Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe
Hvad er en god børnebog? Hvordan kan man definere den? Sådan blev Astrid Lindgren ofte spurgt,
og hendes standardsvar lød: ”Den skal være god. Jeg kan forsikre om, at jeg har grublet over det længe, men jeg kan ikke finde noget andet svar: Den skal være god.”
Så enkelt er det.
Astrid Lindgren
har fået en ny biografi, en biografi af Jens Andersen, der fokuserer på forfatterskabet og litteraturen. Astrid Lindgren skrev utrolig mange bøger. Bedst kendt er naturligvis Pippi, hvis opbyggelige selvværdscitat: ”Det har jeg
aldrig prøvet, så det klarer jeg helt sikkert” hænger på mange børneværelser på tapet eller gardin. Pippi er måske den mest kendte, men næsten enhver af Lindgrens litterære figurer er en så
velkendt del af den fælles nordiske kulturarv, at man har en fælles forståelse af situationer eller personer, når man refererer til metaforkomplekser som ”en Emil fra Lønneberg”, en Bulderbyopvækst, ukuelig
som Grynet, stædig som Trunte fra Krageøen, eller man kan tale om at se situationen i et Karlson-på-taget-perspektiv.
Løgstrup skriver om litteraturens evne til at skabe komplekse metaforer: ”Vil man arbejde filosofisk
kan ens tænken kun blive virkelighedsnær, og man kan kun undgå en tænken i opstillinger, i overtagne skemaer, hvis man rekurrerer til litteratur. Det er min erfaring, og jeg vil aldrig nogensinde gå fra det.” Lindgrens litterære
hovedpersoner har kompleksiteten i sig, de er ikke udelukkende gode, onde (jo, måske Tengil i Brødrene Løvehjerte) eller søde, de har næsten alle tvivl, tøven og temperament, der giver et helstøbt billede af mennesket.
Lindgren læses fortsat, i skolen og hjemme. Ikke alle hendes værker er klassikere, men hun skrev også utrolig meget. Og hun forstod tidligt, at bøger gerne må følges på vej med tv-serier, julekalendere, billedbøger
og radioudsendelser. Der var masser af spin-off i Lindgrens produktion, endskønt ordet ”spin-off” ikke var opfundet dengang.
Pippi er sammen med Ronja, Birk, Jonathan og Tvebak Løvehjerte den mest kendte, og her er det Pippi,
der får spaltepladsen, hun har en helt unik historie og lever utæmmet og uhæmmet videre, og hun kan forhåbentlig give selvværd og selvtillid til de mange børn, der finder samfundets krav ubegribelige og skolens test for
uforståelige.
Den første Pippi-bog har sin helt egen historie, der har tæt relation til Lindgrens liv. Datteren Karin skulle høre godnathistorie, mens hun havde lungebetændelse. Karin fortæller: ”Mor begyndte
at fortælle om Pippi Langstrømpe sidst på vinteren i 1941, da jeg var syg med noget lungebetændelsesagtigt og skulle ligge i sengen i lang tid, for dengang måtte børn under ingen omstændigheder stå ud af sengen,
hvis de havde feber.” Og så fik Karin en ”Ur-Pippi” på sin 10 års fødselsdag i 1944. Denne Pippi var sejere, mere fandenivoldsk og langt mindre politisk korrekt end den udgave, der kom i boghandelen i 1946. Alligevel
var der mange bekymret-pædagogiske afslag til manuskriptet, inden Raben & Sjögren valgte at udgive det.
Astrid Lindgren skrev til sine forældre: ”Jeg er spændt på, hvilken kritik Pippi får, der kommer nok
en del skældud. Der sad en lærerinde i juryen, og hun brød sig overhovedet ikke om bogen, fordi Pippi opførte sig så ’besynderligt’”.
Pippi er ikke kun verdens stærkeste pige, hun ved også
at ”Den, der er vældig stærk skal også være vældig rar” og hun kan klare Stærke Adolf (og her er vi i 1946), og hun følger sine egne normer, - også når lærerinden gerne vil lære
hende pluttifikation. Pippi var et modsvar til den ensretning og den radikalisering, der fandt sted i Europa under og før anden verdenskrig.
Pippi fik lov at boltre sig i tre bøger: ”Pippi Langstrømpe”, ”Pippi
Langstrømpe går ombord” og ”Pippi Langstrømpe i Sydhavet”. (Og i Sydhavet genså hun sin far, negerkongen, der nu ikke længere er negerkonge i den svenske version, men blot ”konge”)
Pippi-trilogien
slutter i 1948, hvor Tommy og Annika (de søde vandkæmmede kroketspillende børn) ser ind gennem vinduet til Pippi, der sidder ved køkkenbordet: ”Pippi sad ved bordet med hovedet støttet i hænderne. Med et drømmende
udtryk stirrede hun på et lille lys som stod og blafrede foran hende. ”Hun .. hun ser egentlig så ensom ud” sagde Annika. (…) Men Pippi stirrede frem for sig med drømmende øjne. Så pustede hun lyset ud.”
Og herefter ved vi ikke, hvordan det videre gik Pippi. Vi kan blot selv tænke videre. Hun lever i hvert fald fortsat hos alle nordiske børn, - og sikkert også en hel del andre landes børn, for hun er oversat til mere end 90 sprog.
Og så er Pippi Langstrømpe på UNESCOs liste over bevaringsværdige kulturelle værker.
Pippi Langstrømpe lever nemlig helt op til Astrid Lindgrens definition på en god børnebog: ”Den er god!”
Læs mere hos Jens Andersen: ”Denne dag, et liv”. Fremragende biografi.
P.S: Og ja, Pippi har sin egen facebookside: Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump