Vandrestøvler, vejr og vejvisere
”Vandreren over tågehavet” hedder et ikonisk billede, malet i 1818 af Caspar David Friedrich. Her ser man en mand på toppen af bjerget. Han støtter sig til en
vandrestok, og rygvendt ser han ud over et hav af tåge. I det fjerne er der endnu flere bjerge at bestige, men lige nu står han og nyder udsigten. Man ser bjerge i horisonten, men alt under de 2000 meters højde er dækket af et
skyhav. Sådan så der ud fra Goiserer Bjerghytten i 1800 meters højde, da jeg her i sommer var på vandretur rundt om Dachstein-bjergene Helt fantastisk var det at se solen stå op gennem et tågehav, der dækkede hele
dalen. Alt andet end den lille bjerghytte med ti gæster, en vært, to køkkenpiger og en hund var helt borte fra verden. Der var ikke andet end ”vores” hytte, bjergene i horisonten og så en kop kaffe og god morgenmad i vente.
Sådan så LykkePer også verden, da han i Bille August-filmen var i Østrig sammen med sin Jakobe. Det er i bjergene, man kan få ro til at tænke, det er her hverdagen bliver sat på pause.
Søren Kierkegaard
satte pris på at gå: ”Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke
kan gaae fra den. (…) Naar man saaledes bliver ved at gaa, saa gaar det nok!”.
Kierkegaards morale kan man tage med sig: ”Bliver man ved at gå, så går det nok!” Man kan lære en hel del, når man
bruger en uges tid på at gå op, ned og hen over bjerge, der er en hel del højere end det hjemlige Himmelbjerg.
- Der er ikke andre end dig selv, der kan gå dine skridt. Når man ved, der er 1000 højdemeter til
næste nats bjerghytte, så er det 1000 højdemeter, som man selv må gå. Det nytter ikke at vente på den næste bus, for der er ingen busrute på bjergstierne. Der er der ingen vej udenom: man må selv løse
den opgave, man har fået.
- Vejret er, som det er, men det er godt samtalestof. I alperne (og på alle andre vandreture) må man være beredt på al slags vejr. Regnvejr, sol, skyer og sne. Man har her masser af godt samtalestof,
men man lærer også at tage dagen, som den viser sig.
- Sæt pris på alle vejvisere. Der er altid en grund til at holde pause, når man ser et skilt. Langt det bedste er dog at spørge andre om retning og råd,
så man kan få bud på, om stien er glat og mudret, om der er meget sne, er der klipper, grus, gemser eller vandfald. Spørg. Og er der ingen at spørge, så er alle vandrere vildt glade for at se på kort, hvor man kan
forestille sig vejen frem. Der er ingen grund til at komme først frem, hvis målet er det forkerte.
- Der findes mange hjælpsomme folk, der gerne vil spørges. Næsten alle mennesker, man møder, ønsker at give
gode råd. Tag i mod dem. Lokalbefolkningen ved faktisk mest om deres egn.
- De små ting tæller. Tørre vandrestøvler er en stor glæde. Det er de små og væsentlige ting, man lærer at sætte
pris på. Tørre støvler, gode sokker, skiundertrøjer og solbriller. Ja, og så madpakken og koldt vand.
- Det gælder om at nyde udsigten, mens man er på toppen. Det er altid koldt på toppen, men det er
her, udsigten er bedst. Nyd det. Man kan hurtigt komme ned under trægrænsen, hvor overblikket er ringe. Nyd det, mens du står på den forblæste bjergtop. Se mod alle de andre bjergtoppe. Verden er stor.
- Det gælder
om at sætte sig overskuelige mål. Man kan med fordel dele etaperne ind i overskuelige sekvenser. Formiddagskaffe, frokost, eftermiddagspause. Den slags giver struktur. Uanset hvad, så kan man ikke magte 1000 højdemeter i et hug. Hold
gode pauser og kig ned i dalen, så du ser, hvor langt du er nået, før du kigger op mod toppen.
Alperne har god plads til alle vandrere; men man behøver naturligvis ikke tage så langt sydpå. Turen på
Nordsøstien fra Højer Sluse til Skagen kan man også følge. Her ligger der mange hundrede gode kilometer og venter. Bjergene er måske fraværende, men udsigten over Nordsøen giver også udblik.
Vandreture
gør hverdagen simpel og strukturer dagen, men først og fremmest giver det mulighed for at se smukke landskaber, man får glæden ved skiftende vejrforhold og man møder kun venlige mennesker. Kierkegaards morale holder fortsat:
”Bliver man ved at gå, så går det nok!”
P.S. Tomas Espedal skrev i 2005 bogen ”Gå”, der netop handler om at gå. H. C. Andersen har også skrevet om at gå i ”Fodreise. Fra Holmens
Canal til Østpynten af Amager”, 1828.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals