Skumfiduser

Julens bøger – (nogle af) de gode bøger fra 2020

 

Edward Hoem, den norske forfatter til fortællingerne om de norske udvandrere, skriver i sidste ”udvandrerbog” ”Liv andre har levet” sådan: ”Når man læser med, så bliver man en del af verden som den så ud dengang i Donaldo, Molde eller i tømmerskovene nord for Vancouver. Man får sin egen del af de liv, andre har levet.” Det er en del af glæden ved at læse litteratur: Man får udsigt og indsigt i sig selv og verden. Svend Brinkmann har givet syv grunde til at læse bøger. Han siger: Vi læser for at forstå os selv. Vi læser for at forstå andre. Vi læser for at få det bedre. Vi læser for at få det værre. Vi læser for at få nye ideer og Vi læser for at passe på de gamle ideer. Gode grunde, - men vi læser også for at blive underholdt, at glemme verden og til tider for at huske, at verden er større end det lokale sogn.

Her er en række bøger, der alle har en rigtig god historie på siderne. Forskellige er de, men de er fra dette år. Det har måske været et bekymrende år, men det har været et godt bog-år.

  1. Ida Jessen: ”Kaptajnen og Ann Barbara”. Den tyske kaptajn vil opdyrke heden med vanlig tysk militær disciplin. Det bliver en kamp, som han kæmper meget alene, - lige indtil Ann Barbara dukker op, strikkende på et par strømper og med en stor arbejdsvilje. Det er kærlighed og nybyggerliv og hårdt arbejde på den jyske hede i slutningen af 1700-tallet. Der var også dårlige år dengang: ”Det er en trøst, at året snart er slut. Dette 1769, dette år. Det kan ikke mere.”
  2. Ken Follett: ”Aftentid og morgengry”. Her møder man et regnvådt Sydengland omkring år 1000. Follett er en fortæller, der har styr på sit håndværk: "Når folk var glade og tilfredse var de utilbøjelige til at skændes og begik færre forbrydelser. Det var i den sure vintertid, at mænd kvalte deres koner og stak knive i deres rivaler, og det var i den madknappe forårstid, at kvinder stjal fra deres naboer for at brødføde deres egne børn."
    Det er 835 sider med vold, voldtægt, misundelse, druk, dovenskab, dårskab, mord, krig, lemlæstelser, sex, svigt, svig og svirefulde og svigefulde magthavere.
  3. Marie Helleberg: ”Min Kristin”. Det er tiden med Det Stockholmske Blodbad i 1520, der er rammen. Kristin bliver enke efter Sten Sture. Hun har nok at se til med krig og magtkampe, og der er ikke noget, der hedder barselsorlov på den tid. Det er frostkolde vintre, mørke slotte og mange intriger, der fylder hendes hverdagsliv. Der er dog få lyspunkter: ”Her havde rigsforstanderne åbenbart anskaffet sig noget så fornemt, skrøbeligt og moderne som stole. Men de var nemme at flytte, bekvemme at sidde på. Stole var gode.”
  4. Malene Lei Raben: ”Fruen”. Der er mange romaner, der har biografiske træk. ”Fruen” er Malene Lei Rabens mor, der her får et portræt, der er meget nuanceret. Det er fremragende fortalt, når Lei Raben viser moderens komplekse personlighed, - og ikke mindst viser, hvordan hun selv er formet af sin opvækst: ”Det er et lille handicap at have ustabile forældre. Man går ud i tilværelsen med en usynlig halten, som man altid skal kæmpe for at skjule. Hver dag begynder lidt under nulpunktet, og derfra arbejder man sig møjsommeligt i plus. Hver god dag er en sejr, hvert år, man hverken er blevet skilt eller har truet børnene med død og ødelæggelse, er en triumf.”
  5. Lars Saabye Christensen: ”Min kinesiske farmor”. Lars Saabye Christensen sluttede først på året med bind 3 i ”Byens Spor”. Har man ikke læst trilogien, så glæd jer. Det er så smukt. Nu kom der så en fortælling om Saabye Christensens farmor. Og det helt særlige er, (for denne læser) at pludselig kom der en tilknytning til mit hjemsogn i ”Min kinesiske farmor”. ”Thomas, din oldefar, havde en stor gård i Horne. Han var gift med Ane, f. Isaksen, og de fik 14 børn, hvoraf 9 døde i en forholdsvis ung alder. Thomas og Ane blev senere skilt og gården solgt. Ane kom til at bo i et hus ved gården, hun fik aftægt af denne, hun havde rigeligt at leve af.” Saabye Christensen har aldrig skrevet noget dårligt, og farmors historie er en glæde at læse. Det er også her man finder følgende citat: ”En yngre kollega kaldte det sudden death. Det betyder, at når man er over fyrre, har man ret til at bryde op fra et selskab uden at sige, at man gør. Jeg ventede til jeg blev tres, før jeg tog mig den frihed.”
  6. Karin Smirnoff: ”Jeg tog ned til bror”. Smirnoff skriver om en Udkantssverige, hvor der tilsyneladende ikke sker meget, men det gør der. Bag gardinerne. Ude i skoven. Nede i kælderen. Her skydes elge, der flås tjurer, og der drikkes øl. Og alt sker i snevejr og frost: ”Jeg tog ned til bror. Tog bussen ned langs kysten og hoppede af ved efireren. Så gik jeg mod landsbyen. Sneen faldt tæt og vejen føg til.”
  7. Iben Mondrup: ”Tabita”. Det er en sørgelig og rystende fortælling om det danske ægtepar, der adopterer en grønlandsk pige, Tabita. Kulturforskellene er store. Forståelsen er lille. ”Man skulle tro rygtet bevægede sig hurtigere end lyset.  Abelone har endnu ikke forladt handelsbestyrerens hus, før den gamle Haldora er på vej op ad fjeldet for at kontrollere mor og barn. Hun sidder på briksen og sutter på sine gummer, da Abelone kommer ind. Ventetiden har hun brugt på at gøre den gamle Vitus i stand, før de kommer og henter ham.”
  8. Det var et lille udvalg af de gode bøger. Der er også stor glæde ved at læse krimier, der er masser af gode ungdomsbøger (forfattere som Sarah Engell, Mette Vedsø, Glenn Ringtved, Kim Fupz Aakeson og Kenneth Bøgh Andersen kan altid læses af alle), og der er bøger til børn, der også kan læses af voksne. En fælles bog, der kan glæde alle, er jubilæumsudgaven fra Gyldendal: ”Alle tiders bøger”, hvor der er mange gode børnebøger samlet. Nye og gamle.

Synes man, at 2020 har været et svært år, så må man læse Hoems udvandrerserie.  Her møder man mennesker, der kæmper for at klare dagen og vejen. De arbejder, de føder børn, de malker køer, de slår hø, koger grød, slagter grise, hugger tømmer, bygger huse, garver skind, snedkererer møbler, slår mere hø, høster korn, skovler sne, strikker strømper, koger mere grød og så læser de i bibelen, går i kirke, mødes med andre og de taler først og sidst om høstvejr, godt vejr, dårligt vejr, manglen på regn, for megen regn, haglstorme, snestorme, støvstorme, kornrust og alt det, der kan ramme et menneske, der er afhængig af vejr og vind og ”Departementet for Landbrug og Minedrifts” nåde og gældsafskrivelse. Så kan man kun få det lidt bedre selv.

P.S. Og alt er jo ikke litteratur. Der er også fremragende serier på skærmen: ”Queen’s Gambit”, ”The Crown” og ”EM i Kvindehåndbold 2020”. Glædelig jul.

 

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraph, li.MsoListParagraph, div.MsoListParagraph {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraphCxSpFirst, li.MsoListParagraphCxSpFirst, div.MsoListParagraphCxSpFirst {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraphCxSpMiddle, li.MsoListParagraphCxSpMiddle, div.MsoListParagraphCxSpMiddle {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraphCxSpLast, li.MsoListParagraphCxSpLast, div.MsoListParagraphCxSpLast {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}ol {margin-bottom:0cm;}ul {margin-bottom:0cm;}

 

 

Aurlandsdalen, en historisk vandretur i Norge

 

”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.” Sådan skrev filosoffen Kierkegaard (1813-1855) i et brev til svigerinden Henriette, som var syg. Søren Kierkegaard gik sine ture i København, og på gaderne i den indre by var der formentlig gode tanker at tænke.

Der kan også tænkes gode tanker, når man går på de gamle klassiske færdselsårer i Norge. Der er klassiske historiske vandreruter, der følger de forbindelsesveje, der var mellem bygder, dale, gårde og sommersæterne. En af de kendte ruter er Aurlandsdalens mærkede rute, der går fra Østerbø i Øst til Flåm i vest. Det vil tage flere dage at gå turen, men her i efteråret har jeg (og mange andre) gået dagsturen fra Østerbø til Vassbygdi. Det er nitten kilometer, men på vandreture bør man tælle i timer fremfor i kilometer. Turen er sat til seks-syv timer, og det er mindst seks-syv timer.

Aurlandsdalen findes, når man kører til Geilo, Hol, Hovet og lige lidt længere ud, så finder man fjeldgården (og Turistgården) Østerbø, hvor turen begynder. Hele turen er mærket med de klassiske røde ”T”er, hvormed Norsk Turistforegning har markeret deres mange vandreture. Tak for det. Det er nemt at følge, så er man på sikker vej.

Når man går i gode støvler, godt regntøj, med gps i telefonen, med kaffe i termokanden og müslibar-reserver foruden madpakken, så kan man jo sende en venlig tanke til de bønderkarle og piger, der i hundredvis af år blev sendt ud på turen med kvæg, får, byggematerialer, ost og post. Karle og piger, der sikkert havde dårligt tøj, utætte sko, tynde madpakker og alt for meget at bære på. Forhåbentlig havde de også øje for den smukke natur, men det kan være forståeligt, hvis de først og fremmest tog sig i vare for vandfald, stenras, elverfolk og trolde. Det var der sikkert i rigelige mængder.

Undervejs på turen (der tager seks – syv timer foruden de mange pauser, man må tage for at fotografere, nyde udsigten, hvile benene og læse infotavler) findes der mange levn fra tiden før Norge blev et land, hvor indbyggerne samledes i de store byer.

Nesbø er en gård, der lå inde på ruten indtil begyndelsen af 1900 – tallet. Gården lå ”lige rundt om et hjørne”, men et hjørne af en klippe, der var så stejl, at man måtte gå rundt om bjerget på stigetrin, der var sat fast i sprækkerne i bjerget. Noget af en udfordring, men et system man også kunne møde andre steder i Norges dale. (og på Kongestien tæt på Malaga i Sydspanien). Nesbø-gården blev første gang registreret i 1664, den blev senere delt i to, og der boede i midten af 1800-tallet femten personer på gården. De har ikke haft meget at leve af, kan man tænke.

Nu er der sprængt en sti neden for klippen, så man får ikke den ”luftige” udfordring på stiger. Igen: tak for det.

Senere på ruten møder man gården Sinjarheim, hvor husene fortsat bruges om sommeren. Her har der ligget gårde helt siden ”svartedauden”; den sorte død i 1300- tallet. Her var der køer og får, der var tre – fire ”støler”, som ”sommer-græsningsområderne” kaldtes. De lavede smør, forarbejdede skind og gik på jagt efter rensdyr. Her boede der mennesker helt frem til 1922, da familien flyttede til Vassbygdi, så børnene fik en ”enklere skolevej”, som der står på infotavlen. Der gik ikke skolebus ind i fjeldet, man forstår de små skolebørns udfordring med tre-fire timers fjeldvandring før de kunne nå skolestuen i Vassbygdi. Jeg vil tro, at de sov sige igennem en del af undervisningen.

Det er forunderligt, at der har boet mennesker her. De har haft hårde vintre, alt for våde forår, myg om sommeren, stenskred, snestorme og alt for lidt mad. Men de boede her. De byggede huse af træ, de holdt køer, og de slog hø, fandt bær i skoven, fiskede og gik ind i mellem turen til naboerne for at høre nyt. Man forstår også, at mange fra de (ofte) børnerige familier så muligheden for at få et bedre liv, da udvandringen til Amerika var på sit højeste i slutningen af 1800-tallet.

Naturen, udsigten, vandfaldene og de mægtige klipper er en oplevelse hele vejen. Dalen følger en lille elv, der gennem mange år har skåret sig dybt ned i dalsænkningen. Der er stejle klippesider, og dalen kaldes også (med vanlig norsk selvforståelse) for Norges Grand Canyon. Her er masser af forskellige planter (500 forskellige, står der), her en jættegryde, Vetlahelvete, der som andre jættegryder blev skabt under istiden, hvor sten og grus har slebet en ”gryde” i de hårde klipper.

Stiens beskaffenhed skifter mange gange, der er sten, der er hårde partier, hvor man klatrer mere, end man går, der er lidt mose, lidt skov og altid rigeligt med vand, men udsigten er altid forunderlig, foranderlig og forrygende flot.

P.S: Søren Kierkegaard tænkte mange kloge tanker på sine vandreture. For mange vandrere bliver tankerne en hel del mere konkrete end Kierkegaards. Her tænkes oftest på: Hvor skal jeg træde næste gang, hvornår skal vi have formiddagskaffe, hvor langt har vi gået, hvilken fugl hørtes her, hvor våde er mine fødder,først og sidst: hvor er her smukt! Sådanne tanker skal der nu også være plads til.

To millioner ord eller otte tusind ord

”Men jeg tror, mange unge er enige med mig i, at når vi til daglig skal læse bøger i skolen, og vi ser en lang tekst med opgaver, så mister vi interessen til at læse bogen. Man kan også nemt blive distraheret af andre ting, eksempelvis mobiltelefonen, og så snupper man lige et spil i stedet for at læse.” Sådan er der nogle elever, der har svaret i en læseundersøgelse, hvor elever i folkeskolen er blevet spurgt. Eleverne siger det klart: Hver gang man får en bog, så følger der uoverskuelige arbejdsopgaver med. Man bliver træt på forhånd.

De unge er dog helt klar over, at de lærer noget af at læse. I undersøgelsen om læselyst bliver de spurgt, hvad de får ud af at læse flere bøger. Matias siger: ”Først og fremmest får jeg et højere læsetempo. Man møder mange nye ord, og man får derfor hurtigere hjernen til at læse en tekst, når den er stødt på ordet før. Ved at vælge nogle bøger som eksempelvis den om Amish.-folket, så bliver det også interessant at lære nyt.” Og Emma siger:  ”Jeg udvider mit ordforråd, finder ud af noget, jeg ikke vidste før, og tit lærer man også ting om samfundet.”

Forskere er nået til samme resultat som de unge læsere her. Det viser sig (ikke uventet) at læsning af skønlitteratur giver en oplevelse af, at verden er større end den, man ser fra sit eget lokalområde. Læsning af litteratur træner desuden de fundamentale læsefærdigheder, så man bedre kan overskue faglige tekster. Det kan være en stor glæde i et videre arbejds- og uddannelsesforløb. Læsning skærper evnen til at fokusere og fordybe sig, og læsning udvikler ordforrådet. Jo flere ord man læser, jo flere ord får man lært. Et barn, der læser meget, kan læse op mod to millioner ord om året i fritiden, mens et barn, der sjældent læser måske når 8000 ord. Det betyder meget, når der skal læses i forbindelse med skole, uddannelse og arbejde. Det er lettere at tilegne sig ny viden, hvis man har et stort ordforråd og en bred begrebsforståelse.

Danmarks Biblioteksforening har lavet en national læsestrategi, hvor man vil sætte fokus på syv punkter:

  1. De skal være tilgængelig litteratur. Bøger på skærmen eller bøger på papir skal være synlige og en del af hverdagen.
  2. Der skal være sammenhæng i læseindsatsen fra hjem, skole og fritidslivet.
  3. Der skal være fællesskabet for børn og unge, hvor bøger er en del af fællesskabet.
  4. Der skal arbejdes for at skærpe læsningen på skærm.
  5. Der skal være fokus på læsekulturen også i familielivet.
  6. Der skal være mere forskning i børns læsehverdag. Og den forskning skal gerne udbredes til mange.
  7. Der skal være fokus på læsning både nationalt og på det nære og lokale plan.

Det betyder i praksis, at børn skal møde gode og nye bøger i hverdagen. Skolerne må have nye, spændende bøger, der rammer mange alderstrin og mange aldersgrupper. Og bøgerne skal være tilgængelige på skolen. Der skal også være nye børnebøger på eReolen. Man kan finde meget nyt til børn på eReolen Go. Tak for det.

Først og sidst er der mange børn, der fortæller, at når de er blevet gode læsere, så skyldes det at de har set deres forældre læse med glæde. Michelle siger eksempelvis: ”Min mor læser en del, mens min far lytter til lydbøger. De læste altid bøger og historier op for mig, da jeg var lille, så det kunne gode komme derfra.” Nogle gange går det også den modsatte vej, som når Kasper siger: ”Jeg finder selv bøgerne. Det er nok mere mig, der hjælper mine forældre. Jeg har før anbefalet nogle bøger til min lillebror og et par til mine forældre.”

Børn og unge har et klart billede af, at det er vigtigt at være en god læser. Sådan siger Marie: ”Man udvikler selvfølgelig sin evne til at læse ved at gøre det meget. Men derudover føler jeg også, at man kan slappe helt af, når man læser en bog. Det giver ligesom et frirum og muligheden for at skifte alle sine egne tanker ud med ordene fra bogen. Så det giver bare lidt god tid til at slappe af og give slip på noget andet.”

Undervisningsministeriet har afsat 6.2 millioner til et projekt, der skal fremme børns læselyst. Her er der netop fokus på forældrenes rolle i læseindsatsen, ligesom der er et særligt fokus på skolens indsats overfor børns fritidslæsning. Et godt råd her kunne være, at man netop giver børn gode bøger, som de gerne vil læse. Og at de kan læse bøgerne uden at skulle løse opgaver, som læreren har stillet. Måske skal de ”bare” tale med andre om det, de nu fandt interessant.

P.S. Tak til Mille Mortensen og Marie-Louise Foged, der som nyuddannede lærere har bidraget med en spændende læseundersøgelse blandt unge børn i folkeskolens ældste klasser.

 

Jeg skriver om mig, du læser om dig

 

”Guillermo Cladera, hvis jeg må give dig et råd, sagde bibliotekaren et øjeblik senere, - på den boghylde under vinduet, der vender ud mod bjergene, har vi de ældste bøger, og nu da ingen hører os, forsikrer jeg dig, at dét er de bedste.”

Det er drengen Guillermo, der er på skolebiblioteket. Han må højst låne tre bøger, så han snupper to Tin-Tin-album, og så skal han have en bog uden billeder også. Sådan er reglerne på biblioteket. Men Guillermo er en ikke-læsebegejstret dreng, der bor sammen med sin læselystne familie med far, mor og bror. Det er belastende at være ikke-læser i en sådan familie, hvor alle sidder med en bog. Altid.

Nu får Guillermo en lille gammel, brun bog fisket frem fra hylden under vinduet. Den er overset, den er ikke registreret, den ser virkelig kedelig ud, men han er helt sikker på, at det er lige den bog, han vil læse.

Forfatteren hedder Jakob Klein, titlen er ”Tågernes Ø” og den er udgivet i Torino 1959. En dag, hvor Guillermo er småsyg, den første sne er faldet, så han er lidt forfrossen, da sætter han sig med fødderne i varmt vand og bogen som selskab. Og så læser han: ”Velkommen til Zipolli-stammen Guillermo. Det tog dig lang tid at opdage os, men vi bliver ikke vrede. Faktisk bliver zippolier aldrig vrede…”

Guillermo bliver vildt overrasket. Det er ham selv, der skrives til. Guillermo bliver fanget ind i historien.

”Jeg bruger min verden til at forstå litteraturen, og jeg bruger litteraturen til at forstå min verden”, sådan lyder et af de gode mål for litteraturlæsning. Det er dette mål, Guillermo arbejder hen mod. Han læser om sig selv, men han læser også om Zippoli-stammen. Og når han bror Nico, der oftest driller ham, læser højt fra bogen, så er det en anden og langt blodigere og voldsommere historie, han hører. Når hans mor læser højt fra boge, så lyder den igen helt anderledes.

Sådan er det med gode bøger. Vi læser verden og os selv ind i bogen og får en helt særlig oplevelse ud af det. De problemer, Guillermo har i hverdagen, får han også hjælp til at løse, når han læser i ”Tågernes Ø”.  Bibliotekaren sender desværre en hjemkaldelse på bogen inden Guillermo har læst den færdig. Han laver et svindelnummer og afleverer en ”falsk” bog, men bibliotekaren opdager det. Nu får Guillermo bibliotekaren Milstein til at læse højt fra bogen, og hun læser også sin helt egen fortælling. Og hun bliver draget ind i Zippoli-klanens fortælling.

Bogen går til flere personer, og den bliver også læst af Milsteins niece Maria. En sød pige som Guillermo gerne vil tale mere med. Guillermo får gennem en lang nat læst ”Tågernes Ø”, han er nu ikke blot grebet af Zippoli-familiens tilværelse, han er også grebet af læsningens store verden.

Knausgaard har om forfattere og læsere sagt: ”Jeg skriver om mig, du læser om dig”. Sådan var det for Guillermo. For hans mor. Og bror. For bibliotekaren. For bibliotekarens niece. Og for alle læsere.

Det er en smuk gammel bog om muligheden for at læse sig selv ind i bogens univers. Det er også en bog om læselyst.

Jensen & Dalgaards udgave af ”Tågernes Ø” er som originalen må have været det: Med guldtryk på brunt lærredsbind. Smukt og klassisk.

Forfatteren David Nello er født i Barcelona, han har skrevet mange børnebøger, og denne bog er oversat af Henrik Thorsen.

P.S: Det er en helt særlig glæde, at der i efterskriftet er ni linjer med begrundelsen for at bruge skrifttypen ”Caslon”. En skrifttype, der er skabt af Caslon for fire hundrede år siden. Klassisk og smukt.

 

 

 

 

boc@ucn.dk

 

 

 

Grøn var min barndoms dal

”Når arbejderne var færdige med at arbejde lørdag middag og moder hørte fløjten, skyndte hun sig at stille den gamle skammel ud foran indgangsdøren, og så satte hun sig til at vente på, at fader og mine brødre skulle komme op af højen.”

Det er Richard Llewyllens (1906 – 1983) klassiker: ”Grøn var min barndoms dal” der her fortæller om dengang, en lønningsdag var en festdag. ”Grøn var min barndoms dal” udkom i 1939, og den handler om den børnerige familie Morgan, der bor i en kulmineby i Wales. Det er i slutningen af 1800-tallet, der er kulminearbejdere, der arbejder fra morgen til aften, sorte, stærke og med det sammenhold, der kommer, når man bor så langt ude, at man selv må forvalte love og regler.

Det er yngstebarnet Huw, der fortæller om familiens liv. Han ser alt med et barns (og senere en ung og en voksens) øjne, og han følger gerne sine mange ældre brødre og søstre ud i verden, (der rigtignok er ganske lokal og ikke når meget længere end lige netop til deres egen dal eller måske nabodalen). Han ser alt, spørger meget, og han får især gode råd af præsten. En præst, der hjælper alle, der har brug for hjælp.

Det er en tid med klassekamp. Der er oprør hos minearbejderne, der er strejker, der er krav om minimunsløn, der er sult, nød og mere kamp mod de rige ejere i London. Fagforeningerne prøver at hævde deres ret, men det er en svær tid. Det er en kamp mellem det gamle samfund og de nye, det er bog, der skildrer de enkelte menneskers moralske kompas. Kvinderne arbejder ikke i kulminerne, men det er kvinderne, der ofte får deres vilje, det er mor Beth, der samler alle sønnerne. Og døtrene.

Det er (udover at være en generationskonflikt med fokus på skiftet i normerne) også en roman, der fokuserer på forurening og kommende miljøkatastrofer. Slaggerne fra kulminen bliver kørt med tipvogne ud i dalen, hvor de bliver hældt ud. Det er gennem mange års minedrift blevet til en slaggedynge, der har et kæmpestort omfang. Det dræber den grønne dal. Huw ser det, og han ser de døde fisk i floden.

Kulminearbejderne protesterer ikke, de skal have deres daglige løn og arbejde kan man ikke få andetsteds, så slaggebjerget vokser. Det er den billlige løsning at tippe det ud i dalen.

Når man (og det kan anbefales) har set den fremragende serie ”The Crown” om The British Empire og dronning Elisabeths liv, så vil man huske episode 3 i sæson tre. Her sker der i 1966 en ulykke i den walisiske by Aberfan. En regnfuld dag i oktober 1966 kom et slaggebjerg i skred, det kom som en lavine ned over byen, det ramte skolen i løbet af kort tid, og der dræbtes 144 mennesker, heraf var de 116 skolebørn. Det var sidste skoledag før efterårsferien, men mange af eleverne, der var mellem 7 og 11 år, blev dræbt af slaggebjerget. En af de overlevende drenge sagde senere: ”Jeg gik i skole som barn, men det tog mig kun 15 minutter, at blive voksen.”

Prins Philip deltog i en mindehøjtidelighed, der var 144 kister i den lille by, hele landsbyen var samlet og i ”The Crown” hører man de walisiske bjergfolk synge med stærke stemmer ud i dalen.

Også i ”Grøn var min barndoms dal” er bjergfolkenes sangkor noget helt særligt. Der bliver sunget til alt, man samles om harper, klaverer og gode sange, og når der er dødsfald, fester, fejringer og fodboldkampe, så synges der langs hele bjerget.

Vil man se mere til klassekampen omkring 1900-tallet, hvor ”Grøn var min barndoms dal” foregår, så kan man også se den korte serie ”The English Game” af Julian Fellows (ja, det er ham, der står bag Downton Abbey). Her får man fortællingen om fodboldens første år i England, Skotland og Wales. I løbet af de seks episoder bliver der spillet fodbold om FA-cuppen, og det er de lokale helte fra Blackburn, (og Blackburn er ikke i Wales, men det ligger tæt på) der vinder i seriens finale i 1884. Det er første gang et ”arbejderhold” vinder FA-cuppen. Det er klassekamp på fodboldbanen, når fabriksejerne (eller deres sønner) møder udhvilede op til kamp mod mænd, der har en arbejdsuge på 48 timer (eller mere).

”Grøn var min barndoms dal” er fortalt i et mildt tilbageblik på en tid, der var. Indledningen lyder: ”Jeg vil pakke mine to skjorter og mine sokker og mit pæneste sæt tøj ind i det lille blå tørklæde, min mor plejede at binde om håret, når hun gjorde rent, for jeg vil bort fra dalen.” Og den slutter med ”Hvor grøn var dog min barndoms dal, den dal, der tilhørte dem, der er gået bort.”

Industrialiseringen, fagforeningerne, miljøværn, arbejdstilsyn, kvinders rettigheder (og fodbold til alle) er alt sammen noget, der er blevet kæmpet for. De walisiske kulminearbejdere får (en smuk del af) deres historie fortalt i klassikeren: ”Grøn var min barndoms dal”. Den kan anbefales. Lidt tårevædende, lidt sentimental til tider, men også stærk og fyldt med slagsmål og stærke skæbner.