Skumfiduser
Talent er ikke noget, man har. Talent er noget, man gør!
Marianne Florman er årgang 1964. Hun vandt olympisk guld i håndbold i 1996, og hun var med på landsholdet i 110 kampe, hvor hun på pladsen som venstre fløj scorede 170 mål. Det særlige ved Flormans karriere (der på landsholdsniveau først sluttede i 2001, hvor Florman var 37 år) er, at hun indledte sin håndboldkarriere som 16-årig. Og som målmand.
Flormans karriere er en interessant karriere, når man læser den nyeste forskning i bogen ”Talentudvikling og elitesport i skolen”.
Her beskrives den nye forskning i idrætsklasser. Siden de første forsøg
med idrætsklasser i Esbjerg i 2008 er der oprettet mange idrætsklasser. Nu kan man vide noget om, hvordan det fungerer bedst for skolen, for idrætten og for eleverne.
”Talent er ikke noget, man har. Talent er noget, man gør!” Det er et citat, der kunne stå som undertitel til bogen, der selv formulerer indholdet således: ”I denne bog interesserer vi os for, hvad der er blevet koblet sammen i samarbejdet mellem skole og eliteidræt, og hvordan det har påvirket såvel skolernes praksis som eliteklubbernes praksis, samt i hvilken grad man kan tale om, at der er opstået en ny fælles praksis: elitesport på skolens præmisser; skole på elitesportens præmisser, eller måske snarere en hybrid praksis, som vi endnu ikke helt kender karakteren af. ”
I bogens følger man Malthe, Mille, Mathilde, Robin og Nicklas og andre unge som gode case-eksempler fra det virkelige liv. De dyrker ishockey, fodbold (de fleste), svømning (også en hel del), håndbold og tennis. Deres uddannelsesforløb følges sammen med deres karriere i sportens verden. For nogle af eleverne lykkes det at kombinere skole (uddannelse) og idræt på en måde, der netop er fremmende for en ”dual career”. For nogle lykkes det ikke.
Idrætselevernes er sårbare, når der er skader, og de er sårbare, når deres position på idrætsfronten er truet på grund af manglede resultater eller på grund af manglende talent. Eller måske på grund af manglende fysik.
Der er fokus på optagelseskriterierne og optagelsesprocessen: ”Når idrætseleverne optages i idrætsklasserne, er alle i udgangspunktet dual becomings. De er udvalgt, fordi de har potentiale til at nå senioreliten, og fordi de er indstillet på at forpligte sig på elitesportens tidlige talentudvikling. Skolemæssigt skal idrætseleverne ikke have særlige faglige evner, selvom et fagligt overskud vurderes at gøre tilværelsen som idrætselev lettere at håndtere.”
Der er fokus på samarbejdet mellem skole-hjem-klub, hvor der sker en udveksling mellem de to logikker: Skolelogikken og Idrætslogikken. Skolens logik er at der skal være plads til alle. Ingen kan ”sættes af holdet”, ingen kan blive sorteret fra førsteholdet, for der er ingen førstehold. Alligevel er der et mål om at ”alle elever skal blive så dygtige, de kan”, mens idrætslogikken på sin vis omskriver dette formål til: ”Eleverne skal (…) ikke lære det samme og heller ikke noget bestemt, men så meget som deres individuelle potentiale tillader. Der er ikke noget øvre loft, men en evig bestræbelse på at forbedre sig ved konstant at øge elevernes kompetencer og evne til at præstere.”
Der er fokus på frafald og succes, hvor der er fine cases, der viser, hvordan man kan tackle nederlag i idrætskarrieren, og hvordan man kan tackle nederlag i skolens regi.
Det er spændende læsning. Der er ingen konklusion, men skal forskningsprojektet give et godt råd, så står der: ”Skal talentet vedblive med at udvikle sig på en måde, der bringer det op på et højere og højere niveau, kræver det infrastruktur og en masse forbindelser mellem og arbejde af aktørerne i det aktørnetværk, talentudviklingsnetværket udgør. Jo stærkere forbindelser, des mere potentiale har talentet for at vedligeholde, udvikle og overskride sit talent. Men det ser også ud til at kræve, at den unge kan og vil tage vare på sit talent som et projekt.”
Eleverne i idrætsklasserne går i 7. til 10. klasse. De er unge. De er søgende. De er identitetssøgende. De skal ikke absolut vælge mellem idrætskarriere og uddannelse i så ung en alder. Idrætsklasserne gør det muligt netop at satse på begge områder. Taberne i dette valg er elevernes deltagelse i fester, ungdomsliv, familieliv og fritid, der ligger uden for sporten. Ingen af interviewene siger noget om, at det opleves problematisk. Man kan antage, at der netop har været en høj kvalitet i udvælgelsesprocessen, der har betydet, at eleverne har taget et bevidst valg.
Marianne Florman ville aldrig have valgt idrætsklassen. I sin folkeskoletid gik hun til ridning og samlede på hestepostkort og plakater med heste, mens hendes lærer havde et projekt med at få hende til at skrive sætninger, hvor ordet ”hest” ikke indgik. Der var ikke nogen elitekarriere her. Det kom først senere.
Bogen diskuterer ikke, hvorvidt det er godt og rigtigt for børns udvikling at fokusere på en enkelt sportsgren. Måske (og det har mange af de mandlige håndbolds-OL-vindere sagt) skulle man fokusere på mange forskellige idrætsgrene i sin opvækst, så man ikke som 21-årig håndboldspiller må melde fra til landhold og klubhold på eliteniveau, fordi man er mentalt træt af sporten.
Måske er det ikke lykken kun at have en enkelt fritidsinteresse. Måske skulle man spille badminton om vinteren, fodbold om sommeren og tennis når det lige falder for. Så kan man altid specialisere sig, når man engang når seniorklassen.
Bodil Christensen
Læreruddannelsen, Aalborg
www.bodilchristensen.dk
24-12-2019
