Fluefælden

Frederik Sjöberg

Forlaget hr Ferdinand, 2013

”Der findes millioner og atter millioner insektarter på jorden. Af disse hører hundredtusinder til fluernes mangeartede orden, Diptera. Studefluer, dansefluer, rovfluer, svirrefluer, hvepsefluer, våbenfluer, kuglefluer, letpfluer, frugtfluer, kødfluer, spyfluer, stikfluer, pukkelfluer, vandfluer, lusfluer, gødningsfluer, stindfluer, ja sig hvilke fluer der ikke findes. Alene i Sverige finder der ifølge den seneste registrering 4424 fluearter, og man opdager hele tiden nye. ” (p.47, Frederik Sjöberg: Fluefælden, 2013)

”I litteraturen er forudsætningerne tydeligere. Hvis man ikke kan læse, så kan man ikke læse. Og når jeg påstår at landskabet kan give litterære oplevelser, der er mere eller mindre dybe, så er det nøjagtig det, jeg mener.: Først må man kunne sproget. Fluerne betragtet som gloser altså, i et vokabular af lutter dyr og planter, der inden for rammerne af evolutionens og økologiens grammatiske love kan formidle fortællinger af enhver slags.” (175, Frederik Sjöberg: Fluefælden, 2013)

”Ingenting, og nu mener jeg virkelig ingenting, stimulerer min fantasi som den slags fuldstændig mislykkede forsøg på at beskrive et eller andet, jo dummere jo bedre. Mon alle odds gør en eller anden hjemmeblind stakkel et fremstød, måske for ikke at blive skør af at vide noget  om ingen andre forstår. Og det falder helt til jorden, selvfølgelig, og han fremstår lige så uforståelig og bizar som før. Men han har i hvert fald forsøgt.” (194 , Frederik Sjöberg: Fluefælden, 2013)

”Altså må der siges noget om svirreflueboomet. Indiemellem hører man blandt entomologer udtrykket:

Så du er også med i svirreflueboomet.

Med dette overraskende ord menes normalt at mere end fem personer er begyndt at interessere sig for svirrefluer i Sverige de seneste år. Alt er jo relativt.” (187, , Frederik Sjöberg: Fluefælden, 2013)

Jan-Magnus Bruheims digt: Den annsa

Han har ikke stunder at standse,

ingen tid til rast eller hvil.

Mennesker som han møder,

dem ofrer han ikke et smil.

Mangt skal han ordne og klare

i en fart- alt vigtigt og stort.
Meget er der at gøre,

jo mere, des mer han får gjort.

Så går det til ende med dagen.
Han står der, krum og forslidt

og spør: Hvad har livet givet,

og hvad er der blevet af mit?

Sådan jager han gennem livet

uden at fange det ind.

En glæde løb efter ham altid,

men nåede aldrig hans sind.

Citeret i Erlend Loe: Fvonk, 2013

”Da vi omsider kom hjem, blev det til flæsk med sovs, for mad er i vores familie ofte noget, man afvikler kriser med eller signalerer at faren er forbi.!”

(Vidunderbarn, Roy Jacobsen, p. 93)

Bliver man bedre til at leve, når man læser litteratur?

Svend Aage Madsen:

Ja, i et vist omfang. Man bliver jo også bedre til at leve ved at snakke med andre mennesker. Der ved vi, at vi bearbejder vores ting, vi får vores holdninger, vi udarbejder vores forståelse af verden ved at snakke sammen. Og det at læse er jo også ind i mellem en slags dialog med nogle fornuftige mennesker, så man får  da bearbejde sine holdninger og reaktionsmuligheder på samme måde, som man gør i dagligdagen, i diskussionen med vennerne, hvor man kommer igennem nogle ting.”

Kristeligt Dagblad, 23.1 2010

April og stilhed

Tomas Tranströmer, Samlede digte, 1997

Foråret ligger øde.

Den fløjlsmærke grøft

kryber ved min side

uden spejlbilleder.

Det eneste der lyser

er gule blomster.

Jeg bæres i min skygge

som en violin

i sin sorte kasse.

Det eneste jeg vil sige

glimter uden for rækkevidde

som sølvet

hos pantelåneren.

Hadde jeg bare kunnet beskrive en skog sett fra en høyde.

Grønt, grått, svart. Tjern og jord, rotvelter og myr, glenner og holt, steingjerder så gamle at de likesom har grodd inn i landskapet. Vann med vannliljer og mudderbunner fulle avdøde trær. Enger og jorder, kløfter og stup, furumoer og lyngheier, elver og bekker, fosser og kulper. Ask, asp, bøk, eik, rogn, bjørk, selje, or, alm, furu, gran. Alle med sin helt særegne og individuelle form, samtidig representant for det samme.

Men det kunne jeg ikke skrive om, det lå helt utenfor min rekkevidde, både fordi språket ikke strakk til, det vil si at det ikke fantes noen måte jeg kunne nærme meg det på , noen måte at komme inni det på og fordi jeg ikke kunne nok om det. Den siste gangen jeg befant meg i dypet av en skog, var i niende klasse. Jeg kunne ikke skille en or fra en ask, kunne knapt et blomsternavn, annet enn hvitveis og blåveis og det vi hadde kalt for smørblomst, men som antagelig het noe helt annet. Jeg kunne ikke beskrive en skog, verken sett fr en høyde eller innefra dets dy.

(Knausgaard, Min Kamp 5, p. 340)

Vi var ingen, to unge litteraturstudenter som satt og pratet i en falleferdig hus i en liten by helt på kanten av verden, et sted ingenting betydningsfullt noensinne hadde hendt og antageligvis aldri kom til at hende, vi hadde knap begynt på livene våre og visste ikke noe om noen ting, men det vi leste, var ikke ingenting, det handlet om de ytterste ting og var skrevet av de mest betydningsfulle tenkerne og forfatterne i den vesterlandske kulturen, og det var i grunnen et mirakel, at det bare var å fylle ut en låneblankett på biblioteket, så fikk man tilgang på det Platon, Sapfo eller Aristofanes hadde skrevet ubegripelig langt nede i tidens dyp, eller Homer, Sofokles, Ovid, Lucullus, Lucrets eller Dante, Vasari, da Vinci, Montaigne, Shakespeare, Cervantes eller Kant, Hegel, Kierkegaard, Nietzche, Heidegger, Lukács, Arendt eller de som virket i vår tid, Foucault, Harthes, Levi-Strauss, Deleuze, Serres. For ikke å snakke om de millioner av romaner, dramaer og diktsamlinger som fantes. Alt en blankett og noen dage unna. Ingen af disse bøkene leste vi for å kunne gjengi innholdet av, slik det forholdt seg med pensumlitteraturen, men fordi de kunne gi oss noe.

Hva var dette ”noe”?

For min del besto det i at noe ble åpnet.

(Knausgaard, Min Kamp 5, p. 303)

Erindring om Lysebu

Højt over storbyens sjap og jag

i frostklar ro

tæt på universet

ligger du

vidtskuende Lysebu

Tømret af tillid

funderet på fremtid

bygget af broderhånd

ligger du

vidtfavnende Lysebu

Med lange ganges snørklede stængler

blomstrende op i det åbne rum

hvor nordiske venner modes i lys

ligger du

vidtbringende Lysebu

Benny Andersen

"Det ser hulter til bulter ud, oppe i mit hovede”

 "Vi skal ud og se noget himmel og blå luft" :-)

 Hvis de er så sultne. ... hvorfor henter de så ikke noget udendørs mad ? ;0)

Radioen har fanget en fjern station

hvor et kor af born

på et sprog som må være russisk

læser noget som må være poesi

og kunne lyde som en oversættelse

af digtet jeg altid har drømt om at skrive.

(Søren Ulrik Thomsen, Rystet spejl, 2011)

Kaj Munk, 1940

Februar, 

kuldeklar,

skarp og bar

Hvadbehar? 

Vidt og bredt. 

mørkt med et.

 Stormens Kost

Fra Nordost

Fejer løs 

skrap og bøs. 

Himmelknog.

Rendefog.

Hvabehar,

Februar? 

Det blev tyst, 

næsten lyst.

 Stille! hør! 

Jo, det tøer. 

Tagskægsdrip

Spurvepip. 

Himlen klar. 

Bedstefar

 i sin Stol 

laber Sol.

Vaar med et? 

Tøv nu lidt.

 Vinden snor

sig mod Nord.

 Ørefllp, 

Næsetip, 

de faar Nip, 

de faar Klip. 

Dagen længes. 

Kulden strenges. 

Finkelil

 søger til  

Vindueskarm

 tiggerarm. 

Øjenskæv 

Mikkel Ræv 

som i Rus

mod vort Hus 

spejder om

 Lægedom 

for sin Vom, 

der er tom. 

Skøjter fat!

 ud og drat! 

rask af Sted, 

Pigen med 

i din Arm! 

hvad gør varm 

som et Drys

kolde Kys?