Bodil Christensen, Horne

Skumfiduser

Håndbold giver stærke knogler

Alle håndboldspillere ved, at man altid har ondt et eller andet sted. Knæene kan være slidte, forstuvede fingre, overbelastede achillessener eller fibre her og der er en del af hverdagen. Til tider kan man tænke: Er der nogen god grund til at spille og træne håndbold? Svaret her er – ikke overraskende – et stort ja. Et ja, der er forskningsmæssigt belæg for at give. Om lidt. Indtil da kan man læne sig op ad et stort studie, hvor det viser sig, at mænd, der har spillet fodbold gennem hele livet, har vældig gode knogler. Og betyder det så noget?  Ja, det gør det.

Fodboldstudiet, hvor Marie Hagman (der også er en del af håndboldstudiet) var med som førsteforfatter, viser, at fodboldtrænede 70-årige havde knogler, der kunne måle sig med 25 -årige utrænedes knogler.

”Gode knogler” er langt at foretrække. En af forskerne siger Peter Krustrup, professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, siger: ”De trænede (fodboldspillende) 70-årige havde alle stærke knogler, og det er meget imponerende og interessant i forhold til at forebygge knogleskørhed i befolkningen,«). Knogleskørhed eller osteoporose er skyld i mange knoglebrud, der især svækker ældre.

Fysisk træning gennem hele livet er godt, men når håndbold og fodbold er så gode idrætsgrene i forhold til at styrke knoglestrukturen i et livslangt forløb, så er det fordi begge sportsgrene indbefatter en lang række løb med retningsskift. Desuden skal man selv ”bære kroppen”, når man spiller. Det styrker muskelmassen balanceevnen, konditionen og knoglerne. Således er hverken cykling eller svømning sportsgrene, der på samme vis styrker knoglerne. Her ”bæres” man jo igennem den fysiske udfordring.

Netop nu er et stort forskningsprojekt i gang, hvor det er kvinder, der er ”forsøgspersoner”. Her måles 20-40 årige trænede håndboldspillere og utrænede unge, og 60 – 80-årige utrænede og trænede håndboldspillere. Der er ikke mange ”trænede” håndboldspillere i aldersgruppen 60 – 80 år (det forlyder at der er henved 100 i DHFs register, heraf en hel del rygere eller kræftramte, og de kan ikke deltage), så jeg har velvilligt været forsøgsperson i to dage.

Det var en oplevelse. Dels er det interessant at få tjekket sundhedstilstanden, og dels var det spændende at følge den måde, forsøget afvikles på. Det foregår absolut under kontrollerede former. Der blev testet  balance, styrke og kondition. Hjertet blev scannet (spændende at se lungeklapper i aktion på en skærm) og en hel-krops-scanning viste, at skelettet faktisk findes inde under muskler og hud. Også en række blodprøver blev taget, så man måske kan finde svaret i de ”telomerer”, der ligger for enden af vores kromosomer. De slides åbenbart ned med tiden, og måske er det herfra, aldringen i kroppen styres.

Forskningsprojektet er i fuld gang, jeg var nummer 29 af de sidste 35 (måske fordi de første 28 kunne findes i Københavnsområdet), og til april vil man vide mere. Når håndbold og fodbold som holdsport også var valgt, så skyldtes det også, at motivationen til at fortsætte et aktivt idrætsliv, ligger i samværet, holdsporten og tredje halvleg.

Det kan forhåbentlig bekymre unge utrænede (og glæde ældre i god fysisk form), at man som 60-årig kan have bedre kondition og stærkere knogler end 20-årige. Mit konkurrencegen fornægtede sig ikke. Jeg vandt (helt uden modspillere) forsøgspersonernes konkurrence om flest watt på motionscyklen. Måske var det kun mig, der vidste, at det var en konkurrence, - men jeg vandt J

Når unge skal vejledes i valg af fritidsaktivitet, så lader det til (og det ved man så mere sikkert til næste sommer) at ungdomsinvesteringen i mange timers træning i fodbold eller håndbold giver et godt grundlag for at undgå knogleskørhed som ældre. Måske et virkelig dårligt argument for unge på 10-14 år, men så kan man indtil da glæde sig over, at holdsport altid giver godt humør og mange grins. Og til tider vinder man to point. Det er også godt.

Forsøgslederne (og hjertespecialisten) var helt fantastiske til at berette om kroppen, om musklerne, om projektet og resultater og hypoteser. Og det var vældig spændende at se Panum-instituttet (og udsigten ud over København fra 15. etage), Bispebjerg Hospitals gamle bygninger (og gamle Team-Danmark – maskiner) og August Krogh-instituttet med masser af forskere i hvide kitler. Sådan giver håndbold mange oplevelser ud over spillet.

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

19-10-2018