Skumfiduser

Det er ikke et regnestykke, der skal gøres op

 

”Jeg har fortalt den for mig selv, fordi jeg altid er blevet klogere af at skrive. Fordi teksten ved mere, end jeg gør. Fordi det står anderledes sigende frem, når det står på siden. Fordi det rum mellem teksten og mig er et magisk rum, og mening træder frem. Og jeg har brug for at finde mening.”

Sådan forklarer Kristian Leth sin skrivestrategi, da han på side 157 afslutter sin roman: ”En vej ud af tågen.”.

Kristian Leth er søn af Jørgen Leth, cykelkommentator, digter og forfatter til en meget omdiskuteret biografi. Det har ikke været et nemt barneliv, når ens far oftest er væk på rejser, der åbenbart var langt vigtigere end børn og familie.

Nu prøver Kristian Leth at skrive sig ind i den barndom, som han ikke husker meget om. Hans erindringer er i en tåge, og nu vil han finde en vej ud af tågen.
”Bag tågen gemmer sig noget.

Men der er et valg. Enten forsøger jeg at kortlægge det, jeg har glemt. At begive mid ud i tågen. Eller også udskyder jeg det. Igen. Lever videre i uvidenhed. Det er egentlig ikke et valg.”

Mange, mange forfattere har skrevet autofiktion, hvor deres egen barndom og ungdom er beskrevet med de konflikter, svigt og traumer, der har fyldt. Leonora Christine Skov, Karl Ove Knausgaard, Suzanne Brøgger, Kristian Ditlev Jensen, Morten Kirkskov, Vita Andersen er nogle af de nye, Karen Blixen og H. C. Andersen nogle af de forlængst døde. Alle har de givet portrætter af familie og venner, der kan være særdeles subjektive. Det er altid problematisk at skrive om et liv, som andre også husker. Søren Ulrik Thomsen skriver i ”Store Kongensgade 23” at først da moderen dør, kan han skrive han om hendes psykiske sygdom. Det var hendes liv, det tilkom ikke ham at fortolke hendes liv, mens hun levede. Den problematik tænker Kristian Leth også en del over.

Han husker kun få glimt af barndommen, hans brødre husker noget andet. Og hans far var der ikke: ”Min far kan ikke fortælle mig noget om at være mig eller noget om at være ham. Han ved ikke noget. Han har gjort det til sit skjold ikke at vide noget. Han observerer alt.”

Kristian Leths bog ” En vej ud af tågen” er en helt særlig læseoplevelse. Bogen er i mange små erindringsglimt, der er mange linjer op til forfatterens nutid, hvor han som ”ældre” (han er årgang 1980) ser sit liv som han ser det nu, men også spejler sin egen barndom i den barndom, han søger at give sine egne børn. Han ønsker at gøre det bedre, for som han skriver: ”Min barndom er indhyllet i en tristhed, som jeg tror mine brødre deler. En tristhed, som er svær at gøre konkret.”

Der er mange forskellige adresser i forfatterens barndom. Der er mange rejser, der er skift i skole og vennekreds, men William er en af de venner, der altid har været der. Det fantastiske i Kristian Leths erindringer er, at han ikke er bitter. Han ser på sin far, sin barndom og sin familie, og han er reflekterende og beskrivende og tankefuld, men han dømmer ikke. Faderen kunne måske ikke gøre noget. Faderen Jørgen Leth magtede blot ikke sin opgave som far. Faderen magtede aldrig se se ud over sig selv: ”Det værste er, at jeg ved, at hvis min far en dag læser dette, så vil han græde, som dengang jeg var 19, over hvor forfærdelig ondt det gør på ham, at han har forvoldt mig så megen smerte.” Det var altid synd for faderen. Det var aldrig børnenes tarv, der var i fokus.

Skriveprocessen er med til at få forfatterens liv til at falde på plads: ”At skrive noget er at tænke med en anden. I stedet for at gøre det inde i sig selv, gør man det udenfor på papiret, og tankerne fryses i teksten og står over for hinanden og læseren og måske også skriveren.

Hvad skal med? Alt kan komme med. Alt kan tænkes med papiret.”

Sproget er smukt, ordene er valgt med omhu, det er konkrete registreringer, der får læseren til at se hjemmet og den triste, indadvendte, utilpassede, sære dreng. Det er den dreng, der selv må tage bussen, da han dimitterer som student. Ingen følger ham udover den to år yngre bror. Han må selv tage bussen den time, det tager, fra Midtsjælland og ind til gymnasiet. Han kommer for sent. Han har ikke festtøjet på. Han står der helt alene foran en lukket dør. Heldigvis kommer studentervognen med hans klasse forbi, så han kommer med. Og broderen? Han tager vel bussen hjem igen. Det var en barndom, hvor de voksne ikke altid fandtes, når der var brug for en voksen.

Kristian Leth har al mulig grund til at være bitter, men det er han ikke. Han er så velsignet afbalanceret og skriver til slut: ”Det er ikke et regnestykke, der skal gøres op. Man kan ikke bruge sin historie som rambuk til at bryde andre ned. Eller det kan man godt, men det bringer ikke orden i sagerne. Det er ikke et regnestykke. Hvis man selv er såret, nytter det ikke noget at give smerten tilbage til dem, der sårede en. Man skylder dem ikke noget. De fortjener heller ikke noget.

Regnestykket går op, når vi dør. Ikke før.”

Kristian Leth har fundet en vej ud af tågen. Som læser glæder man sig også over, at tågen letter, og alt bliver lysere. Man bliver også lysere i sind af at læse med. Det er autofiktion, der ikke slår tilbage til barndommen.

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Evigheden i et siv

 

”At læse er altid en flytning, en rejse, en afgang for at mødes. At læse, skønt det almindeligvis foregår siddende, gør det os igen til normader.” Det er Antonio Basanta, en spansk forfatter, der har skrevet sådan, og han citeres i bogen ”Evigheden i et siv”. Det er en spansk forfatter: Irene Vallejo, der med en lang uddannelse i klassisk filologi har skrevet bogens historie.

Bogen er på 511 sider, og den handler om ”bogen” og historien om bogen. Det er et stort festskrift for bogen, som netop en fastholder af de gode fortællinger, og Vallejo er ikke pessimist på bogens vegne:  ”Bogen har klaret alle hurdler igennem tiden, den har vist sig som en eminent langdistanceløber. Hver gang vi er vågnet op fra det mareridt, som drømmen om et bedre samfund er endt i, har bogen stadig været der. Som Umberto Eco siger, tilhører bogen samme kategori som skeen, hammeren, hjulet eller saksen. Når de først én gang er opfundet, kan man ikke opfinde noget bedre.”

”Evigheden i et siv” betegnes som et ”essay”, men det er et utrolig langt essay, hvor bogens historie beskrives kronologisk. Med en lang række nedslag tilbage til sumerernes kileskrift trækkes linjerne til Ægyptens hieroglyffer på lertavler og papyrus, fønikernes alfabet, skriftrullerne, pergament og bogsider, biblioteket i Alexandria, de gamle grækere og de nyere grækere.

Altid trækkes der tråde til nutidens forfattere, film og filosoffer, så alt bliver aktuelt trods de mange tusinde års afstand til begivenhederne.

Der er intet plot i ”Evigheden i et siv”. Det er her, essaygenren slår igennem, når bogen hyldes om muligheden af at give os ” altid foreløbige indsigter, som vi ridser ind i vores uvidenheds hårde klippe.”

”Iliaden” og ”Odysseen” af Homer (hvem han så end var) er to af de gennemgående værker. ”Iliaden” følger Alexander den Store på hans togter ud fra Makedonien for at erobre hele verden. Det er dog ikke Alexanders erobringer af nyt land, Vallejo er så imponeret over, det er hans projekt med at opbygge et bibliotek, der kan rumme al verdens viden: ”Alexander, der udstrålede udødeligheden, udstrålede den legendariske berømmelse, han drømte om. Men hvis jeg blev spurgt – som Tolkien yndede at sige – hvilken yndlingshistorie jeg ville fortælle ved hjemmets arne, ville jeg hverken vælge hans sejre eller hans rejser, men den eventyrlige og usædvanlige historie om biblioteket i Alexandria.”

Der er fine hverdagsbeskrivelser hentet fra de mange skriftruller af papyrus, der er fundet gemt under ørkenens sand. I en gammel ægyptisk tekst siger Dua-Kheti, en moden og velhavende herre, således til sin søn, der driver den af i skriverskolen,  (kan man genkende dette?) der koster familien det hvide ud af øjnene: ”Vær flittig med bøgerne. Jeg har set smeden på arbejde. Hans fingre er som krokodillekløer. Barberen arbejder til nattens frembrud og må gå gade op og gade ned på jagt efter nogen at barbere (….) Rørskæreren må tage ud til deltaet, hvor han slider sine arme op, bliver ødelagt af myg og plaget af fluer. (…) Hør engang, der findes ingen professioner uden en chef, bortset fra skriverens. Han er sin egen chef. Hvis du behersker skriften, vil det gå dig bedre end i de andre professioner, jeg har fortalt dig om. Slut du dig til den slags velanskrevne folk.”

Et andet fragment har en lille episode fra en skoledag, hvor Herodas skriver om en lærers genvordigheder (også dengang): ”Hvor er den hårde pisk, oksehalen, som jeg tugter de frække elever med? Fly mig den, før jeg eksploderer af raseri.”

Det er skriften, der har været årsag til, at vi har en fælles kulturel ballast: ”Det er forbavsende nok lykkedes at bevare fortællinger, der blev udtænkt for årtusinder siden. Siden nogen for første gang fortale Iliaden, er højdepunkterne i kampen mellem Hektor og Akhilleus på Trojas kyster aldrig gået i glemmebogen.”

Bogens historie i ”Evigheden i et siv” strækker sig over nogle tusinde år. Den rækker op år femhundrede efter Kristi Fødsel, men Vallejo får altid nutiden til at række tilbage til historiens skrift, og de gamle papyrusruller rækker helt ind i nutiden. Det er evigheden, der ligger i de siv, der blev forarbejdet til papyrusruller. Bogen holder fortsat: ”Vi skal ikke glemme, at bogen i mange hundrede år har været vores allierede i en krig, der ikke bliver nævnt i historiebøgerne. Kampen for at bevare vores værdifulde skaberværker: ordene, der blot er et vindpust, fiktionerne som vi digter for at skabe mening i kaos og overleve i det; de sande, falske og altid foreløbige indsigter, som vi ridser ind i vores uvidenheds hårde klippe.”

Til sidst i bogen er der en tak til hverdagens læsere, de tavse, de tyste og de trofaste læsere: ”Det er et kor af alverdens stemmer, orkestreret i en roman, som endnu mangler at blive skrevet. Beretningen om et fabelagtigt kollektivt eventyr, hvor mange, mange mennesker forenes i en tyst lidenskab og en mytisk troskab. (…) Læsere i deres klubber, i deres hjem, på bjergtoppe, ved det brølende hav, i hovedstæderne, hvor energien koncentreres, og i fjerntliggende enklaver, hvor visdommen finder ly i kaotiske tider. Almindelige mennesker, hvis navne ofte ikke registreres af historien. De glemte. De anonyme. Mennesker, der kæmpede for os og for fremtidens tågede ansigter.”

”Evigheden i et siv” er en bog, hvoraf man bliver klog på en smuk måde.

P.S. Oversættere af bøger bliver sjældent nævnt. Her er oversætteren Rigmor Kappel Schmidt, og jeg kan ikke læse spansk, men sproget på dansk er så poetisk, så arkaisk og med en sproglig præcision, der får læseren til at falde helt til ro. Tak for det.

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Fjeldtur på en fridagsferie

 

Turen mod Blåfjellenden Turisthytte begynder lige ved hovedvej 45 sådan lidt over en times kørsel fra Stavanger og Risavika, hvor Fjordlines færger lægger til. På begge sider af vejen er der parkering til hyttefeltet, og her hvor vandreruten begynder, er der et skilt:  ”Blåfjellenden”. Stien opover (alle vandreruter i Norge begynder”opover”) er en gammel sti, der har været brugt, når man skulle fra Hunnedalen til Frafjordeheiaene ved Lysefjorden. Når man først er kommet ”opover”, så går ruten hen over et herligt norsk grundfjeld, og der er overalt en fantastisk udsigt udover mere fjeld og mange søer. Turen er som (næsten) alle norske vandreruter skiltet og mærket med de røde T’er malet på sten. Små vandfald, forgrenede bække, mange søer og tjern, lidt myr og mose, meget fjeld, en del tyttebær og blåbær og sortbær, enkelte fugle og rigeligt med fjeldtoppe i det fjerne. Sådan er det hele vejen over fjeldet, indtil der kommer en nedstigning; og lad det være sagt: Det er lige så hårdt at gå nedover som at gå opover. Nede i dalen ligger Blåfjellendens Turisthytte, hvor man kan overnatte. Man kan også sætte sig i solen på bænken udenfor. Spise madpakken, hvile benene, tale med andre vandrere, der måtte komme forbi og så ellers tælle får en halv times tid. Får er der rigeligt af. De følger de samme stier som vandrerne.

Fra Blåfjellenden kan man gå videre mod vandfaldet Månefossen, eller man kan vælge andre destinationer. Går man retur til Hunnedalen og parkeringspladsen, hvor bilen er parkeret, så vil det være en tur på seks-syv timer, alt efter hvor man pauser man holder. Og hvor længe pauserne er.

Høstfarverne i det norske fjeld er fantastisk smukke i august og september og oktober. Der er knaldrøde tyttebær, lille lyng, gråt fjeld og efterårslyset står skarpt og giver forhåbentlig en blå, blå himmel og sortblå søer, der kan spejle resten af verden.

Der er mange glæder ved at være på vandretur i det norske fjeld.

  1. Der er god plads. For det meste er der ikke andet levende end får i nærheden. Det skal dog bemærkes, at hvis man tager den ikoniske tur til Prædikestolen, så vil man møde mange, mange turister på tur. Det har også sin charme, og Prædikestolen er en fantastisk stensætning højt, højt over Lysefjorden.
  2. Man nyder udsigten i særlig grad, når man har fået 5-600 højdemeter i benene. ”Det er kun ved gå opover, man kommer til fjelds”, sådan lyder et norsk ordsprog. Og ja, udsigten er altid bedst, når man når toppen.
  3. Den Norske Turistforening er særdeles troværdig. Har de skrevet, at turen tager fem timer, så tager den (mindst) fem timer. Og hvis der står, at den er ”vardet”, så er det en afmærket ture med varder og røde T’er.
  4. Madpakker i fjeldet er bare noget helt særligt. Det skal ikke være fancy, der skal bare være nok. Og så skal der altid være chokolade. Og vand.
  5. Hele ens hjerneaktivitet bliver fokuseret på meget simple spørgsmål: Hvor er den næste varde? Hvor langt er der til toppen? Hvor skal jeg sætte højre fod/ venstre fod, når jeg krydser vandløbet?
  6. Husk: Man kan kun have ondt et sted ad gangen. Højre knæ? Venstre knæ? Lårmusklerne? Lægmuskerne? Achillessenerne? Man ved, at man findes. Også næste dag.
  7. Bliver man tung og træt i benene, så vær sikker på at blive overhalet af en 80-årig norsk pensionist, der lige er ude på en eftermiddagstur. De er spreke, de nordmænd. Så gælder det om at kigge beundrende ud over landskabet, mens pensionisten kækt passerer dig med et lille: God tur!

Blåfjellenden er en smuk vandretur, der kan gennemføres på en enkelt fridag. Man kan også vælge turen til Prædikestolen, det er formentlig den mest kendte i området. Også den tur kan man klare på en enkelt dag.

Det kan absolut anbefales at tage en fridag i fjeldet. Det er nemt at nå til Stavanger, der vil være udgangspunkt for turen til Prædikestolen eller Blåfjellenden. Man tager med Fjordlines færge fredag kl. 20.00, sover natten igennem i sin kahyt og næste morgen 6.30 er man i Risavika ved Stavanger. Så er god tid til at gå på fjeldet inden man møder ind ved færgen lørdag aften 19.00. Så går turen (sovende, og måske med meget trætte ben) retur til Danmark og Hirtshals. Søndag morgen klokken 8.00 er man retur i fædrelandet, der er endnu en fridag før en ny arbejdsuge venter. Den dag kan jo tilbringes i sofaen med benene oppe.

Sådan en fjeldtur føles som en lang ferie, men ret beset er det jo en enkelt fridag, der bruges i fjeldet. Det kan anbefales.

P.S. Nogle valgte så at tage samme tur til Stavanger for at løbe StavangerMaraton. Det er også en mulighed, og et maratonløb når man nemt på fire-fem timer.

 

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}@font-face {font-family:Chalkboard; panose-1:3 5 6 2 4 2 2 2 2 5; mso-font-alt:Chalkboard; mso-font-charset:77; mso-generic-font-family:script; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-2147483613 0 0 0 1 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:"Times New Roman"; mso-fareast-theme-font:minor-fareast; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi;}p.MsoListParagraph, li.MsoListParagraph, div.MsoListParagraph {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:"Times New Roman"; mso-fareast-theme-font:minor-fareast; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi;}p.MsoListParagraphCxSpFirst, li.MsoListParagraphCxSpFirst, div.MsoListParagraphCxSpFirst {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:"Times New Roman"; mso-fareast-theme-font:minor-fareast; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi;}p.MsoListParagraphCxSpMiddle, li.MsoListParagraphCxSpMiddle, div.MsoListParagraphCxSpMiddle {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:"Times New Roman"; mso-fareast-theme-font:minor-fareast; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi;}p.MsoListParagraphCxSpLast, li.MsoListParagraphCxSpLast, div.MsoListParagraphCxSpLast {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:"Times New Roman"; mso-fareast-theme-font:minor-fareast; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}ol {margin-bottom:0cm;}ul {margin-bottom:0cm;}

Det er de oprørske, der svigter

 

”Løber man panden mod muren, kan det jo også være muren, der falder.” Ingen siger, at det altid er muren, der holder. Når forfatterparret Erik Valeur og Lise Ringhof tager til Fanø nok engang for at følge i familien Brinchs fodspor, kølvand og hjulspor, så begynder fortællingen historisk i den kolde krigs tid og dette andet bind slutter med Murens Fald. Berlinmurens fald, men der er også andre mure, der falder.

Selvfølgelig begynder ”Det er de oprørske, der svigter” på stranden på Fanø: ”De er gået langs stranden mod syd, og på ingen tid er den gamle havn med de tomme, for længst nedlagte værfter forsvundet bag dem… (…) Helt ude på den yderste spids standser de med ryggen til blæsten, og den høje skikkelse, der har ført an, peger ind over strandengen med de lave klitter, hvor byens tage kan skimtes i takket silhuet mod himlen.” Det er Erling Brinch, der går her sammen med sit barnebarn Jakob. De er begge i varme frakker, regntøj og støvler, det er en dag med havgus og lav sigtbarhed, men det er her Erling får fortalt den unge ti-årige Jakob om sin afdøde bror, der også hed Jakob.

Erling Brinchs bror druknede som dreng, og Erling har måttet leve med skylden herfor altid: ”Jeg fik ham halet op på en lille sandbanke, og så kunne jeg ikke trække ham længere. Han var for tung, og han var ved at dø. Men hvis jeg løb, hurtigere end nogensinde, kunne jeg måske nå tilbage til havnen med mine forældre og alle skipperne og …… (…) Så jeg valgte at forlade ham. Ja, jeg løb. Og det skulle jeg ikke have gjort. ”

Erlings valg definerede hele hans liv. Nok kunne barndomsvennen Hubert give sit syn på valget: ”Jeg fik en ven, dengang min bror druknede, og han sagde til mig: Du valgte … og de ord var en trøst.”, men det bliver ikke trøst nok for Erling.

Der er to temaer, der går igen i denne bog to i en serie på tre om Danmark i 1900-tallet. Det ene tema er søskendeforholdet i mange afskygninger. Det andet er den enkeltes valg igennem livet.

Erling Brinchs bror døde ganske ung, men han i hele Erlings liv en påmindelse om et svigt og en mulighed, der aldrig fik lov at leve et liv. Erlings barnebarn Jakob har en bror Thomas, hvor søskendeforholdet er særdeles konfliktfyldt. De har to forskellige fædre, de har hver især hemmeligheder i bagagen, hemmeligheder, som de først sent i livet får indblik i. De to brødre er altid i konkurrence om forældrenes og bedsteforældrenes gunst. De konkurrerer også om pigerne, om kvinderne i deres liv og også i forhold til næste generation er der konflikter, der synes uløselige. Det er en konflikt, de har arvet. Den stammer fra deres forældres valg, og nu tager de selv deres egne valg.

Erling Brinch valgte at løbe efter hjælp, da han var dreng. Som voksen læge vælger han også at gå efter hjælpen, da hans datter, Thomas og Jakobs mor, bliver dødelig syg i krigsårene.

Gennem livet vælger Erling også oftest at tie, når noget bliver for svært, men få gange handler han og viser sit moralske kompas.

Det er hele perioden fra 1950 til 1990, der er rammen om ”Det er de oprørske, der svigter”, og der sker meget. Som læser bliver man mindet om mange af de store begivenheder i verdenshistorien (den kolde krig, Sovjetunionens angreb på frihedsbevægelserne i Øst, Cubakrisen og meget, meget andet), der er den danske politiske situation med krisetider, oprørstiderne i 1960’erne, medlemskabet af EF, kvindekampen, ThyLejren, Christiania, narkotikaens følger og klassekampe og BZ’ere. Meget bliver man mindet om, når den unge generation i efterkrigstiden gør oprør mod den gamle generation, der havde deres tid.

Det foregår i København (og på stamværtshuset Flynderen), det foregår i Vejle og omegn, og det foregår i Århus. Altid samles de dog i forskellige konstellationer på Fanø i Katrines Hus, hvor jøden Daniel altid kan minde om krigsårene og den store ondskab og den heroiske kamp, der har sat sit præg på krigsgenerationen.

Mange år efter krigen kan den unge tyske feltlæge Hermann Weisborn sidde til bords hos Erling Brinch med jøden Daniel, der tilbragte flere krigsår i en koncentrationslejr. De søger det fælles, fremfor det forskellige, mens mange i samfundet og familien søger forskelligheden før det fælles.

Det er et smukt, spændende og spraglet billede af efterkrigstidens første 1968’generation, der gør oprør mod det stivnede og bestående samfundssystem. Det er også 1980’ernes BZ’ere og kvindekamp, der skildres. Når romanen har titlen ”Det er de oprørske, der svigter”, så er det for at markere, at ethvert oprør har sine svigt. Det er ikke alle, der magter oprøret. Nogle svigtes undervejs.

Erling og Ragnhild bliver det smukke fællesskab, der viser at selv en skippersøn kan leve godt og i glæde med en arving til et stort sukkerimperium i Vejle. Alle øvrige forhold bliver kendetegnet ved svigt og skuffer fyldt med hemmeligheder.

Erling, Ragnhild, Eva, Jakob, Thomas, Jørgen, Ida, Jens, Anders, Ruth, Ib, Henrik, Hubert, Tralle-Palle, Laura Slengenborg, Herman Weisborn, Daniel, Hajen og Rotten er alle personer, der lever med fra det første bind. Der er nok at holde styr på, men der er en personliste foran i bogen.

Der er grund til at glæde sig over, at der kommer nok et bind i trilogien. Det er forbavsende, hvor meget man kan glemme af den tid, man burde kunne huske.

P.S. Moralen er, at man, selv om de oprørske også kan svigte, må forsøge at løbe muren ned. Måske er det muren, der falder. Man må tro på muligheden

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

 

MurmellemRum – en rejse i Rum, Rundetårn og Ole Rømers tid

 

Katinkas klasse er på skoleudflugt til Hven:

”Klassen skulle se alt, hvad der havde at gøre med Tycho Brahe. Uranienborg og Stjerneborg, kirken, museet og planetstien.

Trine Marie fortalte og fortalte og fortalte mens de traskede rundt.”

Det lyder velkendt, når Inge Duelund Nielsen skriver om Katinka og Ole Rømer og kalenderskiftet år 1700 i bogen ”MurmellemRum”. Det er en spændende fortælling til børn i 10-12-14 års-alderen, og det er en bog, man bliver klog af at læse. Man bliver klogere på naturvidenskabens forgangne forskere, men man bliver også udfordret i forståelsen af tid.

Ole Rømer arbejdede i observatoriet på toppen af Rundetårn. Han levede fa 1644 til 1710, og det var i den periode, nemlig i 1700, at Danmark skiftede fra den julianske kalender til den gregorianske, så vi fik den samme tidsregning som landene omkring os. Skiftet betød, at man gik direkte fra 18. februar til 1. marts. Ole Rømer studerede stjerner og astronomi fra Rundetårn. Tårnet blev bygget i 1642, mens Trinitatis Kirke, som det er bygget sammen med, først var færdig i 1656.

Der er mange naturvidenskabelige oplysninger og megen viden om naturvidenskaben på Ole Rømers tid i bogen ”MurmellemruM”. Titlen er i sig selv et palindrom, altså et ord, der kan læses forlæns og baglæns, det referer også til tiden, der altid går forlæns, men ofte opleves det skete i en baglæns forståelse.

Her i ”MurmellemruM” er det to venner, Tyge og Katinka, der forsøger at sætte tiden i stå, så de kan nå at redde Tyges lillebror Jakob, der venter på en hjertedonor, så han kan blive rask. I deres kamp mod tiden leder de efter en tidslomme, hvor tiden står stille. En tidslomme, hvor Jakob kan være indtil der findes en donor. Jagten på tidslommer fører dem først til Hven, hvor Tycho Brahe havde sit Uranienborg, de kommer også til Botanisk Have i København, men meget af handlingen foregår i Rundetårn. De har fundet en bog, som Ole Rømers assistent Johanne Mathiesen skrev, da hun var sekretær for Ole Rømer.

Inge Duelund Nielsen har samarbejdet med astrofysikeren Anja C. Andersen. Hun har været fast sparringspartner, mens bogen blev skrevet.

Det er en spændende bog. Dels er plottet med jagten på tidslommerne (som der altså ikke er et naturvidenskabeligt bevis for) spændende, der er også fine portrætter af Tyge og Katinka fra nutiden og Johanne (og hendes kreds af timeglas-tidslomme-kvinder) fra 1700-tallet. Dels er det også spændende med datidens syn på naturvidenskaben, arbejdet med kalendereformen, pigers ret til at kunne læse og skrive og kampen for mad og overlevelse hos de fattige i byen.

Det lykkes Inge Duelund Nielsen at holde balancen mellem fiktion og fakta på fremragende vis. Som en sidehistorie får man også den syge Jakobs egen kamp mod kedsomheden, mens han venter på en donor. Jakob magter ikke at skrive sine tanker ned, så han skriver dem inde i hovedet. Her holder han styr på en lang række palindromer, der også er en del af historien for Tyge og Katinka.

”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde”. Sådan kan man kort formulere essensen fra en læseundersøgelse fra 2005. Her bliver læseren klog på en smuk, men også spændende måde.

Sidst i bogen er der en række forklaringer, så man lige kan tjekke information om Rundetårn, Ole Rømer, Hven, Botanisk Have og Kalenderreformen. Og så står der: ”Fiktion eller fakta? Meget i historien bygger på fakta, meget på fri fantasi. Du kan prøve at finde ud af, hvad der er hvad. Nogle gange overgår virkeligheden fantasien.”

P.S. Der er også en lille sød kattekilling, en syg donorventende lillebror, en kærlighedshistorie og mange palindromer med god humor i bogen. Der er mange gode grunde til at bruge den til højtlæsning og fælles fornøjelse.

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}