Standardside
Zenobia
”Du er snart kvinde, Amina. Kvinder kan klare alt.”
Nok er Amina snart kvinde, men hun klarer ikke flugten fra det krigshærgede land over havet i en lille båd. Alene. Forladt. På flugten tænker hun tilbage på de gode dage, da hun kunne lege gemmeleg i huset derhjemme. Hun havde mange mennesker, der kunne finde hende igen.
Nu er der ingen, der kan høre hende. Der er ingen, der hører hendes hvisken: ”Kom og find mig.”
”Havet er stort og tomt.
Her kan ingen finde mig.
Her kan mor og far ikke finde mig.”
Lars Horneman har illustreret den (korte) fortælling af Morten Dürr. Eller rettere: Horneman har ikke illustreret ordene, de to forfattere har samarbejdet om at skabe en graphic novel, en billedroman, en billedbog, en fantastisk roman i billeder. Morten Dürr har fortalt om sit samarbejde med tegneren, hvor de altid er i dialog om tilblivelsen af den samlede tekst. De retter ind efter hinanden, de diskuterer, de inspirerer hindanden, og så finder de et udtryk, hvor ordene beriges af billederne, og hvor billederne giver rum og farver til ordene.
”Verbalteksten er tekstens verber og fortæller om forløb i tid, billederne er tekstens substantiver og fortæller om miljø og personer.” Sådan lyder det, når den norske forsker Elise Seip Tønnesen skal forklare, hvordan billede-tekst-relationen kan læses.
”Zenobia” er en sammenhæng af billeder og tekst. Den er rystende. Tilbageblikkene til Aminas hverdag med dolmer, gemmeleg og gode minder er tegnet i brun, sort og okker, mens nutiden er havblåt, mørk violet og sort. Aminas shorts er pige-pink, hun er et lille barn, der er forladt og ene i det store hav.
”Båden var
alt for lille.
En mor med to babyer gav mig en kiks.
Vi sejlede hele natten.
En gammel mand klappede mig på kinden
Det skal nok gå
Hvor skal vi hen?
Vi
skal til et land uden soldater.
Sov bare.”
Der er nogle gode medflygtninge, der hjælper hende, verden er ikke blot ond, men det er ikke altid, at historier ender godt. Aminas historie ender ikke lykkeligt. Den er alt for virkelig. Tilbage i 1977 skrev Knud Ejler Løgstrup således (det var om Bent Hallers ”Katamaranen”; hvis nogle husker den): ”Ganske vist, nu som før, benytter voksne sig af deres overmagt og barnets afmagt til at begå overgreb imod det, og at det sker i opdragelsens navn gør ikke sagen bedre, kun værre. I det moderne samfund bliver tilmed barnets sociale miljø og dets fysiske udfoldelsesmuligheder mindre end tidligere. Det kan ikke godt andet end mindske barnets livslyst og livsduelighed. Men det er én ting, en anden ting er overlagt og ideologisk at tage modet på livet fra barnet. Det gør ikke den dybeste pessimist, ikke den mest overbeviste nihilist.”
Her er der ikke meget livsmod tilbage, når Amina forsvinder i havet uden at nogen hører hendes hvisken, men Morten Dürr og Lars Horneman er ikke nihilister. De er realister, der søger at skildre en katastrofe på en måde, så man som læser må græde med Amina og hendes skæbne. Herefter må man tale sammen om Amina, om børns liv og skæbner. Det er en virkelighed, der også finder sted.
Derfor er det en bog, der skal følges på vej med samtale og undervisning og mere samtale. Den kan læses af alle, men dens læser skal ikke sidde alene med læsningen.
Bogen kan være ”det fælles tredje”, hvor man kan tale med børn (og unge og voksne) om oplevelsen af at være helt alene, af verdens urimeligheder og hvilke traumatiske oplevelser børn (og unge og voksne) kan have mødt på vejen.
Aminas mor husker Amina på legenden om Zenobia, da Amina skal sendes alene ud i verden. Husk at ””Zenobia var Syriens dronning. En dronning fra gamle dage. Den smukkeste kvinde i verden. Zenobia var kriger. Hendes rige strakte sig fra Alexandria til Ankara. Fra Egypten til Tyrkiet. Ingen mænd bestemte over hende. Hun gik i krig mod kejseren af Rom.”
Amina klarer ikke rejsen over havet i en båd opkaldt efter Zenobia. Kvinder kan ikke klare alt. Altid. De må have hjælp. Det kan passende være læsere af ”Zenobia”, der får øje for det.
P: S. ”Zenobia” er nu solgt til udgivelse i USA, Australien, Sverige, Norge, Færøerne, Brasilien, Korea, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Kroatien, Bulgarien, Rusland, Tyrkiet, Palæstina, Makedonien
Dorte Karrebæk og Bogen
Dorte Karrebæk og Bogen 1970 - 2018
”Jeg blev født den 19. juli 1946 i min mormors himmelseng i Ballerup. Året efter 2. Verdenskrig.” Det er Dorte Karrebæk, der blev født den dag. På Vandkunstens forlag er der udgivet en bog om Dorte Karrebæks store arbejde som tegner og forfatter i børnelitteraturens verden. Utallige tynde tænksomme mennesker har Karrebæks skabt på papir. Der er også handlekraftige rødhårede piger, yppige damer med bare lår, katte og hunde uden pli og dannelsens politur, der er en gendigtning i billeder af det nye testamente, klassikere i streg og der er idioten August med sin mor.
”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018” udmærker sig ved, at Karrebæk selv fortæller om sit liv. Karrebæk er uddannet tegner, men den humoristiske råstyrke, der ligger i illustrationerne går igen, når hun skriver om sit liv. ”I tilfælde af krig” hed en erindringsbog til børn, hun skrev i 2009. Hun fortæller om sin mor, der var døv, og som dyrkede nøgendans i hjemmet. Om skolen, om faderen, der her i efterkrigstiden øvede ”hvis – krigen – kommer” med de tre børn. Hun fortæller om husvildebarakkerne med hjemløse børnefamilier, om konfirmationsforberedelsen og blå mandag. Barndommen slutter, da hun bliver konfirmeret, nu er hun voksen.
Som ordblind og nærsynet uden briller var skolen ikke et yndlingssted for den unge Dorte. I erindringsbogen skriver hun om skolen: ”Det var de voksne. Uberegnelige og nedladende. Jeg var bange. De gav lussinger for det mindste. En glemt blyant eller bog. Eller hvis man ikke kunne finde ud af hjemmeopgaverne. Bang! En på siden af hovedet og ud og stå på gangen resten af timen. Mest de plydsede drenge fra husvildebarakkerne. De havde aldrig deres ting i orden. Små og underernærede, så de røg hen ad gulvet, når lussingerne ramte.”
Det er den længere version af sit livsforløb Karrebæk beskriver i bogen ”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018”. Stadig er hun loyal overfor sin døve mor, der måtte tage et stort ansvar, da Karrebæks far sad i Frøslevlejren i slutningen af 2. Verdenskrig: ”Min mor var ikke kold, hun var bare døv og havde vænnet sig til at handle i stedet for at snakke. Kontant og tilregnelig. Jeg har altid elsket hende for det. Hun er model for de kvinder, jeg tegner.”
Der er en klar morale i Karrebæks erindringsfortælling: ”Som barn skal man møde en forventning om, at man kan blive til noget.” Det mødte Karrebæk hos moster Gudrun i Hornbæk. Her var der voksne, der tog hende alvorligt. Og så kom hun på fabrik og fik akkordarbejde, mens aftenerne blev brugt på Kunstindustriskolens Forberedelseskursus. ”Det var en herlig tid, en fuldstændig vidunderlig tid ved et samlebånd med seks andre kvinder. Vi pakkede hovedpinepiller, afføringspiller, vanddrivende, lysegrønne og lyserøde tabletter. Ned i brune glas med lidt skumgummi i toppen, låg på og i kasser. Dagene på akkord gik i en for mig hidtil ukendt barsk kvindeverden, hvor underlivssygdomme og aborter, boligmangel, druk og den enlige mors bekymringer var blandt de indbyrdes betroelser. Der blev grint og grædt. Mine ører voksede. Og de indre billeder med.”
Det er her i den virkelig verden, Dorte Karrebæk henter sine billeder. Gennem hele livet kom hun altid i selskab og forhold med mennesker, der ikke var hverken mainstream eller almindelige. Hun har arbejdet med novelleskrivning og tegning hos Alt for Damerne, været på reklamebureau, tegnet til historiske fortællinger, illustreret alt, fik et barn med Kurt Trampedach, måtte holde en månedsløn hjemme gennem lønarbejde og tegninger, men så mødte hun Uffe, så Frede, så Ole Dalgaard (også kendt som Oscar K) og hele tiden tegnede og skrev hun. Ser man i bogens smukke bibliografi er der stor spændvidde i produktionen. Det går lige fra en ydmyg grå parasol på forsiden til Jytte Borbergs debutroman: ”Nældefeber” i 1970 over ”Pigen der var go’ til mange ting” i 1996 og endelig er der de sidste tyve års fremragende bøger, hvor samarbejdet med Oscar K har beriget børnelitteraturen på mangfoldig vis. Alle tabuer er brudt med ”Idiot”, hvor moderens medlidenhedsdrab på idioten August er et tema, ”Lejren” hvor barndommen fremstilles som en koncentrationslejr, og der er bøger om bedemænd, aborter og Knokkelmanden. Sammen med Skt Nielsen kom ”Da Gud var dreng” i 2015. Smukkere og mere filosofisk kan det næsten ikke blive til børn. Og altid er humoren med i streg og ord.
”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018” er ikke blot Karrebæks selvfortalte livshistorie. Der er en introduktion ”Når billedet får det sidste ord” af Nina Christensen, og så er hovedparten af bogen en fyldig bibliografi, hvor Karrebæk kommenterer udvalgte værker.
Tak for en smuk bog. Og for megen tekst og mange tegninger i mange år.
Jakobsen; Gunnar: ”Dorte Karrebæk og Bogen, 1970 – 2018, en bibliografi”, Vandkunsten 2018
Karrebæk, Dorte: ”I tilfælde af krig”, Dansklærerforeningen 2009
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
www.bodilchristensen.dk
seriebøger
Fællesskab, fantasy og fodbold
- seriebøger om venskab, vampyrer og den virkelige verden
”Nu tav Flemming. Far havde han alligevel respekt for. Far var streng, ofte meget streng. Men far var altid retfærdig. Slog aldrig uden grund. Og når han havde straffet, så var alting glemt. Det var nu alligevel en far, man måtte se op til og holde af.” Dette ikoniske citat fra den første Flemmingbog (Gunnar Jørgensen, 1918) viser med megen tydelighed, hvorledes familiestrukturen og værdigrundlaget for hundrede år siden så ud i kernefamilien hos grosserer Holm og det danske borgerskab.
Flemmingbøgerne kom i en serie på 11, og var en af de første ”drengebogsserier”, der kunne få børn og unge i ”fritidssamfundet” til at læse bøger. Walter Christmas’ ”Peder Most” udkom fra 1901 (læs dem, om ikke andet så for de helt fantastisk politisk ukorrekte skildringer af alle andre folkeslag end de danske), og den helt store seriebogsperiode kom fra 1940 og frem. De 81 Jan-bøger, 58 Puk-bøger, Pernille-bøgerne, Susy-bøgerne og Kim-bøgerne gav læsetræning til mange af de børn, der netop havde fået tid til at læse. Børnearbejdet var reguleret, landbruget mekaniseret og der var tid til enten at ”hænge på gadehjørnerne” eller at læse bøger. Spejderbevægelsen, friluftslivet og idrætsforeningerne skulle sammen med litteratur, der fremmede sådanne sunde interesser, sørge for, at ungdommens forfald ikke blev alt for amerikaniseret med tegneserier og kulørte blade (foruden de farer, der jo altid har luret rundt om gadehjørnet!).
Således har der altid været flere dagsordener, når børn og unge skal motiveres til at læse bøger. Når man læser bøger kan man få indsigt i og erkendelse om sit eget liv, man kan få viden om verden, og man kan (det gælder forhåbentlig for alle begrundelserne) blive underholdt. Sådan er det for voksenlæsere, men for børn og unge i uddannelsessystemet er der nok en vigtig faktor, når uddannelsesfremtiden venter, thi her fordres der gode læsere. Læsere, der kan læse såvel hvad der står på skærm, på linjer og bag skærm og linjer. De kompetencer, børn og unge skal tilegne sig i forhold til læsefærdigheder, er eksempelvis læsning af fagligt stof, fortolkning af tekster, at kunne overskue et længere handlingsforløb, at kunne forholde sig til forfatterens intention med teksten,- og helt grundlæggende skal læseren kende en lang række ord, begreber og talemåder.
Der er kun en vej til at blive en god læser: man må øve sig. Allerede Aristoteles vidste det: ”Murere bliver murere ved at mure” (og man bliver lyrespiller ved at spille lyre), og der er ikke andre veje end det lange seje træk.
Derfor er det en glæde, når der er gode seriebøger, der kan give børn motivationen til at blive dygtigere læsere. Ordforråd, begreber og talemåder styrkes, læsehastigheden trænes, og der skal (trods den til tider meget lidt komplekse handling) fortsat læses mellem linjerne.
Det er gruppen af børn, der har knækket læsekoden, der har brug for mange, mange timers træning. De seneste år er der udgivet mange gode seriebøger. Som hos Flemming, Puk og Jan, så ligger motivationen i seriebøgerne, i det genkendelige og sikre valg. Man ved, hvad man får: Hos Jan, Puk og Flemming fik man hver gang 90 -100 sider med ”kendte” hovedpersoner i et kendt miljø. Man vidste, at mysterierne og problemerne blev løst inden side 90. Der var dialog og handling. Det var bøger til børn, hvor verden blev fortalt fra barnets synsvinkel.
Sådan er det også, når nutidens seriebøger har Valde, Anemone, Moussa, Aziru og Asta som hovedpersoner. Det er deres verden, der ligger gemt i bøgerne. Det handler om fællesskab, om fantasyverdenen og om fodbold; det vil sige, at det optager børnelæserne hvordan man finder sig selv i samfundets og vennernes fællesskab; fantasyverdenen viser, at der er andre muligheder, men her sættes godt og ondt i et skarpt lys, og fodboldbøgerne (eller skaterbøger, musikgruppe-bøgerne, håndboldbøgerne) handler om at sætte sig mål for at blive god til noget. Det er således ”vigtig viden”, der læses ind også i seriebøgernes trivialform.
Fællesskab er en værdi i alle bøgerne, men Trine Bundsgaard og Lars Hornemanns ”Asta-bøger” kan være eksemplariske for denne gruppe. Asta, Fanny, Maja, Liv, Sally-Marie og resten af klassen skal få Sarah, den nye pige i klassen, til at føle sig hjemme og godt tilpas. Her er der konkurrence, jalousi og mange refleksioner over, hvordan man er en god ven. Ayse-bøgerne af Özlem Sara Cekic kunne også være valgt. Ayse møder i ”Ayse- midt imellem” med sin muslimske kultur og ramadanen Louise, der holder jul. De to piger har heldigvis vældig fornuftige forældre, der forstår at vælge det bedste fra begge kulturer, så pigerne får to fester i stedet for en. Der er mange Ayse-bøger, der alle viser, at inderst inde er vi alle ens: Vi vil gerne høre til et sted.
Fantasy-genren er en genre med Harry Potter og Skammerens datter som kendte skikkelser. Den genre fortsætter med ”Pigen fra havet” af Bodil El Jørgensen. Der er også sciencefiction (dystopisk, må man sige) med Benni Bødkers serie ”2100”, hvor man ser tilværelsen i København 2100. Det er skræmmende. Fantasy har godt og ondt markeret tydeligere, end man ser i hverdagen. Her må man selv tage stilling sammen med hovedpersonen..
Fodboldbøgernes klassikerserie til denne aldersgruppe må være Dreamteam-bøgerne af Glenn Ringtved. Andreas P og hans venner på de spanske fodboldbaner er kendt af mange piger og drenge. ”F.C. Fodbold Venner” er en ny serie af Lars Bøgeholt Pedersen og Lars Hornemann, hvor Valde og Ronaldo i ”Valdes svære kamp” spiller fodbold. Hele dagen. På fodboldbanen møder de alle hverdagens konflikter med jalousi, med eneren overfor kollektivet og de må lære at tackle nederlag og sejre. Bag i bogen er der øvelser, man selv kan arbejde videre med. ”Laudrup-finten” eksempelvis. Eller man kan gøre forsøget med at slå den 11-åige Nicolai Jørgensens 2000 ”på foden”. Kasper Hoff og Jan Solheims ”Gamerz”-serie er i samme gruppe, her er det dog computerspil, der trænes i.
Det er kendetegnende for de nye seriebøger, at de arbejder med flere modaliteter. Der er mange illustrationer, der giver læsningen en særlig dybde. Der er gjort brug af QR-koder (i Kim Langers ”Skaterland-serie”), og persongalleriet er ofte præsenteret i tegninger foran i bogen. Forfattere og illustratorer har plads ved siden af hinanden i mange af udgivelserne. Det er godt.
Mange af forfatterne har en hjemmeside, hvor man kan hente yderligere information. Helt i tråd med Jan-bøgernes ”Vil du være medlem af Jan-klubben, så køb Dansk Familieblad”. Her kunne man hver uge få en hel Jan-klub-side med hobby-stof, konkurrencer og præmieopgaver til ”raske piger og drenge”. Det er således på ingen måde nyt, når dagens forfattere (tjek eksempelvis http://www.kennethboeghandersen.dk/) også sælger t-shirts og laver facebooksider med fiktive personer.
De nye seriebøger har (for de flestes vedkommende) forholdsvis komplekse personskildringer, der er ofte humor, ironi og gode dialoger.
Seriebøgerne kan absolut anbefales. Det er læsetræning, de ekspliciterer de gode værdier om fællesskab, gode venner og glæden ved at fordybe sig, og de kan forhåbentlig lede læseren frem mod mange års litteraturlæsning, hvor der er en større grad af kompleksitet, større fokus på sprogets spændvidde, og hvor problemerne ikke nødvendigvis skal løses på side 92 med et: ”Skæbnen har spillet ind på forskellig måde Bente (som Puk hedder i ”virkeligheden”, men du har sandelig også din store andel i at det hele ender så godt.”
P.S.: Alle seriebøger er til ”raske piger og drenge”, således som Jan-bøgerne skriver det. De nye seriebøger signalerer meget tydeligt pang-farvede pigebøger og orange-blå drengebøger. Det er ærgerligt, at forlagene cementerer kønsfordelingen. Drenge og piger må gerne dele interesser og livserfaringer. Gennem Asta, Valde, Tim, Anemone, Moussa og Ayse kan man få indblik i tilværelsen set fra henholdsvis pige- og drengeværelset.
Fantasyseriebøger:
El Jørgensen, Bodil: Pigen fra havet. 1. Ravmedaljonen, 2. Tågeskjoldet, Gyldendal 2016
Bødker, Benni og Simon Bukhave: 2100, 1. Flugtaktion CPH, 2. Generation 2.0, - og flere på vej, Corto 2016
Fodboldseriebøger (indbefatter også bøger om computergamerz, håndboldspillere med mere):
Bøgeholt Pedersen, Lars og Lars Hornemann: FC Fodboldvenner, 1. Ronaldo og Valde, 2. De nye støvler, 3 Et rigtigt hold, 4. Kampstart, 5. El Classico, 6. Høje mål, 7. Store drømme, 8. Valdes svære kamp, - flere bøger på vej, Gyldendal 2016
Hoff, Kasper og Jan Solheim: Gamerz, 1. De Ukendte, 2. Gudernes Maske, 3. Paradis 42, 4. Kampen om magten, - og flere bøger på vej, Gyldendal 2016
Veninde-seriebøger:
Møller Jørgensen, Lene: Anemone, 1. Det store ønske, 2. Hemmeligheder og hvide løgne, 3. Vild med dans, - flere bøger på vej, Gyldendal 2016
Cekic, Sara Ôzlem og Runa Steppinge: Ayse, 1. Ayse og alle de andre, 2. Ayses forelskelse, 3. Ayses røde tørklæde, 4. Ayses pyjamasfest, 5. Ayses ramadan, 6. Ayses jul, 7. Ayse midt imellem - og flere bøger på vej, Gyldendal 2016
Foldberg, Susanne og Bodil Bang Heinemeier: Directioners, 1. Anna og Harry, 2. Sarah og Niall, 3. Sille uden Niall, (og kan man gætte på bøger om Liam, Louis og måske Zayn?); Høst og søn, 2016
Bundsgaard, Trine og Lars Hornemann: Asta, 1. Asta og det store flytterod, 2. Asta og det glemte gravsted, 3. Asta og Fanny for evigt, 4. Asta på lejrskole, 5. Asta og løgnehistorien, 6. Asta og fødselsdagsgaven, 7. Asta, hr .Bibi og det lille bæst, 8. Asta og den hemmelige nøgle, 9. Asta og den lille søster, 10. Asta og den svære juleglæde, 11. Asta og den nye pige – og flere bøger på vej, Gyldendal 2016
Sonne Harild, Kirsten og Jan Solheim: The Oh my Godz: 1. Hjertestop, 2. Den (alt for store) makeover, 3. En til dig, en til mig, 4. Band til salg, - og flere bøger på vej; Gyldendal 2016
Sjove seriebøger:
Hoff, Kasper og Jon Solheim: Doktor Z, 1. Elevatoren til jordens indre, 2. Tidsspillerne, 3. Varulven kommer, 4. Dommedagsmaskinen, 5. Frankensteins monster, 6. Den mystiske bog, 7. Bæstet fra dybhavet, - flere bøger på vej, Gyldendal 2016
Aamand, Kristina og Elisabeth Kiertzner og Charlotte Pardi: Omar, Bruno og Mussa-serien; 1. Omar, Bruno og Mussa gør alle glade (undtagen dyrehandleren), 2. Omar, Bruno og Mussa og sagen om den mystiske numsevandkande, 3. Omar, Bruno og Mussa – Tapre typer (og tre indianere), 4. Omar, Bruno og Mussa Mission bye bye, bassemand – flere titler p vej, Gyldendal 2016
Den historiske seriebog:
Bech, Sussi og Ingo Milton: Aziru, 1. Skæbnekniven, 2. Den hornede gud, Eudor 2016
Klassikeren i ny udgivelse:
Ringtved, Glenn med tegninger af Rasmus Jensen: Dreamteam, 1. Mod nye mål, 2. Lad fødderne tale, 3. Hola Manola, 4. Tilbuddet, 5. Malaga tur/retur, 6. Fodbold og kærlighed,7. Ven eller fjende, 8. Bold, sved og tårer, 9. Rigtige venner – Gyldendal, 2016
Tusinde forskellige liv
”Da Gud var dreng kunne han slet ikke forestille sig at han engang skulle blive voksen og oven i købet far til en dreng som der skulle blive så mange problemer med.” Sådan foregriber Skt. Nielsen og Madam Karrebæk, der står bag billedbogen ”Da Gud var dreng” de kommende trængsler for Gud. Gud havde ellers et helt blankt udgangspunkt i en verden af tomhed, da han var dreng. Der var intet hverken at bekymre sig om eller at glæde sig over: ”Da Gud var dreng var der ingen kære mor men heller ingen far og ingen storebror eller lillesøster og heller ingen hund, der kom når han kaldte.” Og videre: ”Da Gud var dreng var der heller ingen abrikostræer, og ingen bregner og ingen duer og ingen cikader og intet efterår og ingen fiskehejre.”
Den tomhed, Gud herefter rådede bod på med sine mange skabelsesdage, bliver fyldt med flag, fødselsdage og flyvemaskiner, men også med børnesår og bælgmørke.
Verden er både ond og god, og i de helt særligt gode børnebøger ser man verden som den er i hele sin kompleksitet: God, ond og alt det midt i mellem.
Det gælder for skabelsen, det gælder også for de mere jordnære problemer i familien og vennekredsen. Når hovedpersonen i billedbogen ”Heks ” af Kim Fupz Aakeson og Rasmus Brejnhøj ser sine skilsmisseforældre møde nye partnere i form af en heks og en trold, så får børns mange skilsmissebekymringer et konkret udtryk: ”Hej” siger min far. Og krammer hende. Jeg står helt stille og fryser. Min far har mødt en heks.
Har du sagt ordentligt hej?, spørger min far.
Hmmgffff, siger jeg.
Vi har sagt hej på vores måde, siger heksen og lugter af svovl.
En heks? Er han helt fra den?”
Sådan kan de store problemer i hverdagslivet for børn illustreres med ord og billeder. Litteraturen kan også sætte ord på de mange følelser, der fylder, når veninder bliver omdrejningspunktet for hvorvidt livet lykkes.
Skulle nogen tænke, at det var enkelt og ligetil at være en pige i 10-12 års alderen, så skal man læse Susanne Foldbergs ”Directioners ,Harry ”, hvor fankultur og mobiltelefoner fylder hverdagen for pigerne med megen uro: ”I frikvarteret stod Sara alene ovre ved cykelstativerne. Det så ud, som om hun sms’ede Sikkert med Sille. Anna gik hen imod hende, men Sara vendte ryggen til. Anna stoppede op. Hun hadede sig selv. Kunne det være så farligt at gå hen til Sara? De havde jo været veninder i en evighed.”
Bøger kan også være indgangen til en viden om, hvordan verden ser helt anderledes ud, hvis man nu var født et andet sted. Hvordan er det at være på flugt fra den kendte og overskuelige verden mod en ukendt, livsfarlig og ugæstfri verden? Det kan man lære om i Josefine Ottesens julekalenderbog ”Havenisserne”. Og vil man have indblik i hvordan verden kan fyldes med monstre og mørke, når ens mor ligger for døden af kræft, så kan man læse Patrick Ness’ ”Monster”.
”To make good principles real, we need to develop our ”inner eyes”. Sådan citerer Nussbaum forfatteren Ralph Ellison, der skriver således i sin roman”The invisible man”. Den amerikanske filosof Martha Nussbaum siger endvidere: ”Selvfølgelig er det vigtigt, at unge mennesker har et arbejde og føler medbestemmelse på den førte politik. Men hvis du aldrig er blevet trænet i at forestille dig, hvordan dine medborgere har det, og kan finde ud af at argumentere med respekt, vil demokratiet i sidste ende fejle”. Her er Nussbaum helt på linje med danske K. E. Løgstrup: ”Saadan taler vi jo ogsaa om at forsøge paa at sætte os i den Andens Sted, se Tingene med hans eller hendes Øjne, ud fra deres Situation – men det kan jo ikke ske uden ved Fantasiens Hjælp; den skal til for at forstaa det andet Menneske.[1] Når Løgstrup taler om fantasien, så er det skønlitteratur og fiktion, der ligger bag begrebet.
Også den nyere Theory of Mind argumenterer for fiktionslæsningens værdi, når det gælder at lære børn og voksne empati og forståelse for andre. ”Læser man bare 10-15 minutter god skønlitteratur øges ens evne til at forstå andre menneskers tanker og følelser. Noget som kan gøre os til mere empatiske og bedre fungerende mennesker, skriver forskeren og psykologen David Comer Kidd fra The New School for Social Research i New York, USA. Han har sammen med Emanuele Castano undersøgt, hvad skønlitteratur egentlig gør ved os rent psykologisk, når man eksempelvis har en stærk oplevelse, at blive helt opslugt af en bog.” [2] Rasmus Kragh Jakobsen redegør på videnskab.dk for denne forskning. Processen hedder Theory of Mind på engelsk, og det kan oversættes som værende ”evnen til at sætte sig i en anden persons sted og forstå dennes følelser, tanker og motiver”. Theory of Mind er blandet andet afgørende for, at vi kan navigere i de komplekse sociale sammenhænge, vi lever i, og det er den evne, der giver os følelsen af empati, der hjælper med at binde os sammen i store grupper. Denne evne til at sætte sig i andre sted forstærkes signifikant, når man læser kompleks skønlitteratur.
Der er tale om en signifikant forstærkning af denne evne, når der læses kompleks skønlitteratur (ikke faglitteratur, ikke triviallitteratur og ikke krimier med genkendelige plot og så videre). Det er kompleksiteten i ”skønlitteraturen”, der er den afgørende faktor.
Sociologen og samfundsforskeren Rasmus Willig udtaler sig i Nordjyske Stifttidende i artiklen ”Farvelfærd” i januar 2015 således: ”Noget af det fineste og mest fundamentale ved at være menneske, er evnen til at sætte sig i et andet menneskes sted og hjælpe den pågældende, hvis han/ hun har brug for det. Men konkurrencestatens logik er, at vi i stedet skal se på vores medmennesker som konkurrenter”. Man må kunne sætte sig i andre mennesker sted. Det er en evne, der i høj grad er brug for i en verden med mange globale kulturelle og økonomiske udfordringer.
Forskere, filosoffer og fagfolk har forsket i fiktionens betydning for hvorledes vi får et nuanceret syn på os selv og andre- Det gør de klogt og klart, men Amalie på 14 siger det selvsamme i en facebookkommentar på Josefine Ottesens væg:
"Jeg elsker at læse, fordi det er et andet liv, som man kan opleve igen og igen. Der er mange mennesker, der siger at man kun har et liv, men hvis man læser bøger, kan man have tusinde forskellige liv, hvor man får fantastiske oplevelser, som man aldrig ville have oplevet, hvis man kun havde et liv.”
Også derfor kan det anbefales at læse gode bøger.
Bugge, David: Løgstrup og litteraturen, Klim 2009
Christensen, Bodil: ”At læse er at se”, i Billedromaner i brug, Dansklærerforeningen 2007
Foldberg, Susanne: Directioniers 1, Anna og Harry, Høst og søn, 2015
Fupz Aakeson, Kim og Rasmus Brejnhøj: Heks, Gyldendal 2015
Ottesen, Josefine: Havenisserne flytter ind, Høst og søn, 2015 (julekalenderbog)
Ness, Patrick: Monster, Gyldendal 2015 Sankt Nielsen og Madam Karrebæk: Da Gud var dreng, Høst og Søn, 2015
Nussbaum, Martha C.: ”The new religious intolerance, overcoming the politics of fear in an anxious age”, The Belknap Press of Harvard University Press, 2012
[1] Fra ”Jakob Knudsens opdragelsestanker” i Edvard Petersen (red): Julebogen 1948 udgivet af Kirkeligt Samfund, s 67 – 89 (her fra Bugge, p. 306)