratur. Der er andre gode titler.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

www.bodilchristensen.dk

 

 

Folkeskolen og fjellvettreglerne

 

Efterårsferien er skæringspunktet, når det gælder nyansatte. Det er hårdt at begynde på en ny arbejdsplads i undervisningsverdenen. Det er hårdt uanset om det er folkeskolen, efterskolen, privatskolen eller andre arbejdspladser, der indbefatter en kompleks arbejdsopgave. Man skal kunne overskue en virkelig kompleks hverdag. Der er planlægning af forløb, man skal lære ukendte elever om verber, vandets kredsløb og vinkelberegning, man skal kunne organisere sociale og faglige forløb, kunne etablere gode samarbejdsrelationer, finde rundt i ukendte fysiske rammer, og man skal kunne stå op hver dag med overskud til smil og seriøs undervisning. Det er svært. Det første år kan virke uoverskueligt, der er et helt skoleår med utallige opgaver.

Kan man holde til det? Har man valgt ret? Sådan kan man tænke mange gange. Med min erfaring fra mange års undervisning og mange nye kolleger (ja, nu er det mere end 30 år som lærer og i læreruddannelsen) kan jeg give den opmuntrende regel: Hvis du fortsat har godt humør og mod på arbejdet, når du rammer den længe ventede efterårsferie, så ved du, at du kan magte opgaven resten af året og i tillæg mange år frem.

Hvordan man klarer det frem til efteråret, kan man læse på ”Kvikk-lunsj-chokoladen”, og man kunne se det på efterårsferiens fjeldhyttes termometer. Her finder man nemlig de norske ”fjellvettregler”, der ikke blot gælder for fjeldvandring men som også gælder for alle, der skal finde sig til rette på en ny arbejdsplads med undervisning og skole.

  1. 1.     Planlegg turen og meld fra hvor du går.

Nemlig. Planlæg. Lav en plan for året og ugen, så du kan sove roligt i vished om, at du har en plan. Tal med andre om det. Del dine tanker om undervisning med dine kolleger.

  1. 2.     Tilpas ruten etter evne og forhold.

Tilpas også din arbejdsindsats efter dine stærke og svage sider. Brug den tid, der er givet til opgaverne, og indret din indsats efter de rammer, der er givet. ”Vi gør det så godt vi kan under de rammer, der er os givet”. Det kan være den korte version af undervisningsplanens målsætning.

  1. 3.     Ta hensyn til vær – og skredvarsel.

Nok er der ikke sten – eller sneskred i folkeskolen, men vær på vagt overfor de konflikter, der aldrig kan løses. Gå uden om dem. Hold dig væk fra eventuelt uvejr i lærer – og ledelseskollegiet.

  1. 4.     Vær forberedt på uvær og kulde, selv på korte ture.

Hav altid en plan B. Selv et kort forløb kan udvikle sig i uventet retning. Man kan aldrig vide, hvilke oplevelser fra fritid og frikvarter, som eleverne møder ind med.

  1. 5.     Ta med nødvendig utstyr for å kunne hjelpe dig selv og andre.

En god forberedelse giver ro. Sørg for at have alt med, der er brug for.

  1. 6.     Ta trugge veivalg. Gjenkenn skredfarlig terreng og usikker is.

Du behøver ikke træde nye stier eller opfinde nye undervisningsforløb. Tag de sikre valg, når der er brug for det. Der er rigeligt med usikker is også på vanlige veje.

  1. 7.     Bruk kart og kompas, vit alltid hvor du er.

Vid, hvad der er formålet med din indsats. Brug folkeskolens formålsparagraf som kompas. Den er smuk, og det et mere brugbart kompas end tusinde kompetencemål.

  1. 8.     Vend i tide, det er ingen skam å snu.

Bliver det uoverskueligt, og har du fået en opgave, du ikke kan overskue eller magte, så vend om. Sig fra over for din leder. Der kommer en morgendag, hvor kursen igen kan sættes.

  1. 9.     Spar på krefterne, og søk ly om nødvendig.

Der er ingen grund til, at du selv skal gå  forrest altid. Gå gerne i læ af rutinerede kolleger, når der er modvind på fjeldet. Lad de rutinerede hjælpe med de opgaver, du ikke ved, hvordan skal løses.

 

Sådan. Forhåbentligt har det været en fremragende ferei, uanset om den er tilbragt i sofaen med netflix og nedrullede gardiner, eller om den indbefattede rygsæk og regntøj på det norske fjeld.

Det er svært at finde sig til rette i nye rutiner og en ny praksis. Det er en del af lærerprofessionens glæde, at man aldrig kan falde helt til ro med velkendte rutiner. Der er altid nye udfordringer på vejen. Men husk det norske ordsprog: ”Det er blot ved at gå i motbakke at man kommer til fjells”.

P.S.: Husk: Der er blot ni uger til juleferien.

PS: Kvikk-lunsj, en chokolade, der består af fire aflange kiks omgivet af chokolade. Den kan deles. Den giver energi, det er en klassiker fra Freia, den har været i produktion siden 1937. Min erfaring er at Kvikk-lunsj smager bedst på højfjeldet.

 

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk