Skumfiduser
Vigtigere er det ikke at glemme….
På en mindesten ved massegraven uden for Ekenäs i Finland står der: ”Vigtigere end at mindes, er det, at vi ikke må glemme.” Det står på finsk, og det står på svensk. Ekenäs er en kystby, hvor 80% af indbyggerne taler svensk, mens finsk som modersmål er et minoritetssprog. Her ved Ekenæs lå Dragsvik, en koncentrationslejr for ”røde” fanger, der var blevet taget som krigsfanger af ”de hvide” under det, der i Finland benævnes som ”indbyrdeskrigen”.
I massegraven blev mere end 3000 fanger begravet. De døde hen over sommeren 1918, en sommer, der var utrolig varm.
I 1918 var det meste af verden i krig, første verdenskrig var ”Den store krig”, og i Finland var der masser af uro. Skellet mellem rige og besiddende overfor fattige arbejdere, der sultede, var stort. Revolutionen i Rusland 1917 havde givet kommunisterne en tro på en bedre verden, og i januar 1918 begyndte de første sammenstød mellem de to fraktioner i Finland: ”de røde”, der hovedsagelig var arbejdere i Helsingfors og omegn og ”de hvide”, der var alt fra velhavende borgere til landmænd og ”almindelige mennesker”, der var tilhængere af et fortsat styre baseret på den almindelige ejendomsret. ”Indbyrdeskrigen” var en borgerkrig, hvor fronten ikke gik klart og tydeligt gennem landet, fronten var måske tydelig for en del, men fronten gik også i familierne, gennem landsbyerne og den var helt ødelæggende for det forholdsvis nye selvstændige finske folk.
Da ”de hvide” vandt (der kom soldater, uddannede i Tyskland, til hjælp, og de var bedre uddannede og udrustede), så kom de nævnte koncentrationslejre i brug, da de mange fanger skulle være et sted, indtil de kunne dømmes ved en rettergang.
I Dragsvik uden for Ekenäs var en gammel russisk kaserne med plads til 3000 soldater, her blev mere end 8000 fanger indkvarteret under særdeles kummerlige vilkår. For lidt plads, for lidt mad, for lidt vand, for lidt sygehjælp, for lidt af alting. Derfor døde der mere end 30 fanger hver dag. Ikke af tortur, men af sult og nød og sygdom. Hovedpersonen i Kjell Westös roman ”Luftspejling 38” blev interneret i en sådan fangelejr. ”Hun var en af de røde og blev taget som 16årig. Hun måtte klæde sig nøgen og lade sig befamle ved ankomsten. Som alle andre måtte hun spise bark for at overleve. Hun så folk få skudt hovedet af, så kraniekassen splintredes og blodet sprøjtede, hun så nyfødte babyer blive smidt op på ladvogne og kørt væk, og så husker hun nætterne.” Det er Kjell Westö, der med sin fiktive fortælling om fru Wik, en ydmyg sekretær, der søger at få livet til at fungere efter ”indbyrdeskrigen”, der kan få os andre til at forstå, hvad der egentlig er sket. Romanen har ikke tallet for de døde (mere end 37.000, hovedparten ”røde”), thi Westö skriver i stedet om de traumer, der er efterladt.
Kim Leine har i ”Afgrunden” skrevet om samme krig, hvor han giver et billede af krigen set fra en soldats side: ” Med foråret kommer højere temperaturer og med det milde vejr sne. Store flager, hvis fald definerer stilheden. Jeg lægger hovedet tilbage, jeg lader mig falde tilbage i sneen, som en barndommens sneengel, og kigger op i snevejret, og det føles som om jeg flyver opad. Og bag ved, eller over, sneflagerne der daler ned mod mig, er der gråt og stille. Der er ingenting. Og det er godt.”
I år er det 100 år siden, at der var borgerkrig. ”Indbyrdeskrigen” kaldes den. Ekenäs ser fredelig ud med sine træhuse i de små gader, der er vand og skærgård og badebroer og saunaer til alt folket. Der er restauranter, et museum for portrætmaleren Helene Schjerfbeck, og der er idyllisk smukt. Men inde i skoven finder man nu den firkantede plads, der markerer massegraven. Der har været en mindesten siden 1951, men først for nylig er der kommet mindeplader med navnene på de døde. De kom fra hele Finland. Fra Porvoo, Tenhola, Sauvo, Helsinki, Ypäjä, Tammela, Mellia, Renko, Ahlainen og Askola, Og de var unge. Hovedparten er født i 1880erne og var således ikke fyldt 30 år endnu. De hed Joonas, Juho, Bruno, Heikki, Kalle, Felix, Sulo og Jalmari. De hed Niilo, Oskar, Rihardt, Uuno og Urho. Og her ligger de så. På mindestenen står der: ”Mindet om tusindtallet af mishandlede og til døden pinte rødgardister hviler i denne massegrav. Det skal minde os om de hvides grusomme fremfærd og mane os til vagtsomt at værne demokratiet og fortsat kæmpe for folkets magt.”
Finland har formået at komme videre som et samlet folk. Det er først nu,100 år efter denne sorgfulde krigsperiode, at der kan tales om hændelserne. Fiktionen med Westö og Leine kan give et indblik i den forfærdelige historie, men virkelighedens fakta med de mange navne skrevet på mindesmærkets bronzeplader giver også anledning til, at man bliver mindet om, at demokrati og folkestyre ikke kommer af sig selv. Det skal man ”vagtsom værne” om: ”Vigtigere end at mindes, er det, at vi ikke må glemme.”
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
www.bodilchristensen.dk
31-07-2018
