Vandrestøvler, vejr og vejvisere
”Vandreren over tågehavet” hedder et ikonisk billede, malet i 1818 af Caspar David Friedrich. Her ser man en mand på toppen af bjerget. Han støtter sig til en vandrestok, og rygvendt ser han ud over et hav af tåge. I det fjerne er der endnu flere bjerge at bestige, men lige nu står han og nyder udsigten. Man ser bjerge i horisonten, men alt under de 2000 meters højde er dækket af et skyhav. Sådan så der ud fra Goiserer Bjerghytten i 1800 meters højde, da jeg her i sommer var på vandretur rundt om Dachstein-bjergene Helt fantastisk var det at se solen stå op gennem et tågehav, der dækkede hele dalen. Alt andet end den lille bjerghytte med ti gæster, en vært, to køkkenpiger og en hund var helt borte fra verden. Der var ikke andet end ”vores” hytte, bjergene i horisonten og så en kop kaffe og god morgenmad i vente.
Sådan så LykkePer også verden, da han i Bille August-filmen var i Østrig sammen med sin Jakobe. Det er i bjergene, man kan få ro til at tænke, det er her hverdagen bliver sat på pause.
Søren Kierkegaard satte pris på at gå: ”Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke kan gaae fra den. (…) Naar man saaledes bliver ved at gaa, saa gaar det nok!”.
Kierkegaards morale kan man tage med sig: ”Bliver man ved at gå, så går det nok!” Man kan lære en hel del, når man bruger en uges tid på at gå op, ned og hen over bjerge, der er en hel del højere end det hjemlige Himmelbjerg.
Alperne har god plads til alle vandrere; men man behøver naturligvis ikke tage så langt sydpå. Turen på Nordsøstien fra Højer Sluse til Skagen kan man også følge. Her ligger der mange hundrede gode kilometer og venter. Bjergene er måske fraværende, men udsigten over Nordsøen giver også udblik.
Vandreture gør hverdagen simpel og strukturer dagen, men først og fremmest giver det mulighed for at se smukke landskaber, man får glæden ved skiftende vejrforhold og man møder kun venlige mennesker. Kierkegaards morale holder fortsat: ”Bliver man ved at gå, så går det nok!”
P.S. Tomas Espedal skrev i 2005 bogen ”Gå”, der netop handler om at gå. H. C. Andersen har også skrevet om at gå i ”Fodreise. Fra Holmens Canal til Østpynten af Amager”, 1828.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
17-07-2019