Skumfiduser

Evigheden i et siv

Evigheden i et siv

 

”At læse er altid en flytning, en rejse, en afgang for at mødes. At læse, skønt det almindeligvis foregår siddende, gør det os igen til normader.” Det er Antonio Basanta, en spansk forfatter, der har skrevet sådan, og han citeres i bogen ”Evigheden i et siv”. Det er en spansk forfatter: Irene Vallejo, der med en lang uddannelse i klassisk filologi har skrevet bogens historie.

Bogen er på 511 sider, og den handler om ”bogen” og historien om bogen. Det er et stort festskrift for bogen, som netop en fastholder af de gode fortællinger, og Vallejo er ikke pessimist på bogens vegne:  ”Bogen har klaret alle hurdler igennem tiden, den har vist sig som en eminent langdistanceløber. Hver gang vi er vågnet op fra det mareridt, som drømmen om et bedre samfund er endt i, har bogen stadig været der. Som Umberto Eco siger, tilhører bogen samme kategori som skeen, hammeren, hjulet eller saksen. Når de først én gang er opfundet, kan man ikke opfinde noget bedre.”

”Evigheden i et siv” betegnes som et ”essay”, men det er et utrolig langt essay, hvor bogens historie beskrives kronologisk. Med en lang række nedslag tilbage til sumerernes kileskrift trækkes linjerne til Ægyptens hieroglyffer på lertavler og papyrus, fønikernes alfabet, skriftrullerne, pergament og bogsider, biblioteket i Alexandria, de gamle grækere og de nyere grækere.

Altid trækkes der tråde til nutidens forfattere, film og filosoffer, så alt bliver aktuelt trods de mange tusinde års afstand til begivenhederne.

Der er intet plot i ”Evigheden i et siv”. Det er her, essaygenren slår igennem, når bogen hyldes om muligheden af at give os ” altid foreløbige indsigter, som vi ridser ind i vores uvidenheds hårde klippe.”

”Iliaden” og ”Odysseen” af Homer (hvem han så end var) er to af de gennemgående værker. ”Iliaden” følger Alexander den Store på hans togter ud fra Makedonien for at erobre hele verden. Det er dog ikke Alexanders erobringer af nyt land, Vallejo er så imponeret over, det er hans projekt med at opbygge et bibliotek, der kan rumme al verdens viden: ”Alexander, der udstrålede udødeligheden, udstrålede den legendariske berømmelse, han drømte om. Men hvis jeg blev spurgt – som Tolkien yndede at sige – hvilken yndlingshistorie jeg ville fortælle ved hjemmets arne, ville jeg hverken vælge hans sejre eller hans rejser, men den eventyrlige og usædvanlige historie om biblioteket i Alexandria.”

Der er fine hverdagsbeskrivelser hentet fra de mange skriftruller af papyrus, der er fundet gemt under ørkenens sand. I en gammel ægyptisk tekst siger Dua-Kheti, en moden og velhavende herre, således til sin søn, der driver den af i skriverskolen,  (kan man genkende dette?) der koster familien det hvide ud af øjnene: ”Vær flittig med bøgerne. Jeg har set smeden på arbejde. Hans fingre er som krokodillekløer. Barberen arbejder til nattens frembrud og må gå gade op og gade ned på jagt efter nogen at barbere (….) Rørskæreren må tage ud til deltaet, hvor han slider sine arme op, bliver ødelagt af myg og plaget af fluer. (…) Hør engang, der findes ingen professioner uden en chef, bortset fra skriverens. Han er sin egen chef. Hvis du behersker skriften, vil det gå dig bedre end i de andre professioner, jeg har fortalt dig om. Slut du dig til den slags velanskrevne folk.”

Et andet fragment har en lille episode fra en skoledag, hvor Herodas skriver om en lærers genvordigheder (også dengang): ”Hvor er den hårde pisk, oksehalen, som jeg tugter de frække elever med? Fly mig den, før jeg eksploderer af raseri.”

Det er skriften, der har været årsag til, at vi har en fælles kulturel ballast: ”Det er forbavsende nok lykkedes at bevare fortællinger, der blev udtænkt for årtusinder siden. Siden nogen for første gang fortale Iliaden, er højdepunkterne i kampen mellem Hektor og Akhilleus på Trojas kyster aldrig gået i glemmebogen.”

Bogens historie i ”Evigheden i et siv” strækker sig over nogle tusinde år. Den rækker op år femhundrede efter Kristi Fødsel, men Vallejo får altid nutiden til at række tilbage til historiens skrift, og de gamle papyrusruller rækker helt ind i nutiden. Det er evigheden, der ligger i de siv, der blev forarbejdet til papyrusruller. Bogen holder fortsat: ”Vi skal ikke glemme, at bogen i mange hundrede år har været vores allierede i en krig, der ikke bliver nævnt i historiebøgerne. Kampen for at bevare vores værdifulde skaberværker: ordene, der blot er et vindpust, fiktionerne som vi digter for at skabe mening i kaos og overleve i det; de sande, falske og altid foreløbige indsigter, som vi ridser ind i vores uvidenheds hårde klippe.”

Til sidst i bogen er der en tak til hverdagens læsere, de tavse, de tyste og de trofaste læsere: ”Det er et kor af alverdens stemmer, orkestreret i en roman, som endnu mangler at blive skrevet. Beretningen om et fabelagtigt kollektivt eventyr, hvor mange, mange mennesker forenes i en tyst lidenskab og en mytisk troskab. (…) Læsere i deres klubber, i deres hjem, på bjergtoppe, ved det brølende hav, i hovedstæderne, hvor energien koncentreres, og i fjerntliggende enklaver, hvor visdommen finder ly i kaotiske tider. Almindelige mennesker, hvis navne ofte ikke registreres af historien. De glemte. De anonyme. Mennesker, der kæmpede for os og for fremtidens tågede ansigter.”

”Evigheden i et siv” er en bog, hvoraf man bliver klog på en smuk måde.

P.S. Oversættere af bøger bliver sjældent nævnt. Her er oversætteren Rigmor Kappel Schmidt, og jeg kan ikke læse spansk, men sproget på dansk er så poetisk, så arkaisk og med en sproglig præcision, der får læseren til at falde helt til ro. Tak for det.

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}