Bodil Christensen, Horne

Skumfiduser

Ikke et minutt i stilhet, men et liv i kamp

”Man må tage vare på hinanden.” Sådan siger Vilde, der er en af de overlevende fra Utøya. ”Jeg er et tidsvidne, sig jeg fortæller min personlige historie om Utøya for at I skal vide, at fremtiden er et fælles ansvar.”

I Akersgate 22, Oslo finder man Regeringskvartalet med Høyblokken, hvor gerningsmanden bragte en tonstung bombe til sprængning den 22. juli 2011. I lokaler, hvor der fortsat er spor efter attentatet, ligger der nu et center, der har til opgave at mindes og formidle, hvad der skete i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011.

En svær opgave at balancere i, kan man tænke. Alle nordmænd (og alle danskere) blev ramt af terroraktionen i 2011. Alle fulgte med. Alle blev en del af det efterfølgende forløb. Mindesammenkomster, et opbud af roser, smukke taler og overlevendes vidnesbyrd. Alt dette har man samlet og dokumenteret på 22. juli-centeret. Ikke for at genkalde sig sorgen igen og igen, men for at den nye generation (og også gerne den ældre) må kunne lære noget af det, der skete den 22. juli.

Fremover vil det være en del af læreplanen i den norske skole.

Når man kommer til 22. juli-centeret bliver man først og fremmest overrasket over, at der fortsat er masonitplader for alle vinduer i Y-Blokken, der er en del af ”Regeringskvartalet”. Høyblokkens hele facade er fortsat dækket af en presenning, hvorpå der er malet vinduer med persienner, så man nemt lader sig snyde til at tro, at alt er i sin bedste orden.

Centeret ligger i underetagen, man bliver mødt venligt med håndtryk og velkommen af de unge guider, der sidder ved skranken, og herefter får man en halv times introduktion til centerets arbejde og tanken bag det. Det sker i et helt hvidt rum med mange opslagstavler, og gruppeborde. Her kan norske skoleelever, gymnasieelever og voksne besøgende arbejde med deres egen version af, hvordan de oplevede (og oplever) 22. juli. Man får en kasse med 40 postkort, der alle på en eller anden vis er dokumenter med tilknytning til terroraktionen før og efter. Det giver anledning til samtale.

Udstillingerne inde i centeret er delt i et minderum, hvor der hænger 77 portrætter af de dræbte fra 22. Juli-angrebet. Otte døde i forbindelse med eksplosionen ved Regeringskvartalet, 69 blev skudt på Utøya. I alfabetisk orden hænger de små portrætter kun med navn, hjemby og alder. Der er helt stille.

I næste rum ser man overvågningsvideoen fra Regeringskvartalet fra fredag den 22. juli. En hvid varevogn kommer kørende, bliver parkeret, en mand stiger ud og forlader området. Og så spoles der syv minutter, og så er der en eksplosion, hvor alt bliver pulveriseret. Af bilen bliver der ikke meget tilbage.

Det store rum har en tidslinje, hvor dagen følges gennem twitter-beskeder, sms-er, pressemeddelelser og faktaoplysninger. Her ser man det ternede A-4 papir fra færgen til Utøya, hvor det er noteret, hvem der rejste til øen: 1 politibetjent. Det står skrevet med håndskrift og kuglepen. Så simpelt. Og så voldsomt at se.

I et tilstødende rum er der videoklip med unge vidner, der fortæller, hvordan de overlevede terrorhandlingen på Utøya. Sådan er 22.juli-centeret: Et stille center, hvor ingen taler højt, og hvor der er plads til eftertanke både før og under besøget.

Det er et helt igennem hvidt, alvorligt, gennemtænkt og reflekteret besøg, man har på centeret. Det er alvorligt. Det er respektfuldt. Det er helt igennem en ordentlig måde, hvor det formidles, at ondskaben findes, men at den må mødes med omtanke for hinanden.

Jens Stoltenberg sagde i sin tale på Rådhuspladsen i Oslo den 25. juli: ”Med det sterkeste av alle verdens våpen, det frie ord og demokrati, staker vi ut kursen for Norge etter 22. juli 2011. Vi kan lære av det. Gjøre mer av det. Hver og en av oss kan gjøre demokratiets vev litt sterkere. Det ser vi her.”

Det er den tanke, der arbejdes videre på i 22. juli-centeret.

Vilde sagde det klart og indtrængende i sin indledning, hvor hun fortalte sin historie som vidne fra Utøay:: ”Ikke et minutt i stilhet, men et liv i kamp.” Den kamp for demokratiet er en opgave for alle at tage del i. Hensigten er at forebygge had og ekstremisme.

Læreplanen for den norske skole har som mål i arbejdet med 22. Juli-terrorhandlingen at forebygge had og ekstremisme og at give en oplæring i demokratisk medborgerskab og menneskerettigheder.

Det prøver 22. Juli-centeret at give anledning til.

Jens Stoltenberg sagde også: ”Svaret på vold er enda mere demokrati, enda mer åbenhet, men aldri naivitet.”

P.S: Man skal til Oslo for at besøge 22. Juli- centeret. Man kan læse mere om det her: https://22julisenteret.no

10-04-2019