Skumfiduser

 

MurmellemRum – en rejse i Rum, Rundetårn og Ole Rømers tid

 

Katinkas klasse er på skoleudflugt til Hven:

”Klassen skulle se alt, hvad der havde at gøre med Tycho Brahe. Uranienborg og Stjerneborg, kirken, museet og planetstien.

Trine Marie fortalte og fortalte og fortalte mens de traskede rundt.”

Det lyder velkendt, når Inge Duelund Nielsen skriver om Katinka og Ole Rømer og kalenderskiftet år 1700 i bogen ”MurmellemRum”. Det er en spændende fortælling til børn i 10-12-14 års-alderen, og det er en bog, man bliver klog af at læse. Man bliver klogere på naturvidenskabens forgangne forskere, men man bliver også udfordret i forståelsen af tid.

Ole Rømer arbejdede i observatoriet på toppen af Rundetårn. Han levede fa 1644 til 1710, og det var i den periode, nemlig i 1700, at Danmark skiftede fra den julianske kalender til den gregorianske, så vi fik den samme tidsregning som landene omkring os. Skiftet betød, at man gik direkte fra 18. februar til 1. marts. Ole Rømer studerede stjerner og astronomi fra Rundetårn. Tårnet blev bygget i 1642, mens Trinitatis Kirke, som det er bygget sammen med, først var færdig i 1656.

Der er mange naturvidenskabelige oplysninger og megen viden om naturvidenskaben på Ole Rømers tid i bogen ”MurmellemruM”. Titlen er i sig selv et palindrom, altså et ord, der kan læses forlæns og baglæns, det referer også til tiden, der altid går forlæns, men ofte opleves det skete i en baglæns forståelse.

Her i ”MurmellemruM” er det to venner, Tyge og Katinka, der forsøger at sætte tiden i stå, så de kan nå at redde Tyges lillebror Jakob, der venter på en hjertedonor, så han kan blive rask. I deres kamp mod tiden leder de efter en tidslomme, hvor tiden står stille. En tidslomme, hvor Jakob kan være indtil der findes en donor. Jagten på tidslommer fører dem først til Hven, hvor Tycho Brahe havde sit Uranienborg, de kommer også til Botanisk Have i København, men meget af handlingen foregår i Rundetårn. De har fundet en bog, som Ole Rømers assistent Johanne Mathiesen skrev, da hun var sekretær for Ole Rømer.

Inge Duelund Nielsen har samarbejdet med astrofysikeren Anja C. Andersen. Hun har været fast sparringspartner, mens bogen blev skrevet.

Det er en spændende bog. Dels er plottet med jagten på tidslommerne (som der altså ikke er et naturvidenskabeligt bevis for) spændende, der er også fine portrætter af Tyge og Katinka fra nutiden og Johanne (og hendes kreds af timeglas-tidslomme-kvinder) fra 1700-tallet. Dels er det også spændende med datidens syn på naturvidenskaben, arbejdet med kalendereformen, pigers ret til at kunne læse og skrive og kampen for mad og overlevelse hos de fattige i byen.

Det lykkes Inge Duelund Nielsen at holde balancen mellem fiktion og fakta på fremragende vis. Som en sidehistorie får man også den syge Jakobs egen kamp mod kedsomheden, mens han venter på en donor. Jakob magter ikke at skrive sine tanker ned, så han skriver dem inde i hovedet. Her holder han styr på en lang række palindromer, der også er en del af historien for Tyge og Katinka.

”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde”. Sådan kan man kort formulere essensen fra en læseundersøgelse fra 2005. Her bliver læseren klog på en smuk, men også spændende måde.

Sidst i bogen er der en række forklaringer, så man lige kan tjekke information om Rundetårn, Ole Rømer, Hven, Botanisk Have og Kalenderreformen. Og så står der: ”Fiktion eller fakta? Meget i historien bygger på fakta, meget på fri fantasi. Du kan prøve at finde ud af, hvad der er hvad. Nogle gange overgår virkeligheden fantasien.”

P.S. Der er også en lille sød kattekilling, en syg donorventende lillebror, en kærlighedshistorie og mange palindromer med god humor i bogen. Der er mange gode grunde til at bruge den til højtlæsning og fælles fornøjelse.

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Der hvor du ikke vil hen

 

”Så vidste jeg, at jeg var nødt til at skrive den roman, jeg nu har skrevet.” Sådan fortæller forfatteren Astrid Saalbach om bogen ”Der hvor du ikke vil hen”, der er en slægtsroman med afsæt i forfatterens mormor og de mennesker, hun levede sammen med.

Astrid Saalbach er årgang 1955, hun er en forfatter med mange romaner bag sig, men i tredive år har et stort bundt breve, udklip og fotografier fulgt hende. De har overlevet mange flytninger, de har ligget helt stille og ventet på at blive skrevet til en bog, og nu er bogen her. Det var Saalbachs mormor, der kort før sin død ryddede op i sit hus og sit indbo. På et besøg hos mormoderen så Astrid Saalbach i papirkurven et bundt med de omtalte breve og udklip. ”Dem må du få”, sagde mormor, og så kom bundtet op fra papirkurven.

Det er blevet til en historie om to kvinder, Sigrid og Anna, der begge stammer fra Fåborg.

Her i begyndelsen af 1900-tallet vokser Sigrid op i en forholdsvis velstående familie. Mosteren Anna er den anden hovedperson, lidt ældre end Sigrid. Hun er smuk, derfor sidder hun model for maleren Niels Nedergaard, der er en gift mand. De to bliver forelskede, og det bliver en skamplet på familiens ry. Det var på ingen måde god stil i det bedre borgerskab. Efter mange stævnemøder i det skjulte i Fåborg og i København tager Anna til København, får en uddannelse som tandlæge, og herefter vælger hun at rejse til Grønland for at arbejde som tandlæge i en kortere periode. Grønland i begyndelsen under Første Verdenskrig er et øde og koldt sted, men det er også et sted med god brug for en tandlæge.

Det er spændende læsning om livet som tandlæge i Godhavn. Hun er en selvstændig kvinde, der klarer mange ugers rundrejse på hundeslæde, konebåd og motorbåd rundt til de små bygder, der sjældent får besøg. Og slet ikke besøg af en tandlæge. Sådan beskrives et besøg i en bygd: ”Fem dage efter hun var ankommet, pakkede hun sin boremaskine og instrumenter ned igen for at rejse videre til en boplads på den anden side af isbræen. Lige som hun havde taget plads på slæden og trukket isbjørneskindet over sig, kom distriktslægen løbende. For at sige farvel, troede Anna et øjeblik.” Det var nu ikke for at sige farvel, men der var udbrudt skarlagensfeber i kolonien, og så måtte alle blive på samme boplads for ikke at bringe smitten videre. Mange døde, og først efter flere uger kom Anna videre med sin transportable tandlægepraksis.

Hjemme i Fåborg er Sigrid på vej fra barn til voksen. Sigrid er flittig, dygtig i skolen og hun skriver allerede som syvårig breve til moster Anna. Det er heldigt, at der har været en tid, hvor man skrev breve, besvarede breve og gemte disse breve. Postvæsenet har fungeret upåklageligt. Sigrid vil ud i verden, og hun skriver og får breve fra København, London og Paris med ganske få dages postlevering.

De to kvinder har meget tilfælles. De vil begge noget andet og mere end det at forblive i det lukkede købstadsmiljø i Fåborg. De vil lære noget, de vil se noget, og de stiller sig ikke tilfreds med de nemme løsninger. Rundt om de to skæbner er der fremragende beskrivelser af datidens svære sygdomme. Der er skarlagensfeber på Grønland, hvor mange grønlændere dør. Der er tuberkulose i Danmark (og på Grønland). Anna er indlagt på tuberkulosesanatorium, hun tilbringer mange uger på sanatoriet, hvor man ligger udenfor i ”liggesale”, man fedes op og får frisk luft. Der er naturligvis også megen tandpine, der møder Anna i virksomheden som tandlæge, og i sin praksis på Grønland fører hun en fin statistik over de tilfælde, hun ser og behandler.

Anna kommer hjem fra Grønland, hun bliver i København som tandlæge, og her møder hun August, der er en meget forelsket dyrlæge med egen praksis. De bliver gift.

Første Verdenskrig har stor indflydelse på livet for Sigrids familie. Krakket i tyverne og den finanskrise, der her fulgte har også betydning for Sigrids brødres liv.

Det er Sigrids liv der følges i sidste del af romanen, og hun spejler sig næsten livet igennem i arven fra Anna. Det er en svær arv.

Astrid Saalbach skriver, så man lever med hovedpersonernes liv og tiden, de er underlagt. Begyndelsen til Anden Verdenskrig og flygtningeproblematikken får også en bemærkning, der (som med skarlagensfeberen og tuberkulosen) kan relateres til nutiden: ”Man talte om det, man altid talte om på den tid, de nye flygtninge. Jøder og kommunister de fleste, der var begyndt at komme over grænsen fra Tyskland, hvor nazisterne i snart et år havde haft magten. Enoghalvfjerds havde man indtil videre taget imod, hvad mange mente måtte være nok.”

”Der hvor du ikke vil hen” er en roman, der fortæller om to stærke, smukke kvinder, der klarer sig på hver deres vis igennem livet. Det er ikke et let liv, men de tager det med oprejst pande og en ukuelig vilje til at få det bedste ud af balancen mellem andres krav og forventninger og egne ønsker til livet. Til tider må man gå ”Der hvor du ikke vil hen” siger præsten i talen til mormoderens begravelse.

Det er en stor glæde at følges med Sigrid og Anna gennem romanens slægtshistorie. Sproget er som et isbjørneskind på en kold hundeslæde: varmt og varsomt fortælles der mildt om et barskt og til tider besværligt liv.

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Litteratur, der rækker langt ud i den vide verden

 

”Ida Ilsted, siger han. Må jeg male dig.” Sådan spørger den generte og introverte Wilhelm Hammershøi den unge Ida Ilsted, malerkammeratens søster, der bor i Stubbekøbing fjernt fra København. Hun siger ja, den unge Ida. Og så maler Hammershøi Ida igen og igen, oftest set fra ryggen med nøgen nakke og en udsigt ud mod verden gennem småsprossede vinduer. Det har Jesper Wung-Sung skrevet om i romanen ”Kvinde set fra ryggen”. Det er en aldeles fremragende roman, hvor der ikke sker særlig meget, men i sproget (og på malerierne) sker der noget ganske stille.

Her kommer nu en række anbefalinger på helt ny litteratur til sommerens lange dage. Måske er der ”byger, der går og kommer”, måske ville man gerne være længere ude i verden, måske er der ro i sommerlandet, - og så må man citere Astrid Lindgren: ”Man læser bøger for at komme langt ud i den vide verden og dybt ind i os selv.”

  1. Kvinde set fra ryggen” af Jesper Wung-Sung. Den er bare god.
  2. ”Der hvor du ikke vil hen” af Astrid Saalbach. Saalbach får et bundt breve af sin mormor, da mormor ryddede sit indbo kort før hun døde. De breve har Astrid Saalbach fundet frem, og nu har vi fået en historie om to kvinder fra Fåborg, Sigrid og Anna. Det er fortællingen om kærligheden umulige vilkår i et sydfynsk borgerskab, det er også fortællingen om Anna, en livsduelig kvinde, der blev tandlæge, rejste til Grønland, kom hjem igen og fandt lykken ganske kort. Og så får Sigrid sin plads. Den fylder hun også ud.
  3. ”Den inderste kerne” af Lotte Kaae Andersen er fortællingen om den store danske forsker Inge Lehmann. Få kender hende, men det var Inge Lehmann, en forsker på niveau med Niels Bohr,  der fandt ud af, at jorden har en indre kerne.  Inge Lehmann var et særligt og sært menneske, men man får stor forståelse for hende (og for forskningen) i bogen: ”Inge har altid været helt sin egen. Lige fra fødslen var hun svær at gøre tilpas. Skrøbelig og aparte og alligevel så trodsig, at hun altid endte med at få det, som hun ville.”
  4. ”Hvis vi ikke taler om det”, af Leonora Christine Skov. Skov har skrevet om sin opvækst i ”Den der lever stille”, og her i den nye roman, er det en fortælling om det fortsatte liv, den fortsatte skrivning og glæden ved gode læsere. Det er en bog, der viser et billede af en ret ukuelig forfatter, der har masser af selvironi og lige så megen humor. ”Men du skal vel også snart i gang med at skrive igen?, spurgte min far, og hans ord sendte mig direkte ned i en brønd af Særdeles flink og Dygtig og gennemsnitlig godt begavet og aldrig god nok, uanset hvor hårdt jeg arbejdede. Jeg padlede rundt derned, stadig med hovedet oven vande, men uden det store overblik.”
  5. ”Vi tog op med mor” af Karin Smirnoff. Det er nummer to i en serie efter ”Jeg tog ned til bror”, og det er UdkantsnordSverige i en sproglig form, der er helt fantastisk. Indholdet er uappetitligt, voldeligt, fyldt med druk, biler, sne og en lille smule kærlighed. Det er så godt. Og så er det meste skrevet med små bogstaver: ”Jeg puffede ham i siden. Tog bukserne på og knappede skjorten. Harkede en sej klump op. Rullede den i munden, hvor den voksede som en snebold ned ad en bakke. Så spyttede jeg ham i ansigtet. Jeg vidste, at han ikke ville vågne.”
  6. Mig ejer ingen”af   Åsa Linderborg har en mand i hovedrollen. Åsas far, der var smed. Han drak også en hel del, men han gjorde sit bedste for datteren Åsa: ”Det mest kendetegnende ved min far var hænderne. Store, grove, krumme og dækket af hård hud. Grovsmedehænder. Før han fyldte femogtredive var de stive af fabriksarbejde. Om aftenen sad han og prøvede at rette fingrene ud, både skræmt og stolt over, at det var umuligt.”
  7. ”Rampen” af Jesper Stein er også en selvbiografisk bog om en far. Og en far, der drikker alt for meget. Det litteraturprofessor Stein Larsen i Risskov, Århus. Han drikker på en anden måde end Åsa Linderborgs far, men det giver samme uro i familien.
  8. ”Hvide blomster” af Sissel-Jo Gazan er herlig med botanik som bonusinfo i en krimi-ramme: ”Jeg sår min oldefars giftfrø i drivhuset. Jeg tager ti frø fra hvert giftpulverglas, hundrede giftplanter i alt. Fingerbøl, Bulmeurt, Skarntyde, Liljekonval, Stormhat, Hundepersille, Engletrompet og Klatrelilje, Høsttidløs og Giftyde.”
  9. ”Gennem sprækkerne i et demensforløb” af Marianne Iben Hansen er noget helt, helt andet. Det er også selvbiografisk, og det er en refleksion over de sidste fem år med faderen, der blev mere og mere dement. Smukt, stille og sørgeligt: ”Jeg besøgte dig tit, kunne ikke andet, og jeg havde lyst til at vrisse af folk, når de: Nu må du også huske at passe på dig selv.

For hvad betyder det? Troede de, at der fandtes en måde at pakke det ubærlige sammen til noget, der kunne løses konstruktivt? At med den rette formel og de rette valg ville det hele gå op?”

  1. Til ungdommen” af Linn Skåber. En bog, der kan gives til alle unge. Hvis folkeskoleeleverne skal have en dimissionsgave, så giv dem ”Til ungdommen”. Eller giv den til konfirmander, til fødselsdag eller til nye studenter. Linn Skåber er en norsk komiker og skuespiller, men her har hun talt med mange unge og har nu skrevet en bog med de unges tanker i fine portrætter (og illustreret af Lisa Aisato): "Pænt brugt teenagetid. Gratis afhentning.

Der er ikke så meget. Der er kun det, du ser. Lige her. Du kan have det hele i bilen. Et par kasser eller tre, nogle sneakers, nogle ubrugte fredagsaftener og et gavekort til Zara. Bare tag det med også. Skal ikke bruge det selv.

Det vil sige, den ene kasse er tungere. Den her. Den skal I nok være flere om at bære. Ret mange, faktisk. For på den står der ”forventninger”.”

Det var ti gode bøger. Der er mange flere titler, der kunne nævnes. Andre kunne have valgt helt anderledes. Men disse er gode. Og Jesper Wung-Sung kan få det sidste ord med tanke på de mange gode timers EM-fodbold, der er i vente. Han siger: ”Jeg har aldrig læst for at blive underholdt, og jeg har aldrig skrevet, fordi det er sjovt. Hvis jeg vil lave noget sjovt, drikker jeg øl og spiller dart, og hvis jeg vil underholdes, ser jeg fodbold. Jeg skriver, fordi livet i enhver forstand er for fantastisk til at nøjes med at leve det. Og fordi det kun er ved at skrive, at jeg til fulde forstår, hvad der er vigtigt i mit liv. Derfor skriver jeg også hver dag året rundt.   Når jeg begynder at skrive, fortæller jeg en historie, der ikke handler om mig, samtidig med at jeg genopdager, hvem jeg er, hvor jeg vil hen, hvad der betyder noget for mig i dette ene lille, store liv, som er mit.”

God sommer. Med håbet om, at læserne kommer langt ud i den vide verden. Enten med færge, fly eller litteratur.

 

 

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraph, li.MsoListParagraph, div.MsoListParagraph {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraphCxSpFirst, li.MsoListParagraphCxSpFirst, div.MsoListParagraphCxSpFirst {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraphCxSpMiddle, li.MsoListParagraphCxSpMiddle, div.MsoListParagraphCxSpMiddle {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraphCxSpLast, li.MsoListParagraphCxSpLast, div.MsoListParagraphCxSpLast {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}ol {margin-bottom:0cm;}ul {margin-bottom:0cm;}

 

Flora Nattergal gik med lampen gennem Krimkrigens sygestuer

 

”Det er også blevet bestemt, at Flora skal rejse alene på ferie hele sommeren.

Det skal blive godt for os at opleve noget hver for sig.

Bliver der sagt.

Flora har vist ikke noget imod det, men jeg kan ikke se, hvad det skal gøre noget som helst godt for.

Overhovedet.

Merde.”

Mette Hegnhøj skriver og Anna Jacobine Jacobsen har tegnet en historisk beretning om Flora og Pop, der vokser op på landet i England, og her passer de forliste ugler, fortabte skildpadder og andre smådyr, og de opretter et ”hospital”, hvor de kan pleje de skrammede kræ.

Det er Flora, også senere kendt som Florence Nightingale, der her er tale om. Hendes søster Parthenope kan næsten ikke forestille sig en hel sommer uden sin søster ved sin side. Men de skilles. ”Nogen” synes, det kan være en god ide.

Her i billedbogen ”Flora Nattergal” er de to søstre fortsat børn, men det er her, man kan læse, hvordan Flora, som Florence kaldes, allerede som barn var den fødte sygeplejerske.

Søsteren Pop har allerede som barn set, at Flora ikke kan følge forældrenes planer om godt giftermål og et gods at bestyre. Flora er født i 1820, hun vokser op i et konservativt engelsk upper-class-miljø, men hun bryder med det, mens søsteren Pop i højere grad lever op til forventningerne: Pop gifter sig med Harry, får børn og en karriere som børnebogsforfatter.

Det er Pop, der må passe Floras hospital, mens Flora er alene på ferie hos fjern familie. Pop er klar over, at Flora må følge egne veje: ”Inden i Flora er en Flora, som ikke kan blive, fordi hun må følge sine egne veje. Selvom jeg er imod. Contre.”

Det er en bog, hvor Mette Hegnhøj, der skriver fra Sønderhå i Thy, har taget sig af teksten. Anna Jacobine Jacobsen tegner, og hun giver Pop og Flora store nervøse iagttagende øjne, kroppene er bøjelige og føjelige, men armene er lange nok til at omfavne alle dyr og fugle, der har brug for det. Alle tegningerne er i sort – hvide blyantsgrå toner, lige med undtagelse af det billedopslag, hvor der går en regnbue af tanker mellem de to adskilte søstre.

Parthenope, der kaldes Pop, forbliver hele livet den søster, der fulgte konventionerne og forblev i skyggen af søsteren, mens hun passede sin mand og forpligtelserne i de store stuer, mens Flora lyste med lampen på sine vandringer i sygestuerne hos de sårede i Krimkrigen. Sådan er det en historie om det bagland og den opvækst, der altid er at finde bag de kendte og nyskabende personer som eksempelvis ”opfinderen” af den moderne sygepleje: Florence Nightingale.

Krimkrigen? Mange vil tænke, hvem kæmpede her? Var det ikke Rusland mod et forbund af Frankrig, Storbritanien, Sardien-Piemonte og Osmannerriget på den anden side. Jo, det var det. Det var i 1853- 1856, det var en krig, der førtes over store områder nær Krimhalvøen, men i dag kendes krigen nok mest fordi, det var her Florence Nightingale fik sat system i sygeplejen. Nok ser man hende først og fremmest afbilledet gående med en lampe gennem de store lazaretter på Krimhalvøen, men hun var en bestemt og autoritær kvinde, der organiserede sygeplejen. Hun førte statistik over hvilke tiltag, der virkede helbredende, og hun var en af de første til at fokusere på effekten af noget så simpelt som gode bade – og toiletforhold, der kunne mindske epidemier, kolera, tyfus og alle sårinfektioner. Alene en fokusering på udluftning på sygestuerne var med til at redde mange sårede soldaters liv.

Her i bogen om Flora Nattergal handler passer hun også en syg ugleunge, som hun kalder Athena. Uglen overlever, og den kan nu ses udstoppet på Florence Nightingale-museet i London.

Søsteren Parthenone, der blev forfatter, skrev og tegnede sin første børnebog om netop ugleungen Athena. En bog, der blev tilegnet søster Flora.

Nu har Mette Hegnhøj og Anna Jacobine Jacobsen (og forlaget Jensen & Dalgaard) givet søsteren Parthenope en plads ved siden af Florence, men de giver også nye læsere mulighed for at møde Florence Nightingale.

P.S: Florence Nigthingale kom hjem fra Krimkrigen, og så oprettede hun ”NIghtingale Training School” for sygeplejersker. Frisk luft, god hygiejne og venlige smil er fortsat gode elementer i sygeplejen.

 

 

 

 

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Dansklærere skal læse (meget mere) litteratur

 

Godt nytår. ”Hvad har du læst af god litteratur i juleferien?” Sådan spurgte jeg, da mit danskhold på læreruddannelsen tjekkede ind på teams denne mandag morgen.

Første undervisning efter to ugers fri, mandag morgen klokken 8.00. Og inden jeg klynker og klager, så er de lærerstuderende her på første årgang altså klar: Alle møder ind. Til tiden. Med kameraet tændt rundt om på de blå skærme i Nordjylland. De er flittige, de arbejder med stoffet, de møder ind ,og de er også (og det er en vigtig kompetence) opfindsomme, kreative, sjove og gode til at samarbejde.

Der er megen ros til de kommende dansklærere. MEN, - i bedste Mads&Monopolet-stil så følger der her et stort MEN: de læser ikke litteratur. Eller: De læser ikke nok litteratur.

På teams ”tjekker man ind” med en ”Godmorgen-runde” hvor alle på skift siger godmorgen med kameraet tændt og muligheden for at give et venligt smil. I dag var opgaven så at sige godmorgen, - og dernæst kommentere på noget litteratur, vedkommende havde læst i ferien.

Flere havde læst børnebøger eller en ungdomsbog, Sarah Engell, Anders Mathessen og Martha Flvybjerg Tode. Nogle havde læst ”Brødrene Løvehjerte” fordi det er den kommende praktik, der byder på arbejde med Lindgrens klassiker. MEN…. en tredjedel kommenterede: Jeg har holdt fri, jeg har ikke læst noget. To ugers ferie. Uden mulighed for at tage på ski. Uden store sociale begivenheder. Jeg blev lidt ……. skuffet, bekymret og blå i humøret.

 

Jeg har nu slået panden mod døren hårdt i en halv times tid, jeg har sukket, jeg har vendt øjnene mod himlen og mod bogreolen for at finde trøst. Der var ingen trøst. Der er kun ét at gøre: Læselyst vækkes kun, når læsningen bliver en del af hverdagen. Når bøger, (og film, kunst, teater, - tekster i alle genrer) bliver en del af hverdagen.

Nysgerrigheden hos eleverne vækkes kun af engagerede lærere, der har fagligt overskud. Det må jeg søge at bidrage med, så de danskstuderende ikke er i tvivl om, at bøger er en del af juleferien (sommerferien, vinterferien, hverdagen) fremover. Det er en opgave jeg nu vælger. Ak.Jeg taber sikkert dagligt, men jeg vil prøve!

Der er skrevet meget om, hvorfor man skal læse bøger. Løgstrup, Felski, Nussbaum, Rosenblatt,. Brinkmann, Tangaard og mange andre teoretikere siger det. Noah på ti år siger det også: ”Man bliver i hvert fald klogere af det. Og det er sjovt. Og fordi der sker noget sjovt, der ikke sker i virkeligheden, så tænker man kun på det hele dagen.” Og han fortsætter: ”Altså, der er nogen, der bare arbejder ved en skærm hver dag, og så kan de ikke bruge fantasien, og når de så har fri, så er de supersure. Hvis man ikke har en fantasi, så kommer man til at få et meget kedeligt lille liv”

Fantasi kan fremmes mange steder, men dansklærere må bidrage med den mulighed for at styrke fantasien, kreativiteten og livsforståelsen, der ligger i litteratur. Derfor skal man som dansklærer kunne leve op til fagmålet: ” Eleverne skal i faget dansk udvikle deres udtryks- og læseglæde og kvalificere deres indlevelse og indsigt i litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation.” Det står der. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, hvis lærerne ikke selv arbejder med egen læseglæde?

Derfor vil jeg nu strukturere de danskstuderendes egen læsning i langt højere grad. Vi har på Læreruddannelsen i Aalborg et krav om, at der på hvert semester læses 1000 sider skønlitteratur til en studieredegørelse. Det glæder studerende sig over, det kommenteres altid, at det er godt med et klart krav. Her læses børne- og ungdomslitteratur, men … vi ved det jo: 1000 sider er ikke meget. Det er ikke nok.

Foreløbig tager jeg den ”muntre og multimodale” indgang til mere litteraturlæsning hos danskstuderende. De får følgende gode råd, der gerne må læses som et krav:

  1. Gå ind på dr.dk (linket står her sidst i denne opgave) og se ALLE afsnittene om Mick Øgendahl og de store forfattere.
  2. Læs nu mindst to af de klassikere, du bliver optaget af. Det kan være Herman Bang og ”Tine” (aktuel på Aalborg Teater) eller det kan Michael Strunges ”Vi folder nattens drømme ud” eller ….
  3. Læs også en nutidig dansk voksenroman. Få inspiration i podkastserien ”Mellem linjerne”. Der er SÅ mange gode bøger. Du kan lytte til dem, de kan læses, de kan give glæde.

Du skal ikke løse nogle opgaver i den forbindelse. Du skal tænke på Karl Ove Knausgaard, der skrev: ”Jeg tænkte aldrig over bøgerne når jeg havde læst dem, og jeg lærte intet af dem, men det var heller ikke meningen! Jeg slugte dem, fordrev tiden med dem, flygtede med dem.”

Nå, - det blev så mit nytårsforsæt: At give danskstuderende en glæde ved bogreolen. Jeg kan sikkert gentage det næste år. Og så gælder dette ikke kun for danskstuderende på Læreruddannelsen. Når jeg følger med i facebookgrupperne for danskundervisere, så kan jeg se, at også dansklærere kan have brug for at læse mange flere bøger.

Lene Tanggaard har netop i et interview om god undervisning sagt det klart: ”En god underviser skal kende sit fags grundlæggende begreber. En dygtig underviser skal have et enormt fagligt overblik, således at man er i stand til at planlægge, tilrettelægge og gennemføre undervisning. Men også, at man har det faglige overskud, der skal til for at kunne involvere elever/studerende og faktisk respondere på det, de er optaget af.”
Altså; en god og inspirerende og engageret dansklærer må selv have et fagligt overskud – såvel i forhold til klassisk som til ny litteratur.

P.S. Og nogen vil helt sikkert kommentere: Der er ikke tid. Der er ikke plads. Der er ikke forberedelsestid. Jamen, det skal der være tid til.

Her er links til Øgendahl, Tine og Mellem Linjerne. Så er det bare at gå i gang.

https://www.dr.dk/skole/dansk/udskoling/tema/oegendahl-og-de-store-forfattere

http://wayback-01.kb.dk/wayback/20101109105521/http://www2.kb.dk/elib/lit/dan/bang/tine.dkl/00.htm

https://www.radio4.dk/program/mellem-linjerne/

 

 EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}ol {margin-bottom:0cm;}ul {margin-bottom:0cm;}