Skumfiduser

Dorte, Karsten og Britta

 

”Dorte har med sin inspirerende undervisningsstil fået os til at få øjnene op for Tysklands spændende kultur blandt andet via kulturelle film og igennem musik. Dortes passion for faget og lysten til at lære fra sig bliver modtaget præcis, hvor det skal - hos os, eleverne. Der er aldrig én tysktime, hvor man keder sig!” Den store ros til Skipper Clement Skolens tysklærer er givet af nogle af hendes nuværende elever, der indstiller Dorte til en pris. Man kan gå ind på www.politiken.dk/undervisningsprisen og læse mange flere indstillinger, og her får man et tydeligt billede af, hvad der ”gør en god lærer”.

Indstillingernes argumenter er helt i tråd med SFI-rapporten ”Lærere, undervisning og elevpræstationer i skolen”. Her står der nemlig (med masser af forskningsmæssigt belæg) nøjagtig det samme, som eleverne skriver i deres indstillinger. Man får gode, dygtige, engagerede elever, når lærerne:

1. Udtrykker tydelige og høje faglige forventninger til eleverne

2. Benytter forholdsvis mange test i deres undervisning           

3. Udøver en stærk klasserumsledelse ved at være konsekvente i forhold til at sikre, at eleverne overholder aftaler, og at der er ro i klassen

4. Har et godt socialt miljø i klassen med gode sociale relationer mellem eleverne indbyrdes og mellem lærer og elever med disciplin, opmærksomhed og respekt

5. Afholder mange undervisningstimer med en effektiv udnyttelse af tiden

6. Har lang erfaring som lærere

Anden forskning siger det helt i overensstemmelse med SFI-rapporten, at det er lærerne (og den enkelte lærer), der har størst betydning for, om eleverne lærer noget og trives i skolen. Det kan man også læse i indstillingen af Britta Hostrup Nielsen fra Stolpedalskolen, hvor hun får følgende ord med på vejen: “Hun er så dygtig til at få alle med i timerne, og vi får næsten hver gang nogle gode og lærerige diskussioner på banen. Hun har virkelig nogle ambitioner for alle sine elever, og det hjælper os med at få et højere fagligt niveau hele tiden. Hun bliver ved med at presse os til at gøre vores bedste. Hun vil kun have os til at aflevere noget, vi er stolte af. Hun er bestemt, men venlig. Hun ved hvad hun vil og hvor hun står, og det smitter af på os elever.

Der er ikke megen slendrian i Brittas timer, tænker man. Der skal ydes noget, og eleverne lever langt hen ad vejen op til de forventninger, Britta og andre har for deres virke.

Bliver det muligt at fastholde dette engagement fra lærernes side i den nye folkeskolereforms struktur og indhold? Det bliver interessant at se, om forvaltning og ledelse kan give rum for det, der i virkeligheden betyder noget. Måske ender det hele i trøsteløst timetælleri, et lærerkollegie med armene over kors og bagstræberisk bogholdermentalitet hos skolelederne, men måske kan det blive afsæt for en pædagogisk diskussion af ”Hvor burde skolen være på vej hen?”

Giver skolen eleverne viden uden visdom? Får eleverne såvel udsigt til verden som indsigt i egne evner og muligheder? Finder skolen balancen mellem fællesskabets udfordringer og det individuelle råderum? Gør skolen brug af it i relevante sammenhænge eller bliver det en teknologisk spændetrøje, at alt skal digitaliseres?  Kan skolen opdrage eleverne til verdensborgere, der kæmper for fred for verden og respekt for naturens resurser?

Disse spørgsmål stiller Peter Kemp (der også var taler ved Skolerigsdagen i Aalborg 2013) i bogen ”Uren Pædagogik 2”. Han giver sine svar, men det interessante er, om skolens mange aktører tager den pædagogiske diskussion frem for blot at se på struktur, form og indhold.

 Indtil da må lærerne klare opgaven som fyrtårne og sømærker for eleverne, således som Karsten Simonsen fra Klarup Skole har gjort i mange år. En af hans elever skriver sådan om hans undervisning: ”Karsten opfordrede os altid til at være aktive borgere og deltage i samfundet og debatten. Han viste os, at vi også var en del af samfundet og havde en ret til at give vores mening til kende. Det var helt klart hos ham, at grundstenen til mit mangeårige politiske arbejde blev lagt. Han fik mig til at tro på, at jeg kunne ændre noget i vores samfund.”

P.S. Og her var ikke et ord om aktivitetstimer og arbejdspladser, understøttende undervisning og ud-af-huset-aktiviteter, Antorini og Anders Bondo, fix-tid og flex-tid, inklusion og høreværn. Det er ikke det, der er vigtigt. Det afgørende er, om skolen kan give Britta, Karsten, Dorte og de andre gode lærere plads til at forvalte dannelse og uddannelse af alle elever.