Skumfiduser

Syv gode grunde til at læse litteratur

 

”Natøllet holder fem procent. En pokkers vellykket balance på knivsæggen. Fire komma seks er slap, syv kan virke skarp på fastende hjerte.” Sådan kan man få virkelig vigtig viden, når man læser bøger. Her er det Vibeke Grønfeldts hovedperson i ”Endnu ikke”, der gør status over sin søvnløsheds glæde ved natøl.

Bortset fra glæden ved vigtig viden er der mange andre grunde til at læse bøger. Den norske forfatter Jan Kjærstad giver (7- punktvis i bedste Brinkmann-style)  nogle af de bedste grunde til at læse bøger. Kjærstad havde fået foretræde for den norske regering, der gerne ville have et (kort og klart) indblik i litteraturens verden. Prisværdigt, kan man tænke, at her var politikere, der mente, at litteratur var vigtig også for den norske stats politiske beslutninger, men da tiden var kort kom argumenterne for litteraturlæsning i punktform. Man kan samle (nogle af de gode) bøger til efterårsmørket under Kjærstads syv punkter.

1. Det skal være en nydelse at læse. Søren Ulrik Thomsen skriver altid smukt i et sprog, hvor øjnene falder helt til ro. Uanset om det er lyrik eller prosa, så kradser kontaktlinserne aldrig, når Thomsens tekster er på papiret: ”Ikke nogen god dag. Men selv i Imperiets østligste provinser, hvor kun sanatorierne lyser i de endeløse nåleskov, og kun transmissionen fra henrettelserne og det overdådige gallahalløj går igennem, er intet sted så ensomt og fjernt beliggende, at der ikke fra køkkenvinduet er udsigt til et lille kroget æbletræ og en kat, der smutter om hjørnet.” – sådan lyder det i Søren Ulrik Thomsen essaysamling: En hårnål klemt inde bag panelet, 2016.

2. Vi ser verden på en ny måde. I den nye roman ”Her er jeg” af Jonathan Safran Foer, 2016 tænker Samanta undervejs: ”Hvad i himlens navn ville det kræve for et grundlæggende godt menneske at blive set? Ikke bemærket, men set? Ikke sat pris på, ikke værdsat. Ikke engang elsket. Men fuldt og helt set.”  Svaret kommer. Måske.

3. Man kan finde ud af, hvad et menneske er. ”Miraklernes tid” af Anne-Laure Bondeux, 2106 er en lille, tynd bog om flygtningedrengen fra anden  verdenskrig. Ond og ubærlig. Men med mirakler undervejs. Det gælder dog ikke i dette mirakelløse citat: ” Hvis man har ondt i fødderne, kan man forestille sig, at det ikke er éns fødder. Men har man for meget sorg, er det umuligt at forestille sig, at det ikke er éns hjerte, der er ved at kvæles i éns bryst.”

4. Man kan (glimtvis) begribe verdens sammenhæng. Debutanten Morten Vittrup leverer et bud her i den tykke roman med den lange titel: ”Argentineren, der kom sejlende ind på en cedertræsplanke.”  Her er et rammende citat fra bogen: ”Det er i de enkelte, afgørende situationer, hvor du står over for valget mellem at tage ansvar eller stikke af, at du selv bestemmer, om du vil huskes som en helt eller en kujon.”

5. Man kan blive klogere, mere nysgerrig. Vibeke Grønfeldt gør enhver læser klogere og nysgerrig i sin fortælling om Elvine Brink. Elvine er gennemført sær, men hun tøver ikke med at ytre sine synspunkter på alt i verden med en klar og skarp stemme: ”Provinsen behøver ikke hovedstaden, hovedstanden ikke provinsen, og jeg har lagt mærke til , hvordan den gensidige foragt mellem landsdelene skinner igennem hos bekendte fra begge sider af skellet.”

6. Man kan møde en verden, man ikke havde ventet. Man kan også møde en verden, man kunne ønske, ikke fandtes. Som Merete Pryds Helles Langelandsfortælling med et biografisk træk og med slag, voldtægter og misrøgt af børn. ”Folkets skønhed”, 2016  skinner dog også glimtvis igennem: ”Over det hele skinnede en bleggrå himmel, som Marie kendte den så godt fra Langeland. Nederst stod der med ubehjælpelig skrift Vincent. Marie satte sin finger på præcis det sted, hvor lyset skød gennem løvet. Solen, sagde hun bare.”

 

 

7. Man skaber selv sin verden. En børnebog i fantasygenren må med her. ”Den faldne djævel” er bind 6 i Kenneth Bøgh Andersens djævleblændt gode seksbindsserie om djævle, Gud og de græske myter. Lucifer og Lindgren og ny – og gammeltestamentlige fortællinger. Dette er den sidste bog. Her kommer svaret på Filips mange spørgsmål: ”Meningen med livet er livet, Filip. Men jeg mente dit liv. Hvor du så end bedst kunne leve det. Hvis min søns død skal have en mening, så må det være den: at give mennesket muligheden for at vælge meningen med sit liv..

Filip var målløs.”

Mange andre bøger kunne være nævnt. Her kan man måske finde gode titler til tiden.

Litteraturens store styrke er, at den giver læseren træning i at kunne sætte sig i den andens sted. Det er der virkelig brug for at vi alle øver os i.

P.S: Nok et råd fra Vibeke Grønfeldts: ”Endnu ikke”: ”Hemmeligheden ved den bedste lyrik er alkohol. Ikke min prosarom eller Ribena, men et skrig fra digterens beske sjatter.”

 

 

Bodil Christensen

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk