Skumfiduser

Der hvor du ikke vil hen

 

”Så vidste jeg, at jeg var nødt til at skrive den roman, jeg nu har skrevet.” Sådan fortæller forfatteren Astrid Saalbach om bogen ”Der hvor du ikke vil hen”, der er en slægtsroman med afsæt i forfatterens mormor og de mennesker, hun levede sammen med.

Astrid Saalbach er årgang 1955, hun er en forfatter med mange romaner bag sig, men i tredive år har et stort bundt breve, udklip og fotografier fulgt hende. De har overlevet mange flytninger, de har ligget helt stille og ventet på at blive skrevet til en bog, og nu er bogen her. Det var Saalbachs mormor, der kort før sin død ryddede op i sit hus og sit indbo. På et besøg hos mormoderen så Astrid Saalbach i papirkurven et bundt med de omtalte breve og udklip. ”Dem må du få”, sagde mormor, og så kom bundtet op fra papirkurven.

Det er blevet til en historie om to kvinder, Sigrid og Anna, der begge stammer fra Fåborg.

Her i begyndelsen af 1900-tallet vokser Sigrid op i en forholdsvis velstående familie. Mosteren Anna er den anden hovedperson, lidt ældre end Sigrid. Hun er smuk, derfor sidder hun model for maleren Niels Nedergaard, der er en gift mand. De to bliver forelskede, og det bliver en skamplet på familiens ry. Det var på ingen måde god stil i det bedre borgerskab. Efter mange stævnemøder i det skjulte i Fåborg og i København tager Anna til København, får en uddannelse som tandlæge, og herefter vælger hun at rejse til Grønland for at arbejde som tandlæge i en kortere periode. Grønland i begyndelsen under Første Verdenskrig er et øde og koldt sted, men det er også et sted med god brug for en tandlæge.

Det er spændende læsning om livet som tandlæge i Godhavn. Hun er en selvstændig kvinde, der klarer mange ugers rundrejse på hundeslæde, konebåd og motorbåd rundt til de små bygder, der sjældent får besøg. Og slet ikke besøg af en tandlæge. Sådan beskrives et besøg i en bygd: ”Fem dage efter hun var ankommet, pakkede hun sin boremaskine og instrumenter ned igen for at rejse videre til en boplads på den anden side af isbræen. Lige som hun havde taget plads på slæden og trukket isbjørneskindet over sig, kom distriktslægen løbende. For at sige farvel, troede Anna et øjeblik.” Det var nu ikke for at sige farvel, men der var udbrudt skarlagensfeber i kolonien, og så måtte alle blive på samme boplads for ikke at bringe smitten videre. Mange døde, og først efter flere uger kom Anna videre med sin transportable tandlægepraksis.

Hjemme i Fåborg er Sigrid på vej fra barn til voksen. Sigrid er flittig, dygtig i skolen og hun skriver allerede som syvårig breve til moster Anna. Det er heldigt, at der har været en tid, hvor man skrev breve, besvarede breve og gemte disse breve. Postvæsenet har fungeret upåklageligt. Sigrid vil ud i verden, og hun skriver og får breve fra København, London og Paris med ganske få dages postlevering.

De to kvinder har meget tilfælles. De vil begge noget andet og mere end det at forblive i det lukkede købstadsmiljø i Fåborg. De vil lære noget, de vil se noget, og de stiller sig ikke tilfreds med de nemme løsninger. Rundt om de to skæbner er der fremragende beskrivelser af datidens svære sygdomme. Der er skarlagensfeber på Grønland, hvor mange grønlændere dør. Der er tuberkulose i Danmark (og på Grønland). Anna er indlagt på tuberkulosesanatorium, hun tilbringer mange uger på sanatoriet, hvor man ligger udenfor i ”liggesale”, man fedes op og får frisk luft. Der er naturligvis også megen tandpine, der møder Anna i virksomheden som tandlæge, og i sin praksis på Grønland fører hun en fin statistik over de tilfælde, hun ser og behandler.

Anna kommer hjem fra Grønland, hun bliver i København som tandlæge, og her møder hun August, der er en meget forelsket dyrlæge med egen praksis. De bliver gift.

Første Verdenskrig har stor indflydelse på livet for Sigrids familie. Krakket i tyverne og den finanskrise, der her fulgte har også betydning for Sigrids brødres liv.

Det er Sigrids liv der følges i sidste del af romanen, og hun spejler sig næsten livet igennem i arven fra Anna. Det er en svær arv.

Astrid Saalbach skriver, så man lever med hovedpersonernes liv og tiden, de er underlagt. Begyndelsen til Anden Verdenskrig og flygtningeproblematikken får også en bemærkning, der (som med skarlagensfeberen og tuberkulosen) kan relateres til nutiden: ”Man talte om det, man altid talte om på den tid, de nye flygtninge. Jøder og kommunister de fleste, der var begyndt at komme over grænsen fra Tyskland, hvor nazisterne i snart et år havde haft magten. Enoghalvfjerds havde man indtil videre taget imod, hvad mange mente måtte være nok.”

”Der hvor du ikke vil hen” er en roman, der fortæller om to stærke, smukke kvinder, der klarer sig på hver deres vis igennem livet. Det er ikke et let liv, men de tager det med oprejst pande og en ukuelig vilje til at få det bedste ud af balancen mellem andres krav og forventninger og egne ønsker til livet. Til tider må man gå ”Der hvor du ikke vil hen” siger præsten i talen til mormoderens begravelse.

Det er en stor glæde at følges med Sigrid og Anna gennem romanens slægtshistorie. Sproget er som et isbjørneskind på en kold hundeslæde: varmt og varsomt fortælles der mildt om et barskt og til tider besværligt liv.

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Litteratur, der rækker langt ud i den vide verden

 

”Ida Ilsted, siger han. Må jeg male dig.” Sådan spørger den generte og introverte Wilhelm Hammershøi den unge Ida Ilsted, malerkammeratens søster, der bor i Stubbekøbing fjernt fra København. Hun siger ja, den unge Ida. Og så maler Hammershøi Ida igen og igen, oftest set fra ryggen med nøgen nakke og en udsigt ud mod verden gennem småsprossede vinduer. Det har Jesper Wung-Sung skrevet om i romanen ”Kvinde set fra ryggen”. Det er en aldeles fremragende roman, hvor der ikke sker særlig meget, men i sproget (og på malerierne) sker der noget ganske stille.

Her kommer nu en række anbefalinger på helt ny litteratur til sommerens lange dage. Måske er der ”byger, der går og kommer”, måske ville man gerne være længere ude i verden, måske er der ro i sommerlandet, - og så må man citere Astrid Lindgren: ”Man læser bøger for at komme langt ud i den vide verden og dybt ind i os selv.”

  1. Kvinde set fra ryggen” af Jesper Wung-Sung. Den er bare god.
  2. ”Der hvor du ikke vil hen” af Astrid Saalbach. Saalbach får et bundt breve af sin mormor, da mormor ryddede sit indbo kort før hun døde. De breve har Astrid Saalbach fundet frem, og nu har vi fået en historie om to kvinder fra Fåborg, Sigrid og Anna. Det er fortællingen om kærligheden umulige vilkår i et sydfynsk borgerskab, det er også fortællingen om Anna, en livsduelig kvinde, der blev tandlæge, rejste til Grønland, kom hjem igen og fandt lykken ganske kort. Og så får Sigrid sin plads. Den fylder hun også ud.
  3. ”Den inderste kerne” af Lotte Kaae Andersen er fortællingen om den store danske forsker Inge Lehmann. Få kender hende, men det var Inge Lehmann, en forsker på niveau med Niels Bohr,  der fandt ud af, at jorden har en indre kerne.  Inge Lehmann var et særligt og sært menneske, men man får stor forståelse for hende (og for forskningen) i bogen: ”Inge har altid været helt sin egen. Lige fra fødslen var hun svær at gøre tilpas. Skrøbelig og aparte og alligevel så trodsig, at hun altid endte med at få det, som hun ville.”
  4. ”Hvis vi ikke taler om det”, af Leonora Christine Skov. Skov har skrevet om sin opvækst i ”Den der lever stille”, og her i den nye roman, er det en fortælling om det fortsatte liv, den fortsatte skrivning og glæden ved gode læsere. Det er en bog, der viser et billede af en ret ukuelig forfatter, der har masser af selvironi og lige så megen humor. ”Men du skal vel også snart i gang med at skrive igen?, spurgte min far, og hans ord sendte mig direkte ned i en brønd af Særdeles flink og Dygtig og gennemsnitlig godt begavet og aldrig god nok, uanset hvor hårdt jeg arbejdede. Jeg padlede rundt derned, stadig med hovedet oven vande, men uden det store overblik.”
  5. ”Vi tog op med mor” af Karin Smirnoff. Det er nummer to i en serie efter ”Jeg tog ned til bror”, og det er UdkantsnordSverige i en sproglig form, der er helt fantastisk. Indholdet er uappetitligt, voldeligt, fyldt med druk, biler, sne og en lille smule kærlighed. Det er så godt. Og så er det meste skrevet med små bogstaver: ”Jeg puffede ham i siden. Tog bukserne på og knappede skjorten. Harkede en sej klump op. Rullede den i munden, hvor den voksede som en snebold ned ad en bakke. Så spyttede jeg ham i ansigtet. Jeg vidste, at han ikke ville vågne.”
  6. Mig ejer ingen”af   Åsa Linderborg har en mand i hovedrollen. Åsas far, der var smed. Han drak også en hel del, men han gjorde sit bedste for datteren Åsa: ”Det mest kendetegnende ved min far var hænderne. Store, grove, krumme og dækket af hård hud. Grovsmedehænder. Før han fyldte femogtredive var de stive af fabriksarbejde. Om aftenen sad han og prøvede at rette fingrene ud, både skræmt og stolt over, at det var umuligt.”
  7. ”Rampen” af Jesper Stein er også en selvbiografisk bog om en far. Og en far, der drikker alt for meget. Det litteraturprofessor Stein Larsen i Risskov, Århus. Han drikker på en anden måde end Åsa Linderborgs far, men det giver samme uro i familien.
  8. ”Hvide blomster” af Sissel-Jo Gazan er herlig med botanik som bonusinfo i en krimi-ramme: ”Jeg sår min oldefars giftfrø i drivhuset. Jeg tager ti frø fra hvert giftpulverglas, hundrede giftplanter i alt. Fingerbøl, Bulmeurt, Skarntyde, Liljekonval, Stormhat, Hundepersille, Engletrompet og Klatrelilje, Høsttidløs og Giftyde.”
  9. ”Gennem sprækkerne i et demensforløb” af Marianne Iben Hansen er noget helt, helt andet. Det er også selvbiografisk, og det er en refleksion over de sidste fem år med faderen, der blev mere og mere dement. Smukt, stille og sørgeligt: ”Jeg besøgte dig tit, kunne ikke andet, og jeg havde lyst til at vrisse af folk, når de: Nu må du også huske at passe på dig selv.

For hvad betyder det? Troede de, at der fandtes en måde at pakke det ubærlige sammen til noget, der kunne løses konstruktivt? At med den rette formel og de rette valg ville det hele gå op?”

  1. Til ungdommen” af Linn Skåber. En bog, der kan gives til alle unge. Hvis folkeskoleeleverne skal have en dimissionsgave, så giv dem ”Til ungdommen”. Eller giv den til konfirmander, til fødselsdag eller til nye studenter. Linn Skåber er en norsk komiker og skuespiller, men her har hun talt med mange unge og har nu skrevet en bog med de unges tanker i fine portrætter (og illustreret af Lisa Aisato): "Pænt brugt teenagetid. Gratis afhentning.

Der er ikke så meget. Der er kun det, du ser. Lige her. Du kan have det hele i bilen. Et par kasser eller tre, nogle sneakers, nogle ubrugte fredagsaftener og et gavekort til Zara. Bare tag det med også. Skal ikke bruge det selv.

Det vil sige, den ene kasse er tungere. Den her. Den skal I nok være flere om at bære. Ret mange, faktisk. For på den står der ”forventninger”.”

Det var ti gode bøger. Der er mange flere titler, der kunne nævnes. Andre kunne have valgt helt anderledes. Men disse er gode. Og Jesper Wung-Sung kan få det sidste ord med tanke på de mange gode timers EM-fodbold, der er i vente. Han siger: ”Jeg har aldrig læst for at blive underholdt, og jeg har aldrig skrevet, fordi det er sjovt. Hvis jeg vil lave noget sjovt, drikker jeg øl og spiller dart, og hvis jeg vil underholdes, ser jeg fodbold. Jeg skriver, fordi livet i enhver forstand er for fantastisk til at nøjes med at leve det. Og fordi det kun er ved at skrive, at jeg til fulde forstår, hvad der er vigtigt i mit liv. Derfor skriver jeg også hver dag året rundt.   Når jeg begynder at skrive, fortæller jeg en historie, der ikke handler om mig, samtidig med at jeg genopdager, hvem jeg er, hvor jeg vil hen, hvad der betyder noget for mig i dette ene lille, store liv, som er mit.”

God sommer. Med håbet om, at læserne kommer langt ud i den vide verden. Enten med færge, fly eller litteratur.

 

 

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraph, li.MsoListParagraph, div.MsoListParagraph {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraphCxSpFirst, li.MsoListParagraphCxSpFirst, div.MsoListParagraphCxSpFirst {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraphCxSpMiddle, li.MsoListParagraphCxSpMiddle, div.MsoListParagraphCxSpMiddle {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoListParagraphCxSpLast, li.MsoListParagraphCxSpLast, div.MsoListParagraphCxSpLast {mso-style-priority:34; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-type:export-only; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:0cm; margin-left:36.0pt; mso-add-space:auto; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}ol {margin-bottom:0cm;}ul {margin-bottom:0cm;}

 

Flora Nattergal gik med lampen gennem Krimkrigens sygestuer

 

”Det er også blevet bestemt, at Flora skal rejse alene på ferie hele sommeren.

Det skal blive godt for os at opleve noget hver for sig.

Bliver der sagt.

Flora har vist ikke noget imod det, men jeg kan ikke se, hvad det skal gøre noget som helst godt for.

Overhovedet.

Merde.”

Mette Hegnhøj skriver og Anna Jacobine Jacobsen har tegnet en historisk beretning om Flora og Pop, der vokser op på landet i England, og her passer de forliste ugler, fortabte skildpadder og andre smådyr, og de opretter et ”hospital”, hvor de kan pleje de skrammede kræ.

Det er Flora, også senere kendt som Florence Nightingale, der her er tale om. Hendes søster Parthenope kan næsten ikke forestille sig en hel sommer uden sin søster ved sin side. Men de skilles. ”Nogen” synes, det kan være en god ide.

Her i billedbogen ”Flora Nattergal” er de to søstre fortsat børn, men det er her, man kan læse, hvordan Flora, som Florence kaldes, allerede som barn var den fødte sygeplejerske.

Søsteren Pop har allerede som barn set, at Flora ikke kan følge forældrenes planer om godt giftermål og et gods at bestyre. Flora er født i 1820, hun vokser op i et konservativt engelsk upper-class-miljø, men hun bryder med det, mens søsteren Pop i højere grad lever op til forventningerne: Pop gifter sig med Harry, får børn og en karriere som børnebogsforfatter.

Det er Pop, der må passe Floras hospital, mens Flora er alene på ferie hos fjern familie. Pop er klar over, at Flora må følge egne veje: ”Inden i Flora er en Flora, som ikke kan blive, fordi hun må følge sine egne veje. Selvom jeg er imod. Contre.”

Det er en bog, hvor Mette Hegnhøj, der skriver fra Sønderhå i Thy, har taget sig af teksten. Anna Jacobine Jacobsen tegner, og hun giver Pop og Flora store nervøse iagttagende øjne, kroppene er bøjelige og føjelige, men armene er lange nok til at omfavne alle dyr og fugle, der har brug for det. Alle tegningerne er i sort – hvide blyantsgrå toner, lige med undtagelse af det billedopslag, hvor der går en regnbue af tanker mellem de to adskilte søstre.

Parthenope, der kaldes Pop, forbliver hele livet den søster, der fulgte konventionerne og forblev i skyggen af søsteren, mens hun passede sin mand og forpligtelserne i de store stuer, mens Flora lyste med lampen på sine vandringer i sygestuerne hos de sårede i Krimkrigen. Sådan er det en historie om det bagland og den opvækst, der altid er at finde bag de kendte og nyskabende personer som eksempelvis ”opfinderen” af den moderne sygepleje: Florence Nightingale.

Krimkrigen? Mange vil tænke, hvem kæmpede her? Var det ikke Rusland mod et forbund af Frankrig, Storbritanien, Sardien-Piemonte og Osmannerriget på den anden side. Jo, det var det. Det var i 1853- 1856, det var en krig, der førtes over store områder nær Krimhalvøen, men i dag kendes krigen nok mest fordi, det var her Florence Nightingale fik sat system i sygeplejen. Nok ser man hende først og fremmest afbilledet gående med en lampe gennem de store lazaretter på Krimhalvøen, men hun var en bestemt og autoritær kvinde, der organiserede sygeplejen. Hun førte statistik over hvilke tiltag, der virkede helbredende, og hun var en af de første til at fokusere på effekten af noget så simpelt som gode bade – og toiletforhold, der kunne mindske epidemier, kolera, tyfus og alle sårinfektioner. Alene en fokusering på udluftning på sygestuerne var med til at redde mange sårede soldaters liv.

Her i bogen om Flora Nattergal handler passer hun også en syg ugleunge, som hun kalder Athena. Uglen overlever, og den kan nu ses udstoppet på Florence Nightingale-museet i London.

Søsteren Parthenone, der blev forfatter, skrev og tegnede sin første børnebog om netop ugleungen Athena. En bog, der blev tilegnet søster Flora.

Nu har Mette Hegnhøj og Anna Jacobine Jacobsen (og forlaget Jensen & Dalgaard) givet søsteren Parthenope en plads ved siden af Florence, men de giver også nye læsere mulighed for at møde Florence Nightingale.

P.S: Florence Nigthingale kom hjem fra Krimkrigen, og så oprettede hun ”NIghtingale Training School” for sygeplejersker. Frisk luft, god hygiejne og venlige smil er fortsat gode elementer i sygeplejen.

 

 

 

 

 

 

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Dansklærere skal læse (meget mere) litteratur

 

Godt nytår. ”Hvad har du læst af god litteratur i juleferien?” Sådan spurgte jeg, da mit danskhold på læreruddannelsen tjekkede ind på teams denne mandag morgen.

Første undervisning efter to ugers fri, mandag morgen klokken 8.00. Og inden jeg klynker og klager, så er de lærerstuderende her på første årgang altså klar: Alle møder ind. Til tiden. Med kameraet tændt rundt om på de blå skærme i Nordjylland. De er flittige, de arbejder med stoffet, de møder ind ,og de er også (og det er en vigtig kompetence) opfindsomme, kreative, sjove og gode til at samarbejde.

Der er megen ros til de kommende dansklærere. MEN, - i bedste Mads&Monopolet-stil så følger der her et stort MEN: de læser ikke litteratur. Eller: De læser ikke nok litteratur.

På teams ”tjekker man ind” med en ”Godmorgen-runde” hvor alle på skift siger godmorgen med kameraet tændt og muligheden for at give et venligt smil. I dag var opgaven så at sige godmorgen, - og dernæst kommentere på noget litteratur, vedkommende havde læst i ferien.

Flere havde læst børnebøger eller en ungdomsbog, Sarah Engell, Anders Mathessen og Martha Flvybjerg Tode. Nogle havde læst ”Brødrene Løvehjerte” fordi det er den kommende praktik, der byder på arbejde med Lindgrens klassiker. MEN…. en tredjedel kommenterede: Jeg har holdt fri, jeg har ikke læst noget. To ugers ferie. Uden mulighed for at tage på ski. Uden store sociale begivenheder. Jeg blev lidt ……. skuffet, bekymret og blå i humøret.

 

Jeg har nu slået panden mod døren hårdt i en halv times tid, jeg har sukket, jeg har vendt øjnene mod himlen og mod bogreolen for at finde trøst. Der var ingen trøst. Der er kun ét at gøre: Læselyst vækkes kun, når læsningen bliver en del af hverdagen. Når bøger, (og film, kunst, teater, - tekster i alle genrer) bliver en del af hverdagen.

Nysgerrigheden hos eleverne vækkes kun af engagerede lærere, der har fagligt overskud. Det må jeg søge at bidrage med, så de danskstuderende ikke er i tvivl om, at bøger er en del af juleferien (sommerferien, vinterferien, hverdagen) fremover. Det er en opgave jeg nu vælger. Ak.Jeg taber sikkert dagligt, men jeg vil prøve!

Der er skrevet meget om, hvorfor man skal læse bøger. Løgstrup, Felski, Nussbaum, Rosenblatt,. Brinkmann, Tangaard og mange andre teoretikere siger det. Noah på ti år siger det også: ”Man bliver i hvert fald klogere af det. Og det er sjovt. Og fordi der sker noget sjovt, der ikke sker i virkeligheden, så tænker man kun på det hele dagen.” Og han fortsætter: ”Altså, der er nogen, der bare arbejder ved en skærm hver dag, og så kan de ikke bruge fantasien, og når de så har fri, så er de supersure. Hvis man ikke har en fantasi, så kommer man til at få et meget kedeligt lille liv”

Fantasi kan fremmes mange steder, men dansklærere må bidrage med den mulighed for at styrke fantasien, kreativiteten og livsforståelsen, der ligger i litteratur. Derfor skal man som dansklærer kunne leve op til fagmålet: ” Eleverne skal i faget dansk udvikle deres udtryks- og læseglæde og kvalificere deres indlevelse og indsigt i litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation.” Det står der. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, hvis lærerne ikke selv arbejder med egen læseglæde?

Derfor vil jeg nu strukturere de danskstuderendes egen læsning i langt højere grad. Vi har på Læreruddannelsen i Aalborg et krav om, at der på hvert semester læses 1000 sider skønlitteratur til en studieredegørelse. Det glæder studerende sig over, det kommenteres altid, at det er godt med et klart krav. Her læses børne- og ungdomslitteratur, men … vi ved det jo: 1000 sider er ikke meget. Det er ikke nok.

Foreløbig tager jeg den ”muntre og multimodale” indgang til mere litteraturlæsning hos danskstuderende. De får følgende gode råd, der gerne må læses som et krav:

  1. Gå ind på dr.dk (linket står her sidst i denne opgave) og se ALLE afsnittene om Mick Øgendahl og de store forfattere.
  2. Læs nu mindst to af de klassikere, du bliver optaget af. Det kan være Herman Bang og ”Tine” (aktuel på Aalborg Teater) eller det kan Michael Strunges ”Vi folder nattens drømme ud” eller ….
  3. Læs også en nutidig dansk voksenroman. Få inspiration i podkastserien ”Mellem linjerne”. Der er SÅ mange gode bøger. Du kan lytte til dem, de kan læses, de kan give glæde.

Du skal ikke løse nogle opgaver i den forbindelse. Du skal tænke på Karl Ove Knausgaard, der skrev: ”Jeg tænkte aldrig over bøgerne når jeg havde læst dem, og jeg lærte intet af dem, men det var heller ikke meningen! Jeg slugte dem, fordrev tiden med dem, flygtede med dem.”

Nå, - det blev så mit nytårsforsæt: At give danskstuderende en glæde ved bogreolen. Jeg kan sikkert gentage det næste år. Og så gælder dette ikke kun for danskstuderende på Læreruddannelsen. Når jeg følger med i facebookgrupperne for danskundervisere, så kan jeg se, at også dansklærere kan have brug for at læse mange flere bøger.

Lene Tanggaard har netop i et interview om god undervisning sagt det klart: ”En god underviser skal kende sit fags grundlæggende begreber. En dygtig underviser skal have et enormt fagligt overblik, således at man er i stand til at planlægge, tilrettelægge og gennemføre undervisning. Men også, at man har det faglige overskud, der skal til for at kunne involvere elever/studerende og faktisk respondere på det, de er optaget af.”
Altså; en god og inspirerende og engageret dansklærer må selv have et fagligt overskud – såvel i forhold til klassisk som til ny litteratur.

P.S. Og nogen vil helt sikkert kommentere: Der er ikke tid. Der er ikke plads. Der er ikke forberedelsestid. Jamen, det skal der være tid til.

Her er links til Øgendahl, Tine og Mellem Linjerne. Så er det bare at gå i gang.

https://www.dr.dk/skole/dansk/udskoling/tema/oegendahl-og-de-store-forfattere

http://wayback-01.kb.dk/wayback/20101109105521/http://www2.kb.dk/elib/lit/dan/bang/tine.dkl/00.htm

https://www.radio4.dk/program/mellem-linjerne/

 

 EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}ol {margin-bottom:0cm;}ul {margin-bottom:0cm;}

Guds blinde øje

Mette Hegnhøj, børnebogsforfatteren fra Sønderhå i Thy, har skrevet om sin barndom i sin nyeste bog: ”Ud og stjæle erantis”. Hun skriver om at være et barn, der ser meget, tegner og skriver meget og læser en hel del. Hun er et barn, der trives i sit eget selskab, men hun har en god familie, der ser fjersyn, mens Mette læser. Nu har hun fået fat i ”Guds blinde øje” af Jakob Bech Nygaard. Her er et helt andet barneliv end Mettes i Thisted.

Mette Hegnhøj skriver således om læseoplevelsen set med den tolvåriges øjne:

”Anne bliver født en iskold vinternat langt ude på landet i Jylland i fortiden. Hendes far falder gennem isen, da han vil hente jordemoderen, og om foråret finder fiskerne hans lig i et bundgarn i Nissum Fjord. Annes mor dør allerede under fødslen, så Anne er forældreløs og bliver sendt på børnehjem helt ovre på Sjælland, selv om en der hedder Karen gerne vil beholde hende. På børnehjemmet, der hedder Ravnsborg (fordi huse havde navne i gamle dage) bliver de forældreløse børn passet af en frøken Edelburg, der straffer dem med sit birkeris.”

Sådan er handlingen kort fortalt. Og så er det en ”Godhavn-drengene”-historie om piger. Børnehjemsbørnene er i ”Guds blinde øje” overladt til omtalte Edelburg og hendes kolleger.

Erna, en af de små piger, har taget et æble, og nok er det jul, men hun bliver straffet af frøken Edelburg. Erna bliver låst inde i den mørke, sorte kælder: ”Ovre i kældergangen mellem brændselsrummene sidder Erna klemt op mod den låsede kælderdør. Hun sanser intet mere, sidder bare og skriger svagt og hæst med vidtåbne, tomme øjne, der ikke kan græde mere.” Erna overlever ikke, doktor Rader tager affære og frøken Edelburg bliver bortvist.

Sådan er der en vis retfærdighed, men (forældreløse) børns vilkår i første halvdel af 1900-tallet er her fortalt med indfølelse og med synsvinklen hos Anne og hendes jævnaldrende. Til tider skiftes synsvinklen, så doktor Rader, frøken Mikkelsen og andre voksnes tanker præsenteres, men det er Anne, Visse, Frida og Erna, der har hovedrollerne.

Nabokonen Karen, der gerne ville have taget Anne til sig, siger et sted at ”Gud må være stæreblind på det ene øje”. Det er også den tanke, man har som læser.

Da bogen slutter er Anne på vej væk fra børnehjemmet, og hendes liv følges i fortsættelsen med den meget lidt opmuntrende titel: ”Du blev træl”.

Bogens forsidebillede viser tre små piger med armene om halsen på hinanden. Fællesskabet hos pigerne hjælper dem igennem, men de bliver som voksne mentale krøblinge på hver deres vis. Den kærlighedsløse opvækst har sat sig dybe spor hos dem.

Det er en voksenbog, men den blev læst af ti- tolv- trettenårige børn (og naturligvis hovedsagelig piger).

”Jeg læste 'Guds blinde øje’ og ’Du blev træl’ som ung. Bøgerne viste en fremmed verden og skubbede til indsigt og solidaritet. Det, der foregik dengang, kan sagtens overføres til nutiden - om børns vilkår, tvangsanbringelse med videre.” Sådan skriver Helle, en af de mange engagerede læsere, der som medlemmer af facebookgruppen: ”Litteraturklubben” gerne kommenterer læst litteratur og anbefaler nye og gamle og gode bøger.

De nu voksne læsere husker tilbage på læsningen i barndommen, og Suzanne skriver: ”Jeg var vild med den som barn. Især stedet, hvor en af pigerne bliver låst nede i en kælder for at have taget et æble og ender med at dø, gjorde stort indtryk på mig. Da jeg genlæste den som voksen, lagde jeg mærke til, at der faktisk var også var tale om seksuelt misbrug af børnene - så vidt jeg husker af forstanderinden. Men det havde jeg selvfølgelig ikke opdaget som barn.” Og Jette skriver: ”Jeg læste den som stor pige. Omkring 10-11 år i begyndelsen af 60’erne. Mine veninder læste den også, og vi var alle meget chokerede over, at livet kunne være sådan. Vi læste også ‘Du blev træl’, og begge bøger var der på en eller anden mærkelig måde noget forbudt over - nu forstår jeg ikke helt hvorfor.”

Og Linda skriver: ”Jeg husker den som min første "voksenbog", om jeg var 11 - 12 eller 13 år husker jeg ikke. Min farmor lånte bogen på biblioteket, og jeg læste den - og derefter ”Du blev træl”, ”Pigen og Sommerfuglen” m.fl. Jeg elskede de bøger, de var med til at forme mig, og det ville være dejligt, hvis jeg en dag "får" tid til at læse dem igen. Den langsomme fortællestemme giver mulighed for at huske personerne, stemningen, handlingen. Måske derfor har jeg aldrig glemt de bøger.” Endelig er der Gitte, der ganske kort kommenterer med følgende ord: ”Nej, hvor jeg grædt over den bog.”

Når man læser Jakob Bech Nygaards ”Guds blinde øje” i 2021, så læses den med firs års afstand til udgivelsestidspunktet, men der er fortsat børn, der vokser op i uden en tryg familie, uden omsorg og uden de mest basale behov bliver dækket. Bech Nygaards bog gav i mange hjem anledning til en diskussion om børnehjemsbørn og opdragelsesprincipperne her. ”Guds blinde øje” gav også sine læsere en forståelse for, at alle børn ikke lige vilkår i livet.

P.S: Mette Hegnhøj skrev selv i sin dagbog (som tolvårig) om bogen: ”Det er den bedste bog, jeg nogensinde har læst, selvom jeg er under halvvejs. Den er skrevet af J. Bech Nygaard med dobbelt a og punkter efter J, så det er umuligt at vide, om det er en mand eller en kvinde.” Det var en mand. Dette var hans første bog, men der fulgte mange, mange titler, men ingen står så stærkt hos læserne som ”Guds blinde øje”. Den kan fortsat lånes på biblioteket.

@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-520092929 1073786111 9 0 415 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}