Skumfiduser

Flora Nattergal gik med lampen gennem Krimkrigens sygestuer

 

”Det er også blevet bestemt, at Flora skal rejse alene på ferie hele sommeren.

Det skal blive godt for os at opleve noget hver for sig.

Bliver der sagt.

Flora har vist ikke noget imod det, men jeg kan ikke se, hvad det skal gøre noget som helst godt for.

Overhovedet.

Merde.”

Mette Hegnhøj skriver og Anna Jacobine Jacobsen har tegnet en historisk beretning om Flora og Pop, der vokser op på landet i England, og her passer de forliste ugler, fortabte skildpadder og andre smådyr, og de opretter et ”hospital”, hvor de kan pleje de skrammede kræ.

Det er Flora, også senere kendt som Florence Nightingale, der her er tale om. Hendes søster Parthenope kan næsten ikke forestille sig en hel sommer uden sin søster ved sin side. Men de skilles. ”Nogen” synes, det kan være en god ide.

Her i billedbogen ”Flora Nattergal” er de to søstre fortsat børn, men det er her, man kan læse, hvordan Flora, som Florence kaldes, allerede som barn var den fødte sygeplejerske.

Søsteren Pop har allerede som barn set, at Flora ikke kan følge forældrenes planer om godt giftermål og et gods at bestyre. Flora er født i 1820, hun vokser op i et konservativt engelsk upper-class-miljø, men hun bryder med det, mens søsteren Pop i højere grad lever op til forventningerne: Pop gifter sig med Harry, får børn og en karriere som børnebogsforfatter.

Det er Pop, der må passe Floras hospital, mens Flora er alene på ferie hos fjern familie. Pop er klar over, at Flora må følge egne veje: ”Inden i Flora er en Flora, som ikke kan blive, fordi hun må følge sine egne veje. Selvom jeg er imod. Contre.”

Det er en bog, hvor Mette Hegnhøj, der skriver fra Sønderhå i Thy, har taget sig af teksten. Anna Jacobine Jacobsen tegner, og hun giver Pop og Flora store nervøse iagttagende øjne, kroppene er bøjelige og føjelige, men armene er lange nok til at omfavne alle dyr og fugle, der har brug for det. Alle tegningerne er i sort – hvide blyantsgrå toner, lige med undtagelse af det billedopslag, hvor der går en regnbue af tanker mellem de to adskilte søstre.

Parthenope, der kaldes Pop, forbliver hele livet den søster, der fulgte konventionerne og forblev i skyggen af søsteren, mens hun passede sin mand og forpligtelserne i de store stuer, mens Flora lyste med lampen på sine vandringer i sygestuerne hos de sårede i Krimkrigen. Sådan er det en historie om det bagland og den opvækst, der altid er at finde bag de kendte og nyskabende personer som eksempelvis ”opfinderen” af den moderne sygepleje: Florence Nightingale.

Krimkrigen? Mange vil tænke, hvem kæmpede her? Var det ikke Rusland mod et forbund af Frankrig, Storbritanien, Sardien-Piemonte og Osmannerriget på den anden side. Jo, det var det. Det var i 1853- 1856, det var en krig, der førtes over store områder nær Krimhalvøen, men i dag kendes krigen nok mest fordi, det var her Florence Nightingale fik sat system i sygeplejen. Nok ser man hende først og fremmest afbilledet gående med en lampe gennem de store lazaretter på Krimhalvøen, men hun var en bestemt og autoritær kvinde, der organiserede sygeplejen. Hun førte statistik over hvilke tiltag, der virkede helbredende, og hun var en af de første til at fokusere på effekten af noget så simpelt som gode bade – og toiletforhold, der kunne mindske epidemier, kolera, tyfus og alle sårinfektioner. Alene en fokusering på udluftning på sygestuerne var med til at redde mange sårede soldaters liv.

Her i bogen om Flora Nattergal handler passer hun også en syg ugleunge, som hun kalder Athena. Uglen overlever, og den kan nu ses udstoppet på Florence Nightingale-museet i London.

Søsteren Parthenone, der blev forfatter, skrev og tegnede sin første børnebog om netop ugleungen Athena. En bog, der blev tilegnet søster Flora.

Nu har Mette Hegnhøj og Anna Jacobine Jacobsen (og forlaget Jensen & Dalgaard) givet søsteren Parthenope en plads ved siden af Florence, men de giver også nye læsere mulighed for at møde Florence Nightingale.

P.S: Florence Nigthingale kom hjem fra Krimkrigen, og så oprettede hun ”NIghtingale Training School” for sygeplejersker. Frisk luft, god hygiejne og venlige smil er fortsat gode elementer i sygeplejen.

 

 

 

 

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Dansklærere skal læse (meget mere) litteratur

 

Godt nytår. ”Hvad har du læst af god litteratur i juleferien?” Sådan spurgte jeg, da mit danskhold på læreruddannelsen tjekkede ind på teams denne mandag morgen.

Første undervisning efter to ugers fri, mandag morgen klokken 8.00. Og inden jeg klynker og klager, så er de lærerstuderende her på første årgang altså klar: Alle møder ind. Til tiden. Med kameraet tændt rundt om på de blå skærme i Nordjylland. De er flittige, de arbejder med stoffet, de møder ind ,og de er også (og det er en vigtig kompetence) opfindsomme, kreative, sjove og gode til at samarbejde.

Der er megen ros til de kommende dansklærere. MEN, - i bedste Mads&Monopolet-stil så følger der her et stort MEN: de læser ikke litteratur. Eller: De læser ikke nok litteratur.

På teams ”tjekker man ind” med en ”Godmorgen-runde” hvor alle på skift siger godmorgen med kameraet tændt og muligheden for at give et venligt smil. I dag var opgaven så at sige godmorgen, - og dernæst kommentere på noget litteratur, vedkommende havde læst i ferien.

Flere havde læst børnebøger eller en ungdomsbog, Sarah Engell, Anders Mathessen og Martha Flvybjerg Tode. Nogle havde læst ”Brødrene Løvehjerte” fordi det er den kommende praktik, der byder på arbejde med Lindgrens klassiker. MEN…. en tredjedel kommenterede: Jeg har holdt fri, jeg har ikke læst noget. To ugers ferie. Uden mulighed for at tage på ski. Uden store sociale begivenheder. Jeg blev lidt ……. skuffet, bekymret og blå i humøret.

 

Jeg har nu slået panden mod døren hårdt i en halv times tid, jeg har sukket, jeg har vendt øjnene mod himlen og mod bogreolen for at finde trøst. Der var ingen trøst. Der er kun ét at gøre: Læselyst vækkes kun, når læsningen bliver en del af hverdagen. Når bøger, (og film, kunst, teater, - tekster i alle genrer) bliver en del af hverdagen.

Nysgerrigheden hos eleverne vækkes kun af engagerede lærere, der har fagligt overskud. Det må jeg søge at bidrage med, så de danskstuderende ikke er i tvivl om, at bøger er en del af juleferien (sommerferien, vinterferien, hverdagen) fremover. Det er en opgave jeg nu vælger. Ak.Jeg taber sikkert dagligt, men jeg vil prøve!

Der er skrevet meget om, hvorfor man skal læse bøger. Løgstrup, Felski, Nussbaum, Rosenblatt,. Brinkmann, Tangaard og mange andre teoretikere siger det. Noah på ti år siger det også: ”Man bliver i hvert fald klogere af det. Og det er sjovt. Og fordi der sker noget sjovt, der ikke sker i virkeligheden, så tænker man kun på det hele dagen.” Og han fortsætter: ”Altså, der er nogen, der bare arbejder ved en skærm hver dag, og så kan de ikke bruge fantasien, og når de så har fri, så er de supersure. Hvis man ikke har en fantasi, så kommer man til at få et meget kedeligt lille liv”

Fantasi kan fremmes mange steder, men dansklærere må bidrage med den mulighed for at styrke fantasien, kreativiteten og livsforståelsen, der ligger i litteratur. Derfor skal man som dansklærer kunne leve op til fagmålet: ” Eleverne skal i faget dansk udvikle deres udtryks- og læseglæde og kvalificere deres indlevelse og indsigt i litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation.” Det står der. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, hvis lærerne ikke selv arbejder med egen læseglæde?

Derfor vil jeg nu strukturere de danskstuderendes egen læsning i langt højere grad. Vi har på Læreruddannelsen i Aalborg et krav om, at der på hvert semester læses 1000 sider skønlitteratur til en studieredegørelse. Det glæder studerende sig over, det kommenteres altid, at det er godt med et klart krav. Her læses børne- og ungdomslitteratur, men … vi ved det jo: 1000 sider er ikke meget. Det er ikke nok.

Foreløbig tager jeg den ”muntre og multimodale” indgang til mere litteraturlæsning hos danskstuderende. De får følgende gode råd, der gerne må læses som et krav:

  1. Gå ind på dr.dk (linket står her sidst i denne opgave) og se ALLE afsnittene om Mick Øgendahl og de store forfattere.
  2. Læs nu mindst to af de klassikere, du bliver optaget af. Det kan være Herman Bang og ”Tine” (aktuel på Aalborg Teater) eller det kan Michael Strunges ”Vi folder nattens drømme ud” eller ….
  3. Læs også en nutidig dansk voksenroman. Få inspiration i podkastserien ”Mellem linjerne”. Der er SÅ mange gode bøger. Du kan lytte til dem, de kan læses, de kan give glæde.

Du skal ikke løse nogle opgaver i den forbindelse. Du skal tænke på Karl Ove Knausgaard, der skrev: ”Jeg tænkte aldrig over bøgerne når jeg havde læst dem, og jeg lærte intet af dem, men det var heller ikke meningen! Jeg slugte dem, fordrev tiden med dem, flygtede med dem.”

Nå, - det blev så mit nytårsforsæt: At give danskstuderende en glæde ved bogreolen. Jeg kan sikkert gentage det næste år. Og så gælder dette ikke kun for danskstuderende på Læreruddannelsen. Når jeg følger med i facebookgrupperne for danskundervisere, så kan jeg se, at også dansklærere kan have brug for at læse mange flere bøger.

Lene Tanggaard har netop i et interview om god undervisning sagt det klart: ”En god underviser skal kende sit fags grundlæggende begreber. En dygtig underviser skal have et enormt fagligt overblik, således at man er i stand til at planlægge, tilrettelægge og gennemføre undervisning. Men også, at man har det faglige overskud, der skal til for at kunne involvere elever/studerende og faktisk respondere på det, de er optaget af.”
Altså; en god og inspirerende og engageret dansklærer må selv have et fagligt overskud – såvel i forhold til klassisk som til ny litteratur.

P.S. Og nogen vil helt sikkert kommentere: Der er ikke tid. Der er ikke plads. Der er ikke forberedelsestid. Jamen, det skal der være tid til.

Her er links til Øgendahl, Tine og Mellem Linjerne. Så er det bare at gå i gang.

https://www.dr.dk/skole/dansk/udskoling/tema/oegendahl-og-de-store-forfattere

http://wayback-01.kb.dk/wayback/20101109105521/http://www2.kb.dk/elib/lit/dan/bang/tine.dkl/00.htm

https://www.radio4.dk/program/mellem-linjerne/

 

 EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}ol {margin-bottom:0cm;}ul {margin-bottom:0cm;}

Guds blinde øje

Mette Hegnhøj, børnebogsforfatteren fra Sønderhå i Thy, har skrevet om sin barndom i sin nyeste bog: ”Ud og stjæle erantis”. Hun skriver om at være et barn, der ser meget, tegner og skriver meget og læser en hel del. Hun er et barn, der trives i sit eget selskab, men hun har en god familie, der ser fjersyn, mens Mette læser. Nu har hun fået fat i ”Guds blinde øje” af Jakob Bech Nygaard. Her er et helt andet barneliv end Mettes i Thisted.

Mette Hegnhøj skriver således om læseoplevelsen set med den tolvåriges øjne:

”Anne bliver født en iskold vinternat langt ude på landet i Jylland i fortiden. Hendes far falder gennem isen, da han vil hente jordemoderen, og om foråret finder fiskerne hans lig i et bundgarn i Nissum Fjord. Annes mor dør allerede under fødslen, så Anne er forældreløs og bliver sendt på børnehjem helt ovre på Sjælland, selv om en der hedder Karen gerne vil beholde hende. På børnehjemmet, der hedder Ravnsborg (fordi huse havde navne i gamle dage) bliver de forældreløse børn passet af en frøken Edelburg, der straffer dem med sit birkeris.”

Sådan er handlingen kort fortalt. Og så er det en ”Godhavn-drengene”-historie om piger. Børnehjemsbørnene er i ”Guds blinde øje” overladt til omtalte Edelburg og hendes kolleger.

Erna, en af de små piger, har taget et æble, og nok er det jul, men hun bliver straffet af frøken Edelburg. Erna bliver låst inde i den mørke, sorte kælder: ”Ovre i kældergangen mellem brændselsrummene sidder Erna klemt op mod den låsede kælderdør. Hun sanser intet mere, sidder bare og skriger svagt og hæst med vidtåbne, tomme øjne, der ikke kan græde mere.” Erna overlever ikke, doktor Rader tager affære og frøken Edelburg bliver bortvist.

Sådan er der en vis retfærdighed, men (forældreløse) børns vilkår i første halvdel af 1900-tallet er her fortalt med indfølelse og med synsvinklen hos Anne og hendes jævnaldrende. Til tider skiftes synsvinklen, så doktor Rader, frøken Mikkelsen og andre voksnes tanker præsenteres, men det er Anne, Visse, Frida og Erna, der har hovedrollerne.

Nabokonen Karen, der gerne ville have taget Anne til sig, siger et sted at ”Gud må være stæreblind på det ene øje”. Det er også den tanke, man har som læser.

Da bogen slutter er Anne på vej væk fra børnehjemmet, og hendes liv følges i fortsættelsen med den meget lidt opmuntrende titel: ”Du blev træl”.

Bogens forsidebillede viser tre små piger med armene om halsen på hinanden. Fællesskabet hos pigerne hjælper dem igennem, men de bliver som voksne mentale krøblinge på hver deres vis. Den kærlighedsløse opvækst har sat sig dybe spor hos dem.

Det er en voksenbog, men den blev læst af ti- tolv- trettenårige børn (og naturligvis hovedsagelig piger).

”Jeg læste 'Guds blinde øje’ og ’Du blev træl’ som ung. Bøgerne viste en fremmed verden og skubbede til indsigt og solidaritet. Det, der foregik dengang, kan sagtens overføres til nutiden - om børns vilkår, tvangsanbringelse med videre.” Sådan skriver Helle, en af de mange engagerede læsere, der som medlemmer af facebookgruppen: ”Litteraturklubben” gerne kommenterer læst litteratur og anbefaler nye og gamle og gode bøger.

De nu voksne læsere husker tilbage på læsningen i barndommen, og Suzanne skriver: ”Jeg var vild med den som barn. Især stedet, hvor en af pigerne bliver låst nede i en kælder for at have taget et æble og ender med at dø, gjorde stort indtryk på mig. Da jeg genlæste den som voksen, lagde jeg mærke til, at der faktisk var også var tale om seksuelt misbrug af børnene - så vidt jeg husker af forstanderinden. Men det havde jeg selvfølgelig ikke opdaget som barn.” Og Jette skriver: ”Jeg læste den som stor pige. Omkring 10-11 år i begyndelsen af 60’erne. Mine veninder læste den også, og vi var alle meget chokerede over, at livet kunne være sådan. Vi læste også ‘Du blev træl’, og begge bøger var der på en eller anden mærkelig måde noget forbudt over - nu forstår jeg ikke helt hvorfor.”

Og Linda skriver: ”Jeg husker den som min første "voksenbog", om jeg var 11 - 12 eller 13 år husker jeg ikke. Min farmor lånte bogen på biblioteket, og jeg læste den - og derefter ”Du blev træl”, ”Pigen og Sommerfuglen” m.fl. Jeg elskede de bøger, de var med til at forme mig, og det ville være dejligt, hvis jeg en dag "får" tid til at læse dem igen. Den langsomme fortællestemme giver mulighed for at huske personerne, stemningen, handlingen. Måske derfor har jeg aldrig glemt de bøger.” Endelig er der Gitte, der ganske kort kommenterer med følgende ord: ”Nej, hvor jeg grædt over den bog.”

Når man læser Jakob Bech Nygaards ”Guds blinde øje” i 2021, så læses den med firs års afstand til udgivelsestidspunktet, men der er fortsat børn, der vokser op i uden en tryg familie, uden omsorg og uden de mest basale behov bliver dækket. Bech Nygaards bog gav i mange hjem anledning til en diskussion om børnehjemsbørn og opdragelsesprincipperne her. ”Guds blinde øje” gav også sine læsere en forståelse for, at alle børn ikke lige vilkår i livet.

P.S: Mette Hegnhøj skrev selv i sin dagbog (som tolvårig) om bogen: ”Det er den bedste bog, jeg nogensinde har læst, selvom jeg er under halvvejs. Den er skrevet af J. Bech Nygaard med dobbelt a og punkter efter J, så det er umuligt at vide, om det er en mand eller en kvinde.” Det var en mand. Dette var hans første bog, men der fulgte mange, mange titler, men ingen står så stærkt hos læserne som ”Guds blinde øje”. Den kan fortsat lånes på biblioteket.

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-520092929 1073786111 9 0 415 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Kirkens, klostrenes og kongernes konflikter

 

”Her havde rigsforstanderne åbenbart anskaffet sig noget så fornemt, skrøbeligt og moderne som stole. Men de var nemme at flytte, bekvemme at sidde på. Stole var gode.”

Det er detaljerne, der giver det helt særlige blik tilbage på reformationstidens hverdag.  Maria Hellebergs store (og tunge) roman ”Min Kristin” foregår i 1500-tallet, og det var en kold tid. Gennem Hellebergs 864 sider lange roman fryser de næsten altid i et Sverige, der er fyldt med kolde stenborge, sengene er fyldt med halm og egernskind, kældrene er fyldt med fanger, bispesæderne er fyldt med penge&magtgriske biskopper, og Stockholms Slot er stedet, hvor man slår ihjel eller selv bliver myrdet.

Det er en helt anden tid (og tak for det!), men de mange detaljer om tøj, mad og boligindretning giver er ramme om intriger, magtkampe, kærlighed, tab og sygdom og død, der altid er en del af hverdagen.

Kristin (Kristina Nilsdotter Gyldenstjerne) er en adelig svensk (og dansk) kvinde, der ganske ung giftes bort til Sten Sture. Kristin er født i 1494, og hun dør først i 1559 efter et langt liv, hvor hun har været midt i Sverige og Danmarks konflikter under og efter Det stockholmske blodbad i 1520. Den store verdens konflikter er rammen. Christian den Anden er den danske konge, der erobrer Sverige (ganske kortvarigt), han myrder alle adelsmænd og biskopper, da han har brugt tre dage på en kroningsfest. De låser simpelthen dørene, smækker portene i, dømmer alle for kætteri og så går bødlen i gang med sværd og økse først i november 1520.

I de følgende dage er det ”almindelige” folk, der mister hovedet, blodet flyder i Gamla Stan. Jeg har tjekket brostenene på Slotspladsen midt i Stockholm: Der er fortsat blod i fugerne.) Johannes Vilhelm Jensen skrev i ”Kongens fald” fra 1900 – 1901 om Christian den Anden og Mikkel Thøgersens liv, hvor blodbadet blev set gennem Mikkel Thøgersens øjne. Her i ”Min Kristin” er det hustruen til den tabende Rigsforstander Sture, der giver sin version. Begge versioner er blodige, skændige , rå og brutale og et udtryk for et helt stupid magtudøvelse. Almindelig menneskelig medfølelse findes ikke, når magtkampen skal vindes mellem mænd. Det er kvinderne (og Johan, Kristins anden mand), der forstår at mægle og manøvrere menneskeligt i magtspillet.

Kristin har selv nok at se til. Hun bliver gift med Rigsforstanderen Sture i 1511, da hun er sytten år. Hun får mange børn: Nils, Iliana, Magdalena, Svante (der bliver voksen og selv får børn), Anna, Gustav og så nogle dødfødte, der ikke helt tæller med. I sit andet ægteskab får hun nok en Gustav. Alle børnene dør i en ung alder, Nils når at blive femten år, men ellers dør de, mens Kristin sidder fange efter blodbadet i 1520. Sten Sture dør i kampen mod Christian den Anden, og han bliver begravet, men senere gravet op og brændt. Kristin sidder som fange i Blåtårn, hun bliver frigivet efter en række onde, kolde, forfrosne og fattige år, hun kommer tilbage til Sverige som Rigsforstanderenken, der har en lang række privilegier og mange, mange gårde, borge og mennesker at tage vare på.

Hendes anden mand Johan viser sig at være den helt store kærlighed. Midt i alle alliancebryllupperne, der som udgangspunkt er arrangerede ægteskaber, der skal styrke magtforholdene, så viser det sig, at Johan og Kristin simpelthen gifter sig af kærlighed. Og det holder.Kristin og Johan følges resten af livet. De er ligeværdige parter i deres fælles konflikter med familie og Rigets fjender.

Maria Helleberg har haft et stort projekt med denne roman. Hun vil fortælle historisk korrekt om en konfliktfyldt tid, hvor katolicismen falder for lutheranere. Det er en konflikt, hvor Johan og Kristin ikke altid er lige afklarede. Der er også mange magtkampe i familien, der er magtkampene mod Danmark, mod Polen og Finland er altid med som en løsningsmulighed, når nogen skal betænkes med et område at forvalte – og helst et område, hvor man ikke bliver en belastning for nationens magtfulde mænd.

Magtkampene fylder, men også kærligheden får sin plads. Kristin og Johan står stærkt i det ligeværdige ægteskab, men også Kristin og Sture lyser smukt på siderne. Mange andre ægteskaber er ”handelsvarer” i magtfulde alliancer, men friheden skrives frem med lutheranerne, med den selvvalgte kærlighed og med de få øjeblikke af fred, der også bliver folket til del.

Historiske romaner kan give indblik i en tid, hvor alt var anderledes, men hvor mennesker har samme tvivl og tøven og samme kriser og konflikter som altid. Det er 864 sider tilbage i tiden, hvor man fryser og forfærdes med Kristin. Det er også 864 sider, der giver indblik i kirkens, klostrenes og kongernes mange magtkampe.

P.S. Undervejs i læsningen sætter man jo megen pris på velfærdsstatens vaskemaskiner, folkepension, HTH-køkkener, centralvarme og dunjakker. For ikke at tale om mobiltelefoner og infrastruktur. Men posten fungerede overraskende godt i 1520. Da kunne et forseglet brev nå fra Lübeck til Stockholm i løbet af ganske få måneder.

 

 

 

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Han overtog gården i 1975

 

”Kris kan alt, mure og støbe gulv og lægge tag på, lave foderbord med glaserede tegl og båse og bokse. Men så mangler han ved fodringen, så mangler han i marken og til at sætte karlen ind i såmaskinens raffinementer, han kan kun være et sted ad gangen. Det håber op.” Kris er gift med Inge-Lise, de har den fædrene gård på Salling, hvor forældre, bedsteforældre og oldeforældre har haft malkekvæg. To køer, fire, køer, otte køer, hundrede køer og helt op til to hundrede malkekøer, har der været på gården. Nu er mælkeprisen blevet så lav som 1.86 kr. pr. liter, det koster to kroner og tredive at producere mælken, og Kris og Inge-Lise kæmper og kæmper mod banken, men det går ikke. Det er krigen mellem Ukraine og Rusland, det er EU's sanktioner mod Rusland, det er ikke noget, Kris har indflydelse på, men han kan ikke undgå konkurs. Han gør ellers sit bedste: ”Han overtog gården i 1975, det er 41 år siden … 41 år, hvor han har knoklet, og når jeg siger knoklet, aner I ikke hvad det betyder. For der er ikke nogen andre end bønder, der knokler på den måde. Fjorten- seksten timer i døgnet. Han er ved at være slidt op, men troede, han havde nogle år i sig endnu.”

Det er Hans Otto Jørgensen, der skriver om broderens (og slægtsgårdens) fallit i bogen med den lidt underlige titel: ”Dead man walking”. Titlen lyder som en amerikansk western, det er det ikke. Det er en vestjysk familiehistorie med gården som omdrejningspunkt. Det er ikke en biografisk fortælling, men den yngste bror Benjamin, kaldet Ben, har helt klare lighedspunkter med forfatteren, der tog fra gården som ung, men som altid vendte hjem, når det var svært, når det var sommer, og når der var brug for det. Kris er den ældre bror, der bliver gift med sygeplejersken Inge-Lise, søsteren Ann dør alt for ung, og Ben ser det hele med sit forfatterblik

Bogens fortællerstil minder om James Rebanks ”Fårehyrden”, hvor en engelsk fårehyrde skriver om hverdagen som netop fårehyrde i Lake-distriktet i England. Det er ikke romantisk, det er arbejde og arbejde og endnu mere arbejde: ”I folks dagdrømme bliver det at slå hø ofte gjort til noget idyllisk og solbeskinnet, men i virkelighedens verden kan det være et satans arbejde. Jeg husker 1986, den værste sommer, hvor vi brændte alt vores hø. Total katestrofe. Man har brug for en uge med tørt og solrigt vejr for at lave hø. Og man er nødt til at kunne køre på engene med en traktor og en slåmaskine for at slå græsset i begyndelsen den uge. Hvordan skulle det kunne slå fejl – her i et af de vådeste områder i England?”

Ida Jessen kan på samme måde skrive om uendelige arbejdsdage, hvor alting skal gøres på en måde, så livet hænger sammen. I den jyske ”Kaptajnen og Ann Barbara” får man indblik i Ann Barbaras arbejdsdag: ”Ann Barbara er her og der og alle vegne. Nu bærer hun vand. Nu skurer hun de sorte gryder med sand. Nu vander hun køkkenhaven. Nu spindler hun ned., nu vasker hun op. Nu fodrer hun høns, Nu klipper hun får. Nu plukker hun tyttebær. Nu kommer bikuberne ud, på en hylde, hun egenhændigt at tømret, i lavningen i nærheden af dammen. Nu gør hun rent. Nu bærer hun vand igen. Nu brygger hun besk øl på røllike og pors og byggryn.”

Det er tre bøger, der ser arbejdet med jorden, med køerne, med fårene og med husholdningen som en livsindstilling frem for et arbejde. I ”Dead man walking” lyder det et sted: ”Hvis man kan sige, at jorden har en sjæl. Hvordan boniteten er. Den ene mark til forskel for den anden, om det er i Vestermarken, i Heden, i Noret eller søndenomme. Hvornår den er tjenlig, og de kan komme til at så. Om den er kalktrængende, og hvornår den fik sidst.”

Og i den forstand er far og farfar og Kris og Ben buddhister. Men Ben tager væk, kun Kris forbliver buddhist.”

Det er poesi, når Hans Otto Jørgensen skriver om arbejdets glæder, udfordringer og de mange krav i landbrugets hverdag. Det er langt mere prosa, når han citerer fra svigerinden Ane- Grethe Kudsks faceobookopdateringer fra april 2017, hvor (i bogen hedder hun Inge-Lise) hun konstaterer, at nu er det slut på gården: ”Den 9. november: Så kom dagen, hvor den sidste mælk er malket efter mere end 150 år med køer her på stedet, hvad sker der så? Det er som en ond drøm. Det er bare meget værre. Drømme vågner man af, men det her bliver ved. Pas på hinanden.”

Hans Otto Jørgensen kan skrive om hverdagen på gården, så man lever med arbejdet. Det er en blanding af fiktion med selvbiografiske træk og faktaoplysninger. Det er først og sidst en hyldest til de mange, hvis arbejdsindsats aldrig kan være så stor, at man ikke påvirkes af globale storpolitiske beslutninger.

”Dead man walking” slutter med lidt lys: ”De kom igennem det. Med familiens og venners hjælp. Det er rørende, der er så mange, der står op for dem. De finder lykken. Men de falder hele tiden ned i det hul, konkursen har efterladt.

Syrenerne blomstrer. Syrener i ruiner.”

P.S. ”Dead man walking” er fra 2020, skrevet af Hans Otto Jørgensen og udgivet på Gladiator. Der er illustrationer af Halfdan Pisket i bogen. Fremragende sort-hvide billeder af landbruget.

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}