Skumfiduser

En vej ud af tågen

Det er ikke et regnestykke, der skal gøres op

 

”Jeg har fortalt den for mig selv, fordi jeg altid er blevet klogere af at skrive. Fordi teksten ved mere, end jeg gør. Fordi det står anderledes sigende frem, når det står på siden. Fordi det rum mellem teksten og mig er et magisk rum, og mening træder frem. Og jeg har brug for at finde mening.”

Sådan forklarer Kristian Leth sin skrivestrategi, da han på side 157 afslutter sin roman: ”En vej ud af tågen.”.

Kristian Leth er søn af Jørgen Leth, cykelkommentator, digter og forfatter til en meget omdiskuteret biografi. Det har ikke været et nemt barneliv, når ens far oftest er væk på rejser, der åbenbart var langt vigtigere end børn og familie.

Nu prøver Kristian Leth at skrive sig ind i den barndom, som han ikke husker meget om. Hans erindringer er i en tåge, og nu vil han finde en vej ud af tågen.
”Bag tågen gemmer sig noget.

Men der er et valg. Enten forsøger jeg at kortlægge det, jeg har glemt. At begive mid ud i tågen. Eller også udskyder jeg det. Igen. Lever videre i uvidenhed. Det er egentlig ikke et valg.”

Mange, mange forfattere har skrevet autofiktion, hvor deres egen barndom og ungdom er beskrevet med de konflikter, svigt og traumer, der har fyldt. Leonora Christine Skov, Karl Ove Knausgaard, Suzanne Brøgger, Kristian Ditlev Jensen, Morten Kirkskov, Vita Andersen er nogle af de nye, Karen Blixen og H. C. Andersen nogle af de forlængst døde. Alle har de givet portrætter af familie og venner, der kan være særdeles subjektive. Det er altid problematisk at skrive om et liv, som andre også husker. Søren Ulrik Thomsen skriver i ”Store Kongensgade 23” at først da moderen dør, kan han skrive han om hendes psykiske sygdom. Det var hendes liv, det tilkom ikke ham at fortolke hendes liv, mens hun levede. Den problematik tænker Kristian Leth også en del over.

Han husker kun få glimt af barndommen, hans brødre husker noget andet. Og hans far var der ikke: ”Min far kan ikke fortælle mig noget om at være mig eller noget om at være ham. Han ved ikke noget. Han har gjort det til sit skjold ikke at vide noget. Han observerer alt.”

Kristian Leths bog ” En vej ud af tågen” er en helt særlig læseoplevelse. Bogen er i mange små erindringsglimt, der er mange linjer op til forfatterens nutid, hvor han som ”ældre” (han er årgang 1980) ser sit liv som han ser det nu, men også spejler sin egen barndom i den barndom, han søger at give sine egne børn. Han ønsker at gøre det bedre, for som han skriver: ”Min barndom er indhyllet i en tristhed, som jeg tror mine brødre deler. En tristhed, som er svær at gøre konkret.”

Der er mange forskellige adresser i forfatterens barndom. Der er mange rejser, der er skift i skole og vennekreds, men William er en af de venner, der altid har været der. Det fantastiske i Kristian Leths erindringer er, at han ikke er bitter. Han ser på sin far, sin barndom og sin familie, og han er reflekterende og beskrivende og tankefuld, men han dømmer ikke. Faderen kunne måske ikke gøre noget. Faderen Jørgen Leth magtede blot ikke sin opgave som far. Faderen magtede aldrig se se ud over sig selv: ”Det værste er, at jeg ved, at hvis min far en dag læser dette, så vil han græde, som dengang jeg var 19, over hvor forfærdelig ondt det gør på ham, at han har forvoldt mig så megen smerte.” Det var altid synd for faderen. Det var aldrig børnenes tarv, der var i fokus.

Skriveprocessen er med til at få forfatterens liv til at falde på plads: ”At skrive noget er at tænke med en anden. I stedet for at gøre det inde i sig selv, gør man det udenfor på papiret, og tankerne fryses i teksten og står over for hinanden og læseren og måske også skriveren.

Hvad skal med? Alt kan komme med. Alt kan tænkes med papiret.”

Sproget er smukt, ordene er valgt med omhu, det er konkrete registreringer, der får læseren til at se hjemmet og den triste, indadvendte, utilpassede, sære dreng. Det er den dreng, der selv må tage bussen, da han dimitterer som student. Ingen følger ham udover den to år yngre bror. Han må selv tage bussen den time, det tager, fra Midtsjælland og ind til gymnasiet. Han kommer for sent. Han har ikke festtøjet på. Han står der helt alene foran en lukket dør. Heldigvis kommer studentervognen med hans klasse forbi, så han kommer med. Og broderen? Han tager vel bussen hjem igen. Det var en barndom, hvor de voksne ikke altid fandtes, når der var brug for en voksen.

Kristian Leth har al mulig grund til at være bitter, men det er han ikke. Han er så velsignet afbalanceret og skriver til slut: ”Det er ikke et regnestykke, der skal gøres op. Man kan ikke bruge sin historie som rambuk til at bryde andre ned. Eller det kan man godt, men det bringer ikke orden i sagerne. Det er ikke et regnestykke. Hvis man selv er såret, nytter det ikke noget at give smerten tilbage til dem, der sårede en. Man skylder dem ikke noget. De fortjener heller ikke noget.

Regnestykket går op, når vi dør. Ikke før.”

Kristian Leth har fundet en vej ud af tågen. Som læser glæder man sig også over, at tågen letter, og alt bliver lysere. Man bliver også lysere i sind af at læse med. Det er autofiktion, der ikke slår tilbage til barndommen.

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}