 |
 |
|
 |
 |
Digte, citater og deslige
Fluefælden
Fluefælden Frederik Sjöberg Forlaget hr Ferdinand, 2013 ”Der findes millioner og atter millioner insektarter på jorden. Af disse hører hundredtusinder til fluernes mangeartede
orden, Diptera. Studefluer, dansefluer, rovfluer, svirrefluer, hvepsefluer, våbenfluer, kuglefluer, letpfluer, frugtfluer, kødfluer, spyfluer, stikfluer, pukkelfluer, vandfluer, lusfluer, gødningsfluer, stindfluer, ja sig hvilke fluer der
ikke findes. Alene i Sverige finder der ifølge den seneste registrering 4424 fluearter, og man opdager hele tiden nye. ” (p.47, Frederik Sjöberg: Fluefælden, 2013) ”I litteraturen er forudsætningerne
tydeligere. Hvis man ikke kan læse, så kan man ikke læse. Og når jeg påstår at landskabet kan give litterære oplevelser, der er mere eller mindre dybe, så er det nøjagtig det, jeg mener.: Først
må man kunne sproget. Fluerne betragtet som gloser altså, i et vokabular af lutter dyr og planter, der inden for rammerne af evolutionens og økologiens grammatiske love kan formidle fortællinger af enhver slags.” (175, Frederik
Sjöberg: Fluefælden, 2013) ”Ingenting, og nu mener jeg virkelig ingenting, stimulerer min fantasi som den slags fuldstændig mislykkede forsøg på at beskrive et eller andet, jo dummere jo bedre. Mon alle
odds gør en eller anden hjemmeblind stakkel et fremstød, måske for ikke at blive skør af at vide noget om ingen andre forstår. Og det falder helt til jorden, selvfølgelig, og han fremstår lige så uforståelig
og bizar som før. Men han har i hvert fald forsøgt.” (194 , Frederik Sjöberg: Fluefælden, 2013) ”Altså må der siges noget om svirreflueboomet. Indiemellem hører man blandt entomologer
udtrykket: Så du er også med i svirreflueboomet. Med dette overraskende ord menes normalt at mere end fem personer er begyndt at interessere sig for svirrefluer i Sverige de seneste år. Alt er jo relativt.” (187, , Frederik
Sjöberg: Fluefælden, 2013) Jan-Magnus Bruheims digt: Den annsa Han har ikke stunder at standse, ingen tid til rast eller hvil. Mennesker som han møder, dem ofrer
han ikke et smil. Mangt skal han ordne og klare i en fart- alt vigtigt og stort. Meget er der at gøre, jo mere, des mer han får gjort. Så går det til ende med dagen. Han står der, krum og forslidt og spør: Hvad har livet givet, og hvad er der blevet af mit? Sådan jager han gennem livet uden at fange det ind. En glæde løb efter ham altid,
men nåede aldrig hans sind. Citeret i Erlend Loe: Fvonk, 2013
Vidunderbarn. Roy Jacobsen
”Da vi omsider kom hjem, blev det til flæsk med sovs, for mad er i vores familie ofte noget, man afvikler kriser med eller signalerer at faren er forbi.!” (Vidunderbarn, Roy Jacobsen, p. 93)
Svend Aage Madsen
Bliver man bedre til at leve, når man læser litteratur? Svend Aage Madsen: Ja, i et vist omfang. Man bliver jo også bedre til at leve ved at snakke med andre mennesker. Der ved vi, at vi bearbejder vores ting, vi får
vores holdninger, vi udarbejder vores forståelse af verden ved at snakke sammen. Og det at læse er jo også ind i mellem en slags dialog med nogle fornuftige mennesker, så man får da bearbejde sine holdninger og reaktionsmuligheder
på samme måde, som man gør i dagligdagen, i diskussionen med vennerne, hvor man kommer igennem nogle ting.” Kristeligt Dagblad, 23.1 2010
Tranströmer
April og stilhed Tomas Tranströmer, Samlede digte, 1997 Foråret ligger øde. Den fløjlsmærke grøft kryber ved min side uden spejlbilleder.
Det eneste der lyser er gule blomster. Jeg bæres i min skygge som en violin i sin sorte kasse. Det eneste jeg vil sige glimter uden for rækkevidde som
sølvet hos pantelåneren.
Knausgaard
Hadde jeg bare kunnet beskrive en skog sett fra en høyde. Grønt, grått, svart. Tjern og jord, rotvelter og myr, glenner og holt, steingjerder så gamle at de likesom har grodd inn i landskapet. Vann med
vannliljer og mudderbunner fulle avdøde trær. Enger og jorder, kløfter og stup, furumoer og lyngheier, elver og bekker, fosser og kulper. Ask, asp, bøk, eik, rogn, bjørk, selje, or, alm, furu, gran. Alle med sin helt særegne
og individuelle form, samtidig representant for det samme. Men det kunne jeg ikke skrive om, det lå helt utenfor min rekkevidde, både fordi språket ikke strakk til, det vil si at det ikke fantes noen måte jeg kunne
nærme meg det på , noen måte at komme inni det på og fordi jeg ikke kunne nok om det. Den siste gangen jeg befant meg i dypet av en skog, var i niende klasse. Jeg kunne ikke skille en or fra en ask, kunne knapt et blomsternavn, annet
enn hvitveis og blåveis og det vi hadde kalt for smørblomst, men som antagelig het noe helt annet. Jeg kunne ikke beskrive en skog, verken sett fr en høyde eller innefra dets dy. (Knausgaard, Min Kamp 5, p. 340)
Vi var ingen, to unge litteraturstudenter som satt og pratet i en falleferdig hus i en liten by helt på kanten av verden, et sted ingenting betydningsfullt noensinne hadde hendt og antageligvis
aldri kom til at hende, vi hadde knap begynt på livene våre og visste ikke noe om noen ting, men det vi leste, var ikke ingenting, det handlet om de ytterste ting og var skrevet av de mest betydningsfulle tenkerne og forfatterne i den vesterlandske
kulturen, og det var i grunnen et mirakel, at det bare var å fylle ut en låneblankett på biblioteket, så fikk man tilgang på det Platon, Sapfo eller Aristofanes hadde skrevet ubegripelig langt nede i tidens dyp, eller Homer, Sofokles,
Ovid, Lucullus, Lucrets eller Dante, Vasari, da Vinci, Montaigne, Shakespeare, Cervantes eller Kant, Hegel, Kierkegaard, Nietzche, Heidegger, Lukács, Arendt eller de som virket i vår tid, Foucault, Harthes, Levi-Strauss, Deleuze, Serres. For ikke
å snakke om de millioner av romaner, dramaer og diktsamlinger som fantes. Alt en blankett og noen dage unna. Ingen af disse bøkene leste vi for å kunne gjengi innholdet av, slik det forholdt seg med pensumlitteraturen, men fordi de kunne
gi oss noe. Hva var dette ”noe”? For min del besto det i at noe ble åpnet. (Knausgaard, Min Kamp 5, p. 303)
Benny A
Erindring om Lysebu Højt over storbyens sjap og jag i frostklar ro tæt på universet ligger du vidtskuende Lysebu Tømret af tillid funderet på
fremtid bygget af broderhånd ligger du vidtfavnende Lysebu Med lange ganges snørklede stængler blomstrende op i det åbne rum hvor nordiske venner modes i lys ligger du
vidtbringende Lysebu Benny Andersen
Amalie!
"Det ser hulter til bulter ud, oppe i mit hovede” "Vi skal ud og se noget himmel og blå luft" :-) Hvis de er så sultne. ... hvorfor henter de så ikke noget udendørs mad ? ;0)
Søren Ulrik Thomsen
Radioen har fanget en fjern station hvor et kor af born på et sprog som må være russisk læser noget som må være poesi og kunne lyde som en oversættelse af digtet jeg altid
har drømt om at skrive. (Søren Ulrik Thomsen, Rystet spejl, 2011)
Kaj Munk - februar
Kaj Munk, 1940 Februar, kuldeklar, skarp og bar Hvadbehar? Vidt og bredt. mørkt med et. Stormens Kost Fra Nordost Fejer løs
skrap og bøs. Himmelknog. Rendefog. Hvabehar, Februar? Det blev tyst, næsten lyst. Stille! hør! Jo, det tøer. Tagskægsdrip
Spurvepip. Himlen klar. Bedstefar i sin Stol laber Sol. Vaar med et? Tøv nu lidt. Vinden snor sig mod Nord. Ørefllp, Næsetip,
de faar Nip, de faar Klip. Dagen længes. Kulden strenges. Finkelil søger til Vindueskarm tiggerarm. Øjenskæv
Mikkel Ræv som i Rus mod vort Hus spejder om Lægedom for sin Vom, der er tom. Skøjter fat! ud og drat! rask af Sted,
Pigen med i din Arm! hvad gør varm som et Drys kolde Kys?
|
|
 |
|
|
|